Kassetænkning om efterløn

Statsministeren fik med sin nytårstale skudt en debat i gang om efterlønnen. Ikke at det ikke har være debatteret før, men nu kaster regeringen sig på banen og vil afskaffe den helt. 16 milliarder kr. koster efterlønsordningen om året, og de penge brænder i lommen på økonomer, politikere og mange andre.

Lad mig gøre et grundsyn klart med det samme: i et samfund hvor penge er en knap ressource, synes jeg ikke at det er passende at give penge til borgere som godt kan forsørge sig selv. Det gælder børnepenge til velhavende familier, og det gælder efterløn til borgere som godt kan arbejde. Jeg har aldrig selv forventet at kunne gå på efterløn, og jeg sparer op af egen lomme til at kunne gå på pension som 60-årig.

Men jeg synes alligevel, at argumenterne for afskaffelse af efterlønnen halter lidt. Jeg tror nemlig at efterlønnen dækker over nogle ‘mørketal’ om samfundet, og jeg tror ikke at man bare lige kan tage alle de 16 milliarder direkte til indtægt i statens budgetter.

  1. For det første er der hele snakken om nedslidning og førtidspension. Der er ingen tvivl om, at der er mange efterlønnere, som hvis de ikke havde haft den mulighed, burde have førtidspension i stedet. Men ved man hvor mange – og husker man at trække udgiften til den forsørgelse fra?
  2. For det andet er der alle dem som vælger efterløn, fordi de ikke kan finde et arbejde – altså som alternativ til arbejdsløshedsdagpenge. Efterlønsordningen har vel også været en værdsat parkeringsplads i forbindelse med nedskæringer og fyringsrunder i mange år. De siger at i fremtiden får vi brug for mere arbejdskraft, men i øjeblikket synes jeg at jeg kender til og hører om mange mennesker som mister deres arbejde – jeg kan ikke få det til at hænge sammen.
  3. Endelig vil jeg pege på alt det frivillige arbejde som udføres af efterlønnere. Når børneinstitutionerne holder lukkedage og er helt lukket i 3 ugers sommerferie, må bedsteforældre på efterløn træde til. Jeg tror der bliver løftet mange samfundsgavnlige opgaver af efterlønnere – og hvem skal så tage sig af det, når efterlønnen er afskaffet?

Jeg er bange for at det er kassetænkning, der vil hævne sig når effekterne breder sig ud. Ligesom med så meget anden kassetænkning. Tingene er oftest mere komplicerede end som så.

Ser man det i et lidt større perspektiv, synes jeg det ville klæde politikerne at se på, hvad det er der gør at så mange mennesker er på offentlig forsørgelse. Det er min personlige teori, at arbejdsmarkedet er blevet for hårdt til at rumme os allesammen. Stress og angst er velkendte resultater af dagens arbejdsmarked. Jeg synes det er en samfundsmæssig falliterklæring, at så mange af de ramte ikke kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsmarkedet ikke er gearet til alle typer mennesker.

Lignende indlæg:

2 tanker om “Kassetænkning om efterløn”

  1. Allerførst…..Jeg har ikke deltaget i betaling til efterlønsordningen. Af 2 grunde. For det første fik jeg konstateret alvorlig og galoperende slidgigt i begge mine knæ lige omkring samme tid som man startede på det der efterlønshalløj. For det andet fordi jeg havde og har det sådan at jeg gerne vil arbejde al den tid jeg kan…og det kan jeg da heldigvis stadig.
    Dine eksempler på kassetænkningen er rigtigt gode. Jeg kender f.eks. flere som har taget efterlønnen fordi de ikke kan få et arbejde. Jeg kender også flere som ville blive nødt til at få anden offentlig forsørgelse, havde det ikke været for efterlønnen.
    Og ja, efterlønnere udfylder rigtigt mange frivillige opgaver på mange mange leder og kanter i det her land.

    Om faldende arbejdsløshed ?? Suk siger jeg bare!!! Jeg ved ikke hvor den falder eller hvor de mange mange jobs er. Og jeg tror jeg ved hvad jeg taler om, for jeg har opretholdt min søgeprofil på jobnet.dk og antallet af annoncer der finder vej til min mailboks er nede på 6-8 om ugen.
    Min ældste søn, uddannet sømand OG murer, vil gerne være pædagog og skal bruge timer på CV’et for at komme på seminariet. Han har søgt mere end 300 jobs på snart et år. Og i al den tid har han fået 6-7 afslag og ikke en eneste samtale og deraffølgende job.

    Jeg mener at der er meget meget langt fra Tinge til vi andres virkelighed…og det allerværste er at jeg ingen som helst idé har om hvor jeg skal sætte mit kryds næste gang, og jeg ville ellers meget meget gerne påvirke vores demokratiske samfund på en god og konstruktiv måde.

    Ha en god dag 🙂

  2. Hej Annette, jeg er glad for at du kan se min pointe og bakke den op med egen erfaring. Det gør mig mere sikker i min sag. Især den med at der skulle være mangel på arbejdskraft kløer jeg mig noget i nakken over – godt at høre at det ikke kun er mig der tænker ‘HVOR er de arbejdsgivere der skriger på arbejdskraft henne?’ Og hvor krydset skal være – her er jeg også meget i tvivl….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *