Drivhusresultat 2010

I år har vi haft 4 tomatplanter og 1 agurkeplante som sædvanlig. Det har givet et rimeligt resultat. Agurkeplanten har givet ovenud stort udbytte, så meget at jeg har måttet forære agurker til naboen og lavet meget store mængder agurkesalat. Tomaterne har igen i år været meget sent på den, men i øjeblikket vælter det ud med tomater. Selvom vi nippede topskudet af planterne da de nåede taget for flere måneder siden er de vokset helt amok i toppen og man kan i øjeblikket kun gå ind i drivhuset hvis man bukker sig meget. Jeg ved ikke rigtig hvordan det sker, for det meste af sommeren er jeg meget efter alle de der sideskud, men så kommer sommerferien og så er det lige pludselig vildnis alligevel.

På chili-siden var strategien at have meget færre planter for at give den enkelte plante mere plads. De andre år har vi haft en masse potter med chiliplanter i, og de kunne faktisk slet ikke være på den plads der var sat af når de begyndte at blive store. I år havde vi meget færre potter. Jeg synes ikke chiliplanterne er så stærke i år, og blomstring og frugtsætning har heller ikke været særlig god. Selv en af de planter vi købte hos Gartneri Toftegård har skuffet, men det er pga skadedyr: for første gang i de 5 sæsoner vi har haft i vores drivhus har vi fået nogle larver, som spiser både blade og frugter. Der er huller i bladene og når man kigger nærmere på frugterne ligger der en grøn larve inde i og spiser løs. De har heldigvis ikke ramt alle planter, men der er da et par af de store chiliplanter i plantesæk og stor krukke som nok slet ikke kommer til at få noget udbytte.

Som noget nyt har vi i år haft aubergine. Det er gået fint, og vi har fået 4-5 flotte frugter. Det er sjovt at se hvordan frugterne bliver lige så flotte og blanke som dem man kender fra butikkerne. Smagen er fantastisk – som lovet på gartneriet er det noget helt andet end auberginer fra butikkerne.

En vandmelon-plante var et mere usikkert eksperiment. En kollega, som jeg har lavet chiliplanter til, gav mig i foråret en vandmelonplante den anden vej. Den har jeg forsøgt at få til at vokse. Når man læser om det på nettet og snakker med andre ser det ud til at de godt vil vokse, men at det er svært at få frugterne til at blive store. Jeg valgte at følge et råd om at knibe planten meget og kun efterlade en enkelt frugt til at vokse. Det er ikke gået så godt, den ene frugt gik til og så var der ikke mere at arbejde på. Jeg havde ikke så store forventninger om at det ville lykkes, men det var da sjovt at prøve.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *