Sorgen over Adina

Det er en uge siden, at jeg sagde farvel til min Adina. Lige så stille er jeg begyndt at rydde op i hendes ting. Puder og tæpper skal vaskes, og det samme skal halsbånd og hundesnoren, inden de skal lægges væk. Legetøjet ligger stadig rundt om i huset og haven, der hvor Adina sidst lagde det. På et tidspunkt må vi samle det sammen, sortere det, smide noget ud og og resten gemmes eller gives væk. Resterne af Adinas hundefoder og godbidder skal der også tages stilling til. Måske kan andre hunde få glæde af det.

Sorgen over tabet af vores familiemedlem fylder meget lige nu. Hele det tragiske i, at en fantastisk hund som Adina skulle få sådan en forfærdelig sygdom, gradvist miste sin førlighed og dø som 8½-årig, har jeg ikke gjort mig fri af endnu. Men størst er det umiddelbare savn af hendes tilstedeværelse i hverdagen, og det knuger i brystet. Som en narkoman på afvænning må jeg lære at undvære alle de små stunder af lykke og glæde, der var sammen med Adina.

Mens jeg går og pakker hendes ting væk, pakker jeg også min drøm om at have hund væk. Måske skal tingene og drømmen tages frem igen, men jeg ved det ikke lige nu. De forskellige hunde-ting minder mig om, hvor lykkelig jeg var da jeg anskaffede dem – lige da vi havde fået Adina og min livsdrøm gik i opfyldelse. Det er også et tab for mig at sige et (måske midlertidigt) farvel til denne drøm.

Det har efterladt et tomrum at miste Adina. Når jeg har overskud, prøver jeg at se fremad og finde ind til hvordan livet var før Adina. Der har altid været ting som ikke handlede om hund. Som f.eks. denne stund her søndag formiddag, hvor jeg sidder og lytter til jazz og skriver blogindlæg. I den forgangne uge har husbond og jeg været i biografen – noget som var planlagt før Adina gik bort, men nu blev det så på en måde, hvor jeg for en gangs skyld ikke at have en refleks af skyldfølelse ved at være afsted. Jeg vil prøve at finde glæde i den slags oplevelser.

Lignende indlæg:

Farvel til Adina

Jeg havde bestilt tid på dyreklinikken lørdag formiddag. Jeg havde aftalt at vi skulle betale på forhånd, så vi bare kunne gå direkte ud når det var overstået. Jeg havde også aftalt, at Adina skulle kremeres for sig selv, og at vi skulle have hendes aske i en forgængelig urne.

Der var stille i venteværelset, kun en enkelt anden kunde til stede og ingen dyr. Lige så snart vi kom, kaldte receptionisten på dyrlægen. Det var den dyrlæge, som vi havde været hos ifm. Adinas diagnose, der tog imod os. Vi gik ind i det undersøgelsesrum som vi har været i flest gange. Vi snakkede kort om sygdommens udvikling. Dyrlægen kunne godt se, at Adina havde fået det meget værre siden vi var der for en måned siden. Hun gav os ret i, at det var den rigtige beslutning.

Adina fik en lille sprøjte i låret, mens jeg distraherede hende med et par godbidder. Som sædvanlig reagerede hun ikke på at blive stukket. Den første sprøjte skulle få hende til at falde i søvn. Der gik 5-10 minutter før hun faldt til ro. Mads og jeg småsnakkede med dyrlægen om hunde og sygdomme imens. Til sidste lagde Adina sig ned på gulvet. Hun flyttede hovedet lidt fra side til side; dyrlægen sagde at hun nok blev noget svimmel og måske så dobbelt. Hun faldt i søvn, og hendes mund slappede mere af end når hun normalt sov – læberne slap gummerne og tungen stak lidt ud. Mads sad ved hendes hovede og aede hendes mave, jeg sad ved halen – sådan var det altid når vi sad sammen alle 3.

Nu hentede dyrlægen en lille barbermaskine og fjernede lidt pels på det ene forben. Adina lå stadig på gulvet, og dyrlægen lå på knæ ved siden af. Der kom en elastik om øverste del af benet og en nål i en blodåre. En større sprøjte med en blå væske blev sat til nålen, elastikken blev slækket, og langsomt sprøjtede dyrlægen væsken ind i Adinas forben. Derefter tog dyrlægen sit stetoskop og lyttede på Adinas hjerte. Efter få minutter sagde dyrlægen at hendes hjerte var stoppet.

Som hun lå der på gulvet i dyreklinikken var der ikke meget forskel fra for et øjeblik siden. Hun var stadig varm og lignede sig selv. Det hele foregik utrolig roligt. Jeg så ingen reaktion på 2. indsprøjtning, og det at vejrtrækningen stoppede opfattede jeg ikke.

Da dyrlægen sagde at Adina var død, talte vi kort om et par praktiske ting, og hun forsikrede os om at Adina kom godt afsted.

Vi gav dyrlægen hånden og sagde at vi havde været glade for at komme på klinikken. Nu begyndte tårerne at presse sig på, og vi gik ret hurtigt ud af klinikken og ud til bilen. Ud af øjenkrogen så vi en anden kunde i venteværelset, hun kunne vist godt se at vi var kede af det. Vi kørte rundt om hjørnet for at andre dyreejere ikke skulle se os sidde og græde. Og så græd vi.

Lignende indlæg:

Adinas sidste dage

I den sidste periode af Adinas liv var hun ret handicappet. Hun havde et par timer midt på dagen hvor hun var i stand til at gå en tur, men morgen og aften kunne hun ikke gå ret mange skridt uden at skride eller falde. Hun slæbte nu så voldsomt på bagpoterne, at hun hele tiden slog dem når hun gik. Alt for ofte fik hun ikke sat højre bagpote rigtigt i underlaget, og kom til at gå på oversiden af poten. Pelsen på poten var tyndslidt, og det var kun fordi hun udelukkende gik ture i blød skovbund med gummiovertræk på poterne, at hun ikke rev sig til blods. Vi bar hende ind og ud af bilen og op ad trapperne, for at hun ikke skulle falde og slå sig.

Vi synes at Adinas samlede livskvalitet var så dårlig, at det overskyggede de gode stunder. Vi frygtede at hun skulle komme til skade, og hun var også selv begyndt at blive frustreret.

Tiden var kommet til at tage den beslutning vi hele tiden har frygtet; beslutningen om at stoppe Adinas liv. Beslutningen blev taget i onsdags, med tårerne trillende ned ad kinderne, og Adina liggende imellem os i sofaen. Vi ville gerne gøre det på en dag hvor vi ikke skulle på arbejde, og da vores dyrlæge har åbent om lørdagen besluttede vi at det skulle være dagen.

I ugen op til denne dag havde vi i anden anledning både været sammen med mine og Mads’ forældre, mennesker der betød meget for Adina, og pårørende for hvem Adina betød meget. Vi havde også været en tur i Dyrehaven med en af Adinas bedste hundevenner, nevøen Atlas. Det var den bedste mulighed for at lade nogle af de nærmeste tage afsked uden at det blev en sentimental farvelfest.

De sidste 2 dage op til aflivningen prøvede vi at have så normal en hverdag som muligt. Både af hensyn til Adina og os selv. Vi gik på arbejde som vi plejede, og gik ture som sædvanlig. Om aftenen fik hun et dampet unghanebryst sammen med sin tørkost, og hun fik også lidt ekstra godbidder.

Fredag gik både Mads og jeg tidligt fra vores arbejde for at have lidt flere timer sammen med Adina. Vi gik en dejlig tur i Rude Skov og tog os god tid.

Vemodigheden begyndte at sætte ind. At komme hjem fra arbejde fredag og vide, at det var sidste gang man skulle se Adinas søde ansigt kigge ud fra glasgangen, fremkaldte tårer. At gå i seng og sige godnat til hende for sidste gang var også slemt. Vi kom til at gå meget sent i seng den aften. Ved midnat sad vi ved Adina på den gæsteseng hun sov på, og kælede og nussede hendes poter.

Lørdag morgen stod vi op i god tid og gik en god morgentur. Normalt var det Mads der gik morgenturene, men denne dag gik vi alle 3 sammen. Adina var i forrygende humør, som hun ofte var når vi alle 3 var ude sammen, og legede begejstret med en pind hun fandt. Hjemme igen spiste vi lidt morgenmad, gik i bad og kom i tøjet som vi plejede. Og så gik turen ellers til Virum Dyreklinik. Det var tid til at sige farvel.

Lignende indlæg:

Nekrolog for Adina

Vi sagde i går farvel til Adina i en alder af 8½ år på Virum Dyreklinik som følge af fremskreden Degenerativ Myelopathi.

Adina kom til os i januar 2012 i en alder af 2½ år. Hun havde haft en god opvækst i Hellerup, men hendes ejer døde, og hun måtte finde en ny familie. I løbet af et døgn accepterede Adina at hun nu skulle bo hos os i Virum, og vi begyndte at lære hinanden at kende.

Adina viste sig at være et fantastisk 3. familiemedlem. Vi passede godt sammen i personlighed med vores rolige gemyt, følsomme sind og lettere introverte adfærd. Det lykkedes os meget hurtigt at vinde Adinas tillid, og hun knyttede sig til os og så os som sin flok.

Vi gik med Adina i hundeskoven Geels Skov uden snor fra første dag. Hun nød at møde de mange andre hunde, og det blev tit til leg og begejstring. Vi kunne gå tur i timevis, og hendes nysgerrighed blev stimuleret når vi udforskede de mange andre hundeskove og parker i området. Hun lærte hurtigt ikke at løbe efter cykler og heste. Adina var meget adræt: havde helt styr på sin krop og et fantastisk boldøje. På græsplænen ved det lokale gadekær legede vi med pinde og bolde og trænede lydighed.

Hver fredag kom hendes hundelufter, som hun kendte fra tiden i hendes første familie. Så var der fest: hun kom ind i den store bil med en masse andre hundevenner, og så kørte de ud i verden og legede og løb og havde det fantastisk.

Efter 2 år flyttede vi til Birkerød. Her fik Adina en større have, og lige ved siden af hundeskoven Bistrup Hegn. Det gav nye muligheder. Hun fik nye venner i skoven, og venskaberne udviklede sig. Adina inviterede Chili, Zuki og Atlas hjem i haven til leg og fik på den måde sit helt eget sociale liv med venner hun selv havde valgt. Hun kom til at betyde rigtig meget for disse venner.

Adina var en tolerant og generøs hund. Når hun var sammen med sine venner var der ingen smalle steder. De måtte tygge på hendes ben, lege med hendes legetøj, drikke af hendes vandskål og spise af hendes madskål. Også fremmede hunde blev budt velkommen hos Adina.

Det eneste hun var lidt påpasselig med, var hvis hendes mennesker kælede for meget med andre hunde. Så kunne hun finde på at gå ind imellem den anden hund og hendes menneske, og måske skubbe den anden hun væk med hoften.

Adina holdt også meget af menneskene omkring hende. Hun udviklede hurtigt et nært forhold til Mads’ og mine familiemedlemmer, og var meget afholdt for sit søde væsen og beundret for sit smukke udseende. Også hendes hundevenners mennesker blev mødt med stor hengivenhed. Hundelufterens mand John havde en særlig plads i Adinas hjerte, aldrig har jeg set hende så glad som når hun så ham.

Glad var Adina dog ikke hele tiden. Hun var bange for tordenvejr og fyrværkeri, som fik hende til blive at ryste og søge ind under borde og om bag sofaen. Et kosttilskud hjalp noget, men det skete desværre at hun stak af når der kom torden fra en klar himmel. Med tiden blev angsten værre og også udløst af andre lyde, f.x. regnvejr eller lyden af vind i mikrofon i fjernsynet. Angsten tog en del af hendes livskvalitet i perioder.

Et af de træk der gjorde Adina til noget helt særligt, var at hun havde en særlig evne for at være hensynsfuld og rimelig i sine krav. Hun var utrolig dygtig til at balancere sine anmodninger, så vi aldrig var i tvivl når det virkelig var alvor. Når hun af og til havde dårlig mave og brug for at komme ud om natten, var hun god til at vække mig på en måde, der var helt anderledes end når hun bare lige skulle have tryghed og kontakt om natten fordi det stormede. Hun kunne godt tigge om at få en klat flødeskum eller en luns af stegen, og det gjorde hun selvfølgelig fordi vi godt kunne finde på at give hende sådan noget. Men vi kunne også altid bare sige et enkelt blidt ‘nej’ og så holdt hun op.

Det er et stort tab for os at miste Adina. Vi har mistet vores 3. familiemedlem, vores ven og kammerat. Det er også en stort tab for Adinas venner, hunde som mennesker. I næsten 6 år har Adina givet os daglig glæde og nærvær. Vi er dybt taknemmelige for at hun kom ind i vores liv. Sygdommen gjorde hendes liv svært til sidst, og nu har hun fået fred. Æret være hendes blide, søde og billedskønne minde.

Lignende indlæg:

Et nemmere liv

Når man siger ja til et job med lang transporttid, får man ikke mere i løn eller bedre vilkår. Ikke på grund af den lange transport i hvert fald. Den tid man bruger på transport er en pris man betaler med sit privatliv, sin egen personlige tid – tid med familien, tid til at sove. En pris som man kan håbe opvejes af kvaliteten af jobbet, men det er svært at vide før man er startet i jobbet.

Jeg sagde for et halvt år siden ja til et job med kort transporttid. Helt i tråd med ovenstående logik, blev det ikke en faktor i udmåling af løn og vilkår. Lønnen var den samme som tidligere jobs, vilkårene var på mange punkter bedre.

Når jeg har forladt forhandlings-sfæren kan jeg dog ikke løbe fra, at min nye hverdag med den korte transporttid er rigtig meget værd for mig. Det er som en appelsin i turbanen. En fordel jeg har fået helt uden omkostninger. Det er næsten ikke til at fatte.

Det sidste halve år er jeg gået i seng på samme tidspunkt som altid, men stået op en hel time senere end jeg plejer. Jeg sover 1 time længere hver nat, svarende til ca. 8 timers søvn hver nat. Det er revolutionerende for min energi og mit overskud i hverdagen.

Jeg cykler stadig på arbejde. De 4 km. kan klares på 10 minutter. Jeg behøver ikke at spekulere over påklædning – hvis det er tørvejr kører jeg bare, og tænker ikke over om det mon kunne finde på at regne på halvvejen. Sikke en lettelse i den daglige logistik.

Ikke nok med at jeg sover længere om morgenen. Jeg er også væsentligt tidligere hjemme. Min hund behøver nu kun at være alene hjemme 8 timer, hvilket er op mod 2 timer kortere end tidligere. Nu kan vi nå at gå tur i dagslys i størstedelen af efteråret og vinteren. Endnu en bekymring mindre.

I mit nye job har jeg flextid. Rigtig flextid, uden fixtid. Jeg kan ikke indrette min arbejdsdag fuldstændig som jeg vil, for jeg skal selvfølgelig passe diverse møder og forpligtelser. Men indenfor de rammer har jeg ret vidde muligheder, som gør det langt mere uproblematisk at leve sit liv, f.x. få en håndværker på besøg, komme til dyrlæge eller at gå til frisør på en hverdag.

Oveni al den ekstra tid har jeg ovenikøbet været så heldig at få et job, som tilgodeser flere af mine mentale præferencer. Jeg sidder ikke længere i det ellers så udbredte storrumskontor, og jeg oplever flere gange om ugen at være dybt koncentreret i længere tid ad gangen. Arbejdsopgaverne er meget tilfredsstillende at udføre, og chefen og kolleger viser mig ubetinget tillid.

Efter at have levet på denne måde i 6 måneder, er jeg stadig ret overvældet over den kæmpe lettelse det alt i alt har været i mit liv. Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal have det så godt? Jeg venter stadig på at der viser sig at være en hage ved alt det gode. Men det kommer ikke. Det er ligefør at jeg har skyldfølelse over at have fået sådan et privilegeret liv uden at betale en pris.

Men selvfølgelig skal jeg ikke have skyldfølelse. Denne stakkels blog har været forum for mange års plapren om transporttid, cykel-logistik og udmattelse fra min side. Hvis der findes en samlet pulje i verden af besværligheder ifm. at passe sit arbejde, så synes jeg selv at jeg har båret min del af læsset.

Jeg vil dog gerne holde fast i taknemmeligheden over at have fået denne kæmpe lettelse i min hverdag. Det er en gave for en sensitiv person at få mere tid. Og det er bestemt noget der kan mærkes. Først og fremmest er jeg langt mindre træt i hverdagen. Husbond har bemærket at jeg får mange flere idéer til spændende aftensmad, hvor jeg før meget ofte har haft mest lyst til de lette løsninger.

Hvad skal det ikke føre til? En fritidsinteresse? Et renere hus og en mere velplejet have? Flere oplevelser? I disse dage tænker jeg over hvad det mon kommer til at betyde i længden, at mit liv er blevet så meget nemmere, og hverdagenes frie tid 2 timer længere. Det er simpelthen så lang tid siden at jeg har haft den grad af frihed, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Endnu.

 

 

Lignende indlæg:

Hvordan det går med Adina – efterår 2017

Siden sommerferien synes både husbond og jeg at forværringen i Adinas sygdom er taget til, og hverdagen er blevet meget besværlig for Adina. Her i oktober har vi været til dyrlæge med Adina for at følge op på udviklingen i hendes sygdom. Vi ville gerne sikre os at Adina ikke har fået skader ifm. sin stadig dårligere førlighed, og sikre os at vi ikke havde ladet sygdommens forløb gå for langt.

Vi er også nået så langt, at vi har behov for at snakke med dyrlægen om hvilke kriterier man kan lægge til grund for beslutningen om at sige farvel med lige netop denne sygdom. Og vi havde også brug for at tale om hvordan selve dette farvel kunne foregå.

