Ups, jeg havde nær glemt at bloggen har 2 års fødselsdag i denne måned.

Der er sket lidt – men ikke så meget – siden jeg gjorde status for et år siden. Besøgsstatistikken indikerer at der er lidt flere faste læsere, dvs. besøgende som ikke kommer ind via Google-søgninger. Jeg er også begyndt at få en del flere kommentarer end jeg fik i starten. Jeg har tilmeldt mig chart.dk, hvor jeg kan se at jeg normalt ligger omkring nr. 100 på hitlisten.

Ind imellem er der pludselig mange læsere. Omkring nytår var der på Ekstra Bladet en afstemning om årets side 9-pige, som ved et skørt tilfælde har givet bloggen utrolig mange besøg via Google-søgninger. Man kan også tydeligt se hvornår de israelske oliemaleri-sælgere er aktive, og her i foråret er det tydeligt at årstiden giver anledning til flere søgninger på el-cykler og chili-dyrkning.

Jeg er også kommet på Twitter i årets løb. Jeg bruger det som micro-blogging og skriver her små hverdags-opdateringer som der ikke er så meget ‘kød på’. Derudover bruger jeg det også til markedføring af bloggen: når jeg publicerer et nyt blogindlæg laves der automatisk en Twitter-update, og så har forbundet Twitter til Facebook så min Twitter-update bliver til min Facebook-status. På den måde får alle mine Twitter-followers og næsten alle mine Facebook-venner besked når der er et nyt blogindlæg. Jeg kan se at jeg får flere og flere besøgende på bloggen via Twitter, det er tydeligvis en social tjeneste i vækst.

Alt i alt er det lidt af et markedsførings-ræs jeg har gang i. Altsammen bare fordi jeg gerne vil have at nogen læser det jeg skriver. Det er noget som bider sig selv i halen – hvis man vænner sine læsere til at de får besked i f.eks. Facebook når der er nyt, så går de ikke af sig selv ind på bloggen, selvom de jo bare kunne abonnere på RSS-feed i deres browser.

Men i bund og grund vil jeg bare gerne fortælle lidt om mig selv, jf. den fornyligt opdaterede formålsparagraf. Jeg nyder mere og mere at skrive, og det er i sig selv tilfredsstillende. Jeg vil selvfølgelig ikke stoppe det ned i halsen på nogen. Jeg bruger de markedsføringskanaler hvor jeg føler at interesserede kunne være, men afholder mig fra at trænge mig på med ’se-mig’-kommentarer på andres blogs o.l.

Tags : Blog, Tilbageblik

Så skete det igen. Yndlings-møbelforretningen har pludselig 25% rabat på alle deres ikke-nedsatte varer mandag aften. Denne gang er vi bedre forberedt, opsparingen har en saldo hvor vi faktisk godt kan gå ud og købe næste møbel på ønskelisten. Især med den rabat.

Vi ønsker os en lænestol, og mit hoved er ved at eksplodere af de mange valgmuligheder. Hvilken farve skal vi vælge? Jeg har siddet længe og leget med producentens online-værktøj, hvor man kan vælge imellem en mængde forskellige farver på stel og stof. Det er simpelthen så svært at vælge. Her er nogle af de mere ekstreme kombinationsmuligheder:

Vi har en sort-brun sofa og sæbebehandlede bøgetræsreoler, sort TV og et palisander spillebord som nærmeste naboer til lænestolen. Jeg vakler imellem at forsøge at matche nogen af farverne på de andre møbler, og så at vælge en kontrast. Vi har knaldrøde højttalere, og jeg overvejer faktisk seriøst den røde variant som vises herover…..

Uha, men det er en stor beslutning – det er mange penge og en kvalitetsstol som gerne skulle kunne holde i mange år, så man skal jo helst ikke blive træt af at se på den.

Tags : Sanser, Shopping, Tvivl

Jeg har været på kunstmuseet Arken idag sammen med mine forældre og min mand. “2 voksne og 2 pensionister” sagde min far, da han betalte entréen for os. Det kom jeg til at grine lidt af, for hele min barndom har min far sagt “2 voksne og 2 børn” når vi har skullet på museum i vores familie. Nu er det mig og min mand der er de voksne! Og mine forældre er nu pensionister. Det er lidt mærkeligt, for de er jo stadig mine forældre, voksne, mere voksne end jeg er….

Nå, men vi kom indenfor og startede med at se udstillingen af Miró-værker. I maj sidste år var jeg på Mallorca med min veninde, hvor vi så området hvor Miró boede og arbejdede de sidste næsten 30 år af hans liv. Det var derfor et skønt gensyn med hans værker og gode minder om en spændende rejse. Der blev også vist film der viste hvordan han arbejdede med sines bronze-værke – meget interessant.

Efter 2 ture rundt i Miró-udstillingen fik vi en lækker frokost i restauranten, og derefter så vi på de andre samlinger på museet. Der var en udstilling med Oluf Høst-malerier, skønne landskabsmalerier fra Bornholm og en hel masse billeder af den gård han boede på, et motiv som var symbolsk for ham og hans sindstilstand.

Der var også en række andre kunstværker: en kæmpe spraymalet grusbunke der gav mig associationer til science fiction og rummet, og flotte lysinstallationer af Olafur Eliasson. Der var også en række store flotte malerier med kraftige farver, og nogle værker af Damien Hurst med fokus på sygdom og død, bla. et fantastisk diamant-besat kranium.

Vi sluttede af som så ofte før med et besøg i museums-butikken, og kom hjem med en smuk skål og 2 æsker lakrids. Det var en dejlig dag med skønt solskin. Spændende at se  udstillingerne, spændende at se selve museet – jeg har ikke været der før – og hyggeligt at se sine forældre, det var første gang vi sås siden 1. januar.

Tags : Familie, Glæde

Igår var jeg til foredrag. Ja, jeg indrømmer; jeg bruger de fleste fredag aftener på at se X-factor og andet TV og falde tidligt i søvn på sofaen. Men igår gjorde jeg noget andet. Jeg tog sammen med min mand i Lyngby Kulturhus og oplevede et foredrag. Det var arrangeret af FOF og handlede om Blekingegadebanden. Foredragsholderne var Jørn Moos, som var den politimand som opklarede en række forbrydelser begået af Blekingegadebanden, og Bo Weymann, som var medlem af Blekingegadebanden fra 1982 til 1988 og som fik en dom på 7 års fængsel for sine aktiviteter i banden.

Jørn Moos har holdt mange foredrag om Blekingegadebanden, men det er første gang at Bo Weymann er med. Det lød som om de måske vil gøre det igen. De startede med at Bo Weymann holdt en halv times indlæg om hans tilknytning til gruppen, derefter talte Jørn Moos en halv time om opklaringsarbejdets faser. Så gik de 2 i dialog, hvor de stillede hinanden spørgsmål om sagen. Til sidst svarede de på spørgsmål fra salen.

Jørn Moos har jo været meget tilgængelig for offentligheden, men det er noget nyt at se Bo Weymann stå frem overfor almindelige mennesker. Som man også får indtryk af i dokumentarfilmen Blekingegadebanden, er han en fantastisk god formidler. Han er virkelig god til at forklare hvorfor man kan komme ud i at lave den slags kriminalitet med udgangspunkt i en politisk overbevisning. Man får også indtryk af et menneske som er sympatisk, vil andre det bedste og meget velbegavet.

Når man har set både dokumentarfilmen og TV-serien, og ens mand har læst Peter Øvig Knudsens bøger om sagen, så var der ikke så meget faktuelt nyt der kom frem på foredraget igår. Det var en pudsig detalje for mig at høre, at banden faktisk var mere nervøse for at blive opdaget af den israelske efterretningstjeneste end af den danske. Og så fik jeg et endnu bedre indblik i hvordan det daglige arbejde i gruppen var – hvordan de talte i telefon sammen, hvordan de skiftede fra taxa til taxa på vej hen i lejligheden i Blekingegade så adressen ikke blev opdaget på trods af at de i perioder blev overvåget, og hvordan de havde et arbejdsfællesskab som mindede om det der er på en arbejdsplads. De arbejdede seriøst med de forskellige røverier på nøjagtig samme måde som man gør med opgaver på jobbet, og de opfattede ikke sig selv som kriminelle. De de fik skabt en slags normalitets-boble rundt om det de lavede som gjorde, at det var helt naturligt for dem at snakke om våben, sidde på kasser med panserværnsraketter og diskutere voldsanvendelse. Bo Weymann mente at gruppen endte med at have en slags drift mod ‘døden’ – de kunne kun være blevet stoppet af en voldsom begivenhed som drabet ved røveriet i Købmagergade blev.

Det med ikke at føle sig som en kriminel fik et nyt perspektiv, da Bo Weymann fortalte lidt om livet i fængsel. Her oplevede han, at alle de andre indsatte konstant snakkede om kriminalitet og stoffer, og jeg fik det indtryk at han følte sig helt fremmed overfor dette miljø. På spørgsmål fra salen svarede han ja til, at han følte at det gav en uønsket status i fængslet at have tilhørt en gruppe, som havde slået en politibetjent ihjel – og det gav ham kvalme. I det hele taget var hans væmmelse overfor den kriminelle verden stor. Dog havde han fundet det meningsfyldt at hjælpe sine medfanger med at læse og skrive, så de kunne forstå og forholde sig til skrivelser fra myndighederne. Ellers havde han brugt meget af sin tid i fængsel på at male og skrive.

Bo Weymann har ikke kontakt med nogen af de gamle kammerater fra banden – kun sin bror. Der blev kort omtalt en artikel som 3 andre bandemedlemmer udgav i marts 2009, hvor de gør rede for de politiske overvejelser der lå til grund for bandens aktiviteter. Man får indtryk af at de 3 forfattere stadig ser verden som de gjorde dengang. Bo Weymann forklarede at han var et andet sted idag end de er, og at han ikke ville have kunnet skrive sit navn på den artikel. Han karakteriserede sig selv som pacifist, som kun kan gå ind for konfrontation via FN.

Jeg er et menneske som er drevet af en stor nysgerrighed overfor andre mennesker. Jeg har altid lyst til at lære mere om hvad der motiverer folk, hvorfor gør de som de gør og hvordan er de blevet som de er. Derfor er især Bo Weymanns beretning om først sin baggrund og hvad der gjorde at han blev involveret i Blekingegadebanden, og senere forklaring om sin personlige udvikling under og efter fængselsopholdet utrolig spændende for mig. Jeg er dybt taknemmelig over at han vil dele det med os andre og har stor respekt for at han som menneske har kunnet flytte sig så meget.

Tags : Anmeldelse

Når man snakker om magt i det danske samfund, så er der jo den klassiske 3-deling: lovgivende, udøvende og dømmende magt, og her menes Folketing, regering, politi og domstole. Nogen gange omtales pressen om en 4. magtfaktor i samfundet. Mon det er disse instanser man mener, når man bruger ordet ‘magthavere’ ?

Jeg har sådan en fornemmelse af at ordet tit bruges af venstrefløjen, og måske også med sympati for den såkaldte arbejderklasse. Det ligger også lidt i luften at store erhvervsvirksomheder og erhvervsledere har magt, og ordet ‘magthaverne’ har sådan en lidt negativ klang, som om det er onde mennesker som gør noget dårligt ved samfundet.

Når man tænker over det, så er der mange måder at se på magt. Jeg synes der er mange i vores samfund som har meget magt over andre. I virkeligheden har vi nok allesammen magt på en eller anden måde?

Tænk f.eks. på når buschaufførerne strejker. Når de nægter at køre deres ruter, bestemmer de samtidig over en hel masse mennesker. De bestemmer at disse mennesker enten ikke skal på arbejde, eller skal have udgift til en taxa for at komme på arbejde, eller i det hele taget skal have problemer med at komme på arbejde og måske have ballade med deres arbejdsgiver. Måske er der folk der skal til jobsamtale som kommer for sent og dermed bliver sat i en meget uheldig situation i forhold til at få det job, som de måske har hårdt brug for. Strejker er i det hele taget udøvelse af magt, og påvirker som regel rigtig store dele af samfundet. Meningen med strejker er jo også et forsøg på at påvirke beslutninger og situationer, faktisk en slags terrorisme.

Vi kender det også fra skranke-mennesker. Folk der står i en butik, en offentlig servicefunktion eller en check-in skranke i lufthavnen. Alle disse mennesker har en magt over den person der henvender sig, og kan i høj grad bestemme om det bliver en god oplevelse for vedkommende. Her er det magt på det individuelle plan, hvor 1 menneske kan gøre livet surt for 1 andet menneske. Men det er stadig magt.

Jeg har også selv magt en gang imellem. Det er sket at jeg har haft indflydelse på ansættelse af nye medarbejdere, og nogen gange er det f.eks. også op til mig om jeg vil betale skat af et gode som skattevæsenet ikke ved jeg har fået. Jeg har aldrig haft mulighed for at strejke, og hele situationen hvor man IKKE har magt over situationen er særdeles frustrerende og nok en af de store udfordringer man skal lære at håndtere i livet. Men når man HAR magt – så synes jeg det er vigtigt at man sørger for at holde styr på hvad der er vigtigt, ikke kun for en selv men også for dem som er påvirket af ens valg. Med magt følger ansvar, og det gælder i alle situationer, ikke kun for politiet eller politikerne.

Tags : Kæpheste, Tanker

Så kom det vist endelig, foråret…. Imorgen er det 1. marts og iflg. kalenderen er det jo en forårsmåned. Det ser ud til at komme til at holde stik med det faktiske vejr. Det har været temperaturer over 0 de sidste par dage, og selvom der kommer frost i den kommende uge, så kommer der tilsyneladende plus-grader i hvert fald nogle timer mange af dagene. Et dejligt og sikkert forårstegn er de små stritter der bliver til vintergækker og de runde gule kugler der bliver til erantis ude i min have. Endelig!

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der synes at  det har været en meget lang vinter. Allerede i november var temperaturerne meget lave, og de 27 regnvejrsdage gjorde at man allerede fra november begyndte at holde sig inde så meget som muligt. Vi fik sne allerede i december, og min bror, der var på juleferie i Danmark fik billeder af hvid jul med hjem til Californien – vist for første gang i de 9 år han har boet derovre. Siden har Danmark været dækket af frostsne hele vejen gennem januar og det meste af februar – jeg tør slet ikke tænke på de stakkels mennesker i Nordjylland og på Lolland-Falster, de har fået langt mere sne end her i Virum.

Det har været den vildeste sne-vinter i mange, mange år. Jeg kan ikke huske i mit voksne liv at der har været så massivt med sne, mere sne, ny sne og ny-glatte veje over så lang en periode. På en måde er det charmerende, det lyser jo op, og sne er i det hele taget et fascinerende ‘materiale’. Men kors, hvor det også er upraktisk når man skal transportere sig på arbejde.

Længslen efter forår bliver helt klart forstærket af så hård en vinter. Det var dejligt da vi kunne plante chilifrø i sidste uge, og jeg har også bestilt frø til krydderurter – sammen med forårsblomsterne er det dejlige forårsbebudere. Idag har jeg rullet gardinerne helt op og lukket lyset ind, fundet de forårs-grønne fyrfadslys frem. Jeg har nydt at gå en tur i området – helt frivilligt, ikke fordi jeg skulle på indkøb eller arbejde, og endda uden at fryse. Det var dejligt at trække vejret dybt ind, uden at få ondt i luftvejene eller begynde at hoste. Nu er det her endelig – foråret.

Tags : Chili, Forår, Forventning, Livsglæde, Vinter

Så er endnu en ferie i sommerhuset ovre. Selvom det er et sommerhus fra 1960′erne, som sikkert ikke er tiltænkt brug om vinteren, kan vi godt være der efter at vi har fået brændeovn. Det er kun et spørgsmål om at tænde godt op, tage ud og købe ind og så går der ikke ret lang tid før der er 20 grader. 35 kvm er hurtigt opvarmet.

En anden ting er vand-installationerne. Vi havde pumpet al vandet ud af systemet da vi forlod huset sidst. Alligevel var der lidt start-vanskeligheder. Vi havde åbenbart ikke fået tømt cisternen på WC’et helt, så der var tilsyneladende éen stor is-terning nede i – vi kunne i hvert fald ikke trække/trykke ud det første døgn. Bruser-armaturet havde vi med hjemmefra, efter at det forrige var gået i stykker af at opholde sig i sommerhuset i frost, så der var ingen problemer, men de to andre vandhaner skulle have varme klude om sig for at virke. Måske man skulle anskaffe sig en form for ‘frakke’ til vandhanerne? Nå, det kom hurtigt på plads, og man kan jo godt skylle i et WC med en spand vand i stedet.

Det blev en fantastisk ferie. Ikke mindst fordi vi fik mulighed for at tilbringe nogle af dagene sammen med min fætters fantastiske hund. Dejlige gåture og kæle-hygge foran brændeovnen – det er god rekreation for sådan nogen hundeelskere som os.

Vi sov rigtig godt i sommerhuset. Det er som om, at når der er HELT mørkt og stille så sover vi bedre. Så det blev til nogle lange, dybe nattesøvne, og vi er tilbage godt udhvilede og med opladede mentale batterier.

Ligesom i efterårsferien tog vi også lidt rundt i området. Vi var igen i Helsinge, hvor vi spiste frokost på et fantastisk cafeteria. Det er i forbindelse med den store Kvickly der er i Helsinge, og grunden til at vi opsøger det igen er at det giver dejlige minder fra barndommen: brun nålefilt på gulvet, træ-gitter i loftet og en skranke hvor man kunne bestille sin friture-ret. En rigtig retro-oplevelse. Ellers er der ikke så meget liv i Helsinge på sådan en hverdag, men boghandelen havde udsalg, så vi kom hjem med lidt læsestof til sommerhuset, både skønlitteratur og nogle skønne bøger om Nordsjælland.

Lidt besøg blev det også til. Dels kom min fætter med familie forbi for at hente sin hund, og så kunne de jo også lige se huset. Og dagen efter kom min ene svigerinde med sine børn til frokost og en gåtur i kraftigt snevejr.

I fredags tog vi forskud på vores bryllupsdag (som er på mandag) og gik igen ud at spise – denne gang fik vi frokost på Brasseriet Gilleleje Havn. Det var en skøn og stemningsfuld oplevelse at sidde med god musik og spise en rejemad med udsigt over havnen. 

Nu skal jeg så have sorteret i de lidt for mange billeder og video’er jeg har fået taget – det kommer nok til at tage resten af søndagen.

Tags : Livsglæde, Sommerhus, Vinter

Efter mit seneste indlæg om bloggeri, har jeg opdateret siden der beskriver bloggens formål. De tanker jeg gjorde mig i indlægget synes jeg gav et mere nuanceret billede af hvad jeg egentlig vil med denne blog. Jeg har genbrugt bidder fra indlægget og tilføjet lidt. Du kan læse det her, hvis du har lyst.

Tags : Blog

At blogge om at blogge – det er måske ikke det mest spændende indlæg der kommer ud af det. Ikke hvis du læser denne blog for at følge med i mit liv. Men jeg blev inspireret af et indlæg hos Infotainer om hvornår man vil linke til hinanden og hvad der gør en god blog.

Nu er min blog ikke en af den slags blogs som har rigtig mange læsere, så jeg har ikke det dilemma som Infotainer beskriver omkring at linke til sine egne læsere. Der er heller ikke ret mange blogs, der linker til mig, så det er klart at tanken om hvad der gør ens blog læse-værdig interesserer mig noget.

Jeg har skrevet en side på min blog der erklærer mit formål med bloggen, men den er vist lidt vag. Jeg tænker på min blog som en form for dokumentation af mit liv. Ikke at jeg fortæller alle detaljer, men i store træk det som er vigtigt for mig i mit liv henover tid. Det er heller ikke alle emner som kommer med – jeg berører kun meget overfladisk emner som job, familie, venner og sygdom. Det er dels for at undgå ting som kan blive trivielt, og dels for ikke at rage uklar med nogen, udlevere nogen eller gøre nogen kede af det. Jeg prøver at tænke, at det kun er mig der kan stå inde for det, så det kan kun handle om mig.

Det som jeg leder efter i andre blogs, er også det som jeg prøver at stille til rådighed i min egen blog. Jeg synes det er spændende at læse andre menneskers livshistorie og prøve at finde ud af hvad de er for nogen mennesker. Og det vil jeg også gerne formidle om migselv. På trods af fravalgene nævnt ovenfor.

Spørgsmålet er så om der er nogen der gider at læse sådan noget indhold. En af de ting, som man ofte hører som en god idé for at få læsere er, at man skal skrive ofte. Infotainer skriver, at hun ønsker sig et indlæg hver eller hveranden dag hos de bloggere hun følger.

Det kan jeg ikke leve op til. Jeg skriver når jeg har noget på hjerte, og det er ikke nødvendigvis hver dag. Jeg tror mine indlæg ville blive (endnu) mindre interessante, hvis jeg skrev så ofte – så ville jeg nok blive nødt til at skrive dagligdags-brokkerier, som jeg ville fortryde næste dag. Det foregår ofte sådan, at når jeg får en idé til et blog-indlæg, skriver jeg et par stikord i en kladde, og vender så tilbage til det senere og vurderer om jeg stadig synes der er noget i det. Hvis idéen holder, skriver jeg indlægget færdigt og publicerer det.

De blogs jeg følger, opdateres med meget forskellig frekvens, men indeholder alle meget af det jeg selv ønsker at udtrykke; et billede af et menneske og et liv. Om de så har overskud til at blogge stort set hver dag (Heidi), hver fjortende dag (O’Manne eller Therese) eller en gang hvert halve år (dope) så lever jeg fint med det, bare det de skriver fortæller noget om dem selv og deres liv. Hellere det, end et dagligt bombardement med ting, der ikke fortæller en historie om mennesket.

Sådan håber jeg også at mine eventuelle læsere har det. Det er i hvert fald det som jeg har at bidrage med til blogland - så må jeg leve med at have meget få læsere hvis det er konsekvensen.

Tags : Blog

Jeg tror at man kan sige at prioritering er vigtigt i mange aspekter af tilværelsen – og ofte er det en svær øvelse. Således også for mig når det drejer sig om fordeling af feriedagene og feriebudgettet.

Som omtalt her på bloggen i sommers, har min mand og jeg købt sommerhus. Det har vi selvfølgelig gjort fordi vi vil tilbringe noget af vores fritid i det. Det koster os jo et vist beløb at have huset, så det har været med i sommerhus-købsbudgettet, at vi ville rejse tilsvarende mindre.

Ikke desto mindre er der en række andre fristelser at bruge ferien på.

Jeg arbejder f.eks. et sted hvor jeg har mulighed for at tage på charterrejse billigt. Det har jeg benyttet mig en del af i starten, jeg har været 2 gange 1 uge på Mallorca og 14 dage på Gran Canaria inden for det sidste 1½ år. Forleden sad et par kolleger til frokost og talte om ferie i Thailand, og jeg må medgive at det lyder dejligt, selvom det er en lang rejse. Som mine kolleger sagde, så er det jo fristende at prøve en tur til Thailand mens man har muligheden for at gøre det med rabat. I det hele taget kunne jeg godt have brugt 14 dage et varmt sted i denne vinter, ligesom sidste år.

En helt anden ting er, at jeg har en bror der bor i Californien, og det er over 3 år siden jeg har været der sidst. Jeg har lidt skyldfølelse over at jeg ikke har været der i så lang tid. Måske skulle man prøve at se at få planlagt en tur derover til? Det skal gøres i god tid, da rejsen er dyr og derfor kræver at vi sparer op til det. Det vil også beslaglægge en del feriedage, da det pga jetlag ikke kan betale sig at tage en kort tur. Og så skal jeg nok have lidt tid til at vænne mig til tanken om den lange rejse, jeg må indrømme at det på mine 3 tidligere ture har mindet mere om tortur end fornøjelse at rejse til USA.

Det påvirker også situationen, at min mand bruger en del feriedage på at dyrke sin passion: mountainbike. Hvert år tager han i Kr. Himmelfarts-ferien til Harzen med nogen venner og cykler, og igen i år har han tilmeldt sig verdens hårdeste mountainbike etapeløb. Heldigvis vil han på sit nye arbejde have flere feriedage end jeg har, så fremover påvirker det ikke i så høj grad vores mulighed for at tilbringe feriedagene sammen, men det påvirker naturligvis den økonomiske formåen.

Og så er der de spontane idéer, som turen til Tromsø, hvor min veninde kommer med tanken om at fejre fødselsdag med at se nordlys. Eller mini-cruise’t til Norge, som vi har gjort en del gange for nogle år siden. Eller smutturen til Berlin med mine forældre. Måske vi også en dag skulle besøge svigerforældrene når de camperer i Tyskland? Kunne det iøvrigt ikke også være sjovt at prøve selv at køre på bilferie, og hvad med Paris, Rom og London – de skal vel også besøges på et eller andet tidspunkt?

Egentlig er jeg ikke den type der synes at det er et MUST at rejse i sin ferie. Det har aldrig været en faktor i min budgetlægning at der skal være råd til ferierejser, det er noget der kommer hvis der er råd til det – så når jeg skriver ‘feriebudget’ i starten af dette indlæg, så skal det ikke forstås så bogstaveligt. Uden at der har været budgetteret og planlagt med det, er det alligevel blevet til adskillige rejser hvert år når jeg kigger tilbage på de sidste mange år, og i fremtiden er der jo altså også masser af idéer. Løsningen må være benhård prioritering, og så kan man jo også prøve at være tålmodig og lægge planerne længere ud i fremtiden. F.eks. kunne besøget i Californien være til min 40 års fødselsdag i november 2011.

Suk – og hvornår skal vi få tid til at få den hund vi drømmer om?

Tags : Penge, Sommerhus