Nyheder om minoriteter

I den forgangne weekend har der været 2 historier i TV-Avisen om minoriteter som jeg tilhører, og som er i vækst. Det er en lidt blandet fornøjelse at se og høre sig selv som samfundsgruppe omtalt af eksperter og journalister.

Frivillig barnløshed

Lørdag bragte TV-avisen nyheden om at antallet af kvinder, der i en alder af 35 år ikke har fået børn endnu, er stigende. Det siger dels noget om at kvinder får børn senere, men også at flere og flere slet ikke får børn. Hvordan fordelingen mellem ufrivilligt og frivilligt barnløse er ved man ikke, men fremtidsforskere og andre eksperter mener at der er en tendens til at flere og flere vælger børn fra.

Det er mærkeligt at sidde og tilhøre den gruppe der tales om, og høre eksperter gætte på hvad grunden er til at jeg ikke vil have børn. For mit eget vedkommende er der ikke anden årsag end at jeg ikke har lyst. Jeg er ikke hverken egoist, karrierefixeret eller materialistisk. Ønsket er simpelthen bare ikke opstået hos mig.

Jeg kan se at mennesker omkring mig, der ønsker sig børn, får dem uanset om økonomi, fysiske rammer og karriere passer til det. Det får mig til at tvivle på at nogen mennesker undertrykker en ægte lyst til at få børn af sådan nogle rationelle grunde. Måske et stykke tid – men ikke så længe at man ender med slet ikke at få børn. Faktisk kunne jeg godt få den tanke, at hvis man har udskudt at få børn til man er langt over 35 år, så har man måske ikke rigtig lyst til at få børn? Hvis man slet ikke får børn af sådan nogen grunde, så var det måske heller ikke noget man brændte for alligevel?

El-cykler

Søndag var der så en historie i en helt anden boldgade, som også har været i radioen i ugens løb: salget af el-cykler er steget meget i år. Det overrasker mig ikke. Som el-cykelejer igennem mere end 4 år har jeg skrevet et par blog-indlæg om emnet, og jeg har på min besøgsstatistik siden det tidlige forår set en kraftig forøget trafik på min blog på baggrund af google-søgninger på ordet ‘el-cykel’ og variationer heraf. Især indlægget Sandheden om el-cykler har mange besøgende hver dag.

Igen var det spøjst at høre sig selv omtalt som samfundsgruppe. De elcykel-forhandlere, som har plantet historien i medierne, siger at det hovedsagelig er ældre mennesker der køber el-cykler. Det er ikke mit indtryk og det har da heller ikke været meldingen tidligere. Jeg hører om el-cyklister gennem kommentarer på min blog og på el-cykelforum, og her er der mange som mig; almindelige voksne der er erhvervsaktive og skal have en hverdag til at fungere.

Det ærgrer mig at man udråber el-cykler til at være noget for ældre mennesker, når nu de endelig kommer i TV-Avisen. For der er så mange andre fordele ved el-cykler, end at de kan hjælpe når man mangler kræfter. I bund og grund mener jeg at en el-cykel kan erstatte en bil nr. 2 for mange, og det synes jeg er en vigtig pointe både sundhedsmæssigt og miljømæssigt.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *