Dell – en fiktiv virksomhed?

Før sommerferien fik jeg udbetalt mine SP-penge. Det var min plan med pengene at købe en ny PC, og efter sommerens hektiske sommerhuskøb har jeg nu fået ro til at finde den rigtige PC og få den bestilt. Jeg har været tilfreds med min Dell Inspiron som jeg har haft i 4 år, og da Dell nu i nogle år har solgt bærbare PC’er med farver på, var jeg ret sikker på at det skulle være en Dell igen – farver er vigtige!

Mit møde med Dell har givet anledning til visse tanker. Pressen skrev tidligere på året om fyringer i Dell Danmark, og med det i baghovedet kan jeg godt blive helt i tvivl om firmaet overhovedet findes i virkeligheden – i hvert fald i Danmark.

I salgs-situationen virker Dell egentlig meget nærværende. En dansksproget hjemmeside og en firma-adresse på Arne Jacobsens Allé på Amager gør, at man føler at det her er en dansk afdeling af et globalt firma, og man føler at man som dansk kunde har rygdækning. Jeg har haft et par spørgsmål til valg af produkt og har i den forbindelse både ringet til Dell og brugt deres support-chat. Godt nok talte de svensk dem som jeg kom i kontakt med, men der er rigtig mange svenskere der arbejder på Amager, så det var ikke så mistænkeligt.

Men så snart jeg afgav min ordre, følte jeg at en mur blev opbygget mellem mig og Dell – som om at jeg nu er fuldstændig uinteressant og at man slet ikke vil kommunikere med mig. Jeg skal bare sætte mig ned og vente og gøre som der bliver sagt.

Min ordre bestod af en bærbar PC og en mus. Denne ordre valgte Dell så at dele op i 2 ordrer, sikkert fordi musen er en lagervare og PC’en skal bygges først. Men da det viste sig at de havde tænkt sig at levere de 2 ting i 2 forskellige leverancer, og at fragtfirmaet forlangte at skulle være hjemme kl 8-16 for at modtage en mus (!), hvorefter jeg formentlig en dag i ugen efter vil skulle være hjemme kl 8-16 for at modtage PC’en, synes jeg det blev lidt bøvlet.

Jeg ville derfor kontakte Dell eller fragtfirmaet for at arrangere at jeg kunne få begge tingene samtidig. På min ordrebekræftelse fra Dell står en mail-adresse og et telefonnummer – “det må kunne bruges” tænkte jeg. Naivt.

Først prøvede jeg at ringe på telefonnummeret på Dells ordrebekræftelse. Efter at have tastet mig igennem 3 forskellige menuer fik jeg besked om at dansk kundesupport ikke er til rådighed. Jeg kunne vente lidt og blive stillet om til engelsktalende support, men det virker jo absurd når det handler om den fysiske leverance i Danmark. Jeg har prøvet at ringe flere gange og det er altså ikke bare fordi de er optaget på telefonen, der er simpelthen ingen danske eller skandinaviske Dell-medarbejdere sat af til at tale med kunder der HAR afgivet bestilling!

Dernæst sendte jeg så en mail til den opgivne mailadresse, hvorefter jeg fik en automail med flg. besked:

Tak for din mail.
Dette er en standard mailserver og derfor vil din mail desværre ikke blive behandlet.
Har du spørgsmål vedr. din ordre bedes du sende en mail til kundeservice:
DK_CC_HSB_DHS_PRE@dell.com
På forhånd tak
Dell

Kontakt til denne anden mailadresse har ikke givet noget svar.

 

Fragtfirmaet opgav ingen kontaktinformation på den leveringsopdatering jeg modtog vedr. musen, og angav at afsender-mailadressen ikke kunne kontaktes. Via firmaets hovedside fandt jeg et telefonnummer vedr. Dell-ordrer som var identisk med det fra ordrebekræftelsen – altså helt ubrugeligt. Jeg endte med at bruge deres officielle e-mailadresse, og fik endelig kontakt med fragtfirmaet. Det blev dog bare til en besked om at de ikke kunne håndtere at slå de 2 ordrenumre sammen i 1 leverance, da de ikke havde fået ordredata på PC’en.

Min tillid til Dell er væsentligt mindre efter denne oplevelse. Jeg er glad for at vi har de regler for dansk udstedte kreditkort som vi har, for ellers ville jeg være alvorligt bange for at være blevet lokket i en fælde med dette online køb. Et firma som er fuldt tilgængeligt lige indtil du har afgivet din ordre, og som derefter forsvinder som dug for solen med hensyn til kontaktmuligheder – det lugter langt væk af fusk. Hvis ikke det var fordi jeg tidligere har købt en PC samme sted, og at Dell er en veletableret aktør på markedet, ville jeg være rigtig nervøs for om jeg nogensinde ville se de ting jeg har bestilt.

Lignende indlæg:


4 kommentarer

  • Trine Louise

    2. februar 2010

    Der er åbenbart andre end mig der har oplevelsen af at der nærmest ikke eksisterer kundesupport.

    http://www.dr.dk/DR1/kontant/2010/02/02153938.htm

    Svar
  • Pingback: Trine Louise » Journalist-sky

  • Flemming Lund Sørensen

    28. juni 2010

    Ja, det er desværre sådan DELL er – hold dig LANGT væk fra DELL produkter, med mindre du ikke vil gøres til grin for dine egne penge! Jeg har nu for anden gang på en måned en DØD harddisk! Her mailer jeg 3 dage frem og tilbage med en UK supporter, som efter 2 forskellige tests kunne konstatere at min DISK var død! Tak for det tænkte jeg – det tog også kun tre dage….men så skriver den engelske supporter, at han da sørme IKKE kan hjælpe mig, da jeg jo sidder i Danmark….ja, det viste han så fra første mail!!!! Så jeg skulle starte forfra med den danske support! Det forsøger jeg og hænger 1 time i telefonen og bliver så smidt af…..hvad f….. tror jeg så vil starte forfra!! Men det vil jeg sgu ikke – det kan ikke passe at DELL bare skal træde på os som kunder – og jo større de er jo hårdere falder de bare!! 🙂

    Men enden lige nu er, at jeg stadig ikke har fået den HDD, som de har erkendt er gået i stykker!! Så nu bliver de meldt for svindel, da jeg ikke kan komme i kontakt med dem…det vil jeg ganske enkelt ikke finde mig i! Ydermere, så har jeg tænkt mig at tage kampen op på nettet. Så kan andre da blive advaret inden de bliver fanget i DELL svindlen!

    Så min anbefaling til kommende computer købere – vælg en anden leverandør end DELL!!

    Svar
    • Trine Louise

      29. juni 2010

      Jeg kan godt forstå din frustration, jeg ville have det på samme måde. Selvom min oplevelse er noget mildere end din, så har jeg benyttet mig af Trustpilot, hvilket afstedkom en henvendelse fra TV-programmet Kontant dengang de forberedte deres program om Dell. Jeg synes jeg har set lidt reklamer fra dem som forsøger at udbedre det dårlige rygte, men det lader ikke til at være blevet meget bedre.

      Svar

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.