Overvejelser om hund – pro

Jeg går i overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Jeg har udsigt til at miste min Adina indenfor det næste år, og det sætter tanker igang om hvorvidt jeg skal have hund igen.

Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det? Jeg elsker hunde højere end de fleste. Hele mit liv har jeg drømt om at have hund. Jeg er i og for sig indstillet på de afsavn der ligger i at have hund, og vi er inde i livsstilen. Langt hen ad vejen synes jeg at glæden ved at have hund opvejer ulemperne.

Lige nu har jeg faktisk gode forudsætninger. Mit nye job giver bedre forhold end nogensinde for at have hund. Min transporttid er minimal, og som jeg har oplevet det indtil nu har jeg bedre fleksibilitet end nogensinde.

Infrastrukturen er på plads. Vi har plads i både hus og bil, og økonomien holder også til det. Vi har nu nogle års erfaring med at have hund, som nok skal hjælpe os. Både dem der besluttede at vi måtte adoptere Adina, og hende der ejer kennelen hun kommer fra, har udtrykt tilfredshed med det liv vi har skabt for Adina.

Måske var det endda en idé at få hund allerede nu, mens Adina stadig er her. Så kan hun hjælpe med at opdrage den nye hund og fortælle den alt om hvordan man gør her i huset. Og dernæst en egoistisk nuance: når vi en dag skal sige farvel til Adina kan den nye hund forhåbentlig hjælpe os til at tænke på noget andet.

Det kunne jo også være, at der var nye og endnu bedre oplevelser at hente. Man kunne overveje andre hunderacer med andre egenskaber. Tænk hvis jeg fik en hund der var lidt mere social og kælen. Eller en hund ikke var bange for visse lyde. Og at få en hvalp ville være en helt speciel oplevelse.

Meget af det der holder mig tilbage fra at få hund igen er bekymringer om det ene og det andet. Egentlig synes jeg ikke det er så sundt at bekymre sig for meget, og på en måde har jeg lyst til at byde bekymringerne trods. Jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok, og det sidste jeg vil gøre er at tage en uskyldig hund som gidsel i den sag.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – contra

I kølvandet på Adinas diagnose har jeg fået en lang række overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Skal vi have hund igen?

De første år som hundeejer var jeg overbevist om, at dette var livet for mig. Jeg var lykkelig for at være hundeejer og at føre en livslang drøm ud i livet. Husbond og jeg sagde til hinanden, at vi nok altid ville have hund fremover. Vi snakkede endda om at have 2 hunde. Vi nød hverdagen med gåturene og samværet med Adina i fulde drag.

For 3 år siden flyttede vi til Birkerød, og på samme tid ændrede vores hverdag sig lidt. Husbond begyndte at have en mere ustabil arbejdsdag, og vi kan ikke længere tage for givet at han kan tage fra arbejde til en bestemt tid. Han begyndte også at rejse mere, både med arbejde og med sine venner. Ansvaret for at komme hjem til hunden i ordentlig tid ligger nu derfor primært hos mig, og jeg skal i princippet kunne klare vores hverdag alene. Jeg vil altid gerne hjem til min hund, men det betyder i praksis at jeg ikke føler at jeg kan lave aftaler eller have ærinder på hverdage efter arbejdstid.

Vi har haft en del fleksibilitet gennem vores hundelufter, som kommer en gang om ugen og lufter Adina. Hun kan også passe Adina, hvis vi skal på en lille ferietur uden hund. Denne hjælp har givet os frihed, men den er desværre for nedadgående. Hundelufteren er begyndt at holde mere fri, næsten hver måned er der nu aflysninger. Det er også sjældnere at hun siger ja til at have Adina i pension.

For et år siden havde vi en konflikt med en anden hundeejer i vores lokale hundeskov, hvilket har betydet at vi ikke længere bryder os om at lufte Adina der. Derfor skal vi nu ud og køre for at komme i hundeskov. Jeg kører ikke bil, og jeg går derfor hundeture i de lokale villakvarterer og parker. Det dækker fint Adinas behov nu, men vil det være nok for en ny ung hund?

Jeg er kommet til at tænke på, om vi måske er for følsomme til at have hund. Sådan en konflikt vi havde for et år siden, hvor en hundeejer synes at Adina er en tikkende voldsbombe, fordi hun satte hendes voldsomt gøende hund på plads (uden at gøre skade), går både mig og husbond meget på. At det derefter bliver en sladderhistorie, der vokser som fjeren til de fem høns hjælper ikke på det.

Hver gang jeg går fra Adina for at tage på arbejde, føler jeg mig som en tarvelig skid. Jeg synes det er synd for hende at hun skal være alene, og jeg bekymrer mig meget om hvor længe hun er alene. I det hele taget bekymrer jeg mig meget om at hun har det godt og har et godt liv. Det er også en belastning at være afhængig af at finde pasning, når vi skal noget hvor hunden ikke kan komme med. Jeg synes det er ubehageligt at bede familie og venner om hjælp, da jeg synes det er en stor belastning at bede nogen om at tage sig af en stor hund der trækker i snoren og piver når hun er utilfreds.

Det ramte os hårdt, da vi fandt ud af at Adina havde en uhelbredelig sygdom. Som tidligere nævnt var vi ikke vant til at forholde os til sygdom hos en hund, men selvfølgelig kan en hund blive syg. Faktisk hører Adina til en race som ikke er ret plaget af sygdomme. Adfærdsmæssigt er Adina også lidt af en mønster-hund. Når vi kigger os omkring i omgangskredsen og på sociale medier er der mange hunde med flere og værre problemer, både adfærdsmæssigt og helbredsmæssigt. Jeg synes det har været hårdt nok med de udfordringer Adina har – tænk hvis man fik en hund med større problemer.

Adinas sygdom varsler en skillevej, og alt i alt er der mange grunde til at gå tilbage til et hundefrit liv. Det vil give mere frihed og fleksibilitet, og mindre bekymring. Og det ville da være en rar bonus at få lettere ved at holde hjemme rent og pænt. Det er simpelthen lettere og indebærer mindre stress. Spørgsmålet er bare om det er det værd, når nu man elsker hunde så inderligt som jeg gør.

Lignende indlæg:

Degenerativ Myelopathi

I påsken besluttede vi at gå til dyrlægen med Adina. Hun var begyndt at slæbe på den ene pote og være ustabil på bagbenene.

Dyrlægen undersøgte hende med sine hænder og fandt ikke nogen tegn på at hun havde smerter. Hun kom ind til røntgenundersøgelse og blodprøver. Her blev det udelukket at hun havde problemer med knogler og led, og flåtbårne sygdomme og andre infektioner blev også udelukket.

Hendes symptomer kan kun forklares ved sygdommen Degenerativ Myelopathi, en sygdom som ses hos schæferhunde, og som begge Adinas forældre er/var bærere af.

Sygdommen er en uhelbredelig neurologisk sygdom, som gradvist nedbryder rygmarvens evne til at sende signaler til bagkroppen. Hunde der har den sygdom bliver derfor gradvist mere og mere handicappede, og normalt vil man 6-12 måneder efter diagnose beslutte at aflive hunden fordi livskvaliteten ikke længere er god nok.

Det var et stort chok at måtte indse, at Adina kort før sin 8 års fødselsdag skulle få denne dødsdom. I den tid vi har haft Adina har hun været sund og rask, stærk og adræt. Vi har kun været hos dyrlægen ifm. årlige sundhedstjek og så et par gange fordi hun har skåret sig i poten. Derfor havde vi regnet med at have hende en del år endnu, selvom hun nu er en lidt ældre hund.

Jeg har grædt og tænkt og grædt igen. Det gør ondt at se hende have problemer med at bruge sine bagben, og det faktum at det kun bliver værre gør det sværere at bære. Tanken om at skulle tage en beslutning om aflivning kan jeg ikke rumme.

Der er ikke nogen behandling for sygdommen, men husbond og jeg prøver at gøre hvad vi kan for at støtte Adina i hendes hverdag. Vi laver styrketræning ved at gå op ad stejle bakker. Vi har lagt tæppe på trapperne, så hun ikke glider. Vi har stillet en vandskål på 1. sal, hvor hun sover sammen med os om natten, så hun ikke behøver at gå op og ned ad trapperne om natten.

Derudover har vi aftalt at holde kontakten med dyrlægen, så vi sikrer at vi vurderer situationen rigtigt og ikke lader Adina lide eller have et uværdigt liv. Og så er det ellers bare at prøve at nyde Adina i den tid vi har tilbage sammen med hende.

 

Lignende indlæg:

Slut med el-cykel

– i hvert fald som dagligt transportmiddel.

Efter mit seneste jobskifte har jeg fået utrolig kort til afstand til mig arbejde. Sølle 4 km kan det blive til. På el-cykel tager det 11 minutter. Jeg er nærmest ekstatisk over at bruge så lidt tid på transport, det udløser en masse ekstra fritid helt gratis – ”penge lige i lommen”.

Problemet er bare, at jeg får næsten ingen motion eller kalorieforbrænding ud af at køre den korte tur på el-cykel. I forvejen er jeg kommet i temmelig dårlig form efter en periode uden daglige cykelture, og vægten er kommet alt for højt op. Jeg har derfor besluttet mig for at køre på almindelig cykel til og fra arbejde. På den måde håber jeg at jeg kan undgå at skulle til at gå i motionscenter eller lignende for at dyrke yderligere motion.

Jeg har ikke længere nogen almindelig cykel, så i påskeferien gik jeg ned til den lokale cykelhandler. Med i lommen havde jeg en lille seddel, hvor jeg havde noteret mine krav og ønsker til en ny cykel. Efter ca. 10 år med el-cykel forventede jeg, at det ville blive et stort arbejde at vænne kroppen til almindelig cykel, så jeg lagde vægt på en effektiv energioverførsel via udvendige gear og en aerodynamisk siddestilling. Jeg ville også gerne have skivebremser, og så var det vigtigt for mig at cyklen ikke var en kedelig farve som sort eller grå.

Det tog ikke ret lang tid at finde en Kildemoes Logic Sport citybike i en flot lilla farve, der levede op til mine forventninger. Forretningen gjorde den klar så jeg kunne hente den senere samme dag. Mandagen efter var det arbejdsdag igen, og jeg hoppede op på min nye ganger.

Pyh, det var godt nok hårdt at cykle uden 250 Watt hjælp fra en motor. De første dage synes jeg det var helt ubegribeligt tungt at træde en helt almindelig cykel. Det var som om at benene bare slet ikke kunne. At starte fra rødt lys gik så langsomt, at jeg blev hidsigt utålmodig, og at komme op i en hastighed jeg var vant til fra el-cyklen var umuligt selv på flad vej.

Efter en uge havde jeg vænnet mig lidt mere til at køre almindelig cykel. Jeg havde fået justeret min ubevidste forventning til hastighed og acceleration, så det passede bedre med min formåen, og jeg måtte også justere min cykelhjelm fordi fik hovedpine af at køre med nakken bøjet tilbage og med en noget højere puls. Lige så stille kunne jeg mærke at lårene fik mere styrke, så jeg kunne komme op ad bakkerne uden at gå næsten i stå.

Turen til arbejde tager ganske få minutter mere end med el-cyklen, og jeg er endda begyndt at køre en lille omvej for at få mere motion. Jeg forbrænder mere end det dobbelte på cykelturen og får sved på panden. Jeg er glad for min beslutning og der er ingen tvivl om at jeg fortsætter på denne måde.

El-cyklen beholder jeg dog indtil videre. Den er jo ’min bil’ som jeg bruger når jeg skal køre længere ture, og så er den praktisk indrettet med cykelkurve, så jeg kan bruge den til selv store indkøb. Den nye cykel har meget smalle dæk, og det bliver svært at sætte nogen grove vinterdæk på, så jeg regner også med at el-cyklen skal være min redning når sneen kommer.

Lignende indlæg:

Nyt job 2017

Efter lidt af en kolbøtte har jeg fået nyt job igen. Jeg vil ikke som tidligere minutiøst kortlægge hvad jeg vinder og hvad jeg mister, da det virker mindre vigtigt nu. Men jeg vil gerne ridse op hvad dette skifte betyder for mig.

Mine 2 seneste jobs har været modsætninger hvad angår fordele og ulemper. Det job jeg lige har haft var et dårligt match når det gjaldt jobindhold, men jeg var glad for kultur, ledere og flexibilitet. Jobbet inden da var modsat – jobindholdet passede super godt til mig, men kulturen gjorde ikke.

Mit nye job ser ud til at kombinere de gode sider ved de 2 seneste jobs. Derudover har jeg fået en hidtil uset kort transporttid. Det er ganske fortryllende.

Transporttid har fyldt meget for mig i mit jobliv. Jeg har haft 40 km. til et job i Dragør, 23 km. til et job på Østerbro. Da jeg fik 14 km. til job for et år siden var jeg begejstret, nu kunne jeg klare turen på el-cykel på lidt over en halv time. Det var perfekt rent motionsmæssigt.

Mit nye job ligger kun 4 km. væk. På el-cyklen tager det mig kun 10 minutter at komme på arbejde. Dette tidsforbrug er forsvindende lille, nærmest ubetydeligt. Det er en kæmpe kontrast til alt hvad jeg har prøvet før. Det giver mig en masse mere fritid, og det er næsten ikke til at fatte.

Det betyder dog også, at motionen jeg får ud af turen på el-cykel er ubetydelig. Jeg har derfor købt en almindelig cykel og håber således at få en fornuftig mængde motion alligevel. Ellers skal jeg til at tænke i nye baner for at få rørt mig nok.

Fleksibilitet har været et kerneområde for mig i tidligere jobs. Det har været vigtigt, fordi en lang transporttid gør det svært at passe hus og hund. Dette tema kommer mere i baggrunden, nu hvor jeg har så kort transporttid, men jeg har alligevel den fleksibilitet jeg ønsker. Jeg kan komme lidt senere eller gå lidt tidligere hvis jeg har behov for det, og jeg kan også arbejde hjemme.

Alt i alt ser det ud til at mit nye job er en ren jackpot af fordele. Der vil nok dukke ting op som jeg kommer til at ærgre mig over. Men når stressfaktorer som transporttid, dårligt matchende jobindhold, ringe flexibilitet og kejtet kultur er væk håber jeg at have meget mere overskud til at klare fremtidig modstand.

Lignende indlæg:

Kolbøtte 2017

Der har været næsten tavst på bloggen i år, og det er fordi mit liv har taget en kolbøtte siden nytår. Det handler om mit arbejdsliv, men det har fyldt hele mit liv i en periode.

Det er naturligt for mig at skrive om den slags oplevelser her på bloggen, men af forskellige årsager har jeg ikke publiceret blogindlæg om det, mens det stod på. Dels har jeg i starten haft svært ved at samle mig om at skrive. Og dels har har jeg kontraktligt forpligtet mig til ikke at tale dårligt om min arbejdsgiver, og til ikke at tale om indholdet af en aftale vi har indgået. Derfor har jeg holdt mig tilbage med at beskrive konkret hvad der er sket og hvilke følelser det har resulteret i for mig.

Det nager mig, for jeg synes at når man dokumenterer sit liv på denne måde, så skal det hele med, både de gode og de dårlige oplevelser. Jeg ved godt at der ikke sidder et kæmpe publikum og venter på at læse hvad der sker i mit liv. Men jeg har en trang til at dokumentere denne del af mit liv, for at huske det, for at bearbejde det og for at reflektere over det og lære af det.

I de forgangne måneder har jeg skrevet lange blogindlæg om hvad der er blevet sagt og gjort, men dem kan jeg ikke publicere. Nu hvor jeg er ude på den anden side, kan jeg se tilbage og skrive offentligt overordnet om hvad der er sket. Det gør jeg igennem disse 3 blogindlæg:

 

Lignende indlæg:

Et nyt kapitel

Da jeg vendte hjem til Danmark fra Californien, var jeg klar til at se min nye virkelighed i øjnene. Nu skulle der søges job. Jeg greb det an med ydmyghed og systematik. Jeg skubbede den dårlige oplevelse på det seneste job i baggrunden og fokuserede på mine succesoplevelser på arbejdsmarkedet. Det rustede mig med selvtillid.

Det gik over al forventning. I løbet af et par uger søgte jeg en række jobs og oplevede god respons. Det andet sted jeg var til samtale tilbød de mig jobbet, og jeg måtte efterfølgende melde fra til 2 andre jobsamtaler.

Efter en periode som hjemmegående, er jeg nu startet i et nyt job, der indfrier en masse ønsker og endda et par drømme. Jobindholdet er en god fortsættelse af de emner jeg gerne vil beskæftige mig med. Branchen har jeg erfaring med og jeg føler mig godt tilpas på denne type arbejdsplads. Det føles som at ‘komme hjem’.

Med udgangspunkt i en opsagt stilling var jeg klar over at jeg kunne komme i en situation, hvor jeg var nødt til at overveje et job med lang transporttid eller lavere løn. Sådan endte det heldigvis ikke.

Hele denne kolbøtte har resulteret i en situation, der er langt bedre end før. Mange stressfaktorer er fjernet fra min hverdag, og økonomien har ikke lidt under det. Hvor jeg i vinter måtte vælge mellem pest eller kolera, føler jeg nu at jeg har fået både i pose og sæk.

Jeg sidder med en stor taknemmelighed over den medvind og hjælp jeg har oplevet. Familie og venner har virkelig støttet mig så det kunne mærkes. Og jeg må sige, at jeg også føler en stolthed over min egen håndtering af hele forløbet.

Undervejs har både tidligere og nuværende arbejdsgiver omtalt mig som følsom, og her på bloggen har jeg skrevet en del om at være sensitiv. Når jeg opruller hele historien, ser jeg det egentlig som noget der har været mig til gavn.

Jeg oplever at mit detalje-orienterede sanseapparat har hjulpet mig til at håndtere denne krise. På ret kort tid har jeg overkommet svære følelser og tilpasset mig en ny virkelighed. Min familie og mit netværk har hjulpet og støttet mig helt enormt, bla. fordi jeg har været i stand til at sætte ord på hvad der skete og at bede om hjælp.

 

Lignende indlæg:

En overgang

Da jeg havde skrevet under på fratrædelsesaftalen, afleverede jeg mit adgangskort og hentede mine private ejendele. Nu var det pludselig helt slut med at have en arbejdsplads. Jeg kunne slippe alle bekymringer og forpligtelser, men også følelsen af at høre til.

Omgående begyndte jeg at sove godt om natten. Det fortalte mig, at det var den rigtige beslutning jeg havde taget. At leve med udsigt til økonomisk usikkerhed var åbenbart mindre belastende end at være i et forkert job. Tankevækkende.

Der var mange følelser jeg skulle håndtere. Af positive følelser var lettelse, håb, optimisme – nu var døren pludselig åben for at alt muligt spændende kunne ske. Af negative følelser var bekymring for økonomien, vrede over ting der var sket, sorg over at miste kolleger og sammenhold, og også skyldfølelse overfor familien, fordi jeg havde sat os i denne situation.

I denne periode var jeg ret bevidst om at gøre noget for at finde balance og styrke igen. Jeg sammensatte en hverdag med elementer der gav mig glæde, afslapning og nydelse. Jeg gik i svømmehallen, så interessante tv-programmer, sov middagslur og lyttede til musik.

Efter et par uger tog jeg på rekreation hos min bror i Californien. Jeg tilbragte en uge med at lave tæt på ingenting. Sad på terrassen og nød solen. Drak cola lavet i Mexico på rørsukker. Gik tur med hunden. Husbond passede hele hjemmefronten, og jeg kunne slippe alle pligter for en stund.

Det gjorde mig godt. Jeg følte mig som mig selv igen. Det gik op for mig at det var længe siden.

Lignende indlæg:

Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg:

Ulven kommer

Igennem de seneste år er der begyndt at dukke ulve op i den danske natur. Efter at der i flere hundrede år slet ikke har været set ulve i Danmark, kom der for nogle år siden pludselig beretninger om ulve. Nogen mente at de havde set det sky dyr, og nogen mente at det var en ulv der havde spist et får. Lige så stille er der kommet flere ulve, og der er også tegn på at de yngler.

Danmarks natur og klima er ligesom vores nabolande et naturligt levested for ulve. I 16-1800-tallet kunne det danske samfund ikke håndtere dette rovdyr og valgte målrettet at udrydde ulven fra Danmark.

At ulven igen er i Danmark er naturhistorisk interessant. Indvandringen skyldes store bestande i Tyskland. Det er spændende fordi der ikke lever særlig mange større rovdyr i Danmark. Ræven har været næsten udryddet af sygdom i de sidste 20 år, og vi er slet ikke vant til at begå os blandt store rovdyr som vores nabolande er.

Måske er det derfor at ulvens indvandring også giver anledning til negative følelser hos nogle danskere. En ting er en irrationel angst for selve mødet med ulven, som vel mest er et udtryk for uvidenhed og mangel på perspektiv.

En anden ting er, at ulven udover at spise vilde dyr, også af og til tager et får eller et andet husdyr. Efter 200 år uden ulve er mange danske husdyr tilsyneladende ikke indhegnet på en måde der beskytter dem mod ulve.

Husdyrenes ejere ønsker at løse problemet ved at skyde ulvene. En løsning der nok er billigere end at investere i ulve-sikre hegn, men som hverken er etisk eller lovlig. Ulven er nemlig fredet i hele EU.

Jeg finder det fuldstændig forrykt at ville skyde et dyr, som naturligt hører til i den danske natur. Det vil være bæredygtigt at have en vis mængde ulve i Danmark. Der har været en kraftig stigning i bestanden af råvildt og kronvildt, og vi har endda en invasiv art, der ikke hører til i den danske natur, nemlig Sika-hjorten, der er importeret fra Asien. En hjælpende hånd fra ulvene til at holde disse bestande nede er helt uproblematisk. Måske kunne vi endda slippe for nogle af de mange flåtbid og heraf følgende borrelia-infektioner.

Almindelig naturpleje og regulering ved jagt er en god ting, men at skyde ulve udelukkende fordi man ikke vil bruge ressourcer på at sikre sine husdyr er efter min mening en primitiv og forhistorisk reaktion.

En af menneskets helt store styrker er jo netop evnen til at tilpasse sig udviklingen. Her må vi simpelhen lære at lave nogle bedre hegn – på samme måde som vi f.x. har kunnet sikre vores høns mod ræve indtil nu. Hvis det medfører en uforholdsmæssig stor udgift for de enkelte husdyrhold, kan man jo lave en erstatningsordning fra samfundets side.

Lignende indlæg: