Sommerhus-erfaringer

Min mand og jeg har nu haft vores sommerhus i 1 år. Det har været skønt. At have sommerhus lever fuldt op til forventningerne og mere til. Jeg har virkelig nydt at have et lille fristed  at tage hen til i weekender og ferier. Selvom det er vigtigt for mig at kunne slappe af derhjemme, så gør det altså noget særligt at man tager væk hjemmefra.

Vi har holdt alle ferier i sommerhuset lige siden vi købte det: efterårsferie, nytår, 1 uges vinterferie, påskeferie og 2 ugers sommerferie. Dertil kommer en del weekender. Trods det har jeg ikke følt at vi SKULLE tage derop, og det var også en betingelse vi stillede inden vi købte huset – det må ikke være sådan at vi ikke kan bruge fritiden på andre måder. Vi har således en tur til Mallorca planlagt i september, og vi kan sagtens forestille os andre rejser i fremtiden.

Rent praktisk har jeg gjort mig en en række erfaringer med at have sommerhus. Jeg har lært at:

  • tænde op i en brændeovn
  • hvis man slukker for vandet mens man sæber sig ind og når man vasker håret, så er der varmt brusebad fra start til slut selv med en 30 liters elvandvarmer
  • 35 kvm er et helt OK areal at bo på for 2 mennesker
  • når det er minus 10 grader udenfor er der ca. minus 2 grader inde i et uopvarmet sommerhus
  • en Rotak 43 el-plæneklipper kan sagtens klare en sommerhusgrund uanset hvad forhandleren siger
  • man sover fantastisk godt når der ikke er vejbelysning og trafikstøj udenfor
  • når det er tid til at demontere bruserens termostat-blandingsbatteri pga frost, så er det ikke tilstrækkeligt at lægge det på gulvet i det uopvarmede sommerhus, det skal med hjem i varmen
  • ukrudtsplanten padderokke har en helt enorm voksekraft
  • hvis man vil lave pandekager over gløderne fra et bål, så skal bålet startes op med mere end 3 stykker brænde
  • selvom ejendomsmægleren syntes at haven skulle pløjes op og startes forfra, og naboen synes at huset burde jævnes med jorden, så kan man ud af en ejendom der ikke har været rørt i mange år godt skabe sig et fredeligt helle ved håndkraft

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.