Vinterferie på Langeland

I år havde Mads og jeg mulighed for at holde en uges vinterferie, og den placerede vi midt i februar. Dels for at forsøde den triste vintertid lidt, og dels for at fejre vores 3 års bryllupsdag.

Vi overvejede forskellige rejsemuligheder – en personale-charterrejse sydpå, en tur i sommerhus eller noget helt tredje? Beslutningen faldt på et kroophold i Danmark, på samme måde som vi gjorde med vores bryllupsrejse for 3 år siden. Jeg Google’de ordene ‘hyggelig’ og ‘kro’ og fandt  Lindelse Kro, som ligger på Langeland. Da de har fået en gastronomi-pris, tøvede jeg ikke med at booke 2 overnatninger her.

Noget af det bedste jeg ved, er at vågne op på en hverdag og vide at alle andre skal på arbejde, men idag har JEG fri. Og sådan var det så i mandags. Vi skulle først checke ind på kroen efter kl. 15, så vi havde god tid til morgenmad, at komme i tøjet og pakke. Turen til Langeland gik nemt, og da vi kørte fra motorvejen i Nyborg var turen særdeles smuk.

Vel ankommet til Lindelse Kro fik vi udleveret nøglerne til værelse nr. 10, som viste sig at være et af værelserne ovenpå selve krobygningen. Et KÆMPE værelse på ca. 35 kvm. Her var selvfølgelig dobbeltseng, TV og badeværelse, men der var også spisebord til 6 personer, 3-personers lædersofa, sofabord og en dragkiste.

En del af opholdet var 3-retters menu i restauranten begge aftener, og vi var selvfølgelig spændte på hvad de ville servere. Vi gik ned i den helt fyldte krostue kl. 19 og fik serveret løgsuppe, mørbrad og chokoladekage med is. Maden var meget veltillavet, desværre var kokkens smag for salt noget over min smag – suppen og kartoflerne var simpelthen så salte at jeg ikke kunne spise dem. Senere på aftenen og næste morgen var jeg så uendelig tørstig, at jeg er overbevist om at det var oversaltet.

Tirsdag var så vores bryllupsdag og den eneste hele dag på vi havde på Langeland. Vi havde besluttet os for at køre lidt rundt på øen og se et par af seværdighederne. Vi startede med at køre til Tranekær Slot, som er et flot syn udefra. Undervejs morede vi os over øens bynavne. Dels de mange ‘bøller’ som øen er kendt for, vi så skilte med 12 ud af de ialt 15 bøller der er på Langeland. Nogle af de sjoveste er Skattebølle, Klavsebølle og Næstebølle. Der er også andre sjove bynavne – hvad mener du om at bo i Fæbæk, Snøde eller Kædeby?

Efter turen til nordøen tog vi ind til Rudkøbing. Her gik vi en tur op og ned ad gågaden, hvor vi nød de smukke byhuse. (I det hele taget har vi været meget imponerede over hvor mange smukke og velholdte huse der ligger på Langeland, også udenfor byen).Vi fandt en fantastisk charmerende cafe der hed Thummelumsen, hvor vi fik stjerneskud og fiskefrikadeller til frokost – begge dele af fisk fanget af fiskere fra Bagenkop, havnebyen i syd. Maden var god, og stedet var virkelig hyggeligt, pænt indrettet og med et godt menukort. Og værten John var utrolig behagelig og venlig – vi var helt ærgerlige over at vi ikke kunne komme igen lige foreløbig.

Efter den skønne frokost kørte vi til den sydlige del af øen, hvor vi dels så Bagenkop havn, hvor rigtige fiskere hældte rigtige fisk i baljer fra kuttere, og dels kørte vi forbi Langelandsfortet. Vi havde overvejet at besøge Koldkrigsmuseet, men på det tidspunkt var vi trætte og nøjedes med at se fortet udefra.

Herefter tog vi hjem på kroen, hvor Mads trængte til en eftermiddagslur, efter at jeg uden min nye magiske hovedpude havde snorket flere timer af hans nattesøvn væk. Jeg gik ned i krostuen og  spurgte om jeg kunne købe et krus  te til at tage med op på værelset, hvorefter jeg fik bragt en hel te-bakke med tepotte, kop, mælk, sukker, tebreve, citron og en småkage. Jeg må indrømme at det gav mig en WOW-oplevelse. Jeg har nemlig lavet rigtig, rigtig mange te-bakker i mine unge dage, hvor jeg som teenager gik til hånde hos en fin ældre dame i Dronninggårds-kvarteret i Holte nogle dage om ugen. Jeg tror faktisk aldrig at jeg selv har fået en te-bakke bare til mig. Sammen med en wales-bolle og en avis fra bageren i Rudkøbing blev det en hyggelig eftermiddag i suiten, mens husbond fik indhentet den manglende søvn.

Aftenens menu i kroens restaurant lød på dampet torsk, oksefilet og nøddekage – en rigtig lækker middag, og denne gang tilpas krydret. En dejlig måde at fejre sin bryllupsdag på. Via trådløst netværk og min mini-PC fik vi faktisk mange hilsner på dagen over Facebook og e-mail – rigtig hyggeligt.

Onsdag checkede vi ud fra Lindelse Kro efter endnu en gang morgenmadsbuffet og begav os mod grænsen for at handle dåsesodavand og lidt slik. Vi har før været i Fleggaard i Harrislee, men denne gang kørte vi forbi noget der hed Scandinavian Park i Handewitt, og det viste sig at være mere spændende. Dels var der flere typer sodavand, f.eks. Cherry Coke og Ginger Ale, og dels var der en masse andre varer lige fra ting til hjemmet over elektronik til madvarer.

Vi var hjemme ved 18-tiden med bilen fuld af dåsesodavand og en stor trang til grøntsager. Al den lækre restaurant-mad 3 dage i træk indeholdt nemlig næsten ingen grøntsager, så lige da vi var kommet hjem gik jeg ned i den lokale Irma og købte grøntsager til aftensmaden – det blev en blanding af lasagne og moussaka, men uden kød.

Lignende indlæg:

7 tanker om “Vinterferie på Langeland”

  1. Heiyy!! En snorkepude! Hvad er det? Min mands snorken driver mig til vanvid, men hvis en pude kan løse det problem, jamen så bliver jeg nærmest lykkelig.

    1. Det er noget der er opstået efter at jeg på hoteller i Spanien og USA synes jeg sov bedre med de aflange smalle hovedpuder man bruger der, end sådan en næsten kvadratisk en som vi mest bruger her i Danmark. Jeg ønskede mig derfor en aflang hovedpude i fødselsdagsgave, og fik sådan en her .
      Den passede mig helt vildt godt, jeg synes det var dejligt at have støtte helt inde ved halsen/skulderen når jeg lå på siden, og skønt at der ikke var noget af puden der krøb op over hovedet og trykkede mit hoved ned når jeg lå på ryggen.
      Og som en bonus meddelte min mand så at jeg snorkede væsentligt mindre efter at jeg var begyndt at bruge den pude! Det er altså bare en meget behagelig side-effekt, men jeg mener faktisk at der findes deciderede snorkepuder.

  2. Wow – det lyder som verdens bedste bryllupsdagsferie! Og jeg elsker Langeland. Der er så utrolig smukt…..
    Personligt synes jeg at Bøsseløkkevej er den sjoveste vej på Langeland. 😉

  3. Hihi – ja den var sjov, den vej der! Jo tak, det var rigtig dejligt at komme en tur på landet og væk fra hverdagen. Jeg synes også der er rigtig smukt på Langeland, selv om vinteren. Der er nok endnu flottere når der begynder at blive lidt grønt.

Skriv et svar til Jens Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.