Frokostpause – så skal vi ud!

På både på min nuværende og tidligere arbejdspladser har der været mulighed for at spise sin frokost udendørs i sommerhalvåret. Alle steder har arbejdsgiveren investeret i anlæg af en fin terrasse og købt borde og stole.

Desværre er der ikke nogen af de omtalte arbejsgivere der har investeret i parasoller, så frokosten skal indtages lige under middagssolen. Det afspejler nok også hvad de fleste af mine kolleger kan lide. Der er kun ganske få der sidder indendøre i kantinen på sådan en sommerdag, og de få skyggepladser udenfor er ikke besat.

Som jeg skrev om tidligere på ugen, trives jeg ikke så godt med meget høje temperaturer. Det handler dels om at jeg ikke har det godt kropsligt med at være varm, men også solen i sig selv er et problem. Mit mørke hår gør at jeg bliver brandvarm oveni hovedet, og det giver mig hovedpine og gør mig ør. Dertil kommer at min hud bliver nemt skoldet og jeg får nemt soleksem.

“Så kunne du jo tage solcreme på” vil nogen indvende. Ja, og solhat, solbriller og lange ærmer. Men det vil ikke ændre på at jeg ville blive mere varm end rart er for mig. I bund og grund hader jeg at have solcreme på, jeg har endnu ikke fundet et mærke som man ikke bliver lidt fedtet/klistret af. Og så må jeg sige at jeg synes både varm og kold mad meget hurtigt bliver uappetitlig når den står midt i solen.

Alt i alt har jeg mange grunde til ikke at spise frokost i solen. Jeg har for flere år siden taget en beslutning om ikke at sætte mig udenfor i frokosten. Jeg får frisk luft og lys hver dag på mine cykelture morgen og eftermiddag, hvor UV-indexet er lavere. Når det ikke er for varmt går jeg ofte en lille tur rundt om bygningen efter frokost. Og hjemme kan jeg sidde udenfor i skygge.

Det er en model der passer mig meget bedre. Jeg bliver endda lidt brun på armene af det. Men det betyder også, at jeg spiser frokost alene en del dage, når det er en solrig sommer som i øjeblikket. For jeg vil selvfølgelig ikke bede mine kolleger spise inde, når nu de hellere vil sidde udenfor.

Lignende indlæg:

En tanke om “Frokostpause – så skal vi ud!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.