Hvor mange steder skal man være repræsenteret online?

I dag har jeg oprettet en profil på Facebook. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle gøre det, for hvor mange steder skal man snart være oprettet på nettet?

Jeg har jo denne hjemmeside, som jeg har haft i næsten 10 år med skiftende design. Jeg har også et sted jeg viser billeder, både egne billeder og fælles billeder, og her viser jeg billeder fra min hverdag, rejser og andre begivenheder. Jeg er selvfølgelig på Skype og MSN Messenger hvor jeg har et MSN-space bare for sjov – primært for at lege med blog-formatet. Endelig er jeg repræsenteret på LinkedIn, hvor jeg netværker med nuværende og tidligere kolleger.

Facebook har været meget i medierne på det sidste. Man har hørt om de næsten 75.000 danskere der har tilmeldt sig gruppen ”Folk der går med kniv er idioter” og jeg er selv blevet spurgt om jeg er på Facebook. Nu har jeg valgt at oprette en profil. Jeg er dog lidt i tvivl om hvor meget information jeg har lyst til at lægge her, jeg har også hørt en del om at ens oplysninger måske kan misbruges. Der er stadig mange steder jeg IKKE er repræsenteret – f.eks. MySpace, YouTube, Flikr, populære blog-miljøer osv. Hvor skal man starte og hvor skal man slutte? Er det mig der er gammeldags at jeg kun har en hjemmeside og et billedsite?

  1. Det kommer vel an på hvad man VIL med at være på nettet. Formålet for mig med at vedligeholde denne hjemmeside har været et online ”visitkort”, hvor man kan læse kort om hvem jeg er – målgruppe: hvem som helst
  2. at have et sted jeg kan skrive lidt om mine tanker og oplevelser – målgruppe: venner, familie, kolleger, eks-kolleger

Det har været meget blandet hvor mange besøg jeg har haft på mine sider. Jeg tror det er fordi at adressen ikke er så let at huske. Og så må jeg jo nok se i øjnene at mange af mine venner, familiemedlemmer og (eks-)kolleger ikke bruger nettet på samme måde som jeg. Men jeg kan godt lide at have min hjemmeside, og den har da også gjort gavn af og til – min kæreste kunne se mig lidt an før det blev alvor mellem os og min nuværende job kom i stand fordi min chef kunne google mig. Og jeg ved da også at der er familiemedlemmer der er glade for at se et par billeder fra min hverdag.

Jeg tror at løsningen for mig bliver at oprette mig eget domæne, hvor jeg kan lægge profil, blog og billeder efter eget valgt. Det kræver lidt mere administration og måske lidt mere teknisk indsigt. Men på den måde kan jeg selv styre indholdet og få en adresse der er nemmere at huske. Og samtidig er jeg ikke afhængig af skiftende trends for online-livet og skiftende udbydere. Herfra kan jeg så link’e til visse profiler som ikke kan erstattes af en personlig selvstændig webside, f.eks. LinkedIn.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.