El-cykling i vintervejr

Så er vinteren kommet, og jeg er ved at få en idé om hvordan min nye el-cykel klarer sneen.

I onsdags begyndte det at sne, og inden da havde det regnet og blæst en del. Da min el-cykel står ude under carport-taget, var cyklen temmelig iset til torsdag morgen. Turen til Hellerup Station gik fint og uden problemer, selvom det var glat visse steder. Jeg kunne dog godt mærke at den nye cykel ikke har så brede dæk og så lavt tyngdepunkt som den gamle – den er knap så stabil. (Den gamle el-cykel havde batteriet lodret bag sadelpinden og helt ned til kranken, hvilket gjorde den til en stabil lille ‘traktor’ der aldrig skred ud; jeg cyklede turen fra Virum til Hellerup stort set hver dag hele sidste vinter.)

Da jeg skulle hjem fik jeg problemer. Det havde sneet uafbrudt hele torsdagen og cykelstierne var dækket af sne og smat. Min nye el-cykel har ikke gas-håndtag som den gamle, jeg vælger hvor meget motoren skal hjælpe på en skala 1-6. Jeg har den næsten altid på 6 (maximum), da jeg gerne vil hurtigt afsted. Men jeg fandt ud af at i glat føre et det ikke så god en idé – jeg fik kraftigt hjulspin da jeg skulle til at køre.

Jeg satte motorkraften ned til 2 og cyklede et par kilometer, da jeg synes at jeg havde problemer med at skifte gear. Jeg opdagede en dims der stak op ved gearskiftet på styret og ringede til min mand. Han mente at gearkablet måske var knækket, men sagde at det ikke var farligt. Det værste der kunne ske var at jeg endte i 7. gear. Jeg besluttede mig for at liste mig hjemad på el-cyklen – at finde et s-tog og prøve at få plads dér virkede næsten lige så uoverskueligt som at klar de sidste 8 km.

Jeg fortsatte med lav hastighed, men endte som frygtet i 7. gear, hvilket ikke var specielt optimalt i det glatte føre. Jeg kom hurtigt til at køre hurtigere end hvad godt var: når jeg skulle bremse op til et rødt lys skred jeg ud. Da jeg nåede til Lyngbys bykørsel med meget start og stop valgte jeg at stå af og trække cyklen, da det var for svært at styre når cyklen ikke kunne sættes i lavere gear. Alt i alt var jeg en time og et kvarter om en tur på 10 km som normalt tager mig 30 minutter.

Da jeg kom hjem, tog min mand cyklen ned i kælderen for at se på den, og det viste sig heldigvis at gearkablet ikke var knækket men kun frosset til.  Vi har snakket om at købe en ‘frakke’ til cykel, så den ikke fryser til i den slags vejr som vi har i øjeblikket, og så har vi fundet nogle pigdæk på nettet som vi bestiller. I løbet af nogle dage skulle jeg gerne være mere vinterklar med el-cyklen.

Lignende indlæg:

3 meninger om “El-cykling i vintervejr”

  1. Hej, hvor er det godt du har lavet en stor blog om elcykling, ved du om der er andre, der har lavet sådanne? [beundring]

    1. Hej anette. Tak for de pæne ord. Egentlig er det bare en blog om mig og mit liv, men det indeholder også el-cykler, og derfor er der med årene kommet en del indlæg om dette. Der er mange besøg på bloggen som kommer fra Google-søgninger vedr. el-cykler, så derfor har jeg lavet en underside vedr. el-cykler. Jeg kender faktisk ikke andre blogs end Hans’ – som jo også handler om meget andet. For udveksling af erfaringer findes der også http://www.elcykling.dk.

  2. Ok, nu fandt jeg Hans´ blog også, så der er nok mange. Lige med at finde dem og ikke fortabe sig alligevel.
    mvh anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *