Brunch for folk uden børn

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke har børn, og at det er af egen fri vilje. I nogle år har jeg været en del af et netværk for folk som er frivilligt barnløse. Vi har et forum på internettet, hvor vi deler links til artikler, har diskussioner af forskellige emner og organiserer arrangementer.

Nogle gange om året mødes vi så ude i virkeligheden til spisning, snak, film og andre oplevelser. Igår var jeg til brunch med 4 andre fra netværket. Som sædvanlig var det virkelig hyggeligt, og jeg kom hjem med højt humør og masser af energi.

Når man er et menneske – måske især når man er kvinde – som ikke ønsker sig børn, oplever man mange reaktioner. Man møder anklager om at være egoistisk, ikke at vide hvad kærlighed er og en hovedrysten over at man går glip af noget. Det kan godt føles ubehageligt, uretfærdigt og ensomt, og for mange opstår et behov for at snakke med andre i samme situation. Samtidig oplever mange af os, at det sociale liv med venner og familie forandrer sig fuldstændig efterhånden som omgivelserne får børn, og dermed opstår et behov for at have nogen at gå i biografen med, ud at spise med og have meningsfyldte samtaler med.

Både det sociale og det bearbejdende kan netværket hjælpe med.  Både når vi diskuterer online og når vi mødes IRL snakker vi ofte om emner omkring børn, men også om meget andet. Det er en gruppe af velbegavede og ressourcestærke mennesker, som har meget at byde på – det bliver altid nogle rigtig gode snakke.

For mig har netværket betydet, at jeg har fundet mig bedre tilpas i min rolle som ‘afviger’ på dette punkt, og jeg er blevet bedre rustet til diskutere og forsvare mig, når jeg møder spørgsmål om børn.

Lignende indlæg:

2 meninger om “Brunch for folk uden børn”

  1. Altså, jeg kan forstå at det kan være problematisk for folk der VIL have børn, hvis det ikke kan lade sig gøre, men at man som du oplever at blive marginaliseret fordi du IKKE vil have børn, lyder da helt skørt. Det valg skal sgudda bare respekteres 🙂

    1. Annette, man bliver nogen gange overrasket over hvor kraftige reaktioner man kan få, det virker som om nogen mennesker føler sig provokeret af det og nærmest bliver vrede. Mærkeligt, for jeg synes jo ikke at det skader nogen at jeg ikke har børn. Til gengæld har jeg overskud til at være ekstra omsorgsfuld og opmærksom overfor familie og venner og at tage en ekstra tørn på jobbet – det er da positivt for alle parter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *