Så er året 2009 ved at være slut, og det er tid til at gøre status.

Rejser

Årets første begivenhed var vores tur til Gran Canaria. Vi har før været dernede og synes vældig godt om øen. Denne gang havde vi så booket os ind på Sunprime, som er et hotel indrettet på at der kun er voksne gæster. Det var en skøn tur, og dejligt at komme 14 dage væk fra den danske vinter og ned og få lidt sol.

Og sørme om ikke jeg tog endnu en chartertur senere på året. Da min mand tog på sin sædvanlige tur til Harzens bjerge i Kr. Himmelfarts-ferien, tog jeg med min veninde til Palma de Mallorca. En uge på luksus-hotel med super godt vejr og mange oplevelser – det var bare skønt!

Indretning

På hjemmefronten kom vi lidt videre med den gradvise udskiftning af de møbler som ikke passer helt til huset. Vi købte et reolsystem, så fjernsyn og musikanlæg kunne komme til at stå på noget andet end papkasser og aflagte sofaborde. Og da den sofa vi ønskede os pludselig kunne købes med 25% rabat, valgte vi også at købe den før vi egentlig havde fået sparet op til den. Det har forbedret stuen meget at møblerne er købt til stuen. Vi har ikke så mange kvm. at gøre godt med, så det kan virkelig mærkes at pladsen udnyttes bedre og at der er kommet mere opbevaringsplads. Vi fik også indrettet et kontor til mig i kælderen, skønt at have sit eget lille hjørne.

Sommerhus

Det blev en hektisk sommer. Næsten hver søndag blev nemlig brugt på sommerhusjagt. Det var lidt af en kamp at finde et sommerhus. På trods af stor krise på boligmarkedet, og især på sommerhusmarkedet, var det ikke helt ligetil at få lov at købe et hus. Efter mange ture til nordkysten for at se sommerhuse og adskillige afviste bud fra vores side lykkedes det dog til sidst, og faktisk købte vi det allerførste hus vi så på.

Samtidig skulle vi forberede os på min mands deltagelse i verdens hårdeste mountainbikeløb. Han var væk i 10 dage, lige midt i vanskelige forhandlinger omkring købet af sommerhus, men løbet gik godt og han havde en kæmpe oplevelse ud af det.

Hushandelen gik som nævnt også godt, og et par dage efter han kom hjem fik vi nøglerne til vores sommerhus, og så havde vi en uges ferie som vi kunne tilbringe i sommerhuset. Det blev dog ikke til så meget ferie, sommerhuset skulle nemlig både møbleres og gøres i stand, især haven var meget forsømt. Med de efterfølgende weekender lykkedes det os at skabe et lille fristed, som vi glæder os meget til at bruge fremover.

Det nye år

Hvad byder 2010 mon på? Vi har en enkelt plan, nemlig en tur til Tromsø i februar sammen med vores veninde, som ønsker sig at se nordlys på sin fødselsdag. Vi har dog ikke bestillt billetterne endnu, for min mand fik i september varsel om at der vil ske fyringer på hans arbejdsplads i 2010. Med den stadigt stigende ledighed er det jo ikke så sjovt at blive fyret, selvom min mand har 6 måneders opsigelse kan det godt blive en alvorlig situation. Vi kan ikke klare os særlig længe med min mand på dagpenge med vores nuværende udgifter.

Når man står med sådan nogen overvejelser kan man jo godt tænke, om det var smart at købe et sommerhus og dermed få endnu flere udgifter. Faktisk kunne denne opgørelse af året godt ligne at vi har festet og ‘fyret den for vildt af’ hele første halvdel af året, for så at vågne op til den dumme besked om fyringsrunde med tilhørende tømmermænd og fortrydelse. Men vi ser det faktisk i et andet lys. Nu hvor vi har et sommerhus, vil det ikke være så slemt at skulle flytte i lejlighed; så ville man jo stadig have en have og en terrasse osv. Faktisk ville det at måtte opgive rækkehuset indebære nogen hele nye perspektiver. Hele arbejdslivet kunne blive helt anderledes. På en måde får man flere muligheder af at have sådan et lille hus – i disse nedgangstider kan måske også ligge muligheder som man ellers ikke har overvejet?

Godt nytår!

Tags : Drømme, Gran Canaria, Mallorca, Sommerhus, Tilbageblik

Jeg tror nok at vi forlader et årti nu hvor vi går fra 2009 og 2010 – kan det ikke passe? Fandt vi nogensinde ud af hvad vi ville kalde det her årti – nullerne? Da vi forlod 1980′erne gik jeg i gymnasiet og så frem til at blive student samme sommer. Da vi gik ind i 2000 arbejdede jeg i IT-branchen og der var stor spænding om hvordan årsskiftet mon gik.

Ved dette årti-skifte er der knap så meget spænding over fremtiden hos mig. Men udover at gøre status over det ene år som er gået, får jeg også lyst til at se hvad det forgangne årti betød for mig. Der er nemlig sket rigtig mange ting, og dette årti har haft nogle andre karaktertræk end de forrige.

Fra 1994 til 2004 var jeg single. Jeg boede alene og klarede livet på egen hånd i 10 år. Aggressive larmende naboer, mine bedstemødres bortgang, retssag om bedrageri begået mod mine forældre, diverse jobskifte, min brors valg om at forlade familien i Danmark og drage til USA, adskillige køb og salg af fast ejendom, min bedste ven der mistede sin far alt for tidligt og en socialdemokratisk regering der synes at boligejere var dem der kunne beskattes ubegrænset, var alle ting som jeg håndterede alene i mine ejerlejligheder.

Ca. midt i årtiet mødte jeg min store kærlighed. Han sad lige ved siden af mig på arbejde, og efter at vi havde arbejdet sammen i 1 år gik det op for os at der var en tiltrækning. Et år efter købte vi rækkehus og 3 år derefter blev vi gift og jeg skiftede efternavn.

Det har selvfølgelig været en fundamental forandring af mit liv, men det har alligevel ikke føltes som sådan en omvæltning, som jeg nok havde troet forinden. Man vænner sig hurtigt til noget der er godt. Det er fantastisk at have nogen at dele hverdagen med, både glæder og sorger. Det er skønt at være noget for nogen, og det er skønt at der er nogen der passer på én når man har brug for det. Og så NYDER jeg simpelthen at være sammen med min elskede; han er sådan et i særklasse dejligt menneske og jeg er beæret over at han vil være sammen med mig.

For en der har boet alene i 10 år indebærer parforholdet selvfølgelig også et frihedstab – man kan ikke længere gøre nøjagtig som det passer éen, og der er en masse hensyn at tage. Pludselig er der også en hel svigerfamilie at forholde sig til, hvilket gør mange ting langt mere komplicerede. I det hele taget er der dobbelt op på relationer, og det er enormt tidskrævende. Det har også betydet er jeg er blevet mindre social på visse punkter – går feks. sjældnere med til sociale ting på jobbet.

Jeg begyndte at arbejde på fuld tid i 1991 som 19-årig. I 1990′erne arbejdede jeg mig op igennem hierakiet som kontormedarbejder. Jeg var en lavtstående medarbejder som ikke havde meget ansvar eller indflydelse, men jeg var også ret beskyttet. Der var altid en chef eller en fagforening som passede lidt på mig.

I nullerne begyndte mit arbejdsliv at blive mere ansvarsfuldt. Jeg tog en videregående IT-uddannelse og fik større ansvar i mine jobs. Jeg fik en højere status, blev behandlet med respekt og som en medarbejder med kompetencer der var værdifulde for virksomheden.

Samtidig fik jeg også at mærke en ubeskyttethed på arbejdsmarkedet, som jeg ikke havde oplevet før. Outsourcing betød at jeg, uden selv at ville det, 2 gange måtte forlade min arbejdsplads og lade mig ansætte i et andet firma. Der var ingen fagforening til at tage en dialog på vegne af medarbejderne, og take-it-or-leave-it vilkår har været dagens orden i disse år.

Som en naturlig følge af at få mere ansvar i mit job, har jeg også stået mere alene med min opgaveløsning – der er sjældent nogen at spørge om hjælp og man bliver kastet ud i opgaver uden den støtte man før var vant til. ’Find selv ud af det’ synes mantraet at være.

Jeg er heldigvis også begyndt at tjene langt flere penge i dette årti, hvilket har givet nogen andre muligheder. Jeg har fået mulighed for at bo i bedre boliger og har rejst langt mere end jeg gjorde i 1990′erne. Julegaverne er blevet større og restaurant-besøgene flere. 

Jeg har idag en langt større selvtillid end jeg havde i 1990′erne. Jeg hviler meget mere i mig selv og stoler på min egen dømmekraft. Jeg tror det er et naturligt resultat af at have klaret sig igennem uddannelse, opgaver, kriser og udfordringer.

På den anden side er jeg også blevet mere opmærksom på alt det der kan ske – ting der kan gå galt og udfordringer som kan opstå. Jeg har ikke så meget tillid til andre som jeg havde før i tiden. Erfaringen siger mig at advokater kan stjæle pengene fra éen, ejendomsmæglere forsøger helt sikkert at snyde uanset hvilken side de er på, familiemedlemmer lever ikke evigt og arbejdsgivere er loyale overfor dig præcis ligeså længe det passer bestyrelsen. Jeg er nok blevet lidt mere kynisk for at beskytte migselv.

I det hele taget må man nok sige at det var i nullerne jeg blev rigtigt voksen. Hvor jeg i 1980′erne var barn og teenager og levede et fuldstændig ubekymret og festfyldt liv, og i 1990′erne var i mine 20′ere, på arbejdsmarkedet og udeboende, men ikke værre end at jeg kunne leve på dagpenge hvis det skulle være og stadig var single, udadvendt og festende, så har jeg i 2000′erne virkelig fået et voksent liv med familie, hus, bil og indtægter og udgifter som giver større muligheder og større risici.

For det meste nyder jeg at være veletableret, respekteret på arbejdsmarkedet og have en god økonomi. Men ind imellem kan det etablerede liv også føles som lidt af en spændetrøje. Jeg har i hele årtiet levet med den realitet, at hvis jeg mister mit arbejde så skal jeg sælge min bolig; jeg kan IKKE opretholde min livsstil på dagpenge længere. Og jeg kan ikke pludselig skifte bane og komme til at arbejde med hunde, farver eller stå i chokoladebutik, uden at det har konsekvenser for livsstilen, og det ikke kun for migselv men også for ham jeg bor sammen med.

Hvis jeg skulle se lidt fremad og overveje hvad det nye årti mon bringer for mig, så ser jeg det etablerede liv samme med min elskede på samme måde som idag. Det ville være dejligt hvis arbejdslivet kunne udvikle sig sådan, at det fylder lidt mindre både mentalt og tidsmæssigt så jeg i højere grad kan nyde livet sammen med min mand i vores sommerhus og på anden vis. Og så må min familie i 2010′erne meget gerne omfatte mindst 1 hund.

Tags : Drømme, Migselv, Parforhold, Tilbageblik

Så kom vinterens første sne, og det i store mængder – sammen med temeraturer omkring -5 grader. Som erfaren pendler ved man jo, at det giver visse udfordringer i forbindelse med at komme på arbejde. Og på arbejde, det skulle jeg – havde ellers overvejet at arbejde hjemmefra pga vejret, men der kom lige et møde i sidste sekund inden jeg gik hjem igår.

Ved hjælp af

• gennemtænkt påklædning: vandtætte varme støvler, skibukser samt isolerende og vindtæt beklædning på overkroppen og tildækning af hovedet
• god forberedelse hjemmefra: hør P4 Københavns trafik- og vejrmeldinger, check tekst-tv, kig ud af vinduet og check udendørstemperaturen
• information undervejs: høre radio på mobilen og bookmarks til både bussers, togs og metros mobilhjemmesider
• kampgejst og indstillet på at det kommer til at tage tid

lykkedes det mig at komme på arbejde varm, tør og i nogenlunde godt humør. Det hjalp måske også lidt at twitt’e undervejs, så jeg fik lukket lidt frustration ud mens det stod på.

Nedenstående er historien fortalt om rejsen på Twitter, trin for trin. Den planlagte rute var Virum (bus) -> Lyngby (stog) -> Nørreport (metro) -> Lufthavnen (bus) -> arbejde, men det endte med at blive til Virum (bus) -> Nørreport (metro) -> Lufthavnen (bus) -> arbejde.

07:42
Så mangler bare sidste led i transporten: bus fra Lufthavnen til Dragør. Hvor er det godt at der kører ‘hele’ 2 busser i timen efter kl 8

Tags : Transporttid, Vejr, Vinter

Det er altså forfærdeligt når gode musiknumre, der har været hits engang, bliver taget op af nye bands og genindspillet uden føling for nummerets kvaliteter. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide nye versioner generelt – jeg er vild med mange af dem. Men nogengange er det altså mindre heldigt, og jeg fatter ikke at P3 og andre bare hopper på den.

