Arkiv for september 2009

Lige nu er jeg lidt splittet vedr. på fredag. Jeg arbejder i den sydlige ende af Københavns Lufthavn, og på grund af den særlige begivenhed at Barack Obama besøger Danmark bliver det ikke nogen almindelig arbejdsdag.

Der vil nok være en særlig stemning derude. Der vil være forøget sikkerhedsniveau og vi kan måske få et glimt af Air Force One fra vores hangar. Det kunne jo være meget sjovt at få lov til at opleve, for det er jo ikke noget der sker så ofte.

På den anden side bliver det nok lidt af et helvede at komme til og fra arbejde. Det ser ud til at Kystvejen lukkes når Air Force One lander og letter. Ikke at man ved præcis hvornår, men det kan betyde at jeg ikke kan komme på arbejde på cykel eller i bus som jeg plejer. Jeg har fået tilbud fra en kollega om at blive hentet på Tårnby Station, men så er man jo pludselig afhængig af andre mennesker. Når man i forvejen har 1½ times transport hver vej er man lidt følsom overfor afvigelser.

Så jeg går og grubler lidt over om jeg skal tage den besværlige transport med et smil og opleve en særlig dag i lufthavnen, eller om jeg skal være praktisk og tage en hjemmearbejdsdag og så bare se lidt af virakken i TV.

Tags :

I onsdags var der 2 dage til lønningsdag og penge tilbage på kontoen. Jeg valgte at forkæle migselv med sushi for ca. halvdelen af beløbet. Resten brugte jeg på en gave til min fætter som tak for at han endnu engang havde betroet mig at passe hans fantastiske hund, og som et tillykke med hans nye hus. Og så købte jeg også lige 2 bøger til min mand.

Det er ikke første gang i denne måned at jeg køber gaver til min mand. Det gik op for mig, at jeg faktisk køber gaver til ham og andre ret tit - også uden at der er en anledning. Jeg kan bare godt lide at give gaver?

Et minde fra barndommen popper op:

Lille Trine: “Far, er det ikke rigtigt, at hvis man godt kan lide at give gaver, så er man ikke egoistisk?”
Far: “Hm, det ved jeg ikke – det kan man måske godt sige. Men at give gaver kan også være egoistisk på en måde”

Jeg kommer til at tænke på om det helt sundt at jeg har den trang. Umiddelbart vil de fleste nok synes det er et positivt karaktertræk at være gavmild. Men kunne det tænkes at jeg mest gør det for min egen skyld, for at få anerkendelse for ikke at være egoistisk?

Jeg kommer til at tænke på Elvis Presley, som jeg læste og så en del om for nogle år siden. Elvis elskede også at give gaver. Han nåede at forære over 100 biler væk, og han købte også huse til flere i sin omgangskreds. De efterlevende har beskrevet hvordan han elskede at se folks oprigtige overraskelse og glæde ved at få en uventet gave. Det blev næsten en afhængighed for ham, og da han døde var der næsten ingen penge tilbage, på trods at han havde haft million-indtægter – han havde brugt og foræret det hele væk.

Jeg må afgjort indrømme at jeg har stor glæde ved at købe ting til folk jeg holder af. Følelsen ligner meget den jeg får ved shopping generelt. Jeg elsker følelsen af at finde en ting som passer rigtig godt til en bestemt person, og jeg kan også godt lide selve det at give gaven. Er jeg mon ligefrem afhængig af denne følelse?

Indtil videre har mit gave-giveri ikke ruineret mig – så det er ikke noget der er truende for min økonomi. Men jeg skal nok huske at tænke over det nogen gange. Jeg kan jo også risikere at bringe gavemodtagerne i forlegenhed og måske give dem en følelse af at stå i taknemmelighedsgæld. Og så er man jo pludselig ikke så flink mere.

Tags : , , ,

Stor var min forundring da jeg var ude og købe ind til weekenden i Kvickly her til aften og fandt Cherry Coke. Bare sådan der – blandt alt det almindelige cola. Jeg synes ellers jeg følger meget godt med, men jeg har altså ikke set reklamekampagnen for at Cherry Coke lanceres i Limited Edition?!?!

