En tur i Højbjerg skov

Idag har min mand og jeg været en tur i skoven. Min mand cykler ofte moutainbike på det blå spor i Rude Skov og kommer derfor forbi et flot udsigtspunkt ved Højbjerg, hvor man kan se helt til Sverige. Han har så tit snakket om at han gerne vil vise mig det, og idag fik vi endelig taget os sammen til at komme afsted om det.

Jeg har ikke en mountainbike, så vi kiggede lidt på kort og tog bilen til Paradis-kvarteret i Holte for at finde en indgang til skoven. Det var ikke helt nemt, de fleste veje der endte blindt mod skoven havde private grunde ind mod skoven. Men så fandt vi Højbjerggårdsvej som har en indgang til skoven gennem skønne områder, bla. en flot ejendom ved navn Østerlide - en rødstensbygning med flotte faconklippede buske rundt om og en fantastisk udsigt over skoven. Jeg kunne ikke rigtig se om det var en privat bolig, men tænk engang at bo der…

Det var en dejlig dag af midt-november at være, 10-11 grader og ingen vind og vigtigst af alt: ingen regn. Vi trampede afsted opad i den dejlige skov og jeg nød duften af visne blade og jord – jeg kan godt forstå at min mand er nærmest afhængig af at komme i skoven regelmæssigt.

Vi nåede toppen, og der var rigtig nok det flotteste vue over området og helt ud til Øresund og man kunne også skimte Sveriges kyst. Flot! Mens vi stod der og kiggede kom der en hest med rytter op ad bakken, den stoppede også op og nød udsigten, man kunne høre at den også var forpustet. Vi så også en spætte hamre, hamre, hamre hovedet ind i et træ og selvfølgelig adskillige glade hunde med familier.

Lignende indlæg:

9 kommentarer til “En tur i Højbjerg skov”

  1. 1
    Eva

    Trine Louise,
    Østerlide var min morfars og det var virkelig et fantastisk sted at vokse op i. Jeg “googlede” og fandt tilfældigt din blog – har
    du nogle billeder af huset som du evt. ka´ sende til mig?
    Eva.

  2. 2

    Hej Eva.
    Det lyder spændende, sikke et sted! Ved du hvad det bruges til idag – er det privat beboelse stadig?
    Jeg tog ikke nogen billeder da jeg var derude, men hvis jeg kommer igen skal jeg gerne tage nogle billeder og sende dem til dig !
    Mvh. Trine

  3. 3
    JD

    Østerlide er i høj grad en privatbolig… En Kuwaiter ved navn Jasim al Homaizi blev i slut 70′erne gift med en dansk dame med fornavn Hanne, og de købte Østerlide…. Det er næppe nogensinde blevet solgt siden. Jasim al Homaizi døde omkring 2009-10 og ejendommen er i dag derfor nok ejet af Hanne al Homaizi…

    Østerlide blev brugt til sommerbolig for familien (når det blev for varmt i Kuwait) og den blev brugt som fast residens under invasionen i Kuwait i 1989 …. Familien bestod desuden af deres to døtre… Jeg har været der nogle gange, og det er fantastisk flot indrettet/vedligeholdt … en arkitektonisk perle..

    mvh

  4. 4

    Hej JD. Tak for din kommentar – spændende med lidt inside-viden. Det må være fantastisk at have prøvet at være indenfor!

  5. 5
    Christian Weeke

    Hej Eva.

    Jeg kom også der i 60´erne og 70´ erne.
    Min mormor var gift med din morfar.
    Kan huske butleren Thorsen, som din morfar havde boende i portnerboligen, samt alle de der passede hestene, som boede på den anden side af vejen.
    Har ikke været inde i ejendommen siden det blev solgt.
    Det var jo flot dengang og altså også nu
    Har desværre mistet en masse gamle billeder derfra p.g.a. kæmpe vandskade sidste år.
    Har ikke fået kikket igennem de “overlevende” billeder om der er nogle fra Østerlide.

    ——————————————————————————–

  6. 6
    Morten

    Østerlide blev bygget i 1912 af Emma Barfred Petersen, det var i familien Barfreds eje indtil 1939.
    Østerlide har været brugt i adskillige film og på TV, bla. I Peters Baby og ikke mindst i Matador hvor Østerlide var Godset Brydesø. Historien om Østerlide og familien Barfred Petersen kan læses i “Søllerød bogen 1980″ udgivet af Historisk Topografisk Selskab for Søllerød Kommune

  7. 7

    Tak for dit bidrag Morten – nu har vi snart samlet lidt historie om denne fine bygning!

  8. 8
    Christian Weeke

    Jeg kender en der hedder Niels Barfred Petersen gennem min tante. Niels boede på gården, som er nabo til Østerlide. Jeg mener, at hans datter bor der nu. Niels er måske efterkommer af Emma ? Det må jeg undersøge. :-)

  9. 9

    Hej Christian. Ja det skal jeg ikke kunne sige :-)


Skriv en kommentar