Serviceforringelse

Jeg arbejder i en hangar i Københavns Lufthavns sydlige del. Det betyder at jeg ikke bare skal transportere mig til lufthavnen, men også skal de godt 5 km rundt om landingsbanerne og ned til Sydvagten for at komme på arbejde.

Da jeg startede på min nuværende arbejdsplads var min plan at el-cykle til Hellerup Station, for derefter at tage regionaltoget til lufthavnen og bus ned til Sydvagten. Den plan gik jeg hurtigt væk fra af flere årsager: både regionaltoget og bussen var meget ustabile på det tidspunkt, og bussen kørte kun med 20-minuttersdrift hvilket gav for store udsving ved afvigelser fra køreplanerne – jeg risikerede at stå og vente i 20 minutter på en bus hvis toget var forsinket, og det er meget når ruten i forvejen tager 1½ time.

Siden metroen begyndte at køre ud til lufthavnen har jeg derfor det sidste 1½ år brugt en rute til arbejde der indebærer cykeltur til Virum station, s-tog til Nørreport station, metro til Lufthavnen station og så cykler jeg det sidste stykke til Hangar 276. Det har sådan set fungeret rimelig godt, idét metro og s-tog kører mere stabilt end regionaltog, og jeg får stadig god motion.

Dog kan jeg ikke cykle ude ved lufthavnen om vinteren, da der pga. nærheden til vandet er et meget barsk klima på Kystvejen – især meget kraftig blæst og glatte cykelstier gør at jeg må tage bussen det sidste stykke, og så få min motion andetsteds. For et år siden blev der indført 10-minuttersdrift på den busrute, så det kunne lade sig gøre rimeligt flexibelt.

Nu har jeg fået nyt batteri til min el-cykel og er begyndt at overveje at gå tilbage til min oprindelige rejseplan, hvor jeg el-cykler til Hellerup og tager tog og bus derfra. Det virkede som et godt alternativ, nu hvor der er bedre busbetjening i Lufthavnen. Det ville betyde at jeg slap for den barske Kystvej, så ville jeg nok kunne bruge den rute hele året og ikke skulle smadre min hverdag med at gå til spinning i vinterhalvåret. Og udgiften til månedkortet ville blive næsten halveret.

Alt i alt en god idé. Troede jeg – indtil jeg hørte i radioen i morges at man nu fjerne de ekstra busser og går tilbage til 20-minutters drift i myldretiden på den famøse strækning. Så går det hele i fløjten 🙁

Suk – man kan da heller aldrig regne med at forbedringer består….

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *