Tid til el-cykling

Jeg har i 3 år været den heldige ejer af en el-cykel. Jeg købte den på et tidspunkt hvor jeg havde 12,5 km til arbejde og brugte ca. 700 kr om måneden og 2 x 45 minutter om dagen på at komme på arbejde med det offentlige. Jeg havde prøvet at cykle, men jeg synes det var for hårdt.

Med en el-cykel gik det som en leg, og prisen på ca 11.000 kr. tjente sig ind i løbet af lidt over et år. Det var virkelig effektivt – som at slå 5-6 fluer med et smæk. Jeg var kortere tid om at komme på arbejde med el-cyklen end med bussen, og så brugte jeg endda transporttiden til at motionere, så kortet til motionscenter var overflødigt.

Sidenhen har jeg skiftet job og arbejder nu ca 30 km væk fra mit hjem, hvilket trods alt er udenfor el-cyklens rækkevidde. Nu kører jeg kun de 1,2 km til stationen i Virum på den, og den kan snart heller ikke mere. For batteriet bliver slidt og ydeevnen bliver mindre og mindre med årene.

www.tastselv.skat.dk ser det ud til at jeg får penge tilbage i skat, og hvis det står til troende så vil jeg investere i et nyt batteri til el-cyklen. Der er kommet ny teknologi siden jeg købte cyklen, så det nye batteri jeg kan få vil kunne holde endnu længere og ovenikøbet være en del lettere end det nuværende. Til gengæld er prisen høj – det koster 4000 kr 🙁

Så er jeg tilgengæld også fit for fight på min el-cykel. Selvom vi har bil og jeg har kørekort, så kører jeg aldrig – jeg har aldrig fået rutine efter at jeg bestod køreprøven (flyttede hjemmefra 1 uge inden) og føler ikke jeg kan køre bil idag. Min mand kører os da også gerne når vi skal noget sammen. Men med min el-cykel er det ikke nødvendigt – der kan jeg selv. Jeg kan køre næsten alle vegne hen med min el-cykel, og jeg føler mig både aktiv, sund og miljørigtig når jeg kører på den. Selvom den bruger noget strøm, så må det næsten være bedre for miljøet end det som busser, tog eller biler spytter ud. Jeg glæder mig til at erobre foråret til cykels!

Lignende indlæg:

2 meninger om “Tid til el-cykling”

  1. Koster sådan en elcykel ikke en del i strøm at lade op…? Oh hvad hvis den løber tør for strøm fungere den så bare som almindelig cykel? – jeg har aldrig hørt om elcykler… 😉

  2. Jo det koster noget i strøm, min oplader trækker faktisk 100 watt når den lader, men det er ikke så lang tid. Vi har ikke kunnet mærke det på vores årsforbrug af el her i husstanden.

    Hvis cyklen løber tør for strøm så fungerer den ligepræcis som en almindelig cykel, dog er den tungere end en almindelig cykel pga batteriet så det er ikke helt så komfortabelt – måske er det bedre med de nyere cykler der er kommet. Det sker iøvrigt sjældent, da den kører 40-50 km pr opladning, der når jeg hjem før.

    Generelt er en el-cykel altså en almindelig cykel som har en lille motor typisk i forhjulet og et batteri bag sadlen eller under bagagebæreren. Man har et gashåndtag som man kun kan bruge når man i forvejen træder rundt i pedalerne (i hvert fald i Danmark). Det føles som kraftig medvind eller som hvis nogen lige sætter en hånd i ryggen og trækker en mens man cykler. Eksempel: http://www.fantombike.dk/products/productlist.aspx?MenuItemID=69

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *