Så blev juledagene overstået. Det går altid alt for hurtigt, men der er da heldigvis stadig 4 fridag foran. Alt var som det skulle være, både juleaften hos mine forældre og julefrokoster dagene derefter hos henholdsvis min mors bror og min kærestes forældre. Min familie blev glad for de gaver jeg havde købt til dem, og jeg fik også selv gode gaver. Bla. fik jeg af Mads en lækker ny mobiltelefon, så jeg nu kan udnytte min lange transporttid lidt bedre – den kan gå på internet med en højere hastighed end den gamle.
De sidste mange år har jeg spist sushi med venner i juletiden. Det kommer af sig selv – man har fået så meget traditionel julemad, og så får man lyst til noget andet. Tit har vi lavet sushien hjemme hos mig, og dernæst spist det. I dag skal jeg ind til min veninde som bor på Vesterbro og som har mindst 7-8 sushi-restauranter i nærheden af sig. Det bliver dejligt.
I år skal vi holde nytårsaften hjemme. Mads’ ene søster kommer med sin familie og så tager vi en aften med fondue og videospil.
Tags : Jul, Sushi
Ja så fik jeg set mig selv i TV-avisen i går aftes. Jeg var både på i Deadline 1700 samt TV-avisen kl 18:30 og der var også nogle billeder herhjemmefra i TV-avisen kl 2100.
Desværre kom det slet ikke frem at effekten af de stigende ejendomspriser bliver meget større for os, fordi Lyngby-Taarbæk Kommune har hævet den procent som der ganges med – grundskyldspromillen – med 14%.
Så jeg kom til at fremstå som en der er utilfreds med at stige 50 kr. om måneden, det var ikke helt det der var mit budskab. Vi skal betale 200 kr. mere om måneden allerede før de store stigninger kommer til foråret.
Tags : Penge, TV
Jeg var ret overrasket da jeg fik at vide at det firma jeg arbejder i nu, ikke giver medarbejderne en julegave. Efter 11. september 2001 holdt man op med at give medarbejderne gave, og har altså valgt at fortsætte på den måde. Jeg har tænkt meget over det siden.
Hvorfor mon jeg synes det er så bemærkelsesværdigt? Det er første gang jeg oplever at være ansat i en privat virksomhed som ikke giver julegave, og jeg kan ikke huske at jeg har hørt om venner eller familie som ikke fik julegave af deres arbejdsgiver – kun hvis de har været ansat i det offentlige. Der ligger en form for gavmildhed i det når en arbejdsgiver giver en gave uden at være nødt til det, og jeg tror at jeg føler at det kompenserer for at der nogle gange trækkes store veksler på en som medarbejder.
Så er spørgsmålet hvordan man skal balancere disse ting når man ved at firmaet ikke giver julegave.
Tags : Undren
Jeg har været på besøg på mig gamle gymnasium i dag. Gymnasiet fejrer i denne uge sin 50 års fødselsdag og holdt i dag åbent hus for gamle elever. Jeg er en årgang 1990 – og det kom jeg til at tænke på at det er mange af dem der går på gymnasiet i dag også. De må nemlig være FØDT omkring 1990 !
Mange af dem der var mødt frem på gymnasiet i dag var godt nok noget ældre end mig, jeg så ikke en eneste på min alder. Men er man ikke blevet rimelig gammel, når ens studenterhue er ældre end dem der går i gymnasiet i dag?
Der var indrettet klasselokaler i 1950’er, 1960’er, 1970’er, 1980’er og 1990’er stil og gennemført undervisning som dengang. Jeg gik selvfølgelig straks ind i 1980’er-lokalet som repræsenterer de år jeg gik i gymnasiet. Her blev jeg mødt af nogle børn klædt ud med slips og jakke med opsmøgede ærmer. Jeg var den eneste gæst i rummet, kunne ikke finde på at sige andet end ”jeg er autentisk fra 80’erne”. Det var nærmest surrealistisk.
På mange måder kan jeg jo godt mærke at der er gået 2 årtier. Men hele skolen så stort set ud som dengang jeg gik der, og så føles det som om tiden har stået stille.
Tags : Tilbageblik
I sidste uge fik vi vores ejendomsskattebillet. Af den fremgik det at vi skulle betale 20% mere i ejendomsskat. Det skyldes dels at vores grund er steget i værdi og dels at kommunen har hævet grundskyldspromillen. Da jeg læste denne artikel i morges kunne jeg ikke lade være med at sende en mail til journalisten og den skattepolitiske ordfører hos Venstre, og fortælle hvordan det ser ud hjemme hos os. Det reagerede journalisten sørme på – der har været 2 fra TV-avisen hjemme os mig her til eftermiddag for at interview’e mig. Indslaget skal efter planen komme i TV-avisen på DR1 kl. 18:30 i aften.
Det værste er at det bliver værre – DR har fået BRF til at regne på det og det ser ud til at vores vurdering af grunden alene kommer til at stige til næsten det dobbelte til næste år. Jeg er rystet over at man kan have sådan et skattestop og at man alligevel kan opleve sådanne stigninger i ejendomsskat.
Tags : Forargelse, Kæpheste, Penge