Noget om selvværd

Hvor er det dog tit at jeg oplever problematiske situationer og konflikter, og tænker at det i bund og grund skyldes lavt selvværd hos de mennesker, der er involverede. På en måde tror jeg, at det er en del af den danske folkesjæl at føle, at man er mindre værd end andre i samfundet. Måske er det et dybtliggende udtryk for janteloven?

Den vrede

Der er mange vrede mennesker i det offentlige rum. Det kan både være i trafikken, i kassekøen eller i kommentarfeltet på Facebook; folk der harmdirrende skælder og smælder til højre og venstre. Jeg kan også selv blive ramt af vrede når jeg møder disse vrede mennesker – det smitter nemlig.

Jeg plejer at argumentere for at denne type vrede skyldes stress. Stress sætter det på spidsen, gør det værre og hyppigere. Men nedenunder tror jeg vreden sætter af på lavt selvværd. Al den skælden ud ser jeg som et forsøg på at overbevise omverden om, at man har lov til at være her og have sine meninger, fordi man ikke føler sig accepteret.

Skulle man være i tvivl kan man jo se på modsætningen. Går man i den modsatte grøft og ser på et mennesker, der virkelig hviler i sig selv, og er overbeviste om at de har ret til at være til stede i den givne situation, ser man sjældent samme behov for at bruge en masse ord og vrede.

Eksperten

Kender du typen, som ved alting bedre end andre? En, som ikke bare har en stor viden, men som bruger enormt megen energi på at fortælle hvad han/hun ved om hvilket som helst emne. Jeg har mødt et par stykker af slagsen her på det sidste.

Det kommer tit ud af proportioner, hvor situationsfornemmelse, pli og dannelse tilsidesættes til fordel for en umådeholden udbasuneren af egen viden, evner og erfaringer, som om det var en konkurrence eller eksamen. Det giver pinlige situationer, og omgivelserne er hensat til at ryste på hovedet bag deres ryg.

Disse mennesker kan godt fremstå som nogle meget selvsikre personer, fordi de i bund og grund fortæller hele verden, at de selv synes de er bedre end alle andre. Men i virkeligheden skriger det til himlen, hvor usikre og ensomme de stakkels mennesker er. Det er svært at komme dem i møde, fordi de har dannet sig en skal af noget der ligner storhedsvanvid, som det er svært at trænge igennem.

Den hjælpsomme

En personlighedstype, som ikke er så usympatisk, er den hjælpsomme type. Det er normalt at hjælpe hinanden, men for nogen tager det overhånd på en sådan måde, at de ender med at sætte sig selv i loyalitetskonflikter og kompromittere deres økonomi.

Hjælpsomhed kan have mange ansigter: håndværkeren der bruger al sin fritid på familie og venners hus og have, frivilligt arbejde der kommer til at fylde for meget eller mennesker der bliver udnyttet økonomisk.

Når hjælpsomhed får et omfang, der overskrider rimelige grænser, ser jeg det som et problem der ikke kun handler om et ønske om at hjælpe. Så handler det om at finde en accept og identitet, og det kommer til at få et lidt desperat skær.

Jeg kan også få ondt af de hjælpsomme. Det er som med de andre eksempler svært at gøre noget for dem. Man ville komme til at pille ved en identitet som én der gør gode ting for andre – en slags skjold som personen har bygget op.

Her nævner jeg 3 eksempler på, hvordan lavt selvværd kan komme til udtryk. Der er flere varianter at disse eksempler, og mange, mange andre eksempler. Tænk bare på kvinder der hele tiden skifter hårfarve, mennesker med selvdestruktiv adfærd og folk der dyrker overdreven motion.

Hvad kan man bruge det til?

Man kan måske bruge det til at forstå motiver og bevæggrunde, når vi møder andre mennesker. På en måde støder man mennesker fra sig med denne adfærd, selvom man i virkeligheden har brug for bekræftelse og accept. Det er lidt af et paradoks.

Måske kan man også bruge det til at se på sig selv og sin egen adfærd.

Lignende indlæg:

Tanker om nyt job

Det er næsten altid en stor psykologisk belastning at skifte job, og det har det i høj grad været for mig denne gang. Jeg er startet i en stor virksomhed med komplicerede produkter, indenfor en branche jeg slet ikke kender. Der er rigtig meget at forstå og lære i forhold til både faglighed, organisation, mennesker og processer.

Dertil kommer, at der er indtil flere organisationsændringer i farvandet for mig. Meget snart får den afdeling jeg tilhører ny chef, og senere skal jeg overflyttes til en anden afdeling. Den stillingsbeskrivelse jeg er blevet præsenteret for, svarer ikke helt til det billede som jeg dannede mig på baggrund af stillingsopslaget og jobsamtalerne.

Da jeg skrev kontrakt med min nye arbejdsgiver, vidste jeg godt at der var forandringer på vej, men det var rigtig svært for mig at vurdere, hvad det kommer til at betyde for mig. Mellem 1. og 2. samtale havde stillingens titel ændret sig, men de sagde at indholdet var det samme. Lige bagefter så jeg flere jobopslag fra min nye arbejdsplads, hvor titlen var den samme som jeg har fået, men med et lidt anderledes indhold – stillinger som jeg nok ikke ville have søgt.

Derfor har jeg lige siden slutningen af januar spekuleret som en gal over, hvad det mon var for en stilling jeg skulle igang med. Jeg blev bange for, at vi havde snakket forbi hinanden til samtalerne, og at der i det nye job ville være forventninger til mine kompetencer, som jeg ikke kan indfrie.

Da jeg startede på det nye job havde jeg væbnet mig med tålmodighed, og mine nye kolleger bekræftede mig i, at jeg var nødt til at give det noget tid før jeg var inde i jobbet. Det jeg har lært om jobindholdet indtil nu har delvist beroliget mig, men også afsløret opgaver, som jeg ikke havde forventet jeg skulle have.

Bekymringen over, hvordan jeg skal passe ind i min nye stilling, ligger stadig og lurer. Lige nu er jeg ved at være fyldt op af følelsen af uvished. Jeg har svært ved at give slip, og tankerne kører i ring. Jeg kan heldigvis godt falde i søvn om aftenen, men jeg har meget svært ved at sove videre, hvis jeg vågner tidligt om morgenen – så begynder tankerne igen. Jeg er træt og har en tiltagende utryg følelse. Samtidig er jeg ved at være godt træt af at have det sådan. Så meget for påtaget tålmodighed.

Lignende indlæg:

Adinas betydning

Det er mere end 4 år siden at jeg fik hund. Det var en stor begivenhed i mit liv. Faktisk var det min største drøm jeg fik indfriet, da Adina kom ind i mit og Mads’ liv.

Adina kom derfor som en hel selvfølgelighed til at betyde utrolig meget for os meget hurtigt. Vi elsker at snakke med hende, kæle med hende, lege med hende, gå ture med hende og i det hele taget at tilbringe tid sammen med hende. Vi elsker hende af hele vore hjerter og savner hende, når vi ikke er sammen. Hun er en nær ven, et familiemedlem.

Adina er også kommet til at betyde meget for mange andre.

Begge vores familier holder meget af Adina. De kan godt lide hendes hensynsfulde og kærlige personlighed og hendes skønne udseende. Mads’ lille niece har Adina med i sine lege, og hans ældste søster havde en lykkelig stund sammen med sin familie, da de passede Adina i november sidste år. Mads’ forældre er så søde at gå med Adina af og til, når vi har lidt for lange arbejdsdage, og nyder det hver gang.

Mine forældre er også meget, meget glade for Adina. Hvis der er gået lidt tid siden vi har set hinanden kan jeg godt få en følelse af, at de savner Adina mere end de savner mig. Når vi er sammen snakker vi næsten hele tiden om Adina og nyder at se på hende. Det er de samme forældre, som principfast sagde NEJ! da min bror og jeg som børn gerne ville have hund.

Adinas betydning begrænser sig imidlertid ikke til mennesker. Hun er også blevet en vigtig ven for en hel del hunde. Adina kan med de fleste hunde vi møder i hundeskove og har tit dejlige stunder med leg når vi går tur. Hundehvalpe er tit meget interesserede i Adina. Dem leger hun ikke som sådan med, men hun lader dem snuse og vise interesse.

Vi bor på en lille vej, der fører ned til en hundeskov. Der er flere hunde som er kommet på besøg til leg i vores have i den forbindelse. En lille Shiba springer simpelthen begejstret over hegnet og ind til Adina, hvis hun er ude i haven. Og en Formel 1-labrador, der også bor i nærheden, slider godt i sin ejers arm, når hun ser Adina – hun VIL bare hen og hilse. Ejerne har fortalt, at deres hunde piver når de går forbi uden at komme ind og lege med Adina. Adina piver også, hvis hun ser en af sine legekammerater gå forbi ude på vejen. Det er fascinerende at være vidne til den slags hunde-venskaber.

For nylig er vi kommet i kontakt med en stor hvalp, som er Adinas nevø. Vi går tur sammen, og de 2 hvide schæfere er utrolig glade for hinanden. Når de mødes, rejser de sig op på bagbenene og nærmest krammer hinanden og er tydeligt begejstrede for at se hinanden. Gåturen nyder de begge i stor stil, og den unge hanhund lærer også lidt om god opførsel af voksne Adina. Når vi skilles efter gåtur, græder den lille nevø, fortæller hans ejer.

Selv i sommerhuset, hvor vi trods alt tilbringer noget færre dage end vi gør hjemme, har Adina fået gode relationer. En kvinde der bor længere nede ad vejen løber og går tur med naboens Golden Retriever. Og hunden er blevet meget glad for Adina, efter at de har leget sammen i sommer. Når de kommer forbi på vejen, og ser Adina i vinduet i sommerhuset, så vil den unge Golden-pige ikke med videre – så slår hun bremsen i og vil ind og lege med Adina. Det er rørende. I går fik de 2 sig en kæmpe legetur i forhaven, og de kunne næsten ikke stoppe igen.

Lignende indlæg:

Prøv og hør!

Jeg må indrømme, at jeg er en type som kan irritere mig frygteligt, når jeg oplever det jeg synes er dårligt sprogbrug. Det er sikkert skide irriterende, i hvert fald for folk der ikke har denne tilbøjelighed.

Mine forældres generation synes sikkert, at jeg bruger sproget anderledes og ringere end de selv. Jeg synes tilsvarende, at yngre generationer taler og bruger sproget mærkeligt, forkert og udtaler ordene dårligt. Nogle gange opfinder de nye slangudtryk som jeg ikke forstår. Det lever jeg nok med. Andre gange bruger de talemåder i en helt anden betydning end den jeg kender, f.x. bjørnetjeneste. Så er vi ude i noget, hvor vi slet ikke forstår hinanden korrekt. Listen er lang, og der er vel ikke noget nyt i at voksne synes, at de unge bruger sproget forkert.

En tendens har dog spredt sig til ældre generationer og er nu så omfattende, at jeg er nødt til at harcelere. Det handler om udtrykket “Prøv og hør!” eller “Prøv lige og hør!”.

I går aftes så jeg live-programmet “Danmark har talent” på TV2, hvor der deltager 4 dommere, som giver feedback til en række optrædende. Husbond og jeg endte med at blive hægtet helt af, fordi udtrykket “Prøv og hør” blev brugt alt for meget. Især Peter Frødin sagde det hele tiden. Hver gang han skulle komme med en kommentar til en optræden startede han med denne sætning, og han sagde det for det meste flere gange i løbet af hver udtalelse. Det blev komisk, og vi endte med kun at fokusere på denne irriterende vane.

Tendensen har huseret på radioens P3 i mange år i en sådan grad, at jeg helt er holdt op med at lytte til P3. Her siger værterne meget, meget ofte “Prøv lige og hør”. Jeg synes det er en skrækkelig vending, som bliver misbrugt helt kritikløst.

Problemet med dette udtryk er efter min mening, at man trækker for meget på sit publikums opmærksomhed. Det er som Peter og Ulven. Når man siger “Prøv og hør!” så skærer man igennem, forsøger at stoppe andres talestrøm for at få lov til at komme med sin egen pointe. Hvis ikke man har noget interessant at sige, falder det helt til jorden, og man udvander effekten af udtrykket.

Egentlig tror jeg at udtrykket nu er så formindsket i styrke, at dem der siger det mere bruger det som en strategi for at vinde tid til at tænke sig om. Lidt ligesom udtrykket “Hvad er det nu det hedder…”. Men en interesseret og lyttende person som mig tror stadig, at afsenderen virkelig gerne vil igennem med en interessant pointe. Og så bliver jeg så træt af at blive skuffet, at jeg ikke gider at se eller høre programmet.

Jeg kan godt forstå, at når man er på i direkte radio og på TV og man skal præstere noget, så kan det hurtigt ske at man falder i nogle sproglige trygheds-fælder, hvor man kommer til at gentage sig selv uden at man lægger mærke til det. For mennesker der i fjernsynet eller radioen mere end en enkelt gang, synes det kunne være en god idé at lytte til optagelser af sig selv en gang i mellem, og forsøge at drage nogle erfaringer. Det kunne give mulighed for at opdage, at man er faldet i en sproglig fælde, og måske prøve at stoppe sig selv næste gang.

Lignende indlæg:

Sony Xperia Z5 Compact

Her ser du Sony Xperia Z1, Z3 og Z5 Compact ved siden af hinanden. Den hvide til højre fik jeg i bryllupsdagsgave af min mand sidste weekend, og den er min tredje telefon på mindre end 2 år.

Den limegrønne fik jeg lige da vi var flyttet til Birkerød, da jeg helt udmattet simpelthen stod og tabte forgængeren ud af hånden, mens flyttemændene tømte rækkehuset i Virum. Stress og belastning gør mig klodset, og det varede desværre ikke længe før jeg kom til at tabe en Global-kniv ned på skærmen af den nye. Stor ærgrelse! Efter et stykke tid kunne jeg ikke holde ud af se på det dybe mærke midt i det hele. Den tjener idag som firmatelefon for husbond.

Den orange har jeg haft i et år. Her er det ikke min egen klodsethed, der gør det af med den. Bagsiden er begyndt at krakelere, en revne ad gangen, der bare pludselig er der når jeg tager den op af tasken, uden at den har været udsat for overlast. Kameraet laver nu et hvidt skær når jeg fotograferer min hvide hund. Jeg kan se på nettet, at der er mange Z3-købere som har oplevet at bagsiden revner, men desværre bliver de afvist når de benytter reklamationsretten.

Om lidt starter jeg på et nyt job og et nyt hverdagsliv. Det kommer til at foregå med en ny, hvid telefon i lommen. Der er ikke den helt store forskel på de 3 ‘søskende’ her, men jeg er faldet for Sonys verden. Det er unikt at få en telefon i det lille format uden neddroslet kapacitet, og jeg vil ikke undvære kamera-knap og andre Sony-features. Den nye telefon har dog et betydelig bedre kamera, så jeg kan godt mærke at jeg har fået ny telefon. Jeg er rigtig glad for den, jeg prøve at passe bedre på den.

Lignende indlæg:

Testkørsel

I den forgangne uge har jeg haft vinterferie. Ferien har primært handlet om at slappe af, men jeg har også brugt lidt tid på at gøre klar til at arbejde et nyt sted fra på onsdag.

Jeg skal ikke længere arbejde i København, og kommer fremover til at cykle en helt anden rute til arbejde. Noget af vejen kører husbond idag, når han skal på arbejde, så jeg var rigtig glad for at han gerne ville cykle turen til min nye arbejdsplads sammen med mig, så jeg kunne lære vejen at kende.

Testturen gik godt og jeg fik værdifuld information. Jeg var 40 minutter om turen, og den var 14 km. lang. I forhold til den vej jeg har kørt de sidste 4½ år, udgør den nye rute næsten det halve i både km. og minutter. Turen var meget anderledes på en række punkter.

Ruten foregår i et mindre bypræget miljø end jeg er vant til. Antallet af lyskryds kan tælles på 1 hånd. Det må alt andet lige påvirke gennemsnitshastigheden. Det betyder også, at der ikke er så mange pauser. Der er store, fine cykelstier, godt adskilt fra bilerne, uden huller og ingen vejarbejde. Noget af ruten er supercykelsti, hvor der er gjort ekstra meget ud af det. Umiddelbart føltes det som en stor luksus, i forhold til hvad jeg plejer at køre i.

En stor andel af de 14 km. foregår langs skov og mark, hvor der ikke er gadebelysning. Det bliver en ny oplevelse i vinterhalvåret, og kommer til at kræve mere af reflekser, lys på cyklen mv. Der er dog lys lagt ned i selve cykelstien, så helt mørkt bliver det ikke.

Da jeg kørte testturen var der vind fra vest, som i teorien burde have givet mig side-modvind den ene vej, og side-medvind den anden. I stedet oplevede jeg det som direkte modvind både ud og hjem på de åbne stykker, og da der kom regn kunne jeg mærke, at det ville komme til at føles mere barsk end kørsel i villakvarterer. Men det kommer også til at blive en stor naturoplevelse på en sommerdag at cykle den vej.

At cykle sådan en rute på en hverdag midt på dagen er måske ikke helt sigende. Til daglig komme jeg til at køre i mylretiden. På grund af de få lyskryds og den gode adskillelse fra bilerne gætter jeg dog på, at den nye vej til arbejde kommer til at indeholde færre konflikter med andre trafikanter. Det ville være dejligt at skrue ned for den stressfaktor.

Den rute vi prøvede af i tirsdags var den, der på papiret er kortest. Der er dog andre ture, som kun er en anelse længere. Hvis det bliver et problem med vejrpåvirkningen på de åbne stykker eller at køre på stykkerne uden gadebelysning, så kan jeg køre den anden vej.

Det er 2½ år siden at jeg købte min el-cykel, og batteriet begynder at have en mærkbart kortere rækkevidde. Siden jeg flyttede til Birkerød har jeg ikke kunnet komme hele vejen både til og fra arbejde på samme opladning, og har derfor været nødt til at lade batteriet op på arbejde. Henover denne vinter har det på dage med frost været svært at klare bare den ene tur på 24 km. På testturen til det nye arbejde kørte jeg ud og hjem på samme opladning, men var nødt til at køre på nedsat motorkraft på næsten hele hjemturen for ikke at ‘løbe tør for benzin’. Jeg håber at jeg kan få lov til at oplade mit batteri på mit nye arbejde. Hvis ikke skal jeg overveje alternativer som at købe nyt batteri eller helt ny cykel.

I fødselsdagsgave havde jeg ønsket mig en ny jakke til at cykle på arbejde i, som havde en mere iøjnefaldende farve og gerne med reflekser på. Det var desværre svært at finde den rigtige kombination, men husbond forærede mig en jakke meget lig den jeg har, bare i en skrap lyserød farve. På nettet fandt jeg nogle gode reflekser i kreativt design, som man selv kunne stryge på. Det fik jeg også gjort i denne ferie. Når man cykler på arbejde hver dag året rundt kommer det til at fylde meget i hverdagen, så det var skønt at føle sig helt klædt på til den nye hverdag.

Lignende indlæg:

Nyt job 2016: hvad jeg mister

Man kan ikke få det hele. Det er et udsagn jeg tror på helt fundamentalt. Der findes ikke ‘den fede fidus’ hvor man får en masse gevinster uden ulemper. Så selvom mit jobskifte her i 2016 giver mig noget der er rigtig tæt på ‘hele pakken‘, er der alligevel også en række ting jeg må sige farvel til, når jeg forlader Pensionsministeriet:

  • Udsigt til vand, uanset hvor i kontorbygningen man befinder sig
  • Udsigt til kongeskib, lystyachter, krigsskibe, krydstogtskibe og Trekronerfortet
  • Arbejde tæt på Københavns centrum
  • Aflåst cykelparkering og omklædningsfaciliter i kælderen
  • Fri mellem jul og nytår, dagen efter Kr. Himmelfartsdag og hele Grundlovsdag
  • Let niveau af administration, tidsregistrering mv.

Jeg skal ikke længere sidde på el-cyklen i mere end 1 time hver vej til arbejde. Det vil min bagdel nok takke mig for, men det giver mig en mindre motionsmængde. Med et kalorieforbrug der svarer til 7-8 spinning-timer om ugen, tror jeg det er meget fornuftigt at skrue lidt ned.

Det er en mærkelig følelse lige nu at have sine sidste dage på arbejdspladsen, hvor jeg i årevis har følt mig utilpas og langt fra tryg. For sammenlignet med det nye jeg skal starte på, er det alligevel mere trygt og velkendt. Her kender jeg trods alt præmisserne og spillereglerne.

Sammenlignet med de fordele jeg så ved jobskiftet i 2011 er jeg stadig bedre stillet. På de fleste punkter får jeg samme eller bedre forhold end mit forrige job. Som jeg ser det, her i perioden før jeg er startet i det nye job, tror jeg kun at jeg giver køb på at arbejde et sted, hvor der af og til sker noget spændende udenfor vinduerne. Selvom jeg er nysgerrig af natur, synes jeg det er en god byttehandel.

Hvis utrygheden skulle blive for stor, kan jeg bare tænke på den virksomhedsånd, som jeg ikke bryder mig om, den manglende tillid og ingen frihed under ansvar. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil væk fra den udeblevne fleksibilitet, som jeg ikke forstår årsagen til, og som er ved at kvæle mit privatliv.

Lignende indlæg:

Nyt job 2016: hvad jeg opnår

Når jeg skifter job lige om lidt, får jeg en række muligheder og forbedringer:

  • En mulighed for at arbejde med mit speciale, IT-dokumentation og compliance, i en sammenhæng hvor det er en accepteret præmis for virksomhedens aktiviteter.
  • Bredere ansvarsområde
  • Kendskab til helt ny branche
  • Arbejde i en større virksomhed med større mulighed for faglig sparring
  • Mærkbart kortere transporttid
  • Flextid med fixtid kl. 9:00 – 14:00
  • Betaling ved evt. overarbejde

Vigtigst af alt forventer jeg, som beskrevet i dette blogindlæg, at opnå en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Sidst jeg skiftede job opnåede jeg en lang række forbedringer i ansættelsesvilkår. Jeg var meget imponeret over at få bonusordning, mange ekstra fridage og firma-iPhone, fordi jeg følte at det signalerede, at man betragtede sine medarbejdere som værdsatte specialister. Disse fordele falmede efterhånden som det gik op for mig, hvilke værdier der lå nedenunder – værdier, som ikke handlede om at værdsætte sine medarbejdere.

Derfor holder jeg mig lidt tilbage med at juble over de nye fordele jeg opnår ved dette jobskift. Det er selvfølgelig forjættende at se frem til 1 times ekstra fritid om dagen, og ikke længere at føle sig holdt i kort snor. Brændt barn skyer ilden, og det er svært at slippe frygten for, at jeg igen skal opleve at blive så skuffet, at de ting som på papiret er forbedringer ikke betyder noget.

Lignende indlæg:

Lidt til og meget mere

Lige da jeg var flyttet ind i mit nuværende hus følte jeg, at mit liv nåede et højdepunkt. Faktisk følte jeg at jeg var på toppen, og at det ikke kunne blive meget bedre.

Da jeg skrev det indlæg, var jeg rimelig tilfreds med min arbejdssituation. I den periode havde jeg en chef, som gav mig håb og som repræsenterede nogle værdier jeg kunne lide. Det varede ikke så længe, han stoppede et par måneder efter at jeg skrev indlægget. Og så var jeg tilbage i den ledelseskultur som havde været i virksomheden hele tiden, og som jeg aldrig har brudt mig om.

Her halvandet år efter må jeg konstatere, at mit liv kunne blive endnu bedre. Det er nemlig lykkedes mig at finde et nyt job, som jeg forventer kommer til at gøre min hverdag endnu bedre. 1. marts starter jeg i nyt job på en arbejdsplads, som ligger betydeligt tættere på mit hjem. Ovenikøbet får jeg flextid, så det bliver muligt at få en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Hvad arbejdspladsen ellers byder på af kultur og udviklingsmuligheder kan jeg på nuværende tidspunkt kun gætte på. Jeg har et håb om, at det er bedre. Men alene det faktum, at jeg kan cykle på arbejde på noget under en time, og gå tidligt uden dårlig samvittighed, kommer til at betyde en stor forbedring for mig.

Helt konkret forventer jeg, at jeg kommer til at føle større frihed og mindre skyldfølelse overfor min hund. Den kortere transporttid vil formentlig også betyde mindre træthed og dermed større overskud til hverdag, socialt liv og interesser.

Når jeg tænker tilbage på de overvejelser vi havde ifm. vores huskøb i 2014, hvor vi tænkte meget på min transporttid, kan jeg kun være utrolig glad og tilfreds med de beslutninger vi traf. Vi fandt et hus 6 km. længere væk fra København, og fik langt mere for pengene. Prisen var et større tids- og energiforbrug til transport for mig. En pris, som jeg nu ikke længere skal betale. Hvor heldig kan man være – nu tjener jeg både på gyngerne og karrusellerne.

Lige som jeg troede, at jeg havde opnået alt hvad jeg turde håbe på, gik en umulig drøm i opfyldelse: at have en overkommelig transporttid på cykel, samtidig med at jeg bor i et hus der er helt rigtigt for mig og har et lykkeligt familie- og fritidsliv.

Lignende indlæg:

Halvhjertet

Mine dage i Pensionsministeriet rinder ud. Jeg rydder op i skabe og skuffer, og overdrager til mine kolleger. Jeg har sagt farvel til de første kolleger, været til den månedlige fredagsmorgenmad for sidste gang, og jeg har sagt tak for god behandling til fysioterapeut Martin, som har givet mig massage hver anden fredag. Jeg har også været til fratrædelsessamtale – for første og sidste gang.

De sidste par steder jeg har været ansat har der været et forsøg på opsamling af erfaringer omkring medarbejderes årsager til at sige op og søge hen til et andet job. Nogle steder er det i form af et spørgeskema, andre steder fulgt op af en samtale med en person fra HR, og sådan var det også denne gang.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema med spørgsmål om min ansættelse og fremsende det inden samtalen. I skemaet blev man bedt om ærligt at svare på, i hvilken grad man har været tilfreds med introduktion, opgaver, samarbejde osv. Derefter spørges der til den væsentligste årsag til beslutningen om at sige op, og man bedes nævne gode og dårlige ting ved at arbejde dette sted. Til sidst efterlyser man ligefrem tiltag der kan gøres, for at gøre arbejdspladsen mere attraktiv.

Før jeg sagde op tænkte jeg tit på hvad jeg skulle sige, hvis der var nogen fra ledelsen der spurgte mig hvad jeg synes om at være ansat der. Jeg har egentlig været uenig med mange ledelsesmæssige valg og værdier i den virksomhed, og et sådant spørgsmål kunne godt skabe en klemt situation, hvor jeg enten ville være nødt til at lyve eller tie, hvis jeg ville bevare den gode stemning. Samtidig har jeg haft en stor lyst til at lade dem vide, hvordan det føles at være ansat i virksomheden, for ledelsen signalerer kun harmoni og konsensus.

I fratrædelsesskemaet var der pludselig anledning til at få sagt alle de ting, jeg ellers kun har snakket om henover middagsbordet – alle de ting, som hele min familie er forargede og rystede over. Spørgsmålet er bare hvilket formål det tjener, når nu jeg HAR sagt op. Og ville de overhovedet kunne forstå mig?

Jeg valgte at udfylde skemaet med min ærlige mening – skrevet så sobert som muligt, men uden at lægge fingre imellem. For min egen sjælefred, og for de kolleger som fortsat skal være i virksomheden. Jeg skrev om et job der egentlig var interessant på papiret, om en virksomhed som har alle forudsætninger for at være en rigtig god arbejdsplads, og om den ubetingede verbale opbakning fra alle ledelseslagene over mig. Men jeg skrev også om et belastende fysiske arbejdsmiljø, om den fleksibilitet som jeg blev lovet men ikke fik, om den mærkelige kultur og om at have tillid til sine medarbejdere og give dem frihed under ansvar.

Det viste sig dog at være skønne spildte kræfter. Ved fratrædelsessamtalen havde Pensionsministeriets HR-person ikke læst skemaet på forhånd, men sad og læste det mens vi talte. Vi snakkede om arbejdsopgaverne, og hvorfor det havde været svært for mig at komme til at udføre opgaverne. Men da vi kom hen til der hvor substansen lå; det som var min egentlige grund til at søge væk, stoppede samtalen. HR-medarbejderen læste lidt på det jeg havde skrevet, sagde ikke et ord, men lukkede bare skemaet sammen, lagde det til side og begyndte at tale om praktiske ting ifm. fratrædelsen: aflevering af adgangskort og skuffemodul.

Man kan vist ikke sige, at sådan en adfærd bunder i et reelt ønske om at forstå hvorfor medarbejdere forlader virksomheden. Og jeg må sige, at jeg er ikke overrasket. Det slog mig, at det egentlig var ret symptomatisk for, hvordan mange ting omkring ledelse og personaleadministration kører i Pensionsministeriet.

Virksomheden har alle de ‘rigtige’ ting, som man har på andre arbejdspladser: samarbejdsudvalg, personaleforening, udviklingssamtaler, personalegoder. Men i praksis får det hele et skær af pligt, noget der bare skal overståes, så man kan rapportere til bestyrelse og andre, at det er sket. Der er ingen der taler om hvorfor man gør det, hvad formålet er og hvad man vil opnå.

Som medarbejder føles det som om arbejdsgiverens indsat i disse sammenhænge er halvhjertet. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det skyldes, at man inderst inde ikke interesserer sig for substansen i det: at skabe en god arbejdsplads, at få det optimale ud af sine medarbejdere, at skabe kontinuitet og bevare viden med henblik på at få et så godt produkt som muligt.

Det understreger min teori om en organisation, der i virkeligheden har et andet formål end at administrere pensionsordninger. Man får et indblik i prioriteringerne, når medarbejderne pludselig ikke kan bruge kantinen i bestemte perioder, når gæster ikke kan få gæsteparkeringspladser, og når der udsendes besked om, at der ikke må ligge en æske gajoler på skrivebordene. Det er de udadvendte aktiviteter der betyder mest. Arbejdet med relationer og samarbejdspartnere er vigtigere end det daglige arbejde. Jeg ser nu i endnu højere grad Pensionsministeriet som en politisk organisation, hvor formålet er at lave politik, at få indflydelse og at sætte et mærke i erhvervslivet.

Det er en mærkelig følelse, når man selv har forsøgt at lægge en helhjertet indsats i sin stilling, i et forsøg på at give virksomheden størst mulig værdi af de IT-systemer man har investeret i.

Lignende indlæg: