Vandbesparelse

Jeg har lige modtaget afregning af vandforbrug fra kommunens forsyningsselskab. Her fremgår det at vi i det forgangne ‘vand-år’ har brugt 17% mindre vand end årene før. Jeg tror godt jeg ved hvorfor.

Her i huset tænker vi meget på at spare på ressourcerne, både af hensyn til miljøet og af hensyn til pengepungen. Både når det gælder gas, el og vand laver vi hele tiden tiltag der skal gøre det mere effektivt. Det har betydet et kontinuert årligt fald i el-forbrug på mellem 5% og 17% de sidste 4 år.

Lige da det nys afsluttede ‘vand-år’ startede fik jeg bogen ‘Feldthaus Skruer Ned’. Her går Christine hele vejen og lægger hele sit liv om i miljøets interesse. Vi taler alt fra elsparepærer til begrænsning af ferierejser og varmefotografi af huset. Hun var nok også lidt bagud – det med elsparepærer og A-køleskab har jeg i hvert fald været med på i over 10 år. Men der var mange andre ting hun gjorde som vi lod os inspirere af, herindblandt at slukke for vandet i bruseren når der vaskes hår. Det har jeg gjort lige siden, og sammen med en sparebruser og reparation af et løbende toilet tror jeg at det har været bidragende til det flotte fald i vandforbrug.

Det er også kun udmærket at sætte forbruget noget ned, for prisen på vand er eksploderet her i kommunen. Fra 2007 til 2009 er prisen pr. kubikmeter steget med 93%. Så selvom jeg stolt skriver blogindlæg om en reduktion på 17% i vandforbruget, så forslår det som en skrædder i helvede - vi kommer til at betale væsentligt mere for vand de kommende år uanset det lavere forbrug.

4 kommentarer til “Vandbesparelse”

  1. 1

    Trine, det kan godt være at i skal betale mere for vand og at det derfor ikke umiddelbart giver den store forandring i økonomien… det er selvfølgelig ærgerligt, når man nu virkelig anstrenger sig for at gøre noget…

    …Men for miljøet har det jo en ret stor betydning. Jeres vand-spare ændre jo ikke verden alene… men hvis du kan inspirere blot en eller 2 med dit blogindlæg her… til også at gøre mere for at spare på vandet og de kan inspirere endnu 2 og endnu 2… og… så hjælper det altsammen.

    Hjemme hos mig har vi en spand stående i badeværelset… denne spand opsamler det kolde vand som løber ud af bruseren inden vandet bliver varmt nok til at bruse sig… vandet i spanden bliver brugt til toiletskyld… og til gulvvask… og til at vande planter… og… det har givet en ret stor besparelse… – samtidigt bliver der heller ikke skyldet ud i toilettet hvergang… – dels fordi mit toilet bruger ca. 12 liter vand på et skyld… og da det ikke er MIN lejlighed (altså jeg lejer jo kun) så vil jeg ikke investere i en vandspare toilet… Tisser vi kun bliver der skyllet ud hver 2-3 gang.. og laver vi noget andet… ja så straks efter… ;-)

    Her bliver der også slukket for vandet under hårvask, indsæbning og tandbørstning…

    Fortsæt blot jeres vandspare… det er sundt for miljøet… ;-)

  2. 2

    Jeg er helt enig med dig Annette – den primære grund til at jeg skriver dette indlæg er netop håbet om at kunne inspirere andre. Ligesom du selv gør med din gode idé med spanden til koldt vand.

  3. 3

    En anden årsag til vandprisen her i kommunen er jo, at vi skal være med til at betale for udbedringen af kloaknettet, som har været forsømt i mange år.

  4. 4

    Ja jeg ved godt at det ikke er grønne afgifter der hele :-)


Skriv en kommentar

««   ∞   »»