Chili 2010

Nu kommer vi snart til det tidpunkt hvor chili-sæsonen 2010 skal planlægges. Allerede her i slutningen af januar kan man begynde at plante chilifrø i såjord i minidrivhus på radiatoren, og vi skal have fundet ud af hvilke sorter vi skal have.

Det føles som enormt længe siden vi sidst har tænkt på drivhus og chili. Sidste sommer blev nok lidt overskygget af sommerhuskøb og min mands deltagelse i verdens hårdeste moutainbike-etapeløb. Høsten gik heller ikke for godt, da vi først kom i tanke om at høste i december, med det resultat at halvdelen af frugterne var mugne og den anden halvdel gik til på køkkenbordet før vi fik brugt ret mange af dem – konservering nåede vi slet ikke.

Vi nåede trods alt at tage frø. Vi har dyrket chili siden 2005, og de frø vi startede med dengang er nu ved at være for gamle til at bruge, spiringsprocenten er simpelthen for lav. Så det var vigtigt at vi fik taget frø af de sorter vi vil fortsætte med.

Strategien i år bliver nok at begrænse os yderligere. De første år vi dyrkede chili har vi udforsket de mange forskellige sorter der findes og haft virkelig mange planter. Vi har fundet ud af hvilke sorter der passer os. Det handler bla. om smag, styrke, facon, størrelse, håndtérlighed i forhold til mad og egnethed til nedfrysning – og så noget med hvornår de er modne. De store og meget stærke sorter kan næsten ikke nå at blive modne og opnå fuld styrke i den danske sommers længde, i hvert fald ikke i vores 6 kvm. uopvarmede drivhus med en 2 m høj hæk opad sydsiden.

Sidste år fokuserede vi på nogle få sorter, og i år bliver det nok også et mindre antal planter. Jeg tror at vi kan få bedre udbytte ud af visse af potterne, hvis de havde lidt mere plads omkring sig, og så er der også lidt mindre at passe, nu hvor en del af sommeren nok også kommer til at foregå i sommerhuset.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.