Med hensyn til at være uden børn så kender jeg udemærket den der fornemmelse af at børnefamilier synes at man må have oceaner af tid når man ikke har børn. Men sådan er det jo ikke, for så prioriterer man bare nogle andre ting i sit liv (job, motion, hobbies, biografture, afslapning). Mange børnefamilier nedprioriterer disse ting, og forventer måske også at vi som barnefri familie er villige til at gøre det for dem. Det er svært for mig at håndtere det pres, men jeg er alligevel så stædig at jeg synes jeg har ret til at bestemme over min egen tid selvom jeg ikke har børn, og jeg bliver meget vred når børnefamilier tror de kan disponere over ens fritid. Også fordi at det aldrig går den anden vej, det bliver lynhurtigt en underforstået undskyldning for ikke at være en god ven/familiemedlem/kollega at man har børn. Det er som om det er en usagt regel at børnefamilier har lov til at prioritere deres egen familie frem for andre, men det har barnefri familier ikke.