Rolleunderskud

Jeg tror det er vigtigt for de fleste mennesker at udfylde en plads i livet. At gøre nytte, at varetage en opgave eller at have en funktion. Alt i alt at have en eller anden form for rolle i relation til andre mennesker – det er tæt knyttet til ens identitet. Man ser tydeligt hvor vigtige roller er når det er tid til at skifte dem, f.eks. afslutte en uddannelse, skifte job, eller ændringer i familie-situation. Det er meget ressourcekrævende og kan være stressende for den enkelte.

Når jeg tænker på mit liv på den måde, så giver det mening at jeg nogen gange føler mig lidt i et vadested. For jeg har sluppet en del af mine roller, og der er ikke kommet nær så mange nye til.

Ven

I løbet af de sidste mange år har min rolle overfor en lang række mennesker ændret sig meget. Over årene er ret mange mennesker gået fra at have mig som ven til at have mig som bekendt. Der er ikke så mange der er gået den anden vej. Rollen som ven har jeg idag kun overfor ganske få mennesker.

Søster

For 10 år siden flyttede min bror til USA. Efterhånden som årene er gået, har det vist sig at det er en permanent situation, og min rolle som søster eksisterer derfor næsten ikke idag. Jeg er jo stadig hans søster sådan rent biologisk/familiært, men vi er ikke en del af hinandens liv til hverdag og kun sjældent til fest og andre særlige begivenheder. Så i praksis er min søster-rolle blevet meget lille.

Studerende

I mange år har jeg uddannet mig ved siden af mit fuldtidsjob. Da jeg blev færdig som Datanom var jeg egentlig glad for at lægge rollen, som en person der uddanner sig, på hylden. Det var svært at rumme sammen med alle de andre roller.

Medarbejder

Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år. Min faglige rolle har udviklet sig. Jeg startede som piccoline og idag er jeg intern konsulent. Som mit nuværende job er skruet sammen, er det ikke helt klart hvad min rolle er. De forudsætninger, som var sat op for stillingen da jeg startede, er ret udviskede pga. organisationsændringer. Idag varetager jeg så vidt forskellige opgaver, at jeg nogengange har svært ved at finde ind i en rolle omkring mit job.

Datter

En rolle som jeg har haft hele mit liv og forhåbentlig har et godt stykke tid endnu, er rollen som datter. Jeg har et godt forhold til mine forældre, bor ret tæt på dem og vi er en stor del af hinandens liv. Rollen har naturligvis ændret fra at være et barn i en familien til at være en voksen person der har sit eget selvstændige liv og sin egen lille familie. Men det er en ny rolle som jeg befinder mig godt med.

Partner

I 2004 mødte jeg min mand, og efter 10 års singletilværelse fik jeg langsomt en ny rolle i mit liv; rollen som partner/kæreste/ægtefælle. Det er idag en rolle som fylder meget for mig. Det beriger mit liv uendelig meget. Og det stiller nogle krav til mig, som jeg gør mig meget umage for at leve op til.

Når jeg gør det op sådan her, så tror jeg at jeg er i noget man kunne kalde rolleunderskud. På trods af de nye roller som partner og voksen datter, så tror jeg at jeg har mistet mere ved ikke længere at være søster for min bror og en del af en vennekreds. Når jeg samtidig har svært ved identificere min rolle på arbejde, så er der meget at forholde sig til.

Det er ikke fordi det er et problem hele tiden, men jeg kan godt mærke at det er en frustration ind imellem. Jeg kan godt få en følelse af at det hele er ligegyldigt, af ikke at høre til og jeg kan savne at betyde noget for de mennesker som har valgt mig fra.

Kan man gøre noget ved det? Jeg må acceptere de forandringer som skyldes andre menneskers valg. Men man kan være opsøgende omkring nye roller. Jeg kan mærke at jeg søger henimod nye roller i forskellige sammenhænge, f.eks. blogger, FOF-kursist, sommerhusejer. Jeg tror egentlig at der i fremtiden skal komme masser af nye roller. Jeg har lyst til at få nye roller. Mulighederne er jo uendelige, det er bare om at få øjnene op for dem.

Lignende indlæg:

2 tanker om “Rolleunderskud”

  1. Jeg tror, at det med rollerne er noget, der helt naturligt forandrer sig livet igennem. Jeg har også haft meget nære veninder, der pludselig forsvandt ud af mit liv – men typisk skete det, fordi DE fik andre roller. Måske mødte de en ny mand eller fik et (nyt) barn. Det var meget trist, når det skete, men intet holder ved. Heller ikke venskaber.

    Det er godt at være opsøgende og åben for nye roller. Blogrollen er en god måde at få nye venner og bekendtskaber på, tror jeg. Man lærer hinanden at kende på en god måde, når man skriver “dagbog” for åben skærm.

    I øvrigt læste jeg dit tidligere indlæg om naboen. Jeg var blevet SÅ rasende og havde talt med meget store bogstaver, selv om jeg ellers er en fredsommelig sjæl. Hvad med en hængelås på havelågen? Hun er vel ikke så fræk, at hun “planker” den?

    1. Tak for din kommentar, Mia! Det er rart at høre at det ikke kun er mig der har oplevet det med vennerne der får nye roller. Jeg må jo nok indrømme at det kommer bag på mig at visse venskaber ikke har kunnet holde til disse skift i livet, men så er jeg da blevet så klog.
      Jo, vi fik da talt med halvstore bogstaver til den næsten 90-årige nabo og jeg tror hun forstod hvad vi sagde. Hvorvidt hendes havemand er i stand til at forcere en låst havelåge ved jeg ikke, men det duer nok ikke helt når man tænker på postbudet. Men vi har da overvejet skilte og alt muligt andet 🙂

Skriv et svar til Trine Louise Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.