En tur til Bremen

Der var et opslag på vores intranet på arbejde, hvor man kunne få billetter til at være publikum til satire-showet Live fra Bremen og talkshowet Aloha, som sendes direkte fra det tidligere Privatteatret fredag aften efter Vild med Dans. Jeg sendte en mail til produktionsselskabet og pludselig skulle vi ind og se det show! Det var sidste fredag.

Vi har været i det gamle Privatteater en gang før, da vi i foråret via Facebook blev inviteret til comedyshow’et En sær forestilling med nogle af Danmarks største komikere og et ukendt band. Set i bakspejlet har det bla. været en mulighed for Casper Christensen til at prøve teatret af til dette show.

Da vi ankom til Nyropsgade kunne vi se at man med store blå lysende bogstaver havde skrevet ”BREMEN” over indgangen til teatret, man har nærmest omdøbt teatret i denne anledning. Vi skulle bare sige vores navn til damen med gæstelisten, og så var vi indenfor. Der var en god og let festlig stemning, og efter en halv time blev vi lukket ind i teatersalen.

Jeg har været til en enkelt live-udsendelse før; et afsnit af det danske Idols. Dette var ikke helt ligesådan. Selvom der var APPLAUS-skilte i Bremen, havde showet langt mere karakter af en teater-oplevelse som også blev lavet for publikums skyld. Man følte ikke nær så meget at man arbejdede for produktionen.

En lidt kikset ny komiker, Nicolaj Stockholm, skulle prøve at varme os op og give os praktiske oplysninger samtidig. Det var ikke så vellykket. Han var hverken sjov eller informativ, og man blev i tvivl om hvad der var hvad. Heldigvis var Lasse Rimmer klar i sin ‘presse-loge’ og hjalp godt til, så vi havde smil på læben da livetransmissionen startede.

Endnu et gensyn fra ‘En sær forestilling’ var bandet Supershine, som dengang brød en ellers hyggelig aften med grin og stand-up comedy med noget punk-rock med vanvittig volumen og ultra-krukket kropsprog.  De spillede 7 numre i stedet for de lovede 3, og publikum udvandrede i stor stil. De lignede denne fredag stadig en flok gymnasiedrenge, som tager sig selv meget højtidligt som de stod der på scenen og spillede et kvarters tid. Musikken er for voldsom for min smag, men jeg kan ikke afvise at de er gode til det de gør.

Nå, men selve de to shows var forrygende. Det var rigtig sjovt at se live og man fik stor respekt de medvirkende, fordi de gør det live, som man ellers altid ser optaget på TV. Man fornemmer at det er en helt ny udfordring for komikere at lave det live på den måde, og så samtidig til TV. Det er jo ikke en revy, hvor det er samme show en hel sommer, det er satire over ugens begivenheder, så der må være knald på i løbet af ugen. Til gengæld er der som nævnt APPLAUS-skilte, der lyser når publikum skal klappe – en præmis som stand-up komikere jo netop ikke arbejder under normalt. Casper Christensen er stadig super-dygtig, cool, fair og original.

Efter showet blev vi inviteret til after party på et feststed i byen. Der gik vi dog ikke med. Alligevel havde jeg en glad fornemmelse da jeg vågnede næste morgen, ligesom når man har været til en god fest hvor man har hygget sig rigtig godt.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:


Skriv en kommentar