Målet helliger ikke midlet

Igår var jeg til foredrag. Ja, jeg indrømmer; jeg bruger de fleste fredag aftener på at se X-factor og andet TV og falde tidligt i søvn på sofaen. Men igår gjorde jeg noget andet. Jeg tog sammen med min mand i Lyngby Kulturhus og oplevede et foredrag. Det var arrangeret af FOF og handlede om Blekingegadebanden. Foredragsholderne var Jørn Moos, som var den politimand som opklarede en række forbrydelser begået af Blekingegadebanden, og Bo Weymann, som var medlem af Blekingegadebanden fra 1982 til 1988 og som fik en dom på 7 års fængsel for sine aktiviteter i banden.

Jørn Moos har holdt mange foredrag om Blekingegadebanden, men det er første gang at Bo Weymann er med. Det lød som om de måske vil gøre det igen. De startede med at Bo Weymann holdt en halv times indlæg om hans tilknytning til gruppen, derefter talte Jørn Moos en halv time om opklaringsarbejdets faser. Så gik de 2 i dialog, hvor de stillede hinanden spørgsmål om sagen. Til sidst svarede de på spørgsmål fra salen.

Jørn Moos har jo været meget tilgængelig for offentligheden, men det er noget nyt at se Bo Weymann stå frem overfor almindelige mennesker. Som man også får indtryk af i dokumentarfilmen Blekingegadebanden, er han en fantastisk god formidler. Han er virkelig god til at forklare hvorfor man kan komme ud i at lave den slags kriminalitet med udgangspunkt i en politisk overbevisning. Man får også indtryk af et menneske som er sympatisk, vil andre det bedste og meget velbegavet.

Når man har set både dokumentarfilmen og TV-serien, og ens mand har læst Peter Øvig Knudsens bøger om sagen, så var der ikke så meget faktuelt nyt der kom frem på foredraget igår. Det var en pudsig detalje for mig at høre, at banden faktisk var mere nervøse for at blive opdaget af den israelske efterretningstjeneste end af den danske. Og så fik jeg et endnu bedre indblik i hvordan det daglige arbejde i gruppen var – hvordan de talte i telefon sammen, hvordan de skiftede fra taxa til taxa på vej hen i lejligheden i Blekingegade så adressen ikke blev opdaget på trods af at de i perioder blev overvåget, og hvordan de havde et arbejdsfællesskab som mindede om det der er på en arbejdsplads. De arbejdede seriøst med de forskellige røverier på nøjagtig samme måde som man gør med opgaver på jobbet, og de opfattede ikke sig selv som kriminelle. De de fik skabt en slags normalitets-boble rundt om det de lavede som gjorde, at det var helt naturligt for dem at snakke om våben, sidde på kasser med panserværnsraketter og diskutere voldsanvendelse. Bo Weymann mente at gruppen endte med at have en slags drift mod ‘døden’ – de kunne kun være blevet stoppet af en voldsom begivenhed som drabet ved røveriet i Købmagergade blev.

Det med ikke at føle sig som en kriminel fik et nyt perspektiv, da Bo Weymann fortalte lidt om livet i fængsel. Her oplevede han, at alle de andre indsatte konstant snakkede om kriminalitet og stoffer, og jeg fik det indtryk at han følte sig helt fremmed overfor dette miljø. På spørgsmål fra salen svarede han ja til, at han følte at det gav en uønsket status i fængslet at have tilhørt en gruppe, som havde slået en politibetjent ihjel – og det gav ham kvalme. I det hele taget var hans væmmelse overfor den kriminelle verden stor. Dog havde han fundet det meningsfyldt at hjælpe sine medfanger med at læse og skrive, så de kunne forstå og forholde sig til skrivelser fra myndighederne. Ellers havde han brugt meget af sin tid i fængsel på at male og skrive.

Bo Weymann har ikke kontakt med nogen af de gamle kammerater fra banden – kun sin bror. Der blev kort omtalt en artikel som 3 andre bandemedlemmer udgav i marts 2009, hvor de gør rede for de politiske overvejelser der lå til grund for bandens aktiviteter. Man får indtryk af at de 3 forfattere stadig ser verden som de gjorde dengang. Bo Weymann forklarede at han var et andet sted idag end de er, og at han ikke ville have kunnet skrive sit navn på den artikel. Han karakteriserede sig selv som pacifist, som kun kan gå ind for konfrontation via FN.

Jeg er et menneske som er drevet af en stor nysgerrighed overfor andre mennesker. Jeg har altid lyst til at lære mere om hvad der motiverer folk, hvorfor gør de som de gør og hvordan er de blevet som de er. Derfor er især Bo Weymanns beretning om først sin baggrund og hvad der gjorde at han blev involveret i Blekingegadebanden, og senere forklaring om sin personlige udvikling under og efter fængselsopholdet utrolig spændende for mig. Jeg er dybt taknemmelig over at han vil dele det med os andre og har stor respekt for at han som menneske har kunnet flytte sig så meget.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

2 tanker om “Målet helliger ikke midlet”

  1. Bør man ikke gemme respekten indtil han fortæller, hvem der dræbte betjenten?

    1. Nej det synes jeg ikke. Han siger selv at han ikke ved hvem der gjorde det. Han siger også at han på det personlige plan egentlig ikke ønsker at vide det, men at han for samfundet og de impliceredes skyld ønsker at det kommer frem, og han opfordrer den der gjorde det til at komme frem (hvis han da lever, den ene af dem det kan være er død siden).

      Men uanset det spørgsmål, så synes jeg det er flot at han i den grad har kunnet stille spørgsmålstegn ved sine egne politiske holdninger og har revideret det i en sådan grad at han idag ser helt anderledes på det. Jeg tror det kræver mod at forlade sit politiske ståsted, når man har været så overbevist som han har.

Skriv et svar til Søren Bjørn-Andersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.