Det går stadig godt

Jeg synes jeg er ved at være faldet nogenlunde til i mit nye job. Jeg har mødt alle og kan alle navnene i afdelingen og er begyndt at danne mig et indtryk af de første projekter jeg skal involveres i. I de kommende uger skal jeg i turnus i de 3 grupper, og derefter har jeg ferie. Når jeg vender tilbage skal jeg så i gang med noget uddannelse (ITIL) og derefter i gang med projekterne. Det er rigtig rart at der er sådan en plan hvor man giver sig tid til at lære organisationen og kollegerne at kende. Det passer mig rigtig godt at vide hvad der sker hvornår, så er jeg mere tryg og kan bedre tage alle de nye indtryk til mig og give mig hen til begivenhederne.

Min transport-plan B virker bedre end plan A. Jeg tager toget fra Virum til Lufhavnen og cykler så de 5 km rundt om landingsbanerne til Sydvagten, hvor mit nye arbejde ligger. Det har jeg gjort de sidste 1½ uge og det har fungeret godt. Der er ikke den helt store tidsmæssige genvist, da cykelturen tager lidt længere tid end busturen, men det giver utrolig meget fleksibilitet ikke at skulle tilpasse sig bussens meget få afgange. Jeg har valgt at tage min gamle almindelige cykel ud i lufthavnen, jeg vil ikke have min dyre el-cykel stående der, og det giver også udfordringer mht opladning af batteri osv. Efter at have cyklet 25 km om dagen på el-cykel i 1½ år skulle man tro at jeg kunne cykle 11 km på almindelig cykel uden problemer, men jeg må indrømme at det har været fysisk temmelig hårdt. Der er ingen bakker, men der er næsten altid modvind, da Kystvejen i forbindelse med åbne arealer og visse steder helt ud mod vandet. Så mine lårmuskler har været temmelig trætte her på det sidste!

Jeg er gået i gang med fysioterapi-behandlinger. Jeg har spændinger i nakke og skuldre og får noget massage. Det er helt vildt hårdt! Jeg bliver helt træt og ør når jeg har været deroppe, og nogen gange får jeg også hovedpine dagen efter. Jeg skal samtidig lave øvelser og korrigere min holdning, jeg er spændt på om det kan give mig færre spændinger i længden.

Med nyt arbejde, mere cykel-motion og fysioterapi har jeg alt i alt masser af ting der kan gøre mig træt. Jeg sover RIGTIG godt om natten! Men det er alle ting som giver optimisme og håb, og så er det til at holde ud. Men det bliver nu rart at tage 2 uger til Gran Canaria om 4½ uge, så skal Mads og jeg bare slappe HELT af og nyde hinandens selskab. Jeg tror det kommer til at passe rigtig godt med en ferie lige på det tidspunkt; det er god timing.

Lignende indlæg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.