Storkontor

Så rykkede jeg ind i et nyrenoveret kontor på arbejde. Storkontor. Igen.

Storkontorer kan være rigtig gode for medarbejdergrupper, der har løbende personlig kontakt med hinanden og har brug for at koordinere de opgaver der varetages i løbet af dagen. F.eks kan man ikke forestille sig at medarbejderne i en helpdesk sidder i individuelle kontorer. Her er et storkontor et tilvalg man gør for at dækker et behov.

Hvis der derimod ikke er et arbejdsmæssigt behov for at sidde i storkontor, er det min helt klare erfaring at man formindsker medarbejdernes effektivitet drastisk. Støj, trafik og en øget falden i snak tager tid væk fra arbejdet, og de gentagne brud på koncentration mindsker effektiviteten yderligere.

Min funktion hører til i sidste kategori. Min primære opgave er at skrive og tilrettelægge forskellige typer dokumentation, og jeg har ikke nogen arbejdsmæssig nytte af at sidde sammen med de andre grupper i afdelingen. De kolleger jeg har mest brug for at have kontakt med er afdelingens mellemledere og leder, men de kommer alle til at sidde i individuelle kontorer, så dér er ikke nogen synergieffekt for mig at hente.

På arbejdspladser hvor det er ens for alle at man sidder i storkontor må man bare affinde sig med det. Men på min arbejdsplads er der nogen der sidder i enmandskontorer og nogen der sidder i storkontor, og så må jeg indrømme at jeg ærgrer mig over at det ikke er faldet i mit lod at komme til at sidde alene. Jeg føler at jeg kunne arbejde mere effektivt på den måde. Men jeg er ikke blevet inddraget i beslutningen og jeg må bare konstatere at min ledelse ser anderledes på den sag. Øv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på vores teambuilding-aktiviteter i efteråret, hvor vi arbejdede med bevidstheden om vores forskellige personligheder. Især MBTI-profilens fokus på om man er introvert eller extrovert kunne man have brugt direkte, da man tog stilling til hvordan kontorlandskabet skulle fordeles – hvis man ellers havde ønsket at fokusere på effektivitet og jobtilfredshed. I stedet har man i min afdeling valgt at sætte samtlige introverte medarbejdere i storkontorer. Ironisk nok er de få, der får enkeltmandskontor, allesammen extroverte personligheder. Denne gruppe er ved et pudsigt sammentræf beslutningstagerne selv; cheferne 🙂

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *