En dag på slagteri

Idag har jeg været på besøg på Danish Crowns svineslagteri i Horsens. Jeg kom der for at holde møde, men før vi gik igang fik vi en rundvisning på slagteriet.

Vi startede med at se svinene der hvor de kommer ind, når de bliver leveret af landmændene. De kom ind i en stor stald hvor man havde indrettet miljøet fuldstændig efter hvordan svin foretrækker det, både mht temperatur, fugtighed, hvor mange man står sammen med osv. Der var bemærkelsesværdigt roligt i den hal – ingen skrig og hvinen som grise jo ellers gerne udskryder. Formålet var at gøre grisene rolige inden de skulle slagtes.

Vi så også selve slagtningen. Vi så hvordan svinene CO2-bedøvede svin hængende i bagbenene kørte på samlebånd hen til manden med kniven – han stak den i halspulsåren og dyret døde af hjertestop efter at have mistet ca 3,5 liter blod. Jeg var overrasket over at slagtemetoden faktisk var død ved forblødning; selvom dyret er bedøvet så virker det ikke som den hurtigste død man kan få. Men det er der sikkert både lovgivning og andre overvejelser der regulerer.

Derefter gik vi igennem den moderne bygning og kiggede igennem vinduer på produktionen. Vi så hvordan tungen blev skåret ud af hovederne, hvordan tarmene renses og fik forklaret hvordan slimen mellem tarmene bliver brugt til blodfortyndende medicin. Vi så medarbejderne hænge udskæringer på ‘juletræer’ og robotarmene lægge de forskellige dele på køl i hvide plastkasser.

Det var en meget anderledes oplevelse, og ikke lige sådan en dag på seminar el.l. starter normalt. Det var rart at konstatere at hygejnen er så høj på sådan et moderne slagteri, jeg er fuld af tillid til de produkter der kommer derfra. Jeg synes også etikken virker OK omkring håndtering af dyrene, det var ikke uværdigt. Alt i alt en meget spændende oplevelse som jeg er glad for at have fået.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.