Mandags-fridag

Den weekend vi lige har forladt, weekenden hvor vi overgår til sommertid, har altid givet mig en skuffet fornemmelse, fordi søndagen er 1 time kortere – mandag morgen kommer lige en tand hurtigere. Derfor jeg har jeg i år genoptaget en vane jeg havde da jeg var single: at tage fri mandagen efter sommertids-weekenden.

Jeg har altså holdt fri idag – en helt almindelig mandag hvor alle andre, også min mand, er på arbejde. Det kan godt anbefales.

Hvad brugte jeg så dagen til? Det var en blanding af lidt af hvert. Jeg er ikke morgenmenneske, så jeg tog mig en langsom morgen, stod op kl 8 og sad 2 timer over morgenavisen med Ole Jacobsen i radioen. Derefter et bad og i tøjet og så igang med at få indhentet hængepartier fra sidste uge – der skulle lægges vasketøj sammen og på plads og så noget generel oprydning efter at vi i weekenden har hængt reoler op i stuen.

Efter frokost tog jeg min el-cykel og kørte til Lyngby, hvor jeg fik shoppet lidt: et par hjemmesko til migselv, nogle DVD-film og et par småting fra byggemarkedet. Jeg nød det milde forårsvejr og kørte over Ørholm hjem, så kom jeg op på 10 km og fik ordnet dagens motion. Hjemme igen satte jeg mig med PC’en i skødet og kort efter kom min mand hjem fra arbejde.

Sådan en fridag er virkelig skøn. Jeg holder virkelig meget af hverdagen, især når man ikke skal på arbejde. Nogen gange kunne jeg godt tænke mig at være hjemmegående. Det kan jo ikke lade sig gøre rent økonomisk, og jeg vil nok også kede mig i længden, men sådan en fridag her smager af mere.

Lignende indlæg:


Skriv en kommentar

««   ∞   »»