Om at være storesøster

I min familie har jeg altid følt at det var ilde set at være storesøster. Der huserer i både min mors og i min far familie en stemning af, at storesøstre er dominerende og hensynsløse, og det er synd for lillesøstrene og lillebrødrene. I den ene side af familien har vi ovenikøbet gjort os en dyrekøbt erfaring, der beviser at der er noget om sagen.

På den baggrund er det jo ikke særlig sjovt at være en storesøster. Og det er jeg. Jeg tror at jeg i mange år har haft en form for skyldfølelse over at være den jeg er, og idag kan jeg godt føle at jeg har svært ved at stå ved min egen personlighed og holdninger, fordi jeg frygter at blive lagt for had af min familie – og alle mulige andre.

Når jeg tænker over disse ting, vender jeg ofte tilbage til bogen “Forstå dit ophav og bliv fri” af Kirsten Sørrig, der præsenterer Oluf Martensen-Larsens forskningsresultater vedr. søskende-relationer. Bogen har baggrund i 40 års forskning blandt 15.000 mennesker, og fortæller, at man i de forskellige søskende-roller finder en række træk som konsekvent går igen.

Storesøstre beskrives rigtig nok som dronninger med martyr-tendenser, men også som meget givende, lyttende og omsorgsfulde. Det trøster mig, at der også beskrives positive sider ved storesøstre, og de andre søskende-roller har sørme også både positive og negative træk som følge af deres position i søskende-rækken. Man kan til en vis grad konkludere, at man ikke kan ‘gøre for det’, når man har nogen af de træk som er et resultat af at være storesøster – eller hvilken som helst anden søskende-position.

Ved at være bevidst om disse ting, har jeg et udgangspunkt for at kompensere for mine dårlige sider. Men med årene er det også blevet vigtigt for mig at være tro mod mig selv. Jeg oplever tit at have en holdning, som jeg ikke tør udtrykke, fordi jeg ikke har lyst til at vise den side af mig selv. Det giver indre konflikter og en masse vrede, og det tror jeg ikke er godt. Det er en skræmmende men forløsende tanke på give efter for de sider af sig selv. Måske er jeg et lidt andet menneske end det jeg går og har et billede af?

Lignende indlæg:


2 kommentarer

  • Annette's space

    27. januar 2011

    Jeg er storesøster (selvom jeg ikke længere har min bror) og jeg tror egentligt at den omsorgsrolle jeg fik allerede som barn er blevet godt og grundigt hængende. På både godt og ondt.
    Lige som du, mener jeg, at det er en god ting at være rimeligt bevidst om årsager og baggrunde. Alene af den simple grund at man ind imellem kan standse nogle mekanismer hos sig selv som ikke nødvendigvis særligt sunde.

    Svar
  • Trine Louise

    27. januar 2011

    Annette, jeg kan også mærke at jeg har en omsorgs- og ansvarsrolle som følge af at jeg er storesøster. Og det er vel egentlig en god ting i mange situationer. I disse år forsøger jeg at vende den omsorg mod mig selv også.

    Svar

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.