Kæmpe nyhed for mig… :-)

cherry-coke

Tags :

Nogengange bliver jeg forundret over hvad man betragter som over og under bagatelgrænser i medier og blandt politikere. Har lige hørt en nyhed i radioavisen om at det koster ½-1 kr. mere i minuttet at ringe til Politiet på tlf. 114 hvis man bruger Telia. Helt ærligt – hvor tit ringer man dog til Politiet så det kan blive et økonomisk problem for forbrugerne?

På den anden side kan uretfærdigheder på tusindvis af kroner bliver fejet af bordet som småting eller slet ikke blive behandlet. F.eks. det dybt uretfærdige i at man ved huskøb nu skal betale tingslysningsafgift af vurderingsprisen og ikke den faktiske handelspris, fordi vurderingen er højest. Dette ville betyde en forskel på 4.800 kr. for en køber hvis jeg skulle finde på at sælge mit hus. Det er da mange penge for de fleste. Og alligevel udtaler Skatteministeren at ejendomsvurderingerne ikke har nogen praktisk betydning.

Sådan kan man finde massevis af eksempler på store og små ting der får uforholdsmæssigt stor eller lille opmærksomhed i medierne og/eller af politikerne. Det handler nok for begges vedkommende om at udvælge historier/sager som de kan få optimale seer/lyttertal på, og her vejer det nok tungere at det er hurtigt og nemt at forstå og formidle, end hvor stor en uretfærdighed der er tale om.

Tags : , ,

Igår fik jeg mig et nyt stykke værktøj. Da det kom frem i foråret at man ville kunne få sine SP-penge udbetalt til sommer, besluttede jeg at jeg skulle have mig en ny PC, og efter mange og lange overvejelser fik jeg den så igår. Min 4 år gamle bærbare PC blev afløst af en mere moderne éen, og så endda med lilla låg.

Det er en luksus at kunne skifte den gamle ud. Den var begyndt at være meget langsom, men det var nok ikke værre end at en re-installation kunne have afhjulpet det meste. Men PC’en er en af de ting jeg bruger mest af min fritid på, det er simpelthen en hobby for mig at sidde med den i skødet og surfe, deltage i sociale netværk og bevæge mig rundt i blog-verdenen. Så det er en stor nydelse at kunne tage ‘hul’ på en helt ny PC, der kan følge med til det jeg laver.

Tags : ,

Når jeg ser på mine billeder og blogindlæg fra sidste års høstsæson må jeg konstatere, at vi ikke helt får samme resultat af vores indsats i drivhuset i år.

Tomater og agurker er egentlig kommet meget godt i år. Vi har valgt at 3 ud af 4 tomatplanter skulle være de snack-egnede cherrytomater, og det har betydet at vi har fået spist dem jævnt hen. Agurkeplanten har været flink at forsyne os med skoleagurker jævnt henover sommeren, et par gange dog med lidt mange ad gangen, men overskudet det har nabo og familie så hjulpet os af med.

Men chili og peber er godt nok noget længere tilbage i år. Mange sorter er langt fra at være modne, og nogen har ikke sat ret mange frugter. Måske har vi forsømt at fjerne de første 7 blomster på disse planter? I år havde vi 2 peberfrugt-planter i plantesæk, men de er ikke kommet så godt, frugterne er ikke fuldt udviklede og slet ikke modne endnu. Kun en enkelt plante i krukke har en frugt der nærmer sig at være helt rød.

Vi har kun 1 vindue i drivhuset, så i juli og meget af august har vi haft døren stående helt åben døgnet rundt. Det skulle gerne give et bedre indeklima og færre svampeinfektioner, og der har da heller ikke været nogen problemer. Der har også været mange insekter derinde, hvilket jo skulle være godt for bestøvning. Men måske har der alligevel været for koldt? Hækken bagtil i haven er efterhånden blevet meget høj, så måske skygge og åben dør har betydet at der simpelthen ikke har været varmt nok for chili?

