Lige pludselig har vi hund, og min krop er helt fyldt af lykke. En drøm jeg har haft siden jeg var helt lille er nu gået i opfyldelse, og mit liv er helt perfekt.

Da jeg skrev mit blog-indlæg om besøg på internat publicerede jeg også et link på Facebook. Her kom mange kommentarer og gode råd. En af kommentarerne var fra en gammel klassekammerat, som kendte til en hund der skulle have nyt hjem pga. dødsfald. Jeg fik kontakt med den kvinde som havde hunden midlertidigt i pleje. Der var tale om en 2-årig hvid schæfer, velopdragen og sød pigehund. Umiddelbart en lidt større hund end vi havde forestillet os til vores lille rækkehus på 75 kvm., men det lød som en dejlig hund.

Min mand og jeg mødte hunden på en gåtur i den nærliggende Geels hundeskov i søndags. Det var ganske rigtigt en dejlig hund, blid og opmærksom. Vi blev hurtigt overbeviste om at det var hunden for os. Vi sagde at vi var
interesserede. I løbet af mandagen blev det aftalt med hundens familie at vi skulle overtage, og onsdag aften kom Adina hjem til os og ind i vores liv.

Det går godt med at vænne sig til hinanden. Jeg havde fri torsdag, og Mads fredag, hvor vi brugte tid på at lære hinanden at kende og gå en masse ture i hundeskoven. Allerede torsdag eftermiddag faldt Adina helt til ro, og blev liggende og småsov selvom vi gik rundt i stuen. Næste udfordring er så at lære hende at vi af og til går (på arbejde) og at det er helt OK, for vi kommer tilbage og så skal vi hygge os igen. Vi har prøvet at gå kortvarigt ud, og det er gået fint.

Det er en stor lykke endelig at få hund. Jeg glæder mig til at lære Adina endnu bedre at kende. Vi har tænkt os at gå til lydighedstræning med hende. Hun lystrer nu meget godt og kan godt ’sitte’ og ’dæk’, men jeg tænker at det kan være en god måde at knytte bånd på.

Jeg har lavet en Facebook-side til hende, så dem der har lyst kan følge med i, hvordan det går med at falde til i en ny familie. Gå endelig ind og ‘synes godt om’ Adina hvis du vil!

Lignende indlæg:

• Efter 3 måneder på nyt job
• Opgørelse af mit 2011
• Skat, der er en kat i sengen!
• 4 dages 40-årsfest
• Farvel til luftfart

I øjeblikket går jeg i overvejelser om at anskaffe mig hund – en drøm jeg har haft siden jeg var helt lille. Der er forskellige bekymringer og omkostninger omkring det at have hund, som jeg skal tænke over. Man er f.eks. mere bundet til at være hjemme, og man skal overveje om hunden kan trives med at man er nødt til at forlade den for at gå på arbejde. Der er mange der har gode råd, og det er vigtigt at tænke det hele godt igennem, for tænk nu hvis man skulle fortryde. Så står man med ansvaret for et levende væsen i en ikke optimal situation, hvor man ikke bare kan gøre det gjorte u-gjort.

Men selve det med at fortryde….. Er der ikke altid en risiko for at fortryde? Man kan fortryde at man gjorde det – eller man kan fortryde at man IKKE gjorde det. Hvad er værst?

Jeg har tit hørt argumentet om at være bange for at fortryde at man IKKE gjorde det, i forbindelse med store livsvalg. Det kan være i forbindelse med rejse- eller jobmuligheder, hvor der er noget på spil, og hvor man i givet fald opgiver noget for at opnå noget andet, der ikke helt er garanteret. Disse mennesker kan finde på at bruge det som argument for at tage imod muligheden, at man er bange for at fortryde at man ikke sprang ud i det. Det bliver tit sagt som det ultimative argument, der ikke kan eller må modsiges. Det er som om det er en universel værdi at tage en chance.

Men det omvendte gælder vel også; at man kan fortryde at man GJORDE det? Hvem siger at det ikke kan ske, at man fortryder at man tog chancen? Hvis det f.eks. handler om at forfølge en jobmulighed i udlandet, kan det have konsekvenser både økonomisk og socialt, og det kan være svært at rulle sit valg tilbage uden omkostninger eller brændte broer.

Som frivilligt barnløs oplever jeg også tit argumentet, når man debatterer at vælge at få børn contra ikke at vælge børn. “Tænk hvis du fortryder at du ikke fik børn, når du er blevet ældre og ikke længere KAN få børn!”. Det er som om det er et fuldstændigt tabu at tænke den tanke, at man kunne komme til at fortryde at få børn. Jeg ved godt at biokemi og meget andet gør, at selv en uønsket graviditet som oftest resulterer i stor forældrekærlighed, men alligevel – det er vel teoretisk muligt og dermed noget der bør tages med i betragtning?

Det er nok unødvendigt at skrive, at jeg ikke har tænkt mig at få børn alene for at sikre mig mod den eventuelle situation, at jeg skulle fortryde at jeg ikke fik dem. Men i det hele taget synes jeg at det er et skrøbeligt argumentet at hænge en beslutning op på, da det omvendte også gælder. For mig er det umuligt at afgøre, hvad der vejer tungest; fortrydelse ved at gør et eller andet, eller ved ikke at gøre det. At tage chancer rangerer ikke højere i værdi for mig end at undgå andre slemme konsekvenser.

Jeg er nu ret afklaret med at jeg gerne vil have hund. Jeg føler stærkt, at gevinsterne er større end omkostningerne. Og hvis vi skal være helt ærlige, så tror jeg at det er den følelse som ligger til grund for mange beslutninger. Det er og bliver en følelsesmæssig afvejning. Og jeg tror også at det er det bedste udgangspunkt, når man skal stå på mål for evt. konsekvenser. Rationelle argumenter omkring frygt for at fortryde sit valg eller ikke-valg kan man bruge til at retfærdiggøre sin beslutning. Men da argumentet kan bruges begge veje, tror jeg aldrig at det kan blive afgørende for en stor livsbeslutning. Og derfor er det også svært at bruge til noget for dem der lytter.

Lignende indlæg:

• Udseendet betyder noget
• Om at blive forælder som single
• Opgørelse af mit 2011
• Om at se fjernsyn
• Min mærkesag er stress

Jeg har nu været på min nye arbejdsplads i lidt over 3 måneder, og det går stadig godt. Jeg synes jeg er faldet godt til, og er  ikke længere så træt som jeg var i starten.

Det er stadig en stor nydelse for mig bare at hoppe på el-cyklen og køre på arbejde, i stedet for at være afhængig af flere led af offentlig transport. Det hjælper selvfølgelig også meget at vi har fået en så – indtil nu – mild vinter, men jeg bliver vitterlig fyldt med glæde, lettelse og taknemmelighed hvergang jeg hører i radioen om problemer med Kystbanen, metroen eller 20-minuttersdrift på s-togene. Pga. vejarbejde tager det mig næsten en time hver vej, men det er god motion og jeg har faktisk smidt et par kilo efter jeg skiftede arbejde.

Jeg har dog også prøvet at tage på arbejde med det offentlige – den dag der var julefrokost, og så i torsdags hvor der var varslet vindstød af stormstyrke, hvilket kan være på grænsen til det livsfarlige for en el-cyklist. Det fungerer også fint. Ved at kombinere 2 busser kan jeg blive transporteret næsten fra dør til dør, og ellers er det nemt med s-tog og en gåtur i hver ende.

Efter nytår har jeg fået en ny plads i storkontoret, så jeg nu sidder med ryggen op mod nogle reoler og ikke har så meget trafik bag om ryggen. Det føles godt, jeg synes det er nemmere at koncentrere mig. Jeg sidder stadig ved vinduet og kan nu se ud på Trekroner Fort i stedet for på vindmøller – en dejlig udsigt.

Det er også lykkedes mig at finde ud af hvad systemet er med de salutter jeg hører om morgenen og om aftenen på vej til og fra arbejde. Jeg har fundet ud af, at det er Batteriet Sixtus der markerer at Rigets Flag går op og ned ved solopgang/nedgang. En procedure omkring Danmarks suverænitetsflag som går tilbage til 1700-tallet.

På det faglige område går det også stadig godt med at komme ind i stoffet. Jeg føler stadig at jeg har gode erfaringer og viden med mig fra mit tidligere job som jeg kan trække på, og jeg er også flere gange stødt på folk fra jeg kender fra tidligere. I fredags spiste jeg frokost med en pige som jeg mødte på et kursus lige før jeg startede i mit nye job – hun arbejder nemlig i samme bygning som mig, men for et andet firma. Det var skønt at få snakket job og networke på det den måde.

Alt i alt er mit jobskifte en succes-historie som har givet mig mere energi og mere livskvalitet. Og som det fremgår af mit forrige blogindlæg, giver det mig endda en mulighed for at begynde at arbejde realistisk med at udleve min drøm om at få hund.

Lignende indlæg:

• En hel måned
• Velkommen Adina!
• NY ny el-cykel
• Jeg har fået ny el-cykel
• Sandheden om el-cykler

At få hund har altid været et stort ønske hos mig. Som barn var der hunde hos onkler, tanter og bedsteforældre, men ikke hjemme hos os. Min bror var nemlig multi-allergiker og mine forældre var vist også imod af praktiske årsager. Ikke desto mindre ønskede jeg mig brændende en hund, og i mangel af bedre legede med hunde på vejen. Mit hjerte stod stille da min far en dag kom hjem med en hundehvalp efter sig. Min bror jeg troede straks at det var en hund til os, men det var desværre bare genboens old english sheepdog Harlekin, der havde fået sig en kone Columbine, som vi endnu ikke havde mødt.

Som teenager var det mit fritidsjob at gå tur med en hund. Fra jeg var 13 til jeg var 19 år kom jeg hos en ældre dame og hjalp hende med diverse ting, herunder gåtur, leg, fodring og pelspleje af hendes dame-schæfer Karo. Det gav mig (blandt meget andet) en endnu større kærlighed til hunde og et dejligt venskab med en skøn hund.

Da jeg flyttede hjemmefra boede jeg i mange år alene, arbejdede fuld tid og uddannede jeg mig om aftenen. Jeg tænkte ikke så meget på at anskaffe mig en hund i den situation, jeg følte ikke at jeg kunne give en hund et godt liv. Jeg passede dog andres hunde og var gode venner med hundene i området.

Nu bor jeg i et rækkehus med have, er færdig med at uddanne mig og vi er 2 voksne mennesker om opgaverne. Vi har endda købt sommerhus og ny bil med det i baghovedet, at vi en dag gerne vil have hund. Vi er med andre ord meget dedikerede til at få hund. Vores livsstil er også ved at ændre sig hen imod det mere afdæmpede, hvor vi ikke rejser så meget, ikke går så meget ud og ikke får så mange gæster mere. Alt sammen gode rammer, som gør at det ikke bliver mere oplagt at få hund – ikke før vi bliver pensionister i hvert fald. Heldigvis deler min mand min passion for hunde, og da jeg for nylig har skiftet job og fået en overkommelig transporttid, er vi begyndt at overveje seriøst hvordan det kunne lade sig gøre for os at få hund.

På trods af de på mange måder perfekte rammer, er der éen stor udfordring: vi er nødt til at lade en hund være alene hjemme mens vi går på arbejde. Det må der være hverdag for masser af hunde i Danmark hver dag, men det er noget vi er nødt til at forholde os til. Vi er naturligvis indstillet på at give hunden masser af opmærksomhed, nærvær, motion og kærlighed når vi er hjemme, men vi er nødt til at passe vores arbejde.

Den mest almindelige måde at få hund på i min verden, er ved at finde en hunderace man synes om og så anskaffe sig en hundehvalp af den race. Det er på mange måder også det jeg helst vil selv, da jeg forestiller mig at det er en god måde at opbygge tillid, gode vaner, lydighed og venskab med hunden. Jeg har bare svært ved at forestille mig hvordan jeg skal klare at skabe en tryg start i den nye familie for en 8 uger gammel hvalp, når vi begge har fuldtidsjob. Man kan selvfølgelig planlægge det sådan, at man tager noget ferie i forbindelse med at hvalpen ankommer, men uanset om det er 3, 4 og 5 uger ferie så skal man jo tilbage på arbejde bagefter.

Tænk hvis nu det ikke lykkes at lære hvalpen at være alene hjemme? En yderst ulykkelig situation for alle parter. Dette skrækscenarie har fået os til at tænke på om det måske var en bedre mulighed at anskaffe sig en voksen hund. Når vi passer min fætters hund, ved vi at hun er vant til at være alene hjemme om dagen. Vi tager på arbejde med god samvittighed, og når vi kommer hjem leger og hygger vi med hunden, og vi har bestemt ikke følelsen af at hun lider nogen nød af den dagsrytme. Hvis nu man kunne finde en hund, hvor man vidste at hunden kunne leve med den hverdag, var man udover den usikkerhed.

Derfor har vi idag været på besøg hos Dyreværnets Internat i Rødovre. De tager imod hunde med mange forskellige baggrunde, dels hunde som er fundet strejfende rundt, dels hunde som fjernes fra hjem hvor de ikke har det godt, og endelig kommer også familier og afleverer hunde de ikke kan overkomme. At adoptere sådan en hund vil være en god gerning som kan forhindre aflivning. Både min mand og jeg har et stort hjerte for hunde og kan godt lide mange forskellige slags hunde, så måske dette var en god måde for os.

Vi gik en tur langs burene med hunde og så nogle af de hunde vi havde set på hjemmesiden, men der var meget travlt så vi kunne ikke komme til at tale med nogen af de ansatte. Da vi kom tilbage et par timer senere fik vi lejlighed til at snakke med nogen om denne måde at få hund på. Dyreværnets medarbejdere taler naturligvis dyrenes sag, og de gjorde det hurtigt klart at mange af deres hunde har alene-hjemme-problemer og de ikke vil overlade sådan en hund til en familie der er væk hele dagen, uden at der er planlagt et træningsforløb hvor der arbejdes med det.

Vi ville nu aldrig lægge billet ind på en hund som man ved har alene-hjemme-problemer. Der er flere af de hunde der har været annonceret, som iflg. beskrivelsen godt kan være alene hjemme. Så jeg tror stadig at der kunne være en mulighed. Men det er ikke nær så nemt at planlægge, for det er mere en her-og-nu-ting at få en hund fra internat. Hundene finder nye hjem i løbet af 2-4 uger, og ingen ved jo hvilke hunde der kommer ind på internatet, så det er noget med at kunne slå til når den rigtige hund er der. Når man ikke kan planlægge, er det ikke så nemt at kunne have nogle ugers ferie fra arbejde til at tage imod det nye familiemedlem. Dermed er der ekstra høje krav til at hunden kan passe ind i vores hverdag.

Samtidig er der jo også risici ved at købe en hund fra internat. Det kan være svært at vurdere hundens personlighed når den står i et bur og gøer sammen med en masse andre hunde. Det må være en meget stresset situation at være på internat, og ofte kommer hunden jo lige fra en traumatisk oplevelse. På mange måder køber man ‘katten i sækken’ – man ved nok ikke helt hvad man får selvom der er tale om en voksen hund.

Måske skulle man alligevel overveje en hvalp?

Puh, det er svært. Det er her jeg – i skæmt – plejer at ærgre mig over, at der hverken findes barselsorlov, økonomisk statstilskud, fri ved første sygedag eller offentlig finansieret pasningsordning til hunde, selvom det kunne virke lige så nødvendigt som med menneskebørn.

Lignende indlæg:

• Opgørelse af mit 2011
• Om at være træt
• Nyt job – nyt liv
• Bilferie i Tyskland
• 20 års jubilæum

Året 2011 blev et dramatisk år i blogland. Blandt de blogs jeg følger, er der en der har fået diagnosen sclerose, en har langt om længe fået tildelt førtidspension, en har fået sit første barn og der er også en der har fået en ordentlig omgang hjertesorg efterfulgt af en kæmpe omgang stress. Bølgerne er gået højt, og for flere af de omtalte var 2011 et år de glædede sig til at sige farvel til.

For mig har det heldigvis primært været gode ting der er sket, selvom der også har været omvæltninger i mit 2011. Allerede 3 dage inde i året fik jeg en fornemmelse af at 2011 skulle blive MIT år. Og det blev det på flere måder.

Nyt job

Efter i hele 2010 at have søgt job, søgt job og søgt job uden noget resultat, og tilmed set min mand og 2 nærmeste venner gafle lækre jobs efter kun en enkelt ansøgning, håbede jeg at 2011 skulle blive året hvor jeg slap af med min daglige transporttid på 3 timer. Midt på året blev det virkelighed, og jeg fik et drømmejob med højere løn, bedre vilkår og endda i cykelafstand fra mit hjem. En kæmpe succes, som jeg stadig glæder mig over. Endelig!

Oplevelser

Der sker jo mange ting i løbet af et helt år, og jeg har haft en masse oplevelser i 2011:

• Jeg har været på bilferie for første gang som voksen.
• Vores lokalområde fik besøg af VM i landvejscykling, og det var spændende at have sådan en verdensbegivenhed helt tæt på.
• I efteråret fyldte jeg 40 år, og det fejrede jeg på min helt egen måde.
• Jeg har fået 2 nye katte-venner.
• Jeg måtte indse at jeg skal leve med en rød regering i en tid.
• Jeg har været på Langeland.
• Det blev til flere gode arrangementer i netværket af frivilligt barnefri, hvoraf jeg selv arrangerede det ene, og vi havde mange gode debatter online.
• Værdikuponer købt på Downtown og andre tilbuds-sites gav også en masse dejlige gastronomiske oplevelser med min mand, mine forældre og svigerforældre.
• Et værdikuponbesøg på indisk restaurant 2. juli betød evakuering i bare tæer med kun en forret i maven.
• Jeg gik over til smartphone.
• Det løbende projekt med at opdatere vores hjem har budt på ny seng og nyt spisebord samt udendørs betonfornyelse af skorsten og dørtrin.

Styr på prioriteterne

2011 blev også året hvor jeg blev mere bevidst om mine egne grænser. Inspireret af teorien om positiv psykologi valgte jeg at koncentrere mig om de mennesker og aktiviteter som gør mig glad, og lade være med at bruge så meget energi på dem som gør mig ked af det. Jeg begyndte at twitte om de ting jeg er taknemmelig for, og prøvede at lade være med at brokke mig så meget. Jeg synes det har gjort mig mere glad og tilfreds med mit liv.

Jeg øver mig i at sige min mening mere direkte, og jeg er også begyndt at sige mere fra. I den virtuelle verden har det bla. afstedkommet vrede kommentarer på min blog, hatemail og diskussioner på Twitter, og det har også givet nogle sammenstød på det personlige plan. Det er hårdt ind imellem, men det føles rigtigt at turde stå ved sine holdninger og sig selv.

Da jeg forlod mit tidligere job fik jeg i afskedsgave et gavekort til en boghandel, og for det købte jeg bogen ‘Mit liv som mundlam‘ af Majse Njor. Den handler netop om at lære at sige fra, og jeg glæder mig til at læse den, så jeg kan arbejdere mere med den side af mig selv.

Det nye år

I 2012 håber jeg fortsat at kunne høste frugterne af 2011′s store succes; det nye job. En mere ukompliceret og behagelig hverdag med mere nattesøvn og bedre kost skulle gerne resultere i mere overskud til at leve livet. Jeg ved allerede nu, at jeg skal på wellness/gourmetophold i Jylland, til Elvis-koncert og spise frokost på en god restaurant – disse er nemlig gaver jeg har fået til fødselsdag og jul, og som bare ligger og venter på at blive oplevet.

En anden ting jeg ved der skal ske i 2012 er, at mine forældre flytter ‘hjemmefra’. De har købt en lejlighed og skal i foråret forlade det hus som de har boet i i næsten 30 år, og som var mit barndomshjem fra jeg var 10 til jeg var 20 år. Jeg vil gøre mit bedste for at støtte dem og hjælpe dem med det praktiske, så det bliver en god oplevelse for dem.

Ellers vil jeg fortsætte med at vende blikket indad og arbejde med mig selv – med psykisk og fysisk sundhed. På min ønskeseddel i 2011 var en yogamåtte, fordi jeg gerne vil igang med at lave De 5 Tibetanere. Jeg håber at dette fokus fortsat kan give mig nye perspektiver på livet og lade mig møde nye spændende mennesker.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

• 4 dages 40-årsfest
• Jeg fejrer mig selv
• Farvel til luftfart
• Ny bil
• Nyt job – nyt liv

Det var bare et lille bump. Vi havde lige kysset godnat og slukket lyset. Det kunne sagtens bare være Mads der rumsterede med fødderne under dynen. Men jeg synes nu alligevel ikke det passede til hans bevægelser, så jeg kiggede op. Til min store overraskelse så jeg silhuetten af et kattehoved.

Først blev jeg lidt forskrækket, for det er en mærkelig følelse, at der er et 3. levende væsen i sengen når man ikke regner med det. Men da jeg tændte lyset så jeg straks, at det var en særdeles velkendt besøgsmis. Han kommer tit på besøg, og næsten lige så tit smutter han indenfor og snuser nysgerrigt rundt i vores rækkehus. I aftes må han være smuttet ind, da jeg luftede ud mens jeg børstede tænder, og så har jeg bare ikke set ham da jeg lukkede havedøren igen.

Det er noget af det fineste jeg kan opleve, når dyr viser mig tillid. Når en hjort i en dyrepark spiser af min hånd, når et egern leder efter nødder få meter fra mig på terrassen i sommerhuset eller når hunde og katte på vejen kommer hen for at hilse helt af sig selv, så bliver jeg dybt beæret og lykkelig. Tænk at sådan et væsen, helt uden menneskelige filtre og forståelse, frivilligt kommer hen til mig og åbenbart regner med at jeg ikke vil gøre den noget ondt – det er stort!

Jeg kunne da heller ikke lade være med at kæle lidt med den fine besøgsmis, da den gik rundt i vores dyner i går aftes. Udover at han er meget nysgerrig, så er han også utrolig kælen, og der er ingen kløer fremme når der kæles. En rigtig sød mis.

Men han kunne ikke blive der. For det første er jeg modstander af dyr i sengen, og for det andet kan man jo ikke lade andre folks dyr blive indenfor i længere tid, det er frihedsberøvelse grænsende til tyveri af husdyr. Jeg måtte derfor ud af sengen og prøve at overtale den søde kat til at gå ud i kulden igen. Han var ikke meget for det og smuttede lynhurtigt ind igen første gang jeg satte ham ud. Men ud kom han. Godnat, besøgsmis!

Lignende indlæg:

• Forår 2011
• Iscenesat fritid
• Velkommen Adina!
• Opgørelse af mit 2011
• 4 dages 40-årsfest

Nu begynder virkningerne af den nye finanslov og de nye skatter at blive mere konkrete for mig. Der er flere af de nye skatter som virker uretfærdige, og de fanger mig i en fælde, som jeg ikke selv har valgt at gå ind i.

Telefonskat

Jeg har tidligere blogget om den nye telefonbeskatning, som erstatter multimedieskatten. Det kommer for mig til at betyde, at jeg skal betale ca. 120 kr. om måneden for at have en mobiltelefon til rådighed i mit arbejde. En telefon, som jeg i princippet godt må bruge i et vist omfang privat. Men da jeg gerne vil kunne benytte mig af alle de muligheder en smartphone giver, har jeg en privat telefon med et privat abonnement ved siden af. Debatten hos Computerworld har synliggjort, at jeg ikke må fratrække mine udgifter til mine øvrige telefonudgifter. Og jeg kan ikke lave en aftale med min arbejdsgiver om at jeg kun bruger telefonen til arbejde, da det giver dem en administrativ byrde som de ikke ønsker at løfte.

Jeg er helt med på at jeg skal betale skat af frynsegoder, som reelt er et tilskud til min privatøkonomi. Derfor har jeg også tidligere med glæde betalt skat, når min tidligere arbejdsgiver tilbød mig billige personalerejser og betalte hele min telefonregning.

Men det føles uretfærdigt at skulle betale skat af et arbejdsredskab, som på ingen måde er et tilskud til min privatøkonomi. Det frustrerer mig at regeringen stempler min firmatelefon som noget jeg har en økonomisk gevinst ud af, når det ikke er tilfældet. Min eneste mulighed for at slippe for denne uretfærdige skat er ved at levere arbejdstelefonen tilbage. Det vil gøre det mere besværligt at arbejde når jeg ikke sidder ved mit skrivebord på arbejde, og det vil tvinge mig til at sende et signal til min arbejdsgiver om at jeg ikke ønsker at være en fleksibel ressource.

Skat på sundhedsordninger

Regeringen laver en del om på pensionsområdet, og det kommer også til at betyde noget i kroner og ører i min månedlige økonomi.

Det er snart mange år siden at min daværende arbejdsgiver lancerede 2 forsikringer: sundhedsordning og kritisk sygdom. Nogle forsikringer udbudt af pensionsselskaberne, som skulle sørge for at man fik hurtig hjælp på privathospital, hvis man skulle blive syg, og en sum penge hvis man skulle få en alvorlig sygdom. Det var tydeligt at det var i arbejdsgiverens interesse at kunne sende sine værdifulde vidensmedarbejdere hurtigt til ’reparation’ hvis de skulle blive syge. Jeg kunne se mine skitursrejsende kolleger komme på privatklinikker med deres smadrede knæ, og jeg har også selv fået et par fysioterapeut-behandlinger betalt af sådan en ordning.

Jeg har haft sådan en ordning i over 10 år. Kort efter at disse ordninger begyndte at blive almindelige, gjorde den daværende regering det skattefrit at få betalt den slags ordninger, da de så det som et indirekte tilskud til det offentlige sundhedsvæsen. Denne beslutning har den nye regering nu gjort om, og jeg skal til at betale skat af, at min arbejdsgiver køber sådan en forsikring til mig. Jeg er lidt rystet over hvor dyre de forsikringer er. Skatten kommer til at koste mig over 2000 kr. om året, eller ca. 160 kr. om måneden.

Da min mormor døde på venteliste til en hjerteoperation tilbage i 1996, fordi der var 1 års ventetid på forundersøgelser, virkede privathospitaler dyre, elitære og utilgængelige. Da sundhedsordningerne blev lanceret i starten af det nye årtusinde var jeg derfor lidt beæret over tanken om at få enestue på et privathospital, hvis man skulle blive syg.

Tingene har ændret sig meget siden. Der er i dag behandlingsgaranti, og ventelister på 1 år til alvorlige lidelser er historie, takket være privathospitaler. Min mor har netop gennemgået en rygoperation på privathospital, fordi det offentlige ikke kunne behandle hende hurtigt nok. Min mor er pensionist og har ikke en sundhedsforsikring, men hun kom på privathospital pga. det offentlige sundhedssystems behandlingsgaranti.

Set i det lys virker en sundhedsordning ikke som et særlig værdifuldt frynsegode. Jeg har svært ved at se den store værdi, når sundhedssystemet er så godt som det er i dag. At få en sum penge hvis jeg får kræft eller bliver blind ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige til – i så tilfælde vil ens liv jo alligevel blive vendt op og ned. Jeg ville nok ikke bruge penge på de forsikringer hvis jeg selv kunne vælge. Men det kan jeg ikke. Min arbejdsgiver har valgt det for mig i en såkaldt obligatorisk ordning, og jeg kan ikke vælge den fra. Jeg kan tilgengæld få lov til at betale skat af min arbejdsgivers valg.

Regeringen rammer borgere som ikke har et reelt valg. En effektiv måde at få penge i statskassen, men det føles temmelig uretfærdigt. Jeg går omtrent 300 kr. ned i rådighedsbeløb om måneden pga. nye skatter af noget der er ingenting for mig. Når man vælger at opfinde disse mærkelige skatter, sætter man borgerne i en ubehagelig klemme midt imellem skatteministeren og ens arbejdsgiver, som hver især peger på hinanden og siger enten ‘du kan jo bare sige nej tak til din arbejdsgivers tilbud’ eller ‘det er ikke vores valg at du skal beskattes af det her’. Og ingen af delene kan man som borger bruge til noget.

Det er ikke fordi jeg vil jamre over at skulle bidrage mere til samfundet, men det ville være rart hvis skatten føltes rimelig. Det kan godt være at det i virkeligheden bare er en undskyldning for at kradse lidt flere penge ind i statskassen, men så synes jeg det ville være mere relevant at hæve de generelle skatter, så vi allesammen kan bidrage.

Lignende indlæg:

• Over for rødt
• Hvorfor jeg ikke kan stemme på Radikale
• Nyt job – nyt liv
• Bilferie i Tyskland
• Sundhed og samfundssind

Det tog mig noget tid at hoppe med på smartphone-bølgen. Jeg har i mange år brugt mine mobiltelefoner intensivt. De første år hvor smartphones kom frem synes jeg simpelthen ikke at de dækkede mit behov. F.eks. brugte jeg meget FM-radio ifm. offentlig transport, og det var svært at finde hos smartphones. Og når udseendet også skulle have noget at sige, blev det helt umuligt.

Min seneste ‘almindelige’ mobiltelefon havde GPS, wifi og både Facebook- og Twitterapps, og jeg har brugt mine seneste 3 mobiltelefoner til at gå på nettet med. Det var først da jeg begyndte at bruge Foursquare, og ikke kunne få min Sony Ericsson Hazel til at bruge telefonens GPS til checkins, at jeg indså at nu var udviklingen af almindelige mobiltelefoner gået i stå til fordel for smartphones.

Den første smartphone jeg prøvede var en HTC Wildfire. En af de mindste og billigste på markedet, som jeg fik stillet til rådighed af min arbejdsgiver. Det var en god begynder-telefon, som gav appetit på mere. Da jeg skiftede job i oktober fik jeg udleveret en iPhone af min nye arbejdsplads, og her fik jeg lov til at se hvad det var alle snakkede så meget om.

Jeg blev dog hurtigt klar over at jeg gerne ville have en privat telefon med privat abonnement, og det skulle være en Android smartphone. Jeg undersøgte markedet og ønskede mig en Sony Ericsson Arc S i fødselsdagsgave da jeg fyldte 40. Og det fik jeg!

Jeg har nu haft den i 2 uger og er rigtig glad for den, så derfor kommer her en lille anmeldelse med sammenligninger til de 2 andre smartphones jeg har prøvet.

Design

Det første jeg begejstres over med Arc S, er at skærmen er stor og at designet er behageligt. iPhone virker i sammengligning som en mursten eller glas-klods, der er tung og gammeldags i designet i forhold til Arc S. Den er let og ligger godt i min hånd, jeg er langt mindre bange for at tabe den end med iPhone. Arc’s skærm går helt ud til kanten, hvor iPhone har en del ’spildplads’ rundt om skærmen, og det får den til at virke lille når man håndterer den efter at have brugt Arc S.

Beskeder

Dernæst opdager jeg at Arc S er meget nem at skrive på. Det irriterede mig med iPhone at bogstaverne på tastaturet er VERSALER, uanset om den var på Caps Lock eller ej, og så var det til at blive sindssyg af, at der hverken var punktum eller komma på den forreste tastaturside. Med Arc har man det mest almindelige lige ved hånden, og man kan nemt se om man skriver med store eller små bogstaver. Pga den store skærm er det yderst komfortabelt at skrive på qwerty-tasturet med to tommelfingre i landscape-position. Endelig har Arc’en en fin lille pil som gør det uendelig meget lettere at rette et ord man har skrevet forkert. Med både iPhone og Wildfire har jeg haft svært ved navigere i tekstfeltet man skriver i.

Integration med sociale medier

Når jeg så begynder at bruge telefonen i hverdagen bliver jeg imponeret over hvordan alting er godt integreret. Jeg er storforbruger sociale tjenester og nyder at f.eks. kontakter, kamera og musikafspiller er integreret med SMS, Facebook og Twitter. Det virker meget gennemarbejdet. iPhone har først lige nu med IOS5 fået integration til Twitter, men endnu ikke til Facebook.

Performance

Der er en 1,4 ghz processor i Arc’en – single core. Der kommer utvivlsomt dualcore og quadcore i mange telefoner i det nye år, men jeg ved ikke hvor meget det betyder. Arc’en kører tilfredsstillende for mig, savner ikke mere tænkekraft. Jeg synes den aflader batteriet meget hurtigt, men jeg bruger den også rigtig meget og giver den fuld skrue med animeret baggrund osv. – en ting som heller ikke er muligt med iPhone.

Android vs. IOS

Det minder om en religions-krig om man er til Android eller IOS, og her vil jeg undlade at missionere. Så vidt jeg kan bedømme er der fordele og ulemper ved begge dele. Jeg kan godt se at iPhone er godt gennemarbejdet og brugervenlig, så selv folk der ikke interesserer sig for teknik kan bruge den. Men det er jo ikke alle som har problemer med teknik, så det er ikke en parameter der tæller på plussiden for mig.

Konklusion

I forhold til HTC’en tror jeg at jeg mærker at Arc S’en er Sony Ericssons nuværende topmodel, hvor Wildfire er en af de mindste på markedet. Arc’en er mere intuitiv, det kører ligesom mere ‘smooth’ og der er lidt mere styr på tingene. Med HTC’en kom jeg nemt til at ringe nogen op ved en fejl, og SMS’erne var svære at holde styr på. Det oplever jeg slet ikke med Arc’en. Jeg gætter på at en high-end HTC vil have en bedre brugeroplevelse end Wildfire, men noget af det kan måske også skyldes forskellen mellem Sony’s og HTC’s fortolkning af Android.

Mht. iPhone synes jeg at Arc’en er bedre for mig på ovennævnte kerneområder. iPhone er en af de mest hypede smartphones på markedet, men set med mine øjne er den bagefter på en række områder. Den fungerer udmærket som arbejdstelefon, hvor den synkroniserer mails og telefonbog fint med firmaets systemer. Men til privat brug er den slet ikke frisk nok til mig, og da slet ikke når den koster så meget mere end telefoner, der har det jeg efterspørger.

Lignende indlæg:

• Kursus i linser og bønner
• DR1-serien Lykke
• Foredrag med brødrene Price
• En tur til Bremen
• Velkommen Adina!

Det er egentlig ikke nogen særlig præstation at fylde 40 år, man skal bare holde sig i live. I den ende af livet er det heldigvis ikke så svært. Alligevel synes jeg at det var på sin plads at fejre, at jeg i søndags havde levet i 40 år; det er jo en god undskyldning for at invitere nogle mennesker man holder af og spise noget lækkert. Og det gjorde jeg så.

Dag 1: Umami

Fødselsdagsfejringen startede allerede dagen inden min fødselsdag. Sammen med min mand, min far og min veninde fik jeg lørdag aften alle tiders oplevelse på Restaurant Umami. Vi parkerede lige udenfor døren og startede med cocktails i loungen. Her fik jeg gaver af min veninde, en smuk vase og en hund. Ja altså, ikke en levende hund, men en skøn hund syet i lækkert læder.

Derefter blev vi fulgt op til vores bord. Jeg har aldrig været på sådan en rigtig dyr restaurant før, og jeg skal love for at man godt kunne mærke at vi var oppe i en helt anden klasse. Vi valgte alle deluxe omakase-menu; en tasting-menu hvor køkkenet bestemmer hvad man skal have at spise. Det virkede oplagt at lade sig overraske i dette spændende ukendte miljø. Vi fik dyreryg, havbars, hummer, and, sushi og valnøddeis med sandkage/kandiserede nødder/havtorncoulis.

Alt var utrolig lækkert, smagen var enorm og servicen var helt perfekt. Måske er det fordi jeg ikke er vant til cocktails før maden, men hele oplevelsen var næsten drømmeagtig, og jeg gav mig hen til en helt fantastisk oplevelse sammen med mine kære.

Dag 2: Boller og lagkage

Så oprandt selve dagen: min fødselsdag. Tyve-elleve tyve-elleve var datoen, og jeg blev 40 år gammel. Min mand bød på en kæmpe buket røde og hvide roser, et glas juice og gaver fra morgenstunden. Han havde købt en lækker smartphone til mig, og så havde han arrangeret et gourmet-wellnessophold for ham og mig på et lækkert hotel i Jylland på vores bryllupsdag.

Den søde nabodame kom ind med en flot kurv med godter og sagde tillykke. Hun havde skrevet et lille kort, og jeg blev lidt vemodig da jeg så at hendes håndskrift lignede min mormors.

Midt på dagen kom mine forældre og min onkels familie til sandwich, boller og lagkage. Jeg fik blomster og gaver i massevis: vase, nøgleskab, chokoladefondue og gavekort. Nu kunne vi nyde godt af vores nye spisebord, som med 3 plader i kan trækkes ud til at rumme 12 personer.

Vi havde bestilt sandwich og kager hos Grannys House i Søborg, og det fortrød jeg ikke. Othello-lagkagen var klassisk og med den mest velsmagende creme jeg nogensinde har smagt. Passions-kagen var syrlig og aromatisk samtidig med at chokolademoussen gjorde den blød. Og sandwich’ene med laks og kylling/bacon fik hurtigt ben at gå på, lækre og indbydende som de var.

Undervejs fik jeg et opkald fra min bror i Californien, som tidligere på ugen havde sendt mig gavekort til sushi og blomster.

Det var en skøn eftermiddag med familien. Af geografiske årsager er det denne del af familien jeg ser mest regelmæssigt. Det er altid dejligt at se mine søde fætre og deres familier. Jeg nyder også at se min onkel og tante. Af en eller anden grund giver det mig noget særligt at være sammen med mennesker som har kendt mig hele mit liv.

Dag 3: Dagen derpå

Jeg vidste at jeg ville være træt ovenpå en weekend med så mange oplevelser, så jeg havde taget fri i går, dagen efter min fødselsdag. Og hvor kan jeg bare ikke sige det nok: man burde tage fri på en mandag noget oftere. Som jeg dog nød at stå op i ro og mad, sætte mig i min sofa og vågne stille og roligt, mens alle andre knoklede afsted på arbejde. Jeg så rundt på de i alt 4 buketter i min stue, så lidt morgen-fjernsyn og ‘legede’ med min nye smartphone.

Da jeg var vågnet helt tog jeg søndagsavisen, som jeg ikke havde haft tid til at læse dagen før, og spiste et par af de hjemmelavede fødselsdagsboller til morgenmad.

Ved middagstid cyklede jeg til Lyngby for at se på butikker. Jeg fik brugt de 2 gavekort jeg havde fået dagen før: årsklokke, køkkenvægt, æggebægre og kogebogsholder. Jeg spiste frokost på en café. Det nåede at blive mørkt før jeg kom hjem igen og mødtes med min mand, som havde været på arbejde den dag.

Dag 4: Tilbage på arbejde

I dag var det så tilbage til hverdagen. Men fejringen var ikke helt slut.

Da jeg kom på arbejde var der flag over det hele på min plads og alle sagde tillykke. Min chef inviterede afdelingen til morgenmad, hvor jeg fik gaver fra både kollegerne, personaleforeningen og firmaet: æggebægre, bog om Dirch Passer og gavekort til en frokost for 2. Der var endda en håndskrevet hilsen fra direktøren og formanden for personaleforeningen.

I mit nye firma fejrer man runde fødselsdage ved at kantinen laver en lagkage som serveres i forbindelse med frokosten, så jeg kunne nyde den lækreste chokolade-lagkage med friske bær sammen med mine kolleger efter maden.

Det var faktisk en ret fin dag på arbejde. Jeg var rørt over at så mange ønskede mig tillykke selvom de ikke kender mig så godt endnu. En medarbejder fra HR kom ned og sagde personligt tillykke, selvom hun også at havde sendt en tillykke-mail, og kollega fra en anden afdeling sendte mig flot mail med tillykke-grafik selvom jeg kun har talt med hende 1 gang.

Og som om det ikke var nok! Da jeg kom hjem fra arbejde lå der en pakke mere til mig. Jeg var et stort spørgsmålstegn da jeg åbnede den, for jeg synes jeg havde hørt fra alle. Men det havde jeg åbenbart ikke. Min bankmand sendte mig en kæmpe æske chokolade med de bedste hilsner.

Alt i alt har det været 4 fantastiske dage med overvældende oplevelser og opmærksomhed. Jeg har ikke gjort så meget ud af min fødselsdag siden jeg blev 30 år. Jeg er glad for at jeg gjorde det på denne måde. Det gav mig en fantastisk følelse af samhørighed, og så bliver jeg mindet om at der trods alt er mange der holder af mig.

Lignende indlæg:

• Opgørelse af mit 2011
• Jeg fejrer mig selv
• Ny bil
• Overvejelser om en fødselsdag
• Påskeferie 2011 – del 2

Den nye regerings finanslovsforslag indeholder en afskaffelse af multimedie-skatten. Hurra, siger jeg! Jeg har lige fra starten været stærkt utilfreds med at en borger som min mand skal betale 140 kr. om måneden, udelukkende fordi hans arbejdsgiver har valgt at hans arbejdsredskab skal være en bærbar PC. Hans opgaver giver ikke mulighed for at arbejde hjemmefra, og han har ingen grund til at tage den med hjem for at bruge den privat, da han har en bedre privat PC hjemme. Men skat skulle han betale. Det føltes meget uretfærdigt. Det er heldigvis slut nu.

Det er dog ikke alle der slipper for regningen på 140 kr. om måneden. Man genindfører nemlig skat af ’fri telefon’, og det vil formentlig gælde alle der har fået udleveret en mobiltelefon af deres arbejdsgiver. Begrebet ’fri telefon’ er dog lidt misvisende. Jeg ville normalt opfatte udtrykket ’fri telefon’ sådan, at medarbejderen ikke selv betaler telefonudgifter. Men sådan er skatteministerens opfattelse tilsyneladende ikke. Hvis man har fået udleveret en mobiltelefon, som må bruges privat, er det åbenbart det samme som fri telefon; kun få opkald til hjemmet accepteres hvis det skal være skattefrit.

På mange arbejdspladser kan mobiltelefonen dog ikke bruges helt frit. Der kan være begrænsninger i hvad telefonen må bruges til, selvom den må bruges privat. F.eks. kan der være lukket for indholdstakserede SMS’er, så man ikke kan deltage i afstemninger og konkurrencer, eller måske må man ikke bruge telefonen i udlandet. Nogle gange er det nedskrevne regler, andre gange ligger det bare i luften eller antydes at det ikke er en god idé. Som tiderne er på arbejdsmarkedet lige nu, er det arbejdsgiverne der sætter dagsordenen, og de kan i bund og grund lave og ændre reglerne som det passer dem, uden at man som medarbejder har noget at sige. Man kan nemt komme til at stå i en uheldig situation, hvis man bruger firmamobilen som man i dag ville bruge en privat telefon.

Da jeg skiftede job for nylig, valgte jeg derfor at bede om et nyt nummer til den mobiltelefon min nye arbejdsgiver ville udlevere til mig. Jeg beholdt mit private, tidligere arbejdsgiverbetalte mobilnummer og har således nu 2 mobiltelefoner: 1 til arbejde og 1 til privat brug. Jeg elsker alle de nye teknologier og tjenester og vil gerne bruge dem optimalt. Jeg kan ikke leve med, at jeg ikke kan købe en togbillet, stemme til Vild med Dans eller tage telefonen med på ferie, når nu det er muligt og super smart at gøre det. Jeg synes det er helt rimeligt at en arbejdsgiver ikke vil betale for mit evt. bidrag til en kræftindsamling, men det er jo ikke det samme som at jeg skal undvære muligheden. Det giver mig en ekstra udgift at have 2 mobiltelefoner, men jeg synes det er pengene værd ikke at have den gråzone omkring hvad jeg må eller bør bruge telefonen til.

Det har så også den behagelige bivirkning, at jeg ikke har nogen grund til at tage firma-telefonen op af tasken når jeg har fri. Jeg står ikke på samme måde til rådighed for arbejdet, når firmatelefonen ikke kommer med hen til sofabordet, i sommerhus eller på ferie. Jeg har dog stadig mulighed for at checke om mødet næste morgen er aflyst osv., og det giver en fleksibel arbejdsdag at have en mobiltelefon til rådighed til de situationer hvor jeg ikke sidder ved mit skrivebord med en fastnettelefon indenfor rækkevidde. Jeg synes det giver mig det bedste fra begge verdener!

Det betyder til gengæld også, at jeg kommer i en bizar situation vedr. beskatning. Jeg betaler al min private telefoni selv, men skal tilsyneladende alligevel betale skat af ’fri telefon’. Som oplægget er lige nu, er der nemlig ikke, som før multimedieskattens indførelse, mulighed for at fratrække øvrige faktiske udgifter til privat telefoni i det faste beløb man beskattes af.

Jeg kunne så personligt være interesseret i, om en anden ordning fra før multimedieskatten kan bruges: muligheden for at lave en tro-og-love-aftale med sin arbejdsgiver om kun at bruge mobiltelefonen arbejdsmæssigt. Denne ordning gjorde at medarbejderen før i tiden ikke blev skattepligtig af firmamobilen. Det er ikke nævnt i det aktuelle udspil, så det er ikke til at vide.

Multimedieskatten er blevet beskyldt for at betyde mindsket fleksibilitet på arbejdsmarkedet, fordi det reelt blev til en skat på hjemmearbejde. På visse arbejdspladser har medarbejderne haft mulighed for at sige nej tak til de flytbare arbejdsredskaber, og så kunne medarbejderne slippe for multimedieskatten. Samtidig blev de meget mindre fleksible ressourcer for deres arbejdsgiver, med afledte konsekvenser for miljø og trængsel i trafikken. Man kan sagtens forestille sig at det samme bliver tilfældet når det gælder firma-telefoner.

Det er dog bestemt ikke alle arbejdsgivere der er villige til at igangsætte tiltag for at holde medarbejderne fri for multimediebeskatning. I dag betaler omkring 525.000 personer multimedieskat. Det er da også sin sag at gå til sin arbejdsgiver og sige, at man ikke vil benytte et bestemt arbejdsredskab, det kunne jo minde om arbejdsvægring. Med førnævnte hårde arbejdsmarked præget af fyringer, høj ledighed og globalisering er konkurrencen medarbejderne imellem benhård, og det gælder om at performe på de parametre der er vigtige for arbejdsgiveren, herunder fleksibilitet. Der er nok mange der ikke har lyst til at tage sådan en sag op med sin arbejdsgiver. Og på den måde tager skattesystemet, hvad enten det handler om multimedieskat eller beskatning af ‘fri telefon’, lønmodtagerne som gidsler på arbejdsmarkedet. Den enkelte medarbejder kan enten betale skat af et mere eller mindre fiktivt gode, eller risikere at fremstå som ufleksibel overfor sin arbejdsgiver. Jeg gætter på at de fleste vil dukke nakken og betale skatten.

Lignende indlæg:

• Min mening om genopretningsplanen
• Hvem er de rige?
• Sundhed og samfundssind
• Hvem har magten?
• Multimedieskatten nærmer sig