Efterårsferie i sommerhuset

Jeg er lige kommet hjem efter en uges ferie i sommerhuset sammen med min mand. Det er første gang vi har været der en hel uge med tid til at slappe af. Det har været skønt!

Ferien startede med at vi fik installeret brændeovn. Der var ellers installeret store moderne el-paneler i sommerhuset, men det er jo frygtelig dyrt og dermed også miljøbelastende at bruge el. Da huset kun er 35 kvm har vi haft mange overvejelser omkring at få brændeovn, dels fordi den vil optage noget plads, og dels fordi vi frygtede at få det FOR varmt med brændeovnen i så lille et hus. På den anden side er det en langt billigere og CO2-neutral måde at varme huset op på. Efter at have konsulteret diverse websites og forretninger fandt vi ud af at man kunne finde en ovn der var så tilpas lille at vores bekymringer ikke var relevante. Så vi fik leveret en lille rund og grå Morsø brændeovn – det tog lige omkring 1½ time for montøren at lave hul i taget og sætte en skorsten op og montere den på ovnen. Et lille besøg af skorstensfejeren, og så var der dejlig tør varme.

Ferien bød også på besøg af hele 2 hold familiemedlemmer, og vi fik også set lidt nærmere på vores lokalområde. Vi var heldige at få nogle dejlige solskinsdage, som gjorde gåture meget behagelige. Lidt shopping og frokost i de nærmeste større byer Helsinge og Hillerød blev det også til.

Det har været skønt at være i sommerhuset en hel uge. Jeg har virkelig fået dannet mig et billede af hvordan det er at være i sommerhus når alt er på plads og normalt. Jeg har fundet mig en sommerhus-rytme og jeg glæder mig helt vildt til at holde efterårsferie i sommerhuset fremover. Gåture i måneskin, putte sig foran brændeovnen, læse, hækle, ud og rive blade og få røde kinder – dejligt.

Normalt når en ferie er slut trøster jeg mig altid med at det trods alt er meget rart at komme hjem til sit hus. Men denne gang føler jeg ikke at jeg ikke har været hjemme – sommerhuset er blevet et nyt lille hjem nr. 2.

Lignende indlæg:


2 kommentarer

  • Uffe

    11. november 2009

    Tillykke med sommerhus + brændeovn. Sommerhuse fås for resten ikke hyggeligere end om efteråret.

    Svar
    • Trine Louise

      11. november 2009

      Mange tak Uffe, jeg kan heller ikke vente med at komme derop igen 🙂

      Svar

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.