Til næste år vil vi nok prøve at begrænse antallet af chiliplanter så der er bedre plads til den enkelte, og så fokusere på afgrøder vi kan bruge i løbet af sommeren, f.eks. aubergine. Vi har nemlig fryseren stoppet med chili fra sidste sæson, og hvis året resultat når at blive modent kommer vi til at ophobe chili helt vildt.

Tags : , ,

Nu nærmer sig så småt det nye skatteår, hvor de nye regler for multimedie-beskatning træder i kraft. Da reglerne kom frem i foråret var det ikke helt klart hvordan detaljerne omkring det blev, men nu kan jeg se at Skat har lagt en del uddybende spørgsmål&svar ud på deres hjemmeside.

Som frygtet bliver det sådan, at hvis du tager en PC med hjem for at arbejde hjemmefra bare 1 gang, så skal du betale den nye skat. Og det er helt uanset om du bruger PC’en til noget som helst privat. Du kan godt forsøge at argumentere overfor Skat for at du ikke bruger den privat, men de siger selv på hjemmesiden at ‘det er meget svært at bevise’ og bevisbyrden ligger hos skatteyderen. Arbejdsgiveren skal opgive det til Skat som A-indkomst, så man får under alle omstændigheder diskussionen hvis man er utilfreds.

I min branche er der rigtig mange mennesker der arbejder hjemmefra jævnligt, simpelthen ved at bytte en dag på kontoret ud med en dag ved spisebordet derhjemme – online og arbejdende på de sædvanlige systemer som de plejer. Disse mennesker får ikke nødvendigvis betalt hverken telefon, internetforbindelse eller udstyr, så der er ikke noget tilskud til privatøkonomien i det; man kan ikke kalde det fryns efter min mening.

Det er klart at det kan være en fordel for mange familier at have den fleksibilitet, men det er så sandelig også til gavn for arbejdsgiverne – mange medarbejdere er jo via denne teknologi til rådighed døgnet rundt og så kan man da ‘godt lige ordne det og det’ efter kl 20. Jeg kender til mange IT-medarbejdere som frivilligt ordner akutte opgaver udenfor kontortid til stor gavn for arbejdsgiveren.

Jeg kan godt se at der er en teoretisk mulighed for at bruge en PC, som man tager med hjem for at arbejde på, til et privat formål. Det kan man jo også med den PC man sidder med på arbejdet (det skal bare ikke beskattes). Det er dog et mindretal i Danmark som ikke har en privat PC i hjemmet (ca. 20% af husstandene), så jeg synes det er overdrevet at se det som et tilskud til privatøkonomien at kunne tage en PC med hjem. Personligt tror jeg ikke der er så stort sammenfald mellem de 2 grupper; dem der ikke har PC og dem der kan arbejde hjemmefra.

Jeg er spændt på hvordan man vil håndtere det i virksomhederne efter nytår. Der vil givet være mange medarbejdere som ikke længere vil være interesseret i at arbejde hjemme når det koster dem penge (kr. 100-150 kr./md.). Det er efter min mening et kæmpe tilbageskridt for den fleksible arbejdskultur i Danmark, og det har jo også et miljø-aspekt.

Man kan vel godt sige at multimedieskatten har til formål at beskatte den teoretiske mulighed for at bruge dit arbejdsredskab til et privat formål. Så er jeg bare spændt på hvornår man begynder at beskatte håndværkere for at tage deres værktøj med hjem om aftenen og i weekenden.

Tags : , ,

Før sommerferien fik jeg udbetalt mine SP-penge. Det var min plan med pengene at købe en ny PC, og efter sommerens hektiske sommerhuskøb har jeg nu fået ro til at finde den rigtige PC og få den bestilt. Jeg har været tilfreds med min Dell Inspiron som jeg har haft i 4 år, og da Dell nu i nogle år har solgt bærbare PC’er med farver på, var jeg ret sikker på at det skulle være en Dell igen – farver er vigtige!

Mit møde med Dell har givet anledning til visse tanker. Pressen skrev tidligere på året om fyringer i Dell Danmark, og med det i baghovedet kan jeg godt blive helt i tvivl om firmaet overhovedet findes i virkeligheden – i hvert fald i Danmark.

I salgs-situationen virker Dell egentlig meget nærværende. En dansksproget hjemmeside og en firma-adresse på Arne Jacobsens Allé på Amager gør, at man føler at det her er en dansk afdeling af et globalt firma, og man føler at man som dansk kunde har rygdækning. Jeg har haft et par spørgsmål til valg af produkt og har i den forbindelse både ringet til Dell og brugt deres support-chat. Godt nok talte de svensk dem som jeg kom i kontakt med, men der er rigtig mange svenskere der arbejder på Amager, så det var ikke så mistænkeligt.

Men så snart jeg afgav min ordre, følte jeg at en mur blev opbygget mellem mig og Dell – som om at jeg nu er fuldstændig uinteressant og at man slet ikke vil kommunikere med mig. Jeg skal bare sætte mig ned og vente og gøre som der bliver sagt.

Min ordre bestod af en bærbar PC og en mus. Denne ordre valgte Dell så at dele op i 2 ordrer, sikkert fordi musen er en lagervare og PC’en skal bygges først. Men da det viste sig at de havde tænkt sig at levere de 2 ting i 2 forskellige leverancer, og at fragtfirmaet forlangte at skulle være hjemme kl 8-16 for at modtage en mus (!), hvorefter jeg formentlig en dag i ugen efter vil skulle være hjemme kl 8-16 for at modtage PC’en, synes jeg det blev lidt bøvlet.

Jeg ville derfor kontakte Dell eller fragtfirmaet for at arrangere at jeg kunne få begge tingene samtidig. På min ordrebekræftelse fra Dell står en mail-adresse og et telefonnummer - ”det må kunne bruges” tænkte jeg. Naivt.

Først prøvede jeg at ringe på telefonnummeret på Dells ordrebekræftelse. Efter at have tastet mig igennem 3 forskellige menuer fik jeg besked om at dansk kundesupport ikke er til rådighed. Jeg kunne vente lidt og blive stillet om til engelsktalende support, men det virker jo absurd når det handler om den fysiske leverance i Danmark. Jeg har prøvet at ringe flere gange og det er altså ikke bare fordi de er optaget på telefonen, der er simpelthen ingen danske eller skandinaviske Dell-medarbejdere sat af til at tale med kunder der HAR afgivet bestilling!

Dernæst sendte jeg så en mail til den opgivne mailadresse, hvorefter jeg fik en automail med flg. besked:

Tak for din mail.
Dette er en standard mailserver og derfor vil din mail desværre ikke blive behandlet.
Har du spørgsmål vedr. din ordre bedes du sende en mail til kundeservice:
DK_CC_HSB_DHS_PRE@dell.com
På forhånd tak
Dell

Kontakt til denne anden mailadresse har ikke givet noget svar.

 

Fragtfirmaet opgav ingen kontaktinformation på den leveringsopdatering jeg modtog vedr. musen, og angav at afsender-mailadressen ikke kunne kontaktes. Via firmaets hovedside fandt jeg et telefonnummer vedr. Dell-ordrer som var identisk med det fra ordrebekræftelsen – altså helt ubrugeligt. Jeg endte med at bruge deres officielle e-mailadresse, og fik endelig kontakt med fragtfirmaet. Det blev dog bare til en besked om at de ikke kunne håndtere at slå de 2 ordrenumre sammen i 1 leverance, da de ikke havde fået ordredata på PC’en.

Min tillid til Dell er væsentligt mindre efter denne oplevelse. Jeg er glad for at vi har de regler for dansk udstedte kreditkort som vi har, for ellers ville jeg være alvorligt bange for at være blevet lokket i en fælde med dette online køb. Et firma som er fuldt tilgængeligt lige indtil du har afgivet din ordre, og som derefter forsvinder som dug for solen med hensyn til kontaktmuligheder – det lugter langt væk af fusk. Hvis ikke det var fordi jeg tidligere har købt en PC samme sted, og at Dell er en veletableret aktør på markedet, ville jeg være rigtig nervøs for om jeg nogensinde ville se de ting jeg har bestilt.

Tags : , ,

I denne uge er hele 2 programserier startet på TV om mennesker der skal tabe sig. Chris McDonald prøver sammen med en diætist og en psykolog på DR1 at få hele Ebeltoft til at blive slankere, og på TV3 er 5 familier taget under behandling af kost- og motionseksperter. Begge programmer havde premiere tirsdag aften, og jeg så det meste af begge programmer – og det gav stof til eftertanke for mig.

I begge tilfælde har man udvalgt nogle ret grelle tilfælde; mennesker der både er overvægtige, har ret dårlige kostvaner og ikke dyrker motion. Det er klart at det i disse tilfælde er oplagt at man får flotte resultater og store forbedringer, som gør sig godt på TV. Og selvfølgelig er rigtig godt for de pågældende. Men for mig er det lidt svært at relatere til.

Jeg har været overvægtig siden jeg flyttede hjemmefra. Jeg tog en del på da jeg kom væk fra min mors faste madskema og flyttede sammen med en som spiste på mærkelige tidspunkter af døgnet – pludelig kunne/måtte man spise ostemad kl 22! Jeg smed kiloene igen nogle år efter, men i nogle perioder er de kravlet på igen, og idag har jeg et BMI over 30, dvs. at jeg idag kategoriseres ikke bare som overvægtig, men som fed.

Indrømmet, jeg kan godt lide søde sager, og har bestemt spist min del af slik, kager og is i tidens løb. Men her stopper det også med at kunne identificere sig med deltagerne i slankeprogrammerne. Jeg lever nemlig ikke af de usunde ting – det er noget der kommer til som et lille ekstra. Faktisk bruger jeg en del energi på at sørge for at det jeg spiser er godt for mig. Og jeg er heller ikke fuldstændig fysisk passiv – i mange år har jeg gået i motionscenter, og idag cykler jeg 11 km / 50 minutter om dagen, hvilket giver en form jeg er tilfreds med.

Jeg er et sted i mit liv hvor det ikke længere er så ligetil at vælge standard-løsningen ’spise sundt’ og ‘begynde at motionere’ og så kommer resultaterne bare. Jeg gør allerede disse ting. Man kan selvfølgelig altid gøre mere, men det nuværende niveau af både motion og sund kost passer til min hverdag og mit familieliv. Der er med årene også opstået visse begrænsninger for mig: jeg kan ikke tåle kunstige sødestoffer, jeg har migræne 1 gang om ugen og jeg er født med led som gør ondt hvis jeg belaster dem for hårdt.

I mange år har jeg faktisk levet fint med være overvægtig. Det generer mig ikke så meget rent kosmetisk at se ud som jeg gør, og jeg er ikke særlig besværet af vægten. Det er svært at finde tøj, men det kan godt lade sig gøre. Jeg har som nævnt da jeg var i starten af 20′erne prøvet at tabe mig og tage det hele (og mere til) på igen, og den oplevelse har betydet at jeg ikke synes det var kampen værd. Statistikken støtter mig jo heller ikke i den tanke; langt over 90% af alle dem der taber sig, tager på igen. Og så har jeg hørt at det er dårligt for hjertet at have såkaldt yo-yo-vægt – min konklusion har været at det må være sundest at have en stabil (men dog for høj) vægt og være fysisk aktiv.

Problemet er bare at de seneste år har min vægt ikke været helt stabil. Lige så stille har jeg taget på, og det kan jo ikke fortsætte. Med alderen falder forbrændingen og jeg tror at jeg skal til at stoppe op og tænke over situationen nu hvor jeg er i slutningen af 30′erne. Jeg leder efter inspiration. Jeg kommer nok til at se nogle flere episoder af ovenstående programmer, men jeg er ikke sikker på at det er tilstrækkeligt for mig – der skal nok lidt flere nuancer på.

Tags : , ,