Noget om bæredygtighed

Jeg tænker meget på bæredygtighed og vil gerne gøre noget for miljø og dyrevelfærd. Jeg har over tiden fundet masser af områder, hvor jeg har kunnet se på mit forbrug og min miljøbelastning og vurderet at jeg kan gøre det lidt mere hensynsfuldt. Der er efterhånden mange ting jeg gør i min hverdag som handler om den slags hensyn. Jeg vil ikke være hellig og fordømmende, men jeg synes bare at fråds og tankeløshed er unødvendigt.

Samtidig er jeg bevidst om, at mit lille bidrag nok er en dråbe i havet. Af samme grund er der en grænse for hvilken komfort jeg vil gå på kompromis med. Jeg vil ikke sælge min vaskemaskine, og har f.eks. mit primære fjernsyn og stereoanlæg på standby, fordi jeg synes det er for besværligt at jeg ikke hurtigt kan tænde og slukke. Men jeg har trukket stikket på wii’en ud af dåsen, da vi har målt at den bruger helt vildt meget strøm i standby. At skulle sætte stikket i når vi skal bruge den er en besværlighed som vi kan leve med, den bliver ikke brugt lige så ofte som fjernsynet.

Nu har jeg lavet en side på min blog, hvor jeg oplister de ting vi i min husstand gør for at tage hensyn til miljø, dyrevelfærd og ressourcer. Jeg bringer listen i et håb om at kunne inspirere andre. Og for at holde mig selv op på det. Og fordi jeg er lidt stolt af nogle af tingene. Forhåbentlig kommer der flere ting på listen.

Lignende indlæg:


Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.