Mit første blogtræf

Igår var jeg til blogtræf for første gang. En kreds af bloggere mødes en gang imellem, og denne gang synes jeg at jeg ville med. Jeg har læst om disse blogtræf på Madames blog et par gange, og jeg synes det lød hyggeligt. Og når det denne gang foregik et geografisk overkommeligt sted og forslaget gik på sushi (en af mine absolutte yndlingsspiser) så besluttede jeg mig for at denne gang skulle det være.

Inden jeg skulle afsted var jeg lidt i tvivl om mine forventninger og følelser. På en måde kunne det jo godt føles som en blind date med 17 mennesker på en gang, da jeg ikke har mødt nogen af dem før. Det er svært når man ikke har noget at hænge en forventning op på – det er ikke alle bloggere der skriver særlig meget om  sig selv eller viser et billede af sig selv på bloggen. Mit udgangspunkt når jeg møder nogen for første gang er at man mødes med venlighed og imødekommenhed – med ren tavle og åbent ansigt.

Så kom jeg til at tænke på at man jo kender hinanden på en måde gennem bloggene. Jeg tror ikke der er ret mange af deltagerne der læser min blog, og jeg læser heller ikke alle deltagernes blogs. Men der er en mulighed for at danne sig et billede af hinanden i forvejen, hvis man følger godt med på bloggen. Så kan man begynde at tænke over hvad de andre mon synes om de ting jeg skriver og mine synspunkter på dette og hint. Der er også nogle af de andre bloggere der selv har markante meninger. Når man dertil lægger, at mange af deltagerne har mødt hinanden før, kunne jeg godt få en frygt for at blive be-/dømt af en klike.

Men det var selvfølgelig bare rigtig sjovt og hyggeligt at møde disse mennesker. Der var flest kvinder, men også et par mænd: Jens som havde stået for arrangementet, Annette, Annemarie, føromtalte Madame, Uffe, Kisser, Leif, Ditte, Donald, Catarina, Mia Folkmann, Brit og Susling. Jeg tror jeg var en af de yngste, de fleste var vist i 40’erne eller ældre.

Vi startede med et besøg på Café Oscar, hvor vi fik kaffe/øl/vand og lærte hinanden lidt at kende. Jeg følte mig rigtig godt taget imod, og de var alle meget forstående overfor at det kan være overvældende at møde så mange ny mennesker på en gang. Derefter gik vi hen på Green Sushi i Grønnegade og fik noget dejlig sushi. Da vi var færdige ved 20-tiden, gik turen videre til en øl i den anden ende af byen, men her sagde jeg tak for i aften og smuttede hjem igen – så var mit hovede fuldt af nye indtryk.

Lignende indlæg:

12 tanker om “Mit første blogtræf”

  1. Tak for i går, Trine Louise – det var dejligt at møde dig også i virkeligheden. Det er nu ikke en fast klike, der går til blogtræf – og der er nye med hver gang. Jeg tror, jeg har mødt 40-50 bloggere over de sidste år. At det ikke er en fast klike gør det ekstra spændende, og arrangementerne er forskellige fra gang til gang – sidst begyndte blogtræffet på Willumsens Museum.

    God søndag til dig!

  2. Selv tak for igår Madame, det var også godt at møde dig selvom vi ikke nåede at få snakket så meget. Ja, jeg fandt jo ud af at det var en åben skare af helt forskellige mennesker. Tankerne om en klike var også bare udtryk for ‘worst case’ når jeg gjorde mine forventninger op inden arrangementet.

  3. Tak for i går, Trine Louise. Jeg fik ikke snakket så meget med dig, men jeg syntes alligevel at jeg kendte dig lidt i forvejen, for jeg havde jo “smugkigget” på din blog… 😉 -go’ søndag…

  4. Hej Mia – selvtak for igår. Ja heller ikke dig fik jeg snakket med, det er svært at snakke med alle når man er mere end en håndfuld til sådan et arrangement. Forhåbentlig kan vi snakke en anden god gang, og i mellemtiden har vi jo vores blogs – du er i hvert fald meget velkommen her, det behøver ikke at være ‘i smug’ 🙂

  5. Tak for en rigtig god aften. Jeg synes det var hyggeligt at møde dig og håber at du har lyst til at deltage en anden gang. Det er som regel meget forskelligt hvor vi mødes og hvad vi laver, så det bliver spændende at se hvad vi skal til det næste blogtræf! 😀

    1. Selv tak Jens, det var et fint arrangement. Jeg er som du erfaren sushi-spiser så det var også en gastronomisk god oplevelse. Ja det bliver rigtig spændende at se hvad næste blogtræf går ud på.

  6. Det var rigtig hyggeligt, og jeg tror det hænger sammen med at blogskrivere får lidt øvelse i social tænkning 🙂 Nå men jeg kan nu godt forstå, hvad det er du skriver, for jeg har da oplevet kommentarer fra to sider (eller måske flere) om at det er da bare rygklapning det hele, uden forståelse for at det er de positive ting, der bærer venskaber – jeg tør godt sige, positiv tænkning bærer hele verden. Så pas godt på den, det skal plejes og vandes hver dag, det positive træ 🙂

Skriv et svar til Jens Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.