På ferie i Palma de Mallorca

Dette indlæg skrives på min mini-PC på et hotelværelse i Palma de Mallorca. Jeg er på ferie med min veninde.

Vi kom til Palma i lørdags. Vi stod op kl 3 om natten for at nå flyet der afgik kl 6. Da vi ankom til hotellet kl 11 fik vi at vide at vores værelse først var klar kl 13 eller 14. Så ville jeg egentlig hellere have sovet de 3 timer længere – men det er jo ikke en mulighed når det er charterferie.

Målet med ferien har været at opleve noget kultur, shopping og spise noget sushi – og så eller få slappet af. Det har vi allerede nu opnået.

Sushi fik vi allerede første aften, resterne fik vi til frokost dagen efter og så måtte vi også lige besøge Sushi Club igår aftes. Vi har dog snakket om at gå på tapas-restaurant i aften – man må jo også lige prøve den lokale cuisine.

Kultur har vi fået ved at gå rundt i byen med guidebog i hånden. Og idag fik vi fuld valuta for pengene da vi tog med bybussen til Fundacio Pilar i Joan Miro i udkanten af byen. Her var dels et museum bygget efter Joan Miró’s død, hvor både værker af ham selv og andre kunstnere var udstillet, men der var også adgang til det flotte atelier som Miro har brugt siden 1956 og frem til sin død i 1983 – det stod fuldstændig som om han bare lige var gået ud for et øjeblik. Også hans private bolig var der delvist adgang til – her kunne man se et meget primitivt køkken som lignede noget fra Frilandsmuseet samt et par rum hvor Miró havde tegnet skitser på væggene. Meget autentisk og spændende at se. Det må være fantastisk for sådan en kunstner at bo og arbejde under de forhold – smukt og fredfyldt.

Shopping er noget der er foregået løbende og på forhånd via Airshoppen – igår afsatte vi dog hele  dagen til det. Vi gik en tur op ad udvalgte shoppinggader med ekstra mange skobutikker og besøgte også en afdeling af det Magasin-lignende stormagasin El Corte Ingles, hvor vi fandt en lækker buffet-restaurant på toppen.

Afslapning sker på det behageligt airconditionerede hotelværelset når det er siesta og alting alligevel er lukket, så smækker vi benene op på sengen og surfer og læser. Eller vi kan gå ned i det gratis wellness/spa-område som har jacuzzi, sauna, 2 specielle brusere med varierende vandtmeratur og massagedysser samt tyrkisk dampbad. Nogengange sætter vi os også bare på en bænk på en af de utallige små parker og pladser og nyder det fortræffelige vejr.

Mission udført – mere kan man ikke forlange!

Lignende indlæg:

5 tanker om “På ferie i Palma de Mallorca”

  1. Dejligt at du nyder ferien og vejret… og nu har du/i forhåbentligt også fået smagt noget at den lokale cuisine… ud over “nougat mandler” hehe…

    Nede i den gamle bydel, ikke langt fra katedralen ligger der et gammelt Tyrkisk/arabisk bad… (det er kun at se… ikke prøve). Det er er ikke stort, men det ligger sammen med en lille have. Måske interessant at se. Katedralen kan også (hvis ikke i allerede har været der) være interessant.

    Disfrutate en Palma de Mallorca (Have fun in Palma de Mallorca) – jeg ved ikke helt hvordan jeg skal oversætte det bedst til dansk 😉

  2. Jo tak, vi var på tapas-bar igår, det var lækkert. Og idag var vi i katedralen og faktisk også forbi de arabiske bade, der gik vi dog ikke ind. Men det er fascinerende at byen har så mange historiske bygninger – de der arabiske bade er jo tilbage fra 900-tallet, vildt! Tak Annette for dine gode ønsker!

  3. Det lyder som en lækker ferie… gætter på at du måske er tilbage idag lørdag så det nytter vel ikke at skrive fortsat god tur 🙂
    men hvis du måske er afsted i 14 dage så rigtig meget fortsat god tur 🙂 nu vil jeg løbe ud i regnen og redde lidt vasketøj 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.