Farvel til et årti

Jeg tror nok at vi forlader et årti nu hvor vi går fra 2009 og 2010 – kan det ikke passe? Fandt vi nogensinde ud af hvad vi ville kalde det her årti – nullerne? Da vi forlod 1980’erne gik jeg i gymnasiet og så frem til at blive student samme sommer. Da vi gik ind i 2000 arbejdede jeg i IT-branchen og der var stor spænding om hvordan årsskiftet mon gik.

Ved dette årti-skifte er der knap så meget spænding over fremtiden hos mig. Men udover at gøre status over det ene år som er gået, får jeg også lyst til at se hvad det forgangne årti betød for mig. Der er nemlig sket rigtig mange ting, og dette årti har haft nogle andre karaktertræk end de forrige.

Den helt store forandring for mig har helt sikkert været at gå fra at være single til at være i parforhold.

Fra 1994 til 2004 var jeg single. Jeg boede alene og klarede livet på egen hånd i 10 år. Aggressive larmende naboer, mine bedstemødres bortgang, retssag om bedrageri begået mod mine forældre, diverse jobskifte, min brors valg om at forlade familien i Danmark og drage til USA, adskillige køb og salg af fast ejendom, min bedste ven der mistede sin far alt for tidligt og en socialdemokratisk regering der synes at boligejere var dem der kunne beskattes ubegrænset, var alle ting som jeg håndterede alene i mine ejerlejligheder.

Ca. midt i årtiet mødte jeg min store kærlighed. Han sad lige ved siden af mig på arbejde, og efter at vi havde arbejdet sammen i 1 år gik det op for os at der var en tiltrækning. Et år efter købte vi rækkehus og 3 år derefter blev vi gift og jeg skiftede efternavn.

Det har selvfølgelig været en fundamental forandring af mit liv, men det har alligevel ikke føltes som sådan en omvæltning, som jeg nok havde troet forinden. Man vænner sig hurtigt til noget der er godt. Det er fantastisk at have nogen at dele hverdagen med, både glæder og sorger. Det er skønt at være noget for nogen, og det er skønt at der er nogen der passer på én når man har brug for det. Og så NYDER jeg simpelthen at være sammen med min elskede; han er sådan et i særklasse dejligt menneske og jeg er beæret over at han vil være sammen med mig.

For en der har boet alene i 10 år indebærer parforholdet selvfølgelig også et frihedstab – man kan ikke længere gøre nøjagtig som det passer éen, og der er en masse hensyn at tage. Pludselig er der også en hel svigerfamilie at forholde sig til, hvilket gør mange ting langt mere komplicerede. I det hele taget er der dobbelt op på relationer, og det er enormt tidskrævende. Det har også betydet er jeg er blevet mindre social på visse punkter – går feks. sjældnere med til sociale ting på jobbet.

Mit arbejdsliv har også været markant anderledes i nullerne end det var før.

Jeg begyndte at arbejde på fuld tid i 1991 som 19-årig. I 1990’erne arbejdede jeg mig op igennem hierakiet som kontormedarbejder. Jeg var en lavtstående medarbejder som ikke havde meget ansvar eller indflydelse, men jeg var også ret beskyttet. Der var altid en chef eller en fagforening som passede lidt på mig.

I nullerne begyndte mit arbejdsliv at blive mere ansvarsfuldt. Jeg tog en videregående IT-uddannelse og fik større ansvar i mine jobs. Jeg fik en højere status, blev behandlet med respekt og som en medarbejder med kompetencer der var værdifulde for virksomheden.

Samtidig fik jeg også at mærke en ubeskyttethed på arbejdsmarkedet, som jeg ikke havde oplevet før. Outsourcing betød at jeg, uden selv at ville det, 2 gange måtte forlade min arbejdsplads og lade mig ansætte i et andet firma. Der var ingen fagforening til at tage en dialog på vegne af medarbejderne, og take-it-or-leave-it vilkår har været dagens orden i disse år.

Som en naturlig følge af at få mere ansvar i mit job, har jeg også stået mere alene med min opgaveløsning – der er sjældent nogen at spørge om hjælp og man bliver kastet ud i opgaver uden den støtte man før var vant til. ‘Find selv ud af det’ synes mantraet at være.

Jeg er heldigvis også begyndt at tjene langt flere penge i dette årti, hvilket har givet nogen andre muligheder. Jeg har fået mulighed for at bo i bedre boliger og har rejst langt mere end jeg gjorde i 1990’erne. Julegaverne er blevet større og restaurant-besøgene flere.

Det sidste område jeg vil nævne er personlig udvikling.

Jeg har idag en langt større selvtillid end jeg havde i 1990’erne. Jeg hviler meget mere i mig selv og stoler på min egen dømmekraft. Jeg tror det er et naturligt resultat af at have klaret sig igennem uddannelse, opgaver, kriser og udfordringer.

På den anden side er jeg også blevet mere opmærksom på alt det der kan ske – ting der kan gå galt og udfordringer som kan opstå. Jeg har ikke så meget tillid til andre som jeg havde før i tiden. Erfaringen siger mig at advokater kan stjæle pengene fra éen, ejendomsmæglere forsøger helt sikkert at snyde uanset hvilken side de er på, familiemedlemmer lever ikke evigt og arbejdsgivere er loyale overfor dig præcis ligeså længe det passer bestyrelsen. Jeg er nok blevet lidt mere kynisk for at beskytte migselv.

I det hele taget må man nok sige at det var i nullerne jeg blev rigtigt voksen. Hvor jeg i 1980’erne var barn og teenager og levede et fuldstændig ubekymret og festfyldt liv, og i 1990’erne var i mine 20’ere, på arbejdsmarkedet og udeboende, men ikke værre end at jeg kunne leve på dagpenge hvis det skulle være og stadig var single, udadvendt og festende, så har jeg i 2000’erne virkelig fået et voksent liv med familie, hus, bil og indtægter og udgifter som giver større muligheder og større risici.

For det meste nyder jeg at være veletableret, respekteret på arbejdsmarkedet og have en god økonomi. Men ind imellem kan det etablerede liv også føles som lidt af en spændetrøje. Jeg har i hele årtiet levet med den realitet, at hvis jeg mister mit arbejde så skal jeg sælge min bolig; jeg kan IKKE opretholde min livsstil på dagpenge længere. Og jeg kan ikke pludselig skifte bane og komme til at arbejde med hunde, farver eller stå i chokoladebutik, uden at det har konsekvenser for livsstilen, og det ikke kun for migselv men også for ham jeg bor sammen med.

Hvis jeg skulle se lidt fremad og overveje hvad det nye årti mon bringer for mig, så ser jeg det etablerede liv samme med min elskede på samme måde som idag. Det ville være dejligt hvis arbejdslivet kunne udvikle sig sådan, at det fylder lidt mindre både mentalt og tidsmæssigt så jeg i højere grad kan nyde livet sammen med min mand i vores sommerhus og på anden vis. Og så må min familie i 2010’erne meget gerne omfatte mindst 1 hund.

Lignende indlæg:

En tanke om “Farvel til et årti”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.