Dødsfald udenfor familien

Igår døde DJ og radiomand Kjeld Tolstrup. Igen bliver jeg ramt af en tristhed, selvom jeg ikke kender ham personligt. Igen, fordi det er ikke første gang jeg bliver trist over, at mennesker jeg ikke kender personligt, dør. 1. januar var det Flemming ‘Bamse’ Jørgensen der sagde farvel og gjorde dagen lidt mindre glad for mig, og det er sket flere andre gange. Selvom man ikke kender disse mennesker personligt, så har man alligevel et forhold til dem – eller til den del de lægger frem i offentligheden.

Kjeld Tolstrup var en mand med en rar stemme i bilradioen, når min mand og jeg fredag aftener kører ud på indkøb. Han spillede elektronisk musik som jeg ikke vidste at jeg var vild med. Min mand og jeg er ofte blevet siddende i bilen på parkeringspladsen ved Kvickly for lige at høre resten af et fedt nummer, før vi gik ind og købte ind. Programmet Unga Bunga, som han lavede sammen med Le Gammeltoft, er også fast på radioen når vi kører på weekend i sommerhuset. Vi forbinder det med fri, weekend og glæde.

Bamses sange har været der igennem hele mit liv, og jeg har altid holdt meget af hans stemme. Han virkede også som et rart menneske at dømme efter interviews. Disse ting alene var nok til at jeg følte et tab da han døde.

Det jeg beskriver her har selvfølgelig intet at gøre med den sorg man føler, når et familiemedlem eller en person tæt på én går bort, og det er intet at regne for den smerte som den afdødes nære føler. Men det påvirker mig alligevel noget. Den lille flig af personen som var i det offentlige rum er væk, og det er sørgeligt. Man ved at man kommer til at savne den musik/kreativitet som man har nydt så meget. Det handler meget om ens egne associationer og minder. Det hele bliver forstærket af at læse meldinger fra personens venner, kolleger og fans på Twitter og Facebook – tænk hvor mange mennesker der er kede af det samtidig.

I nogle tilfælde bliver jeg også ramt af en tragisk følelse over den pågældendes skæbne. Kjeld Tolstrup blev kun 45 år gammel, og er måske død af en medfødt hjertefejl. Jeg skrev også et blogindlæg dengang Michael Jackson døde, fordi det var så trist at tænke på et liv der gik fuldstændig skævt efter en barndom med både psykisk og fysisk vold. I hans tilfælde kunne man næsten glæde sig over at han fik fred, men tænk at det skulle ske så direkte ved at han var nødt til at lade sig bedøve for at udholde livet.

Livet går videre. Efterhånden som man bliver ældre oplever man flere og flere dødsfald, der findes mange ulykkelige skæbner og der er nok at være trist over. Når jeg på fredag kører ud og køber ind med min mand, håber jeg at Le Gammeltoft og P3 sender Unga Bunga til ære for Kjeld Tolstrup, og så vil vi sende ham mere end éen taknemmelig tanke. Og så vil vi ellers hygge os og have en god weekend som vi plejer.

Lignende indlæg:


Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.