Travl sommer

Uh, jeg går og længes efter ferie i disse dage. Jeg har først ferie i slutningen af juli, så der er lidt tid endnu. Jeg har allerede i sidste uge vendt min væg-kalender, så den ikke længere viser januar-juni men juli-december, så jeg har ferien i udsigt.

Imellemtiden synes jeg ikke rigtig at resten af verden går i stå? Jeg synes det plejer at stilne af med aftaler og arrangementer når man kommer ind i juni måned, men i år har der været så utrolig meget aktivitet at jeg næsten ikke kan følge med. De sidste par uger har jeg være væk fra sofaen næsten hver anden aften. Dels har der været stort sammenfald i familiebegivenheder i svigerfamilien og vennekredsen, dels har der været ting jeg selv har taget initiativ til og mit arbejde vil i denne uge kræve min tilstedeværelse 2 aftener. Også om dagen er der travlt. Hvor jeg for et par uger siden synes at der var lidt stille rent arbejdsmæssigt, så har jeg nu igen fået travlt.

Heller ikke trafikken har endnu vist tegn på at mindskes, selvom skolesommerferien startede sidste weekend. Togene er stadig propfyldte, hvilket nok skyldes omfattende skinnearbejde hos S-togene, og så selvfølgelig at min rute tager mig til Lufthavnen, hvorfra mange jo rejser på ferie.

Samtidig er sommeren så endelig kommet, og på mange måder længes jeg efter at have ro til at nyde det – tage ud og få en is eller bare nusse rundt i haven og drivhuset og følge med i alt det der sker. Roserne blomstrer og tomatplanterne vokser stærkt opad. Men man skulle jo nødig gå glip af noget, og jeg er ikke i stand til at sortere i nogle af aktiviteterne. Hvis omverdenen ikke har tænkt sig at skrue ned for blusset, så må jeg jo bare glæde mig til at jeg selv skal have ferie. 4 uger endnu…. Heldigvis har jeg fået lov til at tage en afspadseringsdag på fredag, det hjælper forhåbentlig lidt på det, om ikke andet så på søvnunderskudet der følger med den øgede aktivitet.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.