Jeg har tidligere skrevet om Time of the Season med The Zombies, her var det kun dele af nummeret der var genbrugt. Men nu har jeg set mig gal på det nummer som P3 pumper ud for tiden: “You Got the Love” med Florence and the Machine

Nummeret har en længere historie iflg. Wikipedia. Først er det indspillet i 1986 som et typisk 1980′er disco/soul-nummer. Så er det blevet mixet i 1989, og igen i 1997 til et fantastisk fedt nummer med nerve og sårbarhed. Det er det nummer som jeg bedst husker – nok fordi det spilles i sidste scene af sidste afsnit af Sex And The City-serien – kombinationen af handlingen og musikken gav mig gåsehud.

Jeg synes ikke at Florence-versionen når originalen til sokkeholderne… Det ligner mere at man ønsker at slå plat på det oprindelige nummers popularitet, end at man ærligt ønsker at fortolke et fedt nummer.

Tags : Begejstring, Kæpheste, Ærgrelse

København er på den anden ende pga. klimatopmødet. Alting summer af klimatanker. Jeg har lige set dagens TV-Avisen, hvor der var rapporter fra den helt store demonstation i København. Anslået 100.000 demonstranter fra ind- og udland har været igang hele dagen. I næste uge kommer en masse statsleder, her iblandt den amerikanske præsident Barack Obama, for at lave en aftale om tiltag der kan bremse klimaforandringerne.

Samtidig sidder jeg og chatter med min bror, som bor i Californien. Han sidder i sin Hummer og venter på at komme igang med Tustin Hummer Toys for tots event, hvor 70 Hummer’e skal køre igennem 2 byer med legetøj til hjemløse og fattige familier som ikke har råd til julegaver.

Kontrasten er stor. Hvor vi i Danmark vasker tøj ved temperaturer der ikke er høje nok til at slå smitstoffer ihjel og har tænd/sluk-ure på vores 9 watts LED-julebelysning så det kun lyser i få timer i døgnet, ser man det i Californien som helt naturligt at et velgørenheds-arrangement kan gennemføres ved at 70 af de mest forurenende biler i verden bringer legetøj frem til børn.

Tags : Miljø, Undren

Jeg har sat denne blog op til at opsøge Google, således at man kan finde min blog ved at googl’e. Det er da også den største kilde til besøg på siden iflg. min besøgsstatistik. Jeg kan endda se præcis hvad folk har søgt på, da de klikkede på et link hen til min blog.

Det kan godt være interessant læsning at se hvad der bliver søgt på. Det er sjovt når folk der er interesseret i el-cykler, drivhus og dukkehuse finder min blog, selvom jeg jo ikke ved om de kan bruge lige præcis det jeg skriver om emnerne til noget. Specielt nyttigt synes jeg det bliver når folk, der har haft besøg af den israelske kunstsælger, kan finde mit indlæg og se min oplevelse samt kommentarer fra andre i samme situation. 

Her på det seneste har jeg haft påfaldende mange hits på baggrund af søgninger på ‘Louise’ og ‘Højbjerg’. Folk har klikket på et link til et indlæg om en tur i skoven på min blog, vel en kombination af at skoven hedder ‘Højbjerg’ og at jeg har ‘Louise’ i mit blognavn, men det var vel næppe det de ledte efter?

Da det var så massivt med hits på baggrund af disse søgeord blev jeg nysgerrig og fulgte en af google-søgningerne, for at hvad det var folk ledte efter. Det blev hurtigt klart – der var tale om en side-9 pige!

Jeg blev overrasket og grinede, men så gik det op for mig: Ekstrablads-læsere sidder sikkert og googl’er hver eneste side-9 pige hver eneste dag, og det ser jeg så en lille flig af på min besøgsstatistik. Ja, verden er stor – også internet-verdenen.

Tags : Blog

Det har egentlig været ret mildt i vejret indtil videre i denne vinter. Temperaturen har næsten alle dage været over 5 grader, hvilket gør det rimelig komfortabelt at cykle.

Da det i efteråret begyndte det at blive trist i vejret, ændrede jeg min rute til arbejde, så jeg nu cykler på el-cyklen ca. 10 km. til Hellerup station, hvor jeg så tager regionaltoget ud i lufthavnen og en bus hen til mit arbejde. Det tager lige så lang tid som den anden rute, men jeg slipper for at køre på Kystvejen, der går langs Øresund rundt om lufthavnen, det er for barsk. En lille bonus er at jeg kan klare den offentlige transport på et 3-zoners klip, så jeg sparer lidt penge.

Men det har faktisk været så mildt, at jeg visse dage har taget cykelturen rundt om lufthavnen også – bare for at få lidt ekstra motion. Nu varsler DMI dagsfrost i næste uge – brrr…. Jeg frygter det bliver lidt af et chok ovenpå de mange uger med milde temperaturer. Så må jeg bare pakke mig rigtig godt ind og køre forsigtigt – jeg håber at Gentofte Kommune er gode til at salte på cykelstierne før kl 7 om morgenen. Cykling på Kystvejen er udelukket – jeg tror det er nærheden til Øresund der gør at vejret føles så slemt derude, jeg har flere gange oplevet at der lynhurtigt bliver spejlglat på vejen.

Tags : Motion, Transporttid, Vejr, Vinter

Vi havde tema-møde på arbejde forleden – om førstehjælp. En introduktion til hvad man lærer på førstehjælps-kursus og en opfordring til at tilmelde sig kommende kursus i januar.

Vi blev spurgt om vi nogensinde selv havde haft brug for at kunne førstehjælp. Først tænkte jeg nej, for jeg har aldrig været vidne til en trafikulykke, givet mund til mund eller ringet efter en ambulance. Men så kom jeg til at tænke på dengang jeg som 23-årig sekretær stod tilbage efter et møde alene med en kvinde som var sunket sammen i stolen.

Det var et møde i en forskergruppe, og tilstede var bla. 2 dyrlæger og 1 menneske-læge. Og altså en kvinde, som repræsenterede IT. Undervejs i mødet begyndte hun at hænge med hovedet; det så ud som om hun var døset hen. Der blev fneset lidt, men det forstyrrede ikke forskningssnakken. Der var bare noget mærkeligt ved det – hun vågnede f.eks. ikke da en telefon ringede i møderummet. Menneske-lægen sad lige ved siden af, og jeg regnede med at han ville gøre noget hvis han vurderede der var noget galt. Jeg kunne mærke mit hjerte hamrede, jeg havde en klar følelse af at der var noget galt, men lægen gjorde ikke noget.

Da mødet var slut rejste alle sig og forlod snakkende lokalet – undtagen kvinden fra IT. Jeg var den eneste der lagde mærke til at hun ikke rejste sig fra stolen. Jeg førsøgte at få kontakt med hende, lagde en hånd på hendes knæ og talte til hende, kaldte på hende. Hun reagerede kun ganske lidt og kunne ikke tale, og da jeg rørte hende kunne jeg mærke at hun var våd af sved. Jeg fik den tanke at hun måske havde taget noget forkert medicin.

Jeg vidste at manden i kontoret ved siden af havde førstehjælpskursus, så jeg gik ind til ham og bad om hjælp. Men han sagde bare at det jo er svært at vide hvad der kan være galt – slog ud med armene og hjalp ikke. Jeg prøvede at ringe op til det kontor hvor lægen, der havde været med til mødet, måske var gået hen, men fik ikke fat på nogen (det var før mobiltelefoner blev udbredt). Jeg så ingen anden løsning end at forlade kvinden og løbe op på 2. sal, hvor han nok befandt sig, og bede ham gøre noget.

Det viste sig at kvinden var diabetiker og var gået i insulinchok. En livstruende tilstand, som man vist nok dør af hvis der ikke bliver gjort noget.

Denne episode har selvsagt åbnet mine øjne for vigtigheden af at kunne førstehjælp. Men den har også givet skår i min tillid til andre mennesker, og især til læger/akademikere/forskere. Det burde også have lært mig, at jeg godt kan stole på mine egne fornemmelser og at jeg bør råbe op når jeg ser noget alarmerende – jeg burde have afbrudt mødet og insisteret på at nogen gjorde noget. Det er jeg bare ikke særlig god til stadigvæk.

Jeg ser af og til den pågældende læge i TV, og hver gang jeg ser ham tænker jeg på den episode, hvor det gik fuldstændig henover hovedet på ham at et menneske lige ved siden af ham gik i insulinchok. Man må da håbe at han er en god forsker. Jeg overvejer stadig om jeg skal tilmelde mig førstehjælpskurset på arbejde.

Tags : Helbred, Skuffelse, Tilbageblik