Videre med foråret

Det styrter afsted, tiden, foråret, hverdagen… Den forgangne uge har været virkelig hektisk.

Jeg har mere travlt på arbejde end nogensinde, og samtidig kæmper min virksomhed med en helt ukendt og hidtil uset modstand i form af vulkan-aske. Det er en underlig ambivalent fornemmelse, for aske-krisen gør mig bekymret for om jeg bliver fyret lige om lidt. Der har ikke været nogen indikationer af om det kan blive konsekvensen, det er bare min egen bekymring. Men den fylder også en del.

I haven vælter det frem med skvalderkål, og drivhuset skal gøres klar til den nye sæson. Igår var vi afsted til vores yndlingsplanteskole i Køge efter drivhusplanter – lidt tidligere end vi plejer, men så må planterne bare stå indenfor indtil det bliver varmt nok til at komme ud i vores uopvarmede drivhus. Selvom vi havde besluttet os for at begrænse os med antallet af chili-sorter, lod vi os alligevel friste til at tage 3 nye sorter med hjem: Flourescent Purple, Chocolate Bhut Jolokia og Aji Bolivian.

Forårsblomsterne trives godt i år – især er jeg glad for at se pinseliljerne komme så flot i år. Og så har jeg igen i år fundet violer under hækken mod genboen – den sødeste lille fine blomst med en ufattelig skøn duft, rigtig gammeldags og så alligevel 2010.

Aftalerne vælter ind – vi skal både til 2 års fødselsdag i maj, 70 års fødselsdag hos vennepar der holder deres hhv. 30 og 40 års fødselsdag til juni, og weekenden inden skal vi til sølvbryllup. Samtidig vil vi også gerne tilbringe et par forårsweekender i sommerhuset, og Mads skal til flere forskellige MTB-løb og den traditionelle tur til Harzen i Kr. Himmelfarts-ferien. Heldigvis har vi også lykkedes med selv at invitere til lidt samvær, idét min morbror og hans hustru besøger os i sommerhuset i starten af juni. Det glæder jeg mig til.

Og oveni det hele starter jeg på tirsdag på FOF-kursus i Mindfulness. Iflg. beskrivelsen skulle teknikken hjælpe éen med “…at mærke dine egentlige behov i stedet for at drukne i tankestrømme, stress og præstationskrav…” hvilket jeg tror jeg kunne have rigtig godt af. Kurset foregår 4 tirsdag aftener henover april, maj og juni.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *