Et liv i underskud

Mange af mine indlæg på denne blog handler om mangel på energi, tid og overskud. Jeg oplever at jeg mangler ressourcer til at klare det hele, og det ærgrer mig fordi jeg synes det forhindrer mig i at udfolde hele min personlighed, hele mit potentiale.

I dette blogindlæg vil jeg gerne skrive om, hvordan livet er, når ikke bare én selv men alle i ens omgivelser er i underskud.

På hjemmefronten kommer det til udtryk i lange lister over ting man burde gøre men ikke har tid til lige nu. Listerne bliver lavet i et forsøg på at huske det hele, for ellers glemmer vi det i samme sekund som vi tænker på noget andet.

Det er praktiske ting i hus og have, som er helt relevante og nødvendige, der ikke bliver gjort. Husbond kæmper sig op på en stige i regnvejr og renser tagrenden, der  løber over fordi den er stoppet til – selvom han egentlig var i gang med at skifte til vinterdæk på bilen, og selvom vi stadig mangler at udskifte de mursten som sprækkede sidste vinter. Vi er tvunget til at prioritere benhårdt, og prøver at takle bekymringen over det som ikke bliver gjort.

I det sociale liv kan man mærke det på lange svartider på SMS. Det tager lang tid at lave aftaler med venner og familie, fordi de ikke kan overskue hvornår de skal hvad. Det betyder at man vægrer sig ved at rykke for svar, for man ved godt hvordan den anden part har det. Men det betyder også at færre aftaler bliver til noget, og potentielle nye relationer kan dø ud, fordi det er for svært at få lavet en aftale.

På arbejdspladserne er der ikke mange som har overskud. Kun de nyansatte kommer med energi og kapacitet, og derfor bliver de lynhurtigt dænget til med opgaver. Inden længe er de også i knæ og får den samme adfærd som alle os andre: dukker sig når der uddeles nye opgaver, svarer ikke på mails og kommer ikke med det input som kolleger har brug for, for at gøre sit arbejde. Man må gå på kompromis med sine værdier og være en dårlig kollega, for at overleve. Opgaver bliver ikke løst optimalt men nødtørftigt, og det betyder man ikke oplever den samme tilfredsstillelse.

Lederne er ofte endnu mere overbelastet. Beslutninger præges af, at der ikke er ressourcer til at løse opgaverne optimalt, og man vil helst ikke høre om nye problemer og opgaver. Lederne begynder at være dårligt orienteret om hvad der foregår, fordi ikke læser deres mails og er dobbeltbooket til møder. Så sent som i fredags var der en leder på min arbejdsplads som gik hjem for at holde en uges ferie – med en stor stak arbejde under armen.

Kontakt med andre virksomheder og organisationer kan også være svær. I øjeblikket prøver vi at få kontakt med kommunen i forbindelse med et vejarbejde ud for vores hus. De svarer simpelthen bare ikke på vores mails. Og vi har ikke tid til at ringe i almindelig kontortid pga. et hektisk arbejdsliv. Hvad skal man dog gøre?

Vi kender alle den vrede man kan møde i trafikken på vej fra hjemmet til arbejdspladsen. Det bliver nemt et billede på hvad det egentlig gør ved vore liv og vores samfund, at vi i alle snitflader i tilværelsen møder mangel på overskud. Det bliver en ond cirkel, hvor vi stjæler energi fra hinanden i stedet for at få en synergi ud af at mødes.

I hele dette landskab er der enkelte personer der har overskud. F.eks. mine forældre, som er pensionister. Min mor spørger efter gaveønsker 3 uger før min fødselsdag, fordi hun allerede så lang tid i forvejen begynder at tænke over hvad hun skal give mig. Og nok også fordi hun ved, at jeg kan være lang tid om at svare.

Mine forældre svarer altid hurtigt på SMS’er, og kan tit stille op med kort varsel. Hvor må det dog være irriterende for dem, at hele samfundet omkring dem er distræt, forvirret og glemsom. Jeg længes efter på samme måde at være i stand til at svare med det samme, at huske de ting man har talt om og være ajour med de praktiske ting i hverdagen.

 

Lignende indlæg:

Efter sommeren

Det var ikke meget det blev til, da jeg en uge inde i sommeferien så på bloggen og alle de ufærdige ideer til nye indlæg og tænkte, at nu skulle jeg få skrevet en masse. Et enkelt indlæg om 5:2-diæten blev det til, og så var inspirationen væk igen.

Nu har jeg været tilbage på arbejde i 3 uger, og det hjælper ikke meget på overskuddet. Som sædvanlig klumper møder, nye tiltag og initiativer sig sammen i ugerne lige efter ferien, hvilket harmonerer meget dårligt med en feriehjerne der skal op i omdrejninger.

Også privat er der blus på aktiviteterne igen. Normalt har jeg/vi højst 1 eller 2 aftaler om ugen. Det har været væsentligt mere her efter ferien; der har været noget næsten hver dag. Og så kom den dejlige hund Atlas også lige ind over. Selve sommerferien var faktisk også mere social end den plejer at være.

Jeg bruger de udadvendte kanaler meget mere end jeg plejer, og det tager på energien. Selvom jeg elsker at der sker noget nyt, at møde nye mennesker, se nye steder og at få besøg, så betyder omfanget at jeg ikke har så meget tid til at lade op igen.

En af de ting der skete på arbejde efter sommerferien var, at det blev lagt fast hvad min rolle på arbejde skal indeholde. Nu er der ikke længere tvivl om, at jeg udover at arbejde med IT-dokumentation også har ansvar for IT-drift og deltager i den forretningsmæssige drift af afdelingen jeg sidder i. Det stemmer ikke med de forventninger jeg havde, da jeg startede i jobbet.

Jeg har været ærlig og sagt til min chef, at hvis jeg havde vidst hvad jobbet indeholdt, havde jeg nok ikke søgt det. Jeg kan ikke lade være med at tænke “vil de virkelig bruge mig til det?” når nu meget af det ligger udenfor mit kompetenceområde. Det ærgrer mig, at jeg ikke kommer til at bruge mig selv til det som interesserer mig og som jeg synes jeg er god til, i samme grad som jeg havde forventet. Jeg står nu i en situation, hvor jeg føler mig delvist fejl-castet i jobbet, og det er en stor stressfaktor for mig.

Erfaringen siger mig, at når de første uger efter en sommerferie er gået, så falder tingene lidt mere til ro på arbejdspladsen. Så føler cheferne at de har indhentet det forsømte ved at holde sommerferie, og så er der et langt efterår til at afvikle alle de aktiviteter og tiltag der er på bedding. Jeg håber at det også bliver sådan på min nye arbejdsplads. Og jeg håber også at tingene finder et leje i privatlivet. Jeg synes at jeg har nået min grænse og føler mig overstimuleret. Lige nu er jeg udmattet og længes efter rutine, at være mig selv og restituere. Det har jeg brug for, for at finde ud af hvad jeg gør med min jobsituation.

 

Lignende indlæg:

Atlas

Eftersommeren bød på en dejlig hunde-oplevelse. Mads og jeg har passet hunde mange gange, men i august kom vi til for første gang at passe en hund mens vi selv har hund.

Atlas er en stor ung han-hund som er ‘nevø’ til vores Adina. Han blev egentlig passet hos en anden familie, mens hans ejer var på ferie. Vi havde aftalt at være backup i tilfælde af uforudsete begivenheder, og da en af familiens tævehunde kom i løbetid, blev det pludselig os han skulle bo hos.

Han er enormt sød, glad og kærlig, og som de hundeelskere vi er, nød vi hans selskab stort. Til hverdag går jeg tur med ham og hans menneske mindst en gang om ugen, så jeg kender ham ret godt. Men det var alligevel nyt at skulle have ham boende.

Der var en række udfordringer vi skulle overkomme. Hvordan skulle det gå med at være alene hjemme? Hvordan klarer vi gåturene, når han ikke altid  lystrer når man kalder på ham, samtidig med at vi har vores egen hund med? Hvordan klarer vi det faktum, at han ikke vil gå på den trappe der forbinder de 2 bygninger vores hus består af? Og hvordan klarer jeg det hele alene de sidste dage, hvor Mads er ude at rejse?

Til hverdag går Mads og jeg ikke så tit hundeturene sammen. Det er noget med at  få det praktiske til at fungere, så kan den anden f.x. lave aftensmad imens. Ugen hvor Atlas var hos os gik vi de fleste ture sammen. Det var ret dejligt at lave ting sammen i hverdagen. Og det var i øvrigt også sjovt at se folks reaktioner når man kom gående med 2 store hvide hunde, der ligner hinanden meget.

Det er så heldigt at mine forældre holder meget af hunde, og de ville gerne komme forbi og drikke en kop kaffe og være hos hundene en times tid de dage, hvor vi ikke var sikre på hvornår vi kunne komme hjem fra arbejde. På den måde fik vi blødt op for bekymringen vedr. at være alene hjemme, hvor Atlas ikke var vant til at være så lang tid alene hjemme som Adina er. Og der var slet ingen problemer.

Trappe-problemet klarede vi takket være et fantastisk sensommervejr. Atlas lærte nemlig at gå op og ned ad den udvendige trappe til den overdækkede terrasse. Da vejret var varmt nok til at dørene stod åbne ud mod haven, kunne han faktisk gå udenom den indre trappe han ikke ville gå på, og på den måde være med i hele huset. Når dørene ikke var åbne: om natten og når vi var på arbejde, kunne han være i den ene del af huset, hvor vi havde lavet en base til ham med tæppe, mad- og vandskål. Det fungerede faktisk fint, og gav også en mulighed for at adskille hundene ifm. spisning. Dels skulle de ikke spise hinandens mad, og dels skulle vi forhindre at de begyndte at lege lige efter spisning – det giver en risiko for mavedrejning, en lidelse som ses hos store hunde og som kan være dødelig.

De sidste dage i pasningsperioden var Mads i Belgien for at se Formel 1. Det lykkedes mig at få hjælp til gåturene om eftermiddagen, for det var en reel udfordring at den store drenge-hund styrtede afsted efter andre hunde uden at man kunne kalde ham til sig. Der var lidt usikkerhed om hvornår Atlas’ menneske kom og hentede ham, men vi fik det hele til at gå op i sidste ende.

Alt i alt blev det en herlig uge med masser af hunde-lykke, kæl, kram og leg. Og en uge med masser af samvær for hele familien. Adina nød at være sammen med sin nevø og fik leget en hel masse mere end hun gør til daglig. Det var skønt at se hvordan hundene virkelig havde glæde af hinanden. Det var selvfølgelig også hårdt at være så meget ‘på’ samtidig med, at der var fuld knald på på arbejde, og bagefter var både jeg og Adina meget trætte. Men alt i alt var det en rigtig god oplevelse at passe Atlas en uge.

Lignende indlæg:

Tre år med 5:2-diæt – og pause

Alt imens jeg har været fuldt optaget af start i nyt job, har jeg rundet 3-års dagen for min start på 5:2-diæten. Nogenlunde samtidig besluttede jeg mig til at holde pause, og jeg har i skrivende stund ikke haft en fastedag i flere måneder.

Der er 2 grunde til at jeg holder pause fra diæten, og de hænger begge sammen med jobskifte.

For det første har jeg ikke kunnet samle den mængde indre ro der skal til, for at motivere mig til at undlade at spise på fastedagene. Jobskiftet har givet anledning til lidt for mange tanker, bekymring og uro, og det har givet mig for store vanskeligheder med at holde disciplinen.

For det andet var det for hårdt for mig at leve med de hovedpiner jeg ca. 3 ud af 4 fastedage døjede med. Så længe jobbet er nyt, har jeg brug for at være på 120%, og det kan jeg ikke være når jeg har hovedpine.

Hvad er der så sket ved at stoppe med 5:2-diæten? I første omgang har jeg taget 1-2 kg. på. Det er ikke så galt som frygtet, især i betragtning af at jeg næsten har halveret min motionsmængde i samme periode pga. kortere afstand til arbejde. Det vægttab jeg opnåede det første år med diæten har jeg ikke kunnet opretholde, og min vægt et steget langsomt henover de efterfølgende 2 år. Jeg er dog ikke helt oppe på den vægt jeg havde før jeg startede på 5:2.

Jeg synes ikke at jeg har fået så mange smerter i led og ryg som jeg havde før. Det er nok svært at vurdere objektivt endnu, da skiftet er sket henover en årstid hvor smerterne normalt er færrest. Min mave og fordøjelse savner fastedagene.

Den afstressende effekt af at springe over madlavnings-rutinen 2 dage om ugen har jeg forsøgt at bibeholde. På de dage der før var fastedage, spiser jeg en nem ostemad til aften, og lader husbond lave/varme mad til sig selv. Det er gået udmærket, men det er stadig lidt uvant – nu havde jeg jo virkelig vænnet mig til det andet.

Humøret har været ret svingende efter jeg er stoppet med diæten, men det tilskriver jeg egentlig den stress-belastning det har været at starte i mit nye job. Det nye job er både postivt overraskende og en chokerende skuffelse, så det er ikke så mærkeligt at jeg har været ked af det i perioder.

Jeg ærgrer mig meget over at måtte opgive. Jeg var ellers stolt over den indsats jeg gjorde, da jeg indarbejdede systemet i min hverdag. Jeg tror sådan set også stadig på konceptet som en god løsning for mig. Jeg prøver at lade være med at tænke på det som et nederlag. Derfor tænker jeg også på det som en pause. Jeg håber at kunne komme igang igen på en god måde, når jeg har fået lidt mere ro på jobsituationen.

Lignende indlæg:

Blogpause og sommerpause

Det er nogle måneder siden jeg sidst havde noget på hjerte, der blev nedfældet her på bloggen. Det skyldes at jeg har fået nyt job, og det har opslugt det meste af mit overskud.

Jeg startede i det nye job 1. marts, og det er faktisk lykkedes mig at skrive et par blogindlæg i løbet af de første måneder. Derefter har jeg manglet overskud og følelse af inspiration.

Det har været krævende på flere planer at starte i det nye job. Dels fordi det er en helt ny branche for mig – der er meget at lære, og dels fordi jobbet har vist sig at have et noget andet indhold end jeg havde forestillet mig.

Nu har jeg sommerferie, og her en uge inde i sommerferien tror jeg, at jeg er ved at have den ro og det overskud der skal til, for at jeg kan nedfælde mine tanker. Jeg har ophobet en del idéer til blogindlæg. Jeg håber at jeg kan få skrevet nogle af dem her i ferien.

Lignende indlæg:

Velgørenhedspushere II

I dag ringede det på døren. Der stod en fremmed mand udenfor. Han samlede ind til Læger Uden Grænser og bad mig give et bidrag. Det er kun et par uger siden at en far og søn ringede på for at få et bidrag til SOS Børnebyer. I det hele taget synes jeg at det har ringet på døren ret mange søndage på det sidste.

Via Google blev jeg opmærksom på denne artikel fra efteråret, hvor der står at der ifm. en lovændring kan forventes mange flere indsamlinger. Vi i hovedstadsområdet kan vente besøg 16 gange i løbet af i år. Det er næsten hver 3. søndag! Jeg synes ikke det er så længe siden at den slags kun var et par gange om året.

Hos Indsamlingsnævnet fandt jeg listen over de indsamlinger, der er givet tilladelse til i 2016:
13.03.2016 Folkekirkens Nødhjælp
03.04.2016 Kræftens Bekæmpelse
24.04.2016 Hjerteforeningen
08.05.2016 SOS Børnebyerne
29.05.2016 Læger uden Grænser
12.06.2016 Diabetesforeningen
26.08.2016 Landsforeningen LEV
04.09.2016 Red Barnet
11.09.2016 Gigt- og Scleroseforeningen
18.09.2016 Frelsens Hær (Regional – København)
24.09.2016 Alzheimerforeningen (Gadeindsamling)
02.10.2016 Dansk Røde Kors
06.11.2016 Dansk Flygtningehjælp
27.11.2016 Kirkens Korshær
01.-31.12.2016 Samvirkende Menighedsplejer
07.12.2016 Børnenes Kontor
Ganske rigtigt 16 indsamlinger i år, og vi har kun mødt de 5 endnu.

Da jeg tidligere i dag overførte 100 kr. til Læger Uden Grænser via Mobile Pay, var det 3. gang i denne måned at jeg gav penge til en velgørende sag. Når jeg regner det sammen har jeg afleveret 550 kr. af min løn til velgørenhed i denne måned.

Med udsigten til mange flere søndagsbesøg af denne type er jeg nødt til at revidere min gavmildhed. Når jeg giver et bidrag gør jeg det ud fra en række parametre; hvor mange penge jeg synes jeg kan undvære, hvor godt et formål jeg synes det er, og så indgår det selvfølgelig også på et ubevidst plan hvor ofte jeg forventer at få den slags besøg. Jeg må indrømme at jeg ikke har været forberedt på at det skulle have det omfang som det har fået.

Det bliver svært at overskue, når der bliver flere og flere indsamlinger. Jeg har ikke indblik i alle de forskellige organisationer og sager, så det er svært at vurdere hvor pengene er bedst givet ud. Hvordan vejer man akut nødhjælp op imod hjælp til hjemløse børn, støtte til folk med Alzheimers og f.eks. udrydningstruede dyrearter? Og hvor mange af pengene går til administration? Det er ikke muligt at vurdere, når man står der midt i sine egne tanker og bliver konfronteret med kravet om betaling.

Jeg har tidligere skrevet om det ubehagelige i at blive mødt med velgørenhedsindustriens krav om penge og skyldfølelse. De aggressive mennesker på indkøbsstrøg og ved stationer er ubehageligt nok, og telefonopkald synes jeg også er meget invaderende. Men at have så mange besøg ved min egen hoveddør synes jeg faktisk er endnu mere krænkende.

Man går derhjemme og lader batterierne op inden man skal på arbejde igen – paraderne er nede og man er bare helt sig selv. Og så skal man pludselig tage stilling til en eller anden alvorlig problemstilling, som et fremmed mennesker præsenterer for en. Der kommer et element af psykisk pres, når det foregår på den måde, fordi man ikke er forberedt. Når man er et pænt og høfligt menneske som mig er det svært at sige nej i den situation. Det betyder at jeg kommer til at føle mig udnyttet.

Min konklusion i dag er, at jeg holder op med at give bidrag ved disse dørindsamlinger, fordi jeg ikke kan vurdere det på stående fod, og når der er så mange kan jeg ikke støtte dem alle.

Problemet er bare, at jeg faktisk gerne vil støtte nogle velgørenhedssager. Selvfølgelig kan og vil jeg give en hånd til dem der har brug for det. Hvordan gør jeg så det? Som tidligere beskrevet har jeg dårlige erfaringer med at gå ind på en organisations hjemmeside og give et bidrag via en online kortbetaling eller SMS. Så bliver man nemlig ringet op og bedt om at give flere penge. Og så har man konfrontationen med skyldfølelse fra et andet menneske igen.

Når jeg gennemgår disse tanker for mig selv slår det mig, at det egentlig er en dum strategi for disse organisationer at slide sådan på sine donorers velvilje. Jeg er sikker på at mange, ligesom jeg, vil få for meget og slå kontra. Så bliver det et irritationsmoment og man bliver trodsig – giver måske mindre eller slet ikke. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Lignende indlæg:

Noget om selvværd

Hvor er det dog tit at jeg oplever problematiske situationer og konflikter, og tænker at det i bund og grund skyldes lavt selvværd hos de mennesker, der er involverede. På en måde tror jeg, at det er en del af den danske folkesjæl at føle, at man er mindre værd end andre i samfundet. Måske er det et dybtliggende udtryk for janteloven?

Den vrede

Der er mange vrede mennesker i det offentlige rum. Det kan både være i trafikken, i kassekøen eller i kommentarfeltet på Facebook; folk der harmdirrende skælder og smælder til højre og venstre. Jeg kan også selv blive ramt af vrede når jeg møder disse vrede mennesker – det smitter nemlig.

Jeg plejer at argumentere for at denne type vrede skyldes stress. Stress sætter det på spidsen, gør det værre og hyppigere. Men nedenunder tror jeg vreden sætter af på lavt selvværd. Al den skælden ud ser jeg som et forsøg på at overbevise omverden om, at man har lov til at være her og have sine meninger, fordi man ikke føler sig accepteret.

Skulle man være i tvivl kan man jo se på modsætningen. Går man i den modsatte grøft og ser på et mennesker, der virkelig hviler i sig selv, og er overbeviste om at de har ret til at være til stede i den givne situation, ser man sjældent samme behov for at bruge en masse ord og vrede.

Eksperten

Kender du typen, som ved alting bedre end andre? En, som ikke bare har en stor viden, men som bruger enormt megen energi på at fortælle hvad han/hun ved om hvilket som helst emne. Jeg har mødt et par stykker af slagsen her på det sidste.

Det kommer tit ud af proportioner, hvor situationsfornemmelse, pli og dannelse tilsidesættes til fordel for en umådeholden udbasuneren af egen viden, evner og erfaringer, som om det var en konkurrence eller eksamen. Det giver pinlige situationer, og omgivelserne er hensat til at ryste på hovedet bag deres ryg.

Disse mennesker kan godt fremstå som nogle meget selvsikre personer, fordi de i bund og grund fortæller hele verden, at de selv synes de er bedre end alle andre. Men i virkeligheden skriger det til himlen, hvor usikre og ensomme de stakkels mennesker er. Det er svært at komme dem i møde, fordi de har dannet sig en skal af noget der ligner storhedsvanvid, som det er svært at trænge igennem.

Den hjælpsomme

En personlighedstype, som ikke er så usympatisk, er den hjælpsomme type. Det er normalt at hjælpe hinanden, men for nogen tager det overhånd på en sådan måde, at de ender med at sætte sig selv i loyalitetskonflikter og kompromittere deres økonomi.

Hjælpsomhed kan have mange ansigter: håndværkeren der bruger al sin fritid på familie og venners hus og have, frivilligt arbejde der kommer til at fylde for meget eller mennesker der bliver udnyttet økonomisk.

Når hjælpsomhed får et omfang, der overskrider rimelige grænser, ser jeg det som et problem der ikke kun handler om et ønske om at hjælpe. Så handler det om at finde en accept og identitet, og det kommer til at få et lidt desperat skær.

Jeg kan også få ondt af de hjælpsomme. Det er som med de andre eksempler svært at gøre noget for dem. Man ville komme til at pille ved en identitet som én der gør gode ting for andre – en slags skjold som personen har bygget op.

Her nævner jeg 3 eksempler på, hvordan lavt selvværd kan komme til udtryk. Der er flere varianter at disse eksempler, og mange, mange andre eksempler. Tænk bare på kvinder der hele tiden skifter hårfarve, mennesker med selvdestruktiv adfærd og folk der dyrker overdreven motion.

Hvad kan man bruge det til?

Man kan måske bruge det til at forstå motiver og bevæggrunde, når vi møder andre mennesker. På en måde støder man mennesker fra sig med denne adfærd, selvom man i virkeligheden har brug for bekræftelse og accept. Det er lidt af et paradoks.

Måske kan man også bruge det til at se på sig selv og sin egen adfærd.

Lignende indlæg:

Tanker om nyt job

Det er næsten altid en stor psykologisk belastning at skifte job, og det har det i høj grad været for mig denne gang. Jeg er startet i en stor virksomhed med komplicerede produkter, indenfor en branche jeg slet ikke kender. Der er rigtig meget at forstå og lære i forhold til både faglighed, organisation, mennesker og processer.

Dertil kommer, at der er indtil flere organisationsændringer i farvandet for mig. Meget snart får den afdeling jeg tilhører ny chef, og senere skal jeg overflyttes til en anden afdeling. Den stillingsbeskrivelse jeg er blevet præsenteret for, svarer ikke helt til det billede som jeg dannede mig på baggrund af stillingsopslaget og jobsamtalerne.

Da jeg skrev kontrakt med min nye arbejdsgiver, vidste jeg godt at der var forandringer på vej, men det var rigtig svært for mig at vurdere, hvad det kommer til at betyde for mig. Mellem 1. og 2. samtale havde stillingens titel ændret sig, men de sagde at indholdet var det samme. Lige bagefter så jeg flere jobopslag fra min nye arbejdsplads, hvor titlen var den samme som jeg har fået, men med et lidt anderledes indhold – stillinger som jeg nok ikke ville have søgt.

Derfor har jeg lige siden slutningen af januar spekuleret som en gal over, hvad det mon var for en stilling jeg skulle igang med. Jeg blev bange for, at vi havde snakket forbi hinanden til samtalerne, og at der i det nye job ville være forventninger til mine kompetencer, som jeg ikke kan indfrie.

Da jeg startede på det nye job havde jeg væbnet mig med tålmodighed, og mine nye kolleger bekræftede mig i, at jeg var nødt til at give det noget tid før jeg var inde i jobbet. Det jeg har lært om jobindholdet indtil nu har delvist beroliget mig, men også afsløret opgaver, som jeg ikke havde forventet jeg skulle have.

Bekymringen over, hvordan jeg skal passe ind i min nye stilling, ligger stadig og lurer. Lige nu er jeg ved at være fyldt op af følelsen af uvished. Jeg har svært ved at give slip, og tankerne kører i ring. Jeg kan heldigvis godt falde i søvn om aftenen, men jeg har meget svært ved at sove videre, hvis jeg vågner tidligt om morgenen – så begynder tankerne igen. Jeg er træt og har en tiltagende utryg følelse. Samtidig er jeg ved at være godt træt af at have det sådan. Så meget for påtaget tålmodighed.

Lignende indlæg:

Adinas betydning

Det er mere end 4 år siden at jeg fik hund. Det var en stor begivenhed i mit liv. Faktisk var det min største drøm jeg fik indfriet, da Adina kom ind i mit og Mads’ liv.

Adina kom derfor som en hel selvfølgelighed til at betyde utrolig meget for os meget hurtigt. Vi elsker at snakke med hende, kæle med hende, lege med hende, gå ture med hende og i det hele taget at tilbringe tid sammen med hende. Vi elsker hende af hele vore hjerter og savner hende, når vi ikke er sammen. Hun er en nær ven, et familiemedlem.

Adina er også kommet til at betyde meget for mange andre.

Begge vores familier holder meget af Adina. De kan godt lide hendes hensynsfulde og kærlige personlighed og hendes skønne udseende. Mads’ lille niece har Adina med i sine lege, og hans ældste søster havde en lykkelig stund sammen med sin familie, da de passede Adina i november sidste år. Mads’ forældre er så søde at gå med Adina af og til, når vi har lidt for lange arbejdsdage, og nyder det hver gang.

Mine forældre er også meget, meget glade for Adina. Hvis der er gået lidt tid siden vi har set hinanden kan jeg godt få en følelse af, at de savner Adina mere end de savner mig. Når vi er sammen snakker vi næsten hele tiden om Adina og nyder at se på hende. Det er de samme forældre, som principfast sagde NEJ! da min bror og jeg som børn gerne ville have hund.

Adinas betydning begrænser sig imidlertid ikke til mennesker. Hun er også blevet en vigtig ven for en hel del hunde. Adina kan med de fleste hunde vi møder i hundeskove og har tit dejlige stunder med leg når vi går tur. Hundehvalpe er tit meget interesserede i Adina. Dem leger hun ikke som sådan med, men hun lader dem snuse og vise interesse.

Vi bor på en lille vej, der fører ned til en hundeskov. Der er flere hunde som er kommet på besøg til leg i vores have i den forbindelse. En lille Shiba springer simpelthen begejstret over hegnet og ind til Adina, hvis hun er ude i haven. Og en Formel 1-labrador, der også bor i nærheden, slider godt i sin ejers arm, når hun ser Adina – hun VIL bare hen og hilse. Ejerne har fortalt, at deres hunde piver når de går forbi uden at komme ind og lege med Adina. Adina piver også, hvis hun ser en af sine legekammerater gå forbi ude på vejen. Det er fascinerende at være vidne til den slags hunde-venskaber.

For nylig er vi kommet i kontakt med en stor hvalp, som er Adinas nevø. Vi går tur sammen, og de 2 hvide schæfere er utrolig glade for hinanden. Når de mødes, rejser de sig op på bagbenene og nærmest krammer hinanden og er tydeligt begejstrede for at se hinanden. Gåturen nyder de begge i stor stil, og den unge hanhund lærer også lidt om god opførsel af voksne Adina. Når vi skilles efter gåtur, græder den lille nevø, fortæller hans ejer.

Selv i sommerhuset, hvor vi trods alt tilbringer noget færre dage end vi gør hjemme, har Adina fået gode relationer. En kvinde der bor længere nede ad vejen løber og går tur med naboens Golden Retriever. Og hunden er blevet meget glad for Adina, efter at de har leget sammen i sommer. Når de kommer forbi på vejen, og ser Adina i vinduet i sommerhuset, så vil den unge Golden-pige ikke med videre – så slår hun bremsen i og vil ind og lege med Adina. Det er rørende. I går fik de 2 sig en kæmpe legetur i forhaven, og de kunne næsten ikke stoppe igen.

Lignende indlæg:

Prøv og hør!

Jeg må indrømme, at jeg er en type som kan irritere mig frygteligt, når jeg oplever det jeg synes er dårligt sprogbrug. Det er sikkert skide irriterende, i hvert fald for folk der ikke har denne tilbøjelighed.

Mine forældres generation synes sikkert, at jeg bruger sproget anderledes og ringere end de selv. Jeg synes tilsvarende, at yngre generationer taler og bruger sproget mærkeligt, forkert og udtaler ordene dårligt. Nogle gange opfinder de nye slangudtryk som jeg ikke forstår. Det lever jeg nok med. Andre gange bruger de talemåder i en helt anden betydning end den jeg kender, f.x. bjørnetjeneste. Så er vi ude i noget, hvor vi slet ikke forstår hinanden korrekt. Listen er lang, og der er vel ikke noget nyt i at voksne synes, at de unge bruger sproget forkert.

En tendens har dog spredt sig til ældre generationer og er nu så omfattende, at jeg er nødt til at harcelere. Det handler om udtrykket “Prøv og hør!” eller “Prøv lige og hør!”.

I går aftes så jeg live-programmet “Danmark har talent” på TV2, hvor der deltager 4 dommere, som giver feedback til en række optrædende. Husbond og jeg endte med at blive hægtet helt af, fordi udtrykket “Prøv og hør” blev brugt alt for meget. Især Peter Frødin sagde det hele tiden. Hver gang han skulle komme med en kommentar til en optræden startede han med denne sætning, og han sagde det for det meste flere gange i løbet af hver udtalelse. Det blev komisk, og vi endte med kun at fokusere på denne irriterende vane.

Tendensen har huseret på radioens P3 i mange år i en sådan grad, at jeg helt er holdt op med at lytte til P3. Her siger værterne meget, meget ofte “Prøv lige og hør”. Jeg synes det er en skrækkelig vending, som bliver misbrugt helt kritikløst.

Problemet med dette udtryk er efter min mening, at man trækker for meget på sit publikums opmærksomhed. Det er som Peter og Ulven. Når man siger “Prøv og hør!” så skærer man igennem, forsøger at stoppe andres talestrøm for at få lov til at komme med sin egen pointe. Hvis ikke man har noget interessant at sige, falder det helt til jorden, og man udvander effekten af udtrykket.

Egentlig tror jeg at udtrykket nu er så formindsket i styrke, at dem der siger det mere bruger det som en strategi for at vinde tid til at tænke sig om. Lidt ligesom udtrykket “Hvad er det nu det hedder…”. Men en interesseret og lyttende person som mig tror stadig, at afsenderen virkelig gerne vil igennem med en interessant pointe. Og så bliver jeg så træt af at blive skuffet, at jeg ikke gider at se eller høre programmet.

Jeg kan godt forstå, at når man er på i direkte radio og på TV og man skal præstere noget, så kan det hurtigt ske at man falder i nogle sproglige trygheds-fælder, hvor man kommer til at gentage sig selv uden at man lægger mærke til det. For mennesker der i fjernsynet eller radioen mere end en enkelt gang, synes det kunne være en god idé at lytte til optagelser af sig selv en gang i mellem, og forsøge at drage nogle erfaringer. Det kunne give mulighed for at opdage, at man er faldet i en sproglig fælde, og måske prøve at stoppe sig selv næste gang.

Lignende indlæg: