Hverdag med Norma

Norma er nu 4½ måned gammel, og der er sket meget siden jeg skrev om hende sidst.

Efter en intens sommerferieperiode på 5 uger begyndte vi at gå på arbejde og finde ind i en hverdag med hundehvalp. De næste 5 uger var hun aldrig alene en hel arbejdsdag. Forældre, svigerforældre og en onkel var så søde at komme forbi midt på dagen, og derudover gik Mads og jeg tidligt hjem fra arbejde en gang om ugen. Vi trappede alenetiden op, og fra den uge der lige er gået har hun været alene en hel arbejdsdag.

Vi er lykkelige og stolte over at det er lykkedes at lære Norma at være alene uden nogen som helst problemer. Det at hunden skal være alene hjemme er en af de største udfordringer ved at have hund når man har fuldtidsjob, for det er så forfærdeligt hvis hunden ikke kan trives med det. Det er en stor lettelse at Norma på intet tidspunkt har vist tegn på at være ked af det og bare lægger sig til at sove.

Normas bideri fortsatte med at være et problem de første 2 måneder. Det forhindrede os i at være tæt på hende og kæle, hvilket var en stor frustration og et stort afsavn for mig. Jeg ville naturligvis gerne kæle med min hundehvalp, og desuden forestillede jeg mig at det var vigtigt for opbygning af tillid og kontakt at røre ved hinanden. Da vi har besluttet at hun godt måtte være i sofaen, betød det også at vi ikke kunne sidde i sofaen om aftenen og slappe af.

Heldigvis begyndte problemet at aftage da hun rundede en alder på 4 måneder. Norma begyndte at respondere bedre på den træning vi lavede for at undgå bidene, og i dag kæler vi rigtig meget og sidder igen i sofaen. Det er ikke fuldstændig væk, men det er meget, meget bedre. Vi få heller ikke ødelagt vores tøj længere. Jeg forventer at det er helt væk, når hun har skiftet alle sine mælketænder.

Normas vækst har være spændende at følge. Allerede efter få uger var det nuttede hvalpudtryk og den silkebløde hvalpepels væk, og i dag ligner hun næsten en voksen hund i farve og proportioner, bare mindre. Schæferens karakteristiske lange snude, høje trekantede ører og lange krop kom meget hurtigere end jeg havde troet. Hun har taget 1-1,5 kg. hver uge og er i dag oppe på knap 20 kg. Vi forventer at hun ender med at veje ca. 30 kg.

Vi er fortsat med at gå i hundeskole. Da hvalpeholdet var færdigt, gik vi videre til junior-hold. Det går rigtig godt i skolen, Norma er dygtig og lærenem. Det er kun husbond der tager til træning, for Norma bliver distraheret af at den ene af os står ude i siden, når hun skal lave øvelserne.

Udover den formelle træning, er vi fortsat med diverse socialisering. Vi går ofte tur i hundeskov, hvor Norma kan møde andre hunde og vi kan øve os på at kalde hende til os. Der skal lige ekstra lækkert til (kylling, skinke, frikadelle eller ost) men det går. Vi tager hende også med når vi skal har ærinder på hovedgaden og andre bymiljøer. Vi har netop booket en lille ferietur til Nordtyskland, hvor hun skal med og bo på hotel. Forhåbentlig bliver hun lært op til at kunne komme med os næsten alle vegne.

Hverdagen med Norma er rigtig dejlig lige nu. Hun har fået lidt mere ro på, vi har i højere grad glæde af hinanden. Norma har også sit eget liv og behøver ikke længere at være meget tæt på os hele tiden. Hun fungerer rigtig godt med andre hunde, og elsker fortsat mennesker.

Lignende indlæg:

Sommerferie 2019

I år har sommerferien stået ubetinget i hundens tegn. Husbond og jeg fordelte hver 4 ugers ferie henover 5 uger, for at få en god start med vores nye hundehvalp Norma

Vi har ikke været 2 uger i sommerhus. Vi har ikke spist så mange is som vi plejer. Vi har ikke spist frokost på Gilleleje Havn. Vi har ikke været på stranden og bade. Men vi har haft en masse oplevelser, og en del af dem hører også med til en god sommerferie.

De 5 uger startede naturligvis med, at vi kørte en tur til Nordjylland og hentede vores lille hundehvalp. Det er altid lidt ferie-agtigt at køre en tur over Storebæltsbroen og til Jylland, og vi havde en overnatning på motel og besøg i smukke Viborg.

Hjemme igen havde vi en uge, hvor vi var utrolig meget ‘på’ i forhold til lille Norma. Ivrige for at vinde hendes tillid, vænne hende til sit nye hjem og sørge for at hun sov godt og havde det godt. En uge fuld af tanker og glæder. Husbond fortæller at jeg slet ikke snorkede de første 3 nætter.

Derefter tog jeg tilbage på arbejde en uge, mens husbond gik hjemme med Norma – en slags hvalpe-fædrebarsel. Det var både hårdt og hyggeligt for husbond, og en lille pause fra det intense hjemmeliv for mig. Det var dog svært ikke at tænke på hvad der foregik derhjemme.

Da den 2. uge var gået, var vi alle 3 sammen igen, og der var for alvor dømt sommerferie. Norma var faldet godt til, og vi besluttede os for at introducere hende for vores sommerhus. Det blev til 5 nætter i vores lille refugium. Her var det noget lettere at have en hundehvalp, fordi der ikke er trapper, og huset er meget mindre og dermed overskueligt.

Vejret var lidt blandet, men vi fik både vores sædvanlige ture til nabobyerne, ture på Gilleleje Havn og frokost med fiskepålæg på terrassen sammen med mine forældre. Samtidig fik vi socialiseret Norma i mange forskellige miljøer. Det blev da også til en enkelt is.

Hvalpetræning var en fast ingrediens i denne sommerferie. Hver søndag mødtes vi med et lille hold på 4-5 hunde i et skønt område tæt på vores hjem. Vi har også været på besøg på den lokale dyreklinik og til legestue med holdet. Det var meget givende at møde andre hvalpe og deres ejere.

4. uge af sommerferien foregik i Birkerød. Nu begyndte vi for alvor at træne ‘alene-hjemme’ med Norma. De foregående uger havde hun været alene hjemme i få minutter op til en halv time. Nu var hun klar til at være alene i flere timer. Det betød at husbond og jeg fik lejlighed til at tage på nogle små ture. Vi tog til Lyngby og spiste frokost på Brdr. Prices Diner og shoppede lidt, og en anden dag tog vi en tur på gågaden i Hillerød, ligeledes med en dejlig frokost. Vi tog også på ture med Norma, og besøgte bla. Bernstorffsparken, hvor der er mange flinke hunde. 

Den sidste uge var husbond tilbage på arbejde, og jeg havde en uge alene med Norma. Jeg besluttede at vænne hende til den rytme vi har til hverdag, hvor husbond står først op og tager på arbejde, og kort derefter står jeg op og tager afsted. Jeg satte vækkeuret til det sædvanlige stå-op-tidspunkt og stod op som om jeg skulle på arbejde. I stedet greb jeg tasken med badetøj og gik ned i den lokale svømmehal og nød det udendørs bassin, indendørs bassin og varmtvandsbassinet, for at slutte af med en tur i saunaen. Det har altid givet mig velvære at befinde mig i vand. En morgen tog jeg til frisør, og den sidste dag i ugen tog jeg hen til en lokal cafe og spiste morgenmad.

I morgen starter hverdagen igen. Vi har allieret os med familie og arbejdsplads, så vi kan få en blød start på Normas hverdagsliv, så hun ikke skal starte med at være alene 8 timer i træk. Der er ryddet op i sko mv. i gangen, hvor hun skal være når hun er alene. Alene-hjemmetræning er gået utrolig godt, og jeg føler mig rolig over at lade hende være alene når vi går på arbejde. Vi er klar til en ny sæson – nu med hund!

Lignende indlæg:

Norma bider

Vi har nu haft vores hundehvalp Norma i 3 uger og er begyndt at lære hende bedre at kende. Hun er ekstremt glad for mennesker og meget interesseret i andre hunde. Hun er god til at spise, drikke, besørge og sove. Hun tager ukendte ting og lyde med en naturlig skepsis, men vænner sig hurtigt til dem.

Husbonds ankler er fyldt med røde streger som om han havde været oppe at slås med et brombærkrat, og jeg er gul og blå på armene som om jeg har fået tæsk. Det er fordi Norma bider os – af kærlighed, i leg og når hun er opkørt.

Det er et helt almindeligt fænomen, der er ikke noget i vejen med Norma. Men det gør utrolig ondt, og bideriet forhindrer at vi kæler, roser og leger med Norma. Vi har læst flere bøger og søgt råd på nettet. Desværre er de gode råd utilstrækkelige.

Det første råd er alle steder, at man skal ignorere det. Det giver også mening, hvis man ser bideriet som et forsøg på at starte en leg med en anden hund. Logikken er, at hvalpen ikke skal have ‘noget ud af det’ – altså modspil i den leg hun prøver at starte – og skulle derfor hurtigt miste interessen for at lege og dermed bide.

Her skal man som menneske modarbejde enhver refleks og naturlig adfærd hos sig selv. Det er så dybt forankret i os at trække os tilbage, hvis der er noget der gør ondt. Det er meget svært ikke at gøre. For det gør VIRKELIG ondt at blive bidt med de små meget spidse hvalpetænder. Når man trække foden, hånden eller kinden til sig, tager hvalpen det straks som at man leger med, og så fortsætter bideriet. Og ærlig talt, så virker det også sådan, hvis man udholder smerten og ikke bevæger sig.

Det næste råd plejer at være, at man skal opføre sig, som når en anden hund synes det er for meget. Man skal komme med et højt ‘AV!’ eller ‘PIV!’ og derefter gå væk og vende ryggen til.

Det er lidt lettere, for det er mere naturligt at skrige op når man får en hjørnetand i knæhasen. Og det hjælper da også lidt bedre. Norma sætter sig i hvert fald i de fleste tilfælde og kigger efter os når vi går væk. Problemet er bare, at hun fortsætter bideriet når vi vender tilbage til arenaen.

I mange tilfælde er det ikke så nemt at reagere hurtigt, fordi det vil betyde at man vælter det lille dyr til siden så hun falder, eller trækker hende efter sig hængende i en sok eller et bukseben. At tage objektet ud af munden på hunden bliver som regel til flere bid. Og så fortaber pointen sig – så virker det stadig som leg for hvalpen.

Et råd man også tit støder på, er at distrahere hvalpen med et stykke legetøj. Altid at have et stykke legetøj på sig, som hvalpen godt må bide i. Med Norma virker det – men ofte kun i 3 sekunder. Så går hun væk fra legetøjet og begynder at bide igen.

Sidste udvej er at adskille hvalp og mennesker. Når Norma går allermest amok har vi et par gange forsøgt at lade Norma blive ude i haven mens vi selv gik indenfor. Vi har også prøvet at lade hende være i gangen med hundegitter imellem os, og en enkelt gang sat hende ind i hendes transportbur og siddet lige ved siden af.

I alle tilfælde bliver Norma dybt ulykkelig og meget stresset. Hun hyler og jamrer, hyperventilerer og forsøger at komme hen til os. Vi har ikke kunnet holde ud at holde hende i den situation, som for transportburets vedkommende resulterede i ødelagt lynlås og et bur der hoppede hen ad gulvet.

Det eneste vi kan gøre for at mindske vores forslåede udseende er at aktivere Norma med noget, der kan holde koncentrationen i længere tid. Hun er meget interesseret i at træne små øvelser; ‘sit’ – ‘dæk’ – ‘pote’ osv. Også aktivitetslegetøj/spil, hvor hun skal finde godbider bag låger, kan holde hende fra at bide i længere tid.

Normalt skal man kun træne disse ting med en hvalp i 10 minutter ad gangen, men vi bliver tit ved i længere tid for at undgå at blive bidt. Det er ikke så godt, for hunden kan bliver overstimuleret. Det kan være grunden til hendes ‘ulvetime’ hver aften, hvor hun er overgearet, styrter rundt og laver en masse ballade.

Der er ingen der har sagt at det var nemt at få en hundehvalp, og vi har heller ikke troet det. Men denne udfordring fylder rigtig meget lige nu, og vi bliver ved med at forsikre hinanden om, at det går væk med alderen.

Lignende indlæg:

Norma er her

I skrivende stund er det præcis en uge siden, at husbond og jeg hentede Norma hos Kennel BeDaBlanco i Nørager, og kørte hende hjem til os i Birkerød.

Hjemturen gik over al forventning. Dels faldt Norma ret hurtigt i søvn, og dels blev vi meget hurtigt gode venner. Halvvejs hjemme måtte vi gøre stop fordi jeg skulle på toilet, og da jeg kom tilbage til bilen blev hun glad for at se mig. Meget positivt i forhold til muligheden for at opbygge et venskab og tillidsforhold.

På trods af vores store erfaring med hunde, prøver vi nu noget vi ikke har prøvet før; at have en hundehvalp. Som forventet er det ret krævende, men også skægt og rørende.

I den første uge har vi selvfølgelig arbejdet med renlighed, så Norma kan lære at besørge udendørs og kun udendørs. Hver gang Norma har sovet, leget eller spist, bærer vi hende ud i haven, fordi hun typisk skal tisse efter disse aktiviteter. Det er gået godt indtil nu, men der er stadig uheld nu og da. Vi har lavet en rampe, så hun selv kan gå ud i haven fra huset. Hun er hurtigt blevet god til at gå på den, men hun kan endnu ikke finde ud af selv at gå ud når hun skal besørge.

Vi er også lige så stille igang med at træne, at Norma kan være alene. Det er jo nødvendigt når vi skal på arbejde. Bare ganske få sekunder og minutter efterlader vi hende alene med aktivitetslegetøj, og overvåger hendes reaktion via et webcam. Vi er nu oppe på 3 minutter uden panik.

En af de mest udfordrende ting har været, at hun bider i vores hænder og fødder med sine sylespidse hvalpetænder. Det gør forbandet ondt, og det skal hun hurtigst muligt holde op med. Indtil nu ser vi det som et flersidet problem. Dels har hun som den hvalp hun er, en stor trang til at bide i det hele taget, det kan legetøj hjælpe med. Men dels har hun en tendens til at blive overgearet. I den situation går hun amok med bideriet, og kan ikke afledes med legetøj. Vi er nødt til at gå nogle skridt væk eller at forlade lokalet i nogle sekunder for at signalere, at vi ikke vil acceptere den opførsel. Det har hjulpet meget, men problemet er ikke væk.

Vi har også arbejdet med at prøve at undgå, at hun bliver overgearet. Vi har tænkt på om det handler om stress. Desværre er det tit udløst af, at hun bliver glad for at se os efter at vi har været væk fra hinanden, f.eks. ved at jeg står senere op end hun og husbond og kommer ned til hende en time efter hun er stået op. Det er så rørende at se, at denne søde lille hundehvalp bliver så glad for at se mig, og det har været meget naturligt for mig at gengælde hendes gensynsglæde. Men for at undgå at hun bliver overgearet, prøver jeg at være så underspillet som muligt, uden at være afvisende. Det ærgrer mig lidt at det er nødvendigt, jeg ville allerhelst bare kramme og kysse dette yndige lille væsen.

Norma er god til at sove om natten. Hun har tit et af sine ‘flip’ ved sendetid, men hun falder ret hurtigt til ro, og så sover hun hele natten. Vi står op en enkelt gang midt om natten og bærer hende ud for at tisse, og det er faktisk lykkedes at undgå tisseri indenfor om natten.

Nu vil jeg slutte dette blogindlæg af, for Norma er ved at bide i en ledning. Selvom jeg sover godt om natten, gør det mig utrolig træt og groggy at være opmærksom på den lille ballademager hele tiden. Koncentrationen om at skrive er ikke den største.

Lignende indlæg:

Mens vi venter på Norma

Torsdag 16. maj 2019 blev der født 8 hvalpe af racen Hvid Schweizisk Hyrdehund på Kennel BeDaBlanco. Der var 4 hunner og 4 hanner. Dermed vidste vi, at vi skulle have hund til sommer.

Nu kan vi gå igang med de forberedelser der skal til, for at få hundehvalp. Vi fik planlagt sommerferie på vores jobs og begyndte at skrive huskelister. Hegnet i haven skal gennemgås og forstærkes. Vi skal have fundet en løsning på hvalpens færden uden at gå på de trapper, vi har i huset. Vi skal have købt lidt udstyr.

I den kommende weekend må vi besøge vores nye hvalp. Det er en drøm der går i opfyldelse, når jeg skal møde de 8 hvalpe – jeg tror det bliver en af de største dage i mit liv.

Allerede før hvalpene var født, begyndte vi at tænke på et navn. Ved nogle af de forrige kuld, har hvalpekøberne fået lov at ønske sig et navn med kuldets forbogstav. Vi har derfor grublet over et fint pigenavn med N og kom frem til Norma. Vi håber at kennelen vil gøre det til det officielle stamtavle-navn, men vi er blevet så glade for det navn, at det bliver hendes hverdags-navn uanset hvad.

Midt i juli kan vi hente vores lille nye hund, og så kommer alt det spændende – og hårde. Det bliver uden tvivl en stor glæde at lukke en yndig hundehvalp ind i vores familie. Og alle siger til os, at det også bliver hårdt med renlighedstræning osv. I de første 16 uger af hundens liv er den mest modtagelig for at lære nyt. Vi har altså 8 uger til at introducere hende for en masse forskellige situationer og miljøer. Jeg tror mest det bliver skægt.

Jeg har oprettet en Facebook-side, hvor der vil forekomme hvalpe-spam: billeder og små beretninger fra Normas liv. Vi havde en tilsvarende side for Adina, og det var en stor succes. På den måde kan kennelen, interesserede, venner og familie følge med. De der ikke interesserer sig for hunde, kan lade være.

Lignende indlæg:

Folketingsvalg 2019

I dag er det igen tid til at stemme til Folketingsvalg, denne gang på en Grundlovsdag fuld af sol og varme.

Jeg synes det har været en forfriskende valgkamp. Fordi der stillede hele 4 partier op, som ikke sidder i Folketinget i dag, har der været momenter, hvor man hoppede op i helikopteren så på, hvordan samfundet er skruet sammen grundlæggende. Selvom de nye tanker næppe bliver til virkelighed, har det været befriende at hæve sig lidt over valgflæsk og populisme, og opleve nogen der tør drømme lidt.

Emnerne har været mange, og løfterne endnu flere. En ting der har irriteret mig, er at man bruger unge menneskers klimademonstrationer som en årsag til at gøre noget for grøn omstilling. Jeg synes det er dejligt, at børn og unge er blevet mere klimabevidste (- bare de så også var det når de går til fest udendørs). Men unge mennesker har ikke nødvendigvis det indblik der skal til, for at give input og perspektiv til hvor der skal sættes ind. De bliver nemt suget med af populistiske vinde. Det er jo ikke så enkelt, at man kan mindske plastik i verdenshavene ved at gå og samle skrald i Danmark.

TV-debatterne har som sædvanlig været grænsende til pinlige, når flere partier mødes. I år særligt tåkrummende, fordi en afstumpet ekstremist har fået underskrifter nok til at stille op til folketingsvalget. DR havde til gengæld held med en udsendelsesrække ved navn ‘Mød partierne’ hvor man lod partilederen være på hjemmebane med publikum af samme observans og en venlig men lidt kritisk journalist foran sig. Jeg synes det var de udsendelser jeg fik mest ud af.

Som meningsmålerne ser ud, vil det for en gangs skyld være reelt spændende hvordan resultatet af valget bliver – og især hvordan forhandlingerne kommer til at gå, når mandaterne er fordelt. Jeg regner med at jeg skal sidde oppe og følge med så længe jeg kan holde mig vågen.

Lignende indlæg:

Køkken afslutning

Det tog længere tid end forventet at få afsluttet køkkenprojektet. Vi var fremme i april måned, før Invita formåede at skifte de 4-5 dele der var skadet af transport eller montage. Først efter påske kunne vi lave afleveringsforretning, få vores nøgle til huset tilbage og få at vide hvordan vi skulle behandle køkkenet i det daglige.

Siden januar har der stået 3 kasser fliser nede i gangen og ventet på at vi kunne sætte dem op. Jeg må sige at jeg er temmelig skuffet over at det skulle trække så meget ud til sidst. 5 måneder længere end tidsplanens worst case, det er meget. For meget.

Jeg har skrevet en anmeldelse af vores projektforløb med Invita på www.trustpilot.dk. Jeg har gengivet min anmeldelse i dette indlæg.

Nu er det langt om længe overstået. Resultatet af køkkenprojektet er vi glade for. Vi synes det er blevet pænt. Jeg er ret spændt at se fliserne på væggen som kronen på værket, når husbond en gang får tid til at se på det.

Den daglige brug er overraskende meget bedre end det tidligere køkken. Jeg må sige at køkkenøen giver nogle nye muligheder som vi ikke havde regnet med. Emhætten monteret i loftet har også overrasket positivt. Den fungerer godt og er meget lydsvag. Alle materialevalg har været rigtige for os – jeg elsker at røre ved de malede overflader på låger og skuffer og den noprede bordplade i kompaktlaminat. Vasken af silgranit er pæn, lækker at røre ved og virkelig nem at holde pæn.

Siden køkkenet blev taget i brug har vi haft mange på besøg for at se det nye køkken. Det er en fornøjelse at have gæster i køkkenet, og jeg nyder at lave mad der.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Invita Køkkener A/S

En blandet oplevelse

Det er mere end et år siden, at min mand og jeg gik ind i butikken Invita Hørsholm for at tage den første snak om et køkkenprojekt. Vi fik brochurer med hjem, bla. en der hed “En god oplevelse” om processen med at få nyt køkken. 

For os har det nærmere været en blandet oplevelse at købe køkken hos Invita. Men nu er køkkenet færdigt, og vi er glade for det.

Vi meldte rent ud til at starte med, hvad vores budget var, og sælgeren sagde at det kunne godt lade sig gøre. 3 måneder efter modtog vi et tilbud der var 30% højere end vores budget uden hårde hvidevarer. Vi prøvede at forhandle lidt, måtte finde nogle ekstra penge og skrev så under. 

Derefter kom 2 måneder uden aktivitet. Ingen ‘velkomst’ eller orientering om hvad der nu skulle ske. Dernæst 2 måneder med håndværkere og montering af køkken, og til sidst en periode på 5 måneder, hvor Invita har forsøgt at udskifte transportskadede dele i mange, mange forgæves forsøg. 

Invita Hørsholm har generelt været ret imødekommende og sobre. De har dog et par udfordringer:

Forventningsafstemning: Hvem laver hvad? Vi troede vi havde lavet en aftale om totalentreprise undtagen vægge og lofter. Pludselig vist det sig at vi stod med ansvaret for at flytte VVS-installationer så de passede til det nye setup. Invita hjalp os med en feber-redning (for vores regning), men det kunne have været undgået, hvis sælgeren ved aftaleindgåelse havde pointeret at det ikke var med i tilbuddet.

Kommunikation: Hvornår leveres køkkenelementerne? Hvordan skal vi forholde os, når håndværkerne ikke kommer som der står på tidsplanen? Vi har selv måttet spørge ind, når tidsplanen skred, og kun ganske få leverancer blev varslet af Invita, selvom det kræves at man er hjemme til at tage imod. Det er i perioder svært at få fat på sine kontaktpersoner, og de er kun sjældent selv opsøgende.

Når der er fejl i leveringen går sagen videre til ‘fabrikken’, hvor man er i kontakt med et andet niveau i Invita. Invita-koncernen har en hel del udfordringer:

Økonomistyring: Invita beder om en meget stor forudbetaling, et beløb der er langt højere end værdien de køkkenmoduler som efter sigende fremstilles specielt til os. Pengene blev opkrævet 3 måneder før produktion og levering. Der skal betales via bankoverførsel, og vi måtte selv bede om en kvittering. Betalingsplanen tilpasses ikke når tidsplanen forskydes. Til gengæld sendes slutopgørelse flere måneder før projektet er afsluttet.

Kvalitetssikring: Overraskende mange dele var skadet af transport og krævede udskiftning. Den malede inderside af korpus var ridset af glashylderne, og der var afsmitning af blå sprittus på ca. halvdelen af låger/skuffefronter. Jeg undrer mig over, at en velsmurt produktionsproces ikke kan undgå disse ting, og jeg kan forstå på håndværkerne at det ikke er ualmindeligt.

Logistik/bestilling: Det har været meget omstændeligt at få udbedret transportskader. Hele hovedleverancen var korrekt, men erstatningsvarerne har gentagne gange været i forkerte formater. Eksempelvis et forsøg på at udskifte et 80 cm-korpus og et 50 cm-korpus, hvor Invita leverer 2 stk. 60 cm-korpus i stedet. Dette har trukket hele projektet ud i mange måneder, og betydet at vi først nu kan begynde at sætte fliser op, selvom vi har haft køkkenet i brug siden december.

Konduite: På trods af et utrolig langtrukkent forløb har vi kun mødt skuldertræk og beklagelse fra dem der forsøger at få udbedre fejlene. De kæmper tilsyneladende magtesløst med et stort maskineri, der ikke har sine processer på plads. Vi skal som kunder være ekstremt fleksible i forhold til et forløb, der går langt over tidsplanen, og betaling der skal falde lang tid i forvejen, men Invita viser ingen konduite i form af kompensation, dekort eller blot en lille erkendtlighed som undskyldning. Man kan godt få den fornemmelse, at dette niveau af fejl og overskridelse af tidsplan er så almindeligt at Invita ikke ænser det, på trods af løfterne om ‘en god oplevelse’.

Jeg har givet udtryk for disse oplevelser i tilfredshedsundersøgelse, der blev fremsendt i december.

Lignende indlæg:

Hund igen

Vi har grædt og savnet. Vi har vejet for og imod. Vi har kompenseret og fundet kompromiser. Og nu har vi besluttet at vi skal have hund igen.

Siden vi mistede Adina har velmenende venner og familiemedlemmer kontaktet os om hunde, de synes kunne blive vores næste hund. Alle omkring os synes at vi skulle have hund igen, men vi har selv været i tvivl og afvist. Nok mest mig, men husbond vil ikke have hund, hvis jeg ikke går helhjertet ind for det.

I marts måned blev jeg kontaktet af ejeren af den kennel, hvor Adina kom fra. Hun spurgte om vi var interesserede i at overtage en han-hvalp, som måtte finde nyt hjem allerede en måned efter at han var flyttet fra kennelen.

Også denne gang sagde vi nej tak, men i modsætning til andre gange satte dette nogle tanker igang.

Det gik op for os, at vi har svært ved at tage en beslutning så hurtigt, som det kræves ifm. en omplacering: det er her-og-nu at hunden skal videre, og vi skal ud fra nogle få oplysninger, på få timer, kunne tage stilling til, om det er en hund der passer til et livstids-commitment om hund for os. Hvis vi nogensinde skulle have hund igen, ville det nok ikke kunne ske på denne måde.

Det eneste alternativ er at få en hund fra hvalp. Så er der god tid til at overveje hvilken race det skal være. Man bliver skrevet op til en hvalp og går og venter. Når hunden er født, er der 8 uger til den kommer hjem til familien. Der er altså tid til at forberede sig. 

Indtil nu har vi ment at det var problematisk for os at få en hundehvalp, fordi vi begge har fuldtidsjobs. Ganske vist kan man tage noget ferie når hunden kommer hjem, men ret kort efter må man jo tilbage på arbejde, og så skal den lille hund være alene i mange timer. Det er en vigtig opgave at give en hundehvalp en god start på livet, så der ikke kommer problemer senere, og den opgave har vi også været i tvivl om vi kunne klare.

I vores lille familie er det nok mig, der bekymrer mig mest. Efter jeg er kommet ud på den anden side af min depression, ser jeg langt lysere på mange ting og har mere tiltro til mine egne evner. Måske er det derfor at vi begyndte at tænke seriøst på at få en hundehvalp. 

Vi opdagede at Adinas kennel planlagde et kuld hvalpe, som ville blive klar til at flytte hjem til deres nye familier lige til sommerferien. Både husbond og jeg ville kunne lægge 4 ugers sommerferie forskudt, så vi fik rigtig meget tid sammen med den lille hvalp i starten.

Vores forældre tilbød at hjælpe til, og i samme periode var der endda et tilbud i den lokale hundeskovs Facebook-gruppe fra en teenage-pige, der gerne ville lufte hunde efter skoletid. Pludselig virkede det ikke så umuligt at få en hvalp.

Efter nogle ugers overvejelser var det mig, der kontaktede kennelen, og bad om at blive skrevet op til en pige-hund fra det kuld, der forventes midt i maj. I skrivende stund står vi som nr. 1 på ventelisten, så hvis bare der kommer 1 pige-hvalp i Kuld N, så skal vi have hund til sommer 🙂

Lignende indlæg:

Deprimeret

Som jeg sidder her og skriver, har jeg det godt og ser lyst på tilværelsen. Og det ser ikke ud til at jeg mister jobbet og skal ud og søge nyt. Så nu tør jeg godt skrive om det.

I den forgange vinter har jeg haft en depression. Jeg begyndte i efteråret at trives virkelig dårligt. Var uendelig træt. Følte mig som forstenet. Stirrede ud i luften når jeg kom hjem fra arbejde. Græd mere end jeg plejer.

Jeg troede at trætheden kom af problemer med at trække vejret gennem næsen, hvilket vækkede mig adskillige gange hver nat. Eller køkkenprojektet, som var ret krævende i den periode. Jeg havde også haft nogle lidt for hårde skænderier med husbond, og arbejdspres og frustrationsniveau på arbejde havde været tårnhøjt længe.

Jeg lagde mærke til, at jeg faktisk tænkte ret negativt om mit liv. Jeg havde perioder, hvor jeg synes at jeg ikke duede på arbejdsmarkedet, at jeg var en dårlig ægtefælle, datter, søster. Jeg blev meget bevidst om, at jeg reelt ikke har nogen venner. Nogle gange syntes jeg, at det var bedre for alle, hvis jeg ikke var her. En morgen kunne jeg slet ikke forestille mig at tage afsted på arbejde. Jeg meldte mig syg.

“Nå, hvad er det nu med dig, Trine?” sagde lægen. Vi snakkede om næse-problemerne og den store træthed. Hun mente ikke at jeg havde en depression, men jeg sagde at jeg selv havde haft den tanke. Lægen testede mig med et spørgeskema, der spurgte ind til energi, engagement i hverdagsting, tunge tanker om livet, søvn og appetit. Testen viste at jeg havde en middel-svær depression.

For at udelukke fysisk sygdom fik jeg taget en række blodprøver, og efter endnu en konsultation fik jeg udskrevet anti-depressiv medicin. Jeg var sygemeldt og måtte indstille mig på at der kunne gå 4-6 uger før pillerne hjalp.

November og det meste af december gik med at ligge på sofaen og skifte mellem at sove og se fjernsyn. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at gøre noget. Jeg prøvede at lave lidt struktur i dagene ved at stå op til en bestemt tid, have faste spisetider og faste ting jeg skulle se i TV. Når jeg skulle til læge og andre ærinder var det til fods, og på de gode dage fik jeg taget mig sammen til at gå en tur i den lille skov der ligger lige ved siden af.

Et par gange gik jeg op i dosis på antidepressiv medicin. Lige inden jul begyndte jeg så småt at få det bedre, og i midten af januar begyndte jeg på arbejde igen, 3 timer om dagen – 3 dage om ugen. Det gik langsomt i starten, men det var godt at være tilbage på arbejde. Mine kolleger har været helt utrolig søde ved mig, og det var dejligt bare at være til stede.

Midt i februar fik jeg halsbetændelse. Efter en uges ferie fik jeg influenza og derefter lungebetændelse. Jeg var væk fra arbejde i næsten 4 uger i træk, og det var meget frustrerende når nu jeg var igang med et optrapningsforløb på arbejde. Jeg var bange for at min arbejdsplads skulle tænke noget dårligt om mig.

Da jeg endelig var tilbage og kommet ovenpå, gik det heldigvis mærkbart bedre. Nu følte jeg mig decideret glad og energifyldt, og de dårlige tanker var der ikke så mange af. Jeg gik op på at arbejde 4 dage om ugen, og trapper nu op med en halv time om dagen hver uge.

Jeg er ikke blevet klogere på årsagen til at jeg fik en depression. Mit bedste bud er en cocktail af flere ting: sorg over at miste Adina, en lang periode med stress og frustration på arbejde, forskellige kropslige problemer og et hektisk køkkenprojekt, der vendte op og ned på hjemmelivet.

Jeg har jo tidligere været ramt af stress flere gange, og nu har jeg haft en depression. Det er klart det giver stof til eftertanke i forhold til hvordan jeg lever mig liv. Jeg er utrolig glad for min nuværende arbejdsplads, og jeg vil meget nødig forlade den. Men jeg er nødt til at gøre noget.

I øjeblikket går mine tanker mest på at have noget at gå op i når jeg har fri. Det nye køkken har givet anledning til at dykke ned i min interesse for madlavning. Husbond har foræret mig en køkkenmaskine og en masse tilbehør, og jeg har kastet mig over at lave is og en masse andet.

For nylig har husbond og jeg også besluttet os for at få hund igen, og vi har ladet os skrive op til en hvalp hos den kennel, hvor Adina var fra. Hvalpen er ikke født endnu, men hvis det lykkes så kommer sommerferien til at handle om en 8 uger gammel hvid schæfer-pige. På længere sigt kunne jeg godt tænke mig at være besøgsven sammen med hunden.

Lignende indlæg: