Voksen-point

Forleden hørte jeg udtrykket ‘voksen-point’ for første gang. Det gav med det samme indlysende mening hvad det handlede om. Et familiemedlem fortalte om sin datter, der er gift og har hus, barn, volvo og sommerhus, og kom derefter med bemærkningen at hun har mange voksen-point. Jeg synes det er et sjovt begreb, som har en god selvironi i sig.

Det har fået mig til at tænke på om jeg mon har mange voksen-point? Mine forældre har altid sagt at jeg var meget voksen allerede som barn, og jeg husker også tydeligt hvordan mit primære mål med livet netop var at blive voksen. Jeg fik da også fast ejendom som 21-årig og pensionsopsparing som 25-årig.

Nu sidder jeg så som 37-årig og er gift, skylder 2 millioner i huset, har haft pensionsordning i 12 år, og har været på arbejdsmarkedet i 17 år. Jeg kan finde på at udtale mig om emner som ejendomsskat og boligmarkedet. Det kunne umiddelbart lyde som om det er noget der giver voksen-point? På den anden side har jeg også mange u-voksne træk.

Når jeg google’r ordet voksenpoint er der også nogen der er inde på at det også handler om modenhed. Jeg har ikke været igennem alvorlig sygdom eller andre kriser og jeg har ikke taget andre spring end ud i det før beskrevne voksenliv med fast ejendom og prioritetsgæld. Især den sidste bemærkning hos Fru Jensen berører mig: jeg er IKKE god til at sige fra og sætte grænser.

Jeg tror ikke at jeg er enig i at det er et spørgsmål om voksenhed/modenhed at være social og udadvendt, det er nok nærmere noget med personlighedstyper (som jeg også har været inde på tidligere her på bloggen).

Men jeg synes det er interessant at tænke på personlig udvikling i stedet for alle de ydre symboler, der trods alt nærmest kommer af sig selv. For nogen er det måske et udtryk for personlig udvikling at etablere sig privat og erhvervsmæssigt. Men for sådan en som mig, der bare har gået og ventet på at kunne komme igang med den slags, er der ikke nogen egentlig bedrift i det. Jeg vil gerne have en bedre personlig gennemslagskraft – og jeg tror det er en bedre parameter for voksenhed for mig.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.