2 voksne og 2 pensionister

Jeg har været på kunstmuseet Arken idag sammen med mine forældre og min mand. “2 voksne og 2 pensionister” sagde min far, da han betalte entréen for os. Det kom jeg til at grine lidt af, for hele min barndom har min far sagt “2 voksne og 2 børn” når vi har skullet på museum i vores familie. Nu er det mig og min mand der er de voksne! Og mine forældre er nu pensionister. Det er lidt mærkeligt, for de er jo stadig mine forældre, voksne, mere voksne end jeg er….

Nå, men vi kom indenfor og startede med at se udstillingen af Miró-værker. I maj sidste år var jeg på Mallorca med min veninde, hvor vi så området hvor Miró boede og arbejdede de sidste næsten 30 år af hans liv. Det var derfor et skønt gensyn med hans værker og gode minder om en spændende rejse. Der blev også vist film der viste hvordan han arbejdede med sines bronze-værke – meget interessant.

Efter 2 ture rundt i Miró-udstillingen fik vi en lækker frokost i restauranten, og derefter så vi på de andre samlinger på museet. Der var en udstilling med Oluf Høst-malerier, skønne landskabsmalerier fra Bornholm og en hel masse billeder af den gård han boede på, et motiv som var symbolsk for ham og hans sindstilstand.

Der var også en række andre kunstværker: en kæmpe spraymalet grusbunke der gav mig associationer til science fiction og rummet, og flotte lysinstallationer af Olafur Eliasson. Der var også en række store flotte malerier med kraftige farver, og nogle værker af Damien Hurst med fokus på sygdom og død, bla. et fantastisk diamant-besat kranium.

Vi sluttede af som så ofte før med et besøg i museums-butikken, og kom hjem med en smuk skål og 2 æsker lakrids. Det var en dejlig dag med skønt solskin. Spændende at se  udstillingerne, spændende at se selve museet – jeg har ikke været der før – og hyggeligt at se sine forældre, det var første gang vi sås siden 1. januar.

acentro skål

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.