Dyrlægen var positiv. Hun så ingen skader hos Adina, og fandt at hendes muskelmasse i bagbenene var bevaret. På det gummiagtige gulv i klinikken bevægede Adina sig så fint – det mange måneder vi har set det hjemme. Måske var hun også mere ‘på’ i den uvante situation hos dyrlægen. Dyrlægen så ikke de problemer vi ser til hverdag.

Dyrlægen mente at det var tid til at give Adina sko på, for at forhindre at neglene på de slæbende bagben bliver slidt så langt ned at de begynder at bløde. Hun foreslog desuden fysioterapi for at opøve det hun kaldte autonomi, så hunden kan lære at bruge benene som en refleks. Adina skal fremover ikke gå lange ture.

Vi tog hjem med en mærkelig følelse i kroppen. Vi så situationen som mere alvorlig end dyrlægen gjorde, og havde nok forventet at få at vide at Adina ikke havde så langt igen. Det var nemlig vores egen vurdering. Med dyrlægens udtalelser blev vi endnu mere i tvivl om hvordan vi skulle se på Adinas problemer.

Adinas realitet i hverdagen er, at hun har det svært med alle former for bevægelse. Udendørs bliver hendes slæbende poter fanget i hårde overflader, så hun snubler over sine egne poter. Vi prøver at sørge for, at hun primært går på græs og blød skovbund. Vi hjælper hende op og ned fra bilen.

Indendørs glider hun nu på alle typer af gulve, også gulvtæppe. Det er ikke kun et spørgsmål om at stå fast, hendes motorik er simpelthen meget dårlig. At rejse sig og at lægge sig er en hård og svær opgave, og for et par uger siden mistede hun evnen til at gå baglæns. Hun kan ikke altid få bagbenet til at klø sig, og det er også svært at strække sig på den måde hun plejer. Hun er meget forsigtig og dygtig når hun går på de trapper der forbinder 3 forskellige dele af huset, men det er hårdt for hende, og hun tøver ofte.

Humøret er dog stadig intakt, og lysten til at slikke skeen med flødeskum og få en bid af kødet har hun ikke mistet. I perioder kan hun blive meget legesyg og komme med legetøj og spørge om vi vil lege med hende ude i haven – fuldstændig som det altid har været. Hun bliver også stadig rigtig glad for at se sine hunde-legekammerater, men det bliver ikke til så meget leg som før, for hun kan ikke følge med.

Efter en tænkepause ovenpå dyrlægebesøget, besluttede vi os for at give skoene en chance. Vi har en vis erfaring med sko til hunde, fordi Adina har haft et par potesår der skulle beskyttes ifm. gåtur. Efter lidt søgen på nettet fandt vi nogle sko der viste sig at passe rigtig godt og blive siddende på.

Desværre har det ikke været en succes. Adina har ikke noget imod at få skoene på, og går bare derudaf som hun plejer. Men hun er tilsyneladende ikke i stand til at tilpasse sine bevægelser til at skoene er der. Hun snubler over skosnuderne og enhver kvist og rod hun strejfer. Hendes usikre og slingrende gang betyder, at hun kommer til at spænde ben for sig selv med bagbenene. Efter en uges forsøg er vi nu tilbøjelige til at lægge skoene på hylden. Vi kan simpelthen ikke bære at se hende gå så dårligt og falde så meget.

Vi må indse, at vi er kommet ind i en periode af sygdommen, hvor de små praktiske løsninger ikke længere rækker. Lige nu er der mange etiske overvejelser. Jeg prøver at adskille hvad der er godt for Adina og hvad der er godt for mig. Det faktum at det er svært for mig at se på at hun falder er MIN oplevelse, og ikke nødvendigvis det samme som at det er et problem for Adina. Samtidig er det jo kun mig og husbond der kan tage ansvar for Adinas livskvalitet. Indtil nu går det, men hvor længe?

Hos dyrlægen snakkede vi om, at vi ikke kan bruge humør, energi, appetit og livsglæde som indikator for, om det er tid til at sige farvel. Det strider med alt jeg har forestillet mig om denne situation, men giver mening ud fra sygdommens karakter: en sygdom der går ud på følelsesløshed/lammelse og ikke giver smerter, vil ikke påvirke en hund psykisk, fordi hunde lever i nuet og hurtigt er videre efter hvert lille snuble-episode. Dyrlægen sagde til os at det vil være faktorer som at de daglige gåture skal foregå fornuftigt, hun skal kunne besørge anstændigt og kunne lege med sine hundevenner, der er bestemmende for om hun har et godt liv. Der skal være flere gode dage end dårlige dage.

 

Lignende indlæg:

Sundhedstjek

De fleste arbejdspladser jeg har været på, tilbyder medarbejderne at komme til sundhedstjek en gang om året eller hvert andet år. I øjeblikket gennemføres de på min nuværende arbejdsplads.

Et sundhedstjek udføres som regel på arbejdspladsen af en sygeplejerske eller anden ikke-lægelig sundhedsmedarbejder, og indebærer konditionstest, blodprøver og samtaler. Konsultationen baseres på en række standardmålinger og ditto anbefalinger, og leder nok primært efter såkaldte livsstilssygdomme.

For sådan nogle kontorfolk som jeg befinder mig i blandt, kan det være en god idé lige at bliver checket. Man er ikke udsat for de helt store fysiske trusler for helbredet på sit arbejde, og måske kommer man ikke ret ofte til læge. Før i tiden var der måske også en tendens til at folk der sidder på kontor ikke får rørt sig ret meget og egentlig kan komme til at leve nogle ret usunde liv uden at lægge mærke til det.

Alligevel er jeg ikke begejstret for konceptet, og har kun en enkelt gang selv deltaget.

Det jeg har set på mange arbejdspladser er, at tilbuddet bliver brugt af sunde medarbejdere, der melder sig til for at blive bekræftet i at de er sunde. De træner ekstra op til konsultationen for at få registreret et godt kondital. Gevinsten ved sundhedstjekket må være minimal.

Til gengæld tilmelder rygerne og de overvægtige sig ikke til sundhedstjekket. Vi gider ikke at høre den overfladiske plade med at vi skal stoppe med at ryge eller tabe os – det ved vi godt. Så her nytter sundhedstjekket heller ikke meget.

På den måde synes jeg, at sundhedstjekket kommer til at ramme noget ved siden af. Jeg tror ikke man fanger ret mange af dem der reelt har problemer. De eneste man kan håbe på at få succes med, er medarbejdere der ikke er opmærksom på at de er usunde, der ved at melde sig til får et ‘wake-up call’. Med tidens kæmpe store fokus på sundhed, tror jeg ikke det er en særlig stor procentdel af befolkningen der falder indenfor denne kategori – ikke længere.

Generelt er jeg bekymret for om disse sundhedstjek kan give anledning til unødvendig bekymring og overfokusering på sundhed. Jagten på livsstilssygdomme er nærmest dømt til at generere skyldfølelse. Jeg håber at den seneste debat, hvor læger stiller spørgsmålstegn ved at bruge begrebet ‘livsstilssygdomme’, er begyndelsen til en ny drejning i den offentlige mening.

For mig giver det bedst mening at snakke om den slags ting med min læge. Uden at rende lægerne på dørene, kommer jeg i virkeligheden jævnligt til læge. Jeg er god til at mærke mig selv, og reagerer når jeg oplever at noget føles forkert. Derfor har jeg en velreguleret migræne, spørger ind til den medicin jeg får ordineret og siger stop, når stresssymptomer gør mit liv umuligt. Og derfor får jeg også jævnligt taget blodprøver og snakket vægt. Seneste konsultation var omkring nytår, hvor jeg fik jeg taget blodprøver og til min store glæde konstateret, at jeg (fortsat) ikke er i nærheden af at have sukkersyge.

 

Lignende indlæg:

Fed igen

For lidt over et år siden stoppede jeg med at spise efter 5:2-diæten. Det påvirkede ikke min vægt særlig meget, og jeg følte mig sund i lang tid efter. Ved nytår tog mit liv en kolbøtte, hvor også mine motions- og spisevaner fik en rystetur. Nyt job i foråret har betydet en fast, men mindre motionsmængde pga. kortere cykeltur til arbejde, og en lidt dårligere kost pga. en kantine med mindre sund mad.

Resultatet er en vægt der er højere end nogensinde og et BMI over 30. Øv. Jeg har kunnet acceptere at være overvægtig i mange år, og har ingen ambitioner om at få en flad mave eller korrekt vægt. Men at veje så meget – det gider jeg ikke.

På en eller anden måde har jeg formået at se mig selv i spejlet på en måde, hvor jeg ikke opdagede den større dobbelthage. Først da jeg så et par billeder af mig selv, kunne jeg se hvor galt det var. I den forgangne sommerferie har jeg pure nægtet at blive fotograferet, fordi jeg ikke kan holde ud at se hvor fed jeg ser ud.

Jeg er også begyndt at have fysiske gener. Det er svært at læne mig ind over spisebordet for at nå noget, og det er ikke så let at at komme op af en sækkestol. Når jeg sætter mig på hug for at klappe min liggende hund, kan jeg næsten ikke trække vejret, og når jeg sidder med min tablet i sofaen støder min hage mod min hals.

Der skal jo helt klart ske noget. Det er indlysende at starte med 5:2-diæten igen, for det er det eneste jeg har jeg gode erfaringer med i forhold til vægtab. Både jeg og husbond har savnet fastedagene med deres anderledes, afslappede rytme.

Jeg er bange for hovedpinerne, som var et stort problem tidligere. Derfor vil starte blidt ud med 1 fastedag om ugen for at komme ind i rytmen igen og få erfaringer baseret på den nye hverdag, hvor jeg ikke cykler 46 km på en fastedag.

Jeg har også tænkt meget over hvordan jeg kan få mere motion ind i hverdagen. Jeg har forsøgt at køre omveje til og fra arbejde, og det er også gået meget godt med at få et par km. ekstra på cykelturen – jeg cykler 9-10 km på en hverdag. Jeg er dog i tvivl om jeg kan motivere mig selv til at køre meget længere – når jeg har fri vil jeg også bare gerne hjem, og at stå tidligere op end nødvendigt tvivler jeg på at jeg kan motivere mig selv til.

Vi bor lige ved siden af en mindre, fredelig skov. Det er oplagt at bruge skoven til motion. Jeg har aldrig prøvet at motionsløbe. I skoletiden var løb forbundet med omgående stakåndethed, og jeg kan stadig mærke den ubehagelig rallende fornemmelse i luftrøret. Ikke desto mindre ved jeg at det skal være lettilgængelig og effektivt hvis jeg skal dyrke mere motion, så jeg overvejer seriøst at starte et begynderprogram for at komme i løbeform til mindre løbeture.

Endelig skal jeg arbejde med de mængder jeg spiser. Iflg. diverse gadgets forbrænder jeg 5-700 kcal. mindre i min nuværende hverdag, end da jeg el-cyklede 46 km. om dagen – et betydeligt mindre kalorieforbrug som selvfølgelig gør en forskel.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det her handler mere om psykologi end om planer og praktik. Jeg kan sagtens finde på en masse tiltag og gode ideer. Og jeg er sådan set ret motiveret for at gøre noget ved min fedme. Men der er noget psykologi der kæmper i mod. Jeg har svært ved at finde ud af hvad der er årsag og hvad der er virkning, men jeg kan konstatere at der er situationer hvor jeg helt tilsidesætter disciplin og gode hensigter. Når jeg har ondt, er ked af det eller er træt, føler jeg en stor trang til søde og usunde sager, og så kan jeg ikke finde disciplin til at lade det være. Her er jeg stadig på bar bund mht. at ændre på min adfærd.

Lignende indlæg:

Sommerferie 2017

Normalt synes jeg at pressehistorierne om det dårlige sommervejr er trivielle, og de danskere der brokker sig er lidt ynkelige. Men i år må jeg med skam melde mig i hylekoret. I år synes jeg faktisk at vejret har bidraget negativt til min oplevelse af sommerferien.

Jeg er ikke glad for høje temperaturer, og derfor synes jeg normalt at det er bedst vejr når det er under 25 grader. På den måde har sommeren 2017 passet 100% til min præference. Ikke desto mindre føler jeg mig skuffet over mangel på solskin og tørvejr.

En af vores helt faste traditioner, når vi er i sommerhus i sommerferien, er at mine forældre kommer til frokost. Vi plejer at kigge i vejrudsigten og udse os den dag der ser bedst ud. Mine forældre er ret fleksible, så det plejer altid at kunne lade sig gøre at få en god sommerdag ud af det. I år var det svært at finde en dag i udsigten, der gav forhåbninger om solskin og tørvejr, men vi tog chancen med en onsdag der så OK ud. Det lykkedes da også at sidde ude og spise frokosten i tørvejr og sol – lige akkurat. Da vi havde fået kaffe kom regnen, og vi flygtede indendørs. Lidt senere kom solen igen, og vi kunne køre en tur i sommerlandet. Da vi var kommet tilbage, og mine forældre begav sig hjemad, kom der en af sommerens mange skybrud.

I de 2,5 uger vi opholdt os i vores sommerhus kunne vi sidde ude og spise 2 gange. Vi har slet ikke haft badetøjet fremme. Vedligeholdelse at sommerhus og have blev det heller ikke til meget af. Vejret var så ustabilt, at det var umuligt at planlægge noget. Det lykkedes at få et par vellykkede ture til Gilleleje. Turene til Tisvilde og Hornbæk, hvor vi normalt går og nyder byen, butikkerne, spiser frokost eller en is, blev ikke til andet end indkøb, at hente take-away og en kort tur i Tisvilde Hegn. Vi kom til Helsinge som vi plejer, men den tur blev ødelagt af en dårlig restaurant-oplevelse efterfulgt af en dårlig is-oplevelse.

Selv turene til naturområder med hund(e) blev ramt af regn, selvom vi prøvede at sno os og tilpasse os DMI’s radarbillede. Henover en weekend passede vi Adinas nevø Atlas, og vi ville gerne vise ham nogle af de dejlige områder på nordkysten – det er altid spændende for en hund at opleve nye steder. Det kunne kun lade sig gøre ved at sidde standby og vente på at regnen stoppede, hvorefter vi skyndte os ud og gå tur, inden regnen kom igen.

Mange dage var vejret dog så forudsigeligt, at vi tydeligt kunne se at vi var nødt til at opgive at komme ud og se eller lave noget, og bare kaste os på sofaen. Det er rart og sundt nok i starten af en ferie, hvor man skal akklimatisere fra en hverdag i højere tempo. Men efter et par dage på den måde blev det kedeligt. Jeg endte med at web-shoppe nye tallerkener og bestik til sommerhuset – det blev dyrt. Husbond fik set næsten al sport der blev sendt i TV, og vi endte med at sidde længe oppe og se 20 år gamle engelske krimi-serier om aftenen for at få lidt underholdning.

Hvis jeg skulle finde på noget positivt at sige om det dårlige sommervejr, så skulle det være, at det har været en knap så hård tjans at vande blomster hos os mens vi var væk. Jeg har fået anskaffet mig rigtig mange krukker og potter udendørs, og det kunne godt blive en stor belastning for mine gamle forældre. De slap nådigt i år.

Når jeg nu sidder her på feriens sidste dag og tænker tilbage, så har det selvfølgelig alligevel været dejligt at være i sommerhus og sammen med min familie. Udover mine forældres besøg havde vi besøg af begge af Mads’ søstre med familier, og det blev også til en kort frokost med Atlas’ ejer. Da vi kom hjem til huset i Birkerød tog det faktisk et par dage at vænne sig til de store forhold, så vi har virkelig fået sommerhuslivet ind under huden i år, og det er i sig selv rekreativt.

Normalt vil jeg i denne situation tænke, at det trods alt er bedre at have fri end at gå på arbejde. I år er det knap så slemt at tænke på at skulle tilbage på arbejde. Med mit nye arbejde er der ikke så stor en kontrast mellem ferie og arbejde. Dels er der en rar stemning på min arbejdsplads – det er en god fornemmelse at skulle tilbage. Og dels gør min meget korte transporttid, at jeg har langt mere fritid og råderum på hverdage. Jeg har både tid og energi til at komme ud, i butikker eller lave noget aktivt hjemme selvom jeg har været på arbejde.

Lignende indlæg:

Hvordan det går med Adina – sommer 2017

Det er 3 måneder siden at Adina fik diagnosen Degenerativ Myelopathi. Sygdommen skrider frem, og i dag har Adina flere problemer end i foråret.

Adina slæber nu også den venstre bagpote, så neglene på den pote også er slidt mere end normalt. Hun er mere ustabil på bagbenene, så hvis hun støder ind i noget eller nogen med hoften, så vælter hendes bagkrop. Hun glider nemt ud i en slags spagat med benene, som i Bambi på glatis, og jeg får lyst til at skubbe benet tilbage i normal position ligesom Stampe gør.

Hun går rimelig godt, når retningen er ligeud, men hun vrikker på bagbenene som en mand i høje hæle. Man ser hendes ustabilitet tydeligt når hun drejer eller vender, hvor benene ofte er helt tæt sammen eller krydser hinanden. Nogle gange går hun ‘ned i knæ’ som om hun mangler kræfter i bagbenene. Hun går ofte i pasgang.

Gåture i skov og natur går ret fint, og hun nyder dem som hun plejer og trækker godt i snoren. Gåtur på asfalt og fliser går sådan set også fint, men man kan høre at hun slæber på poterne, og derfor får man som menneske en følelse af at hun slider meget på poterne – det er ikke rart.

Det er ikke længere så nemt at rejse sig og lægge sig ned. Når Adina skal rejse sig, bruger hun sin forkrop og forben meget, og når hun skal lægge sig, lader hun sig falde eller glide ned med bagkroppen. Skal hun op på et af de møbler hun gerne må være på, er det også overkroppen der gør det meste arbejde, og hun kommer nemt til at trække løse tæpper med op under sig med bagbenene.

Det er rigtig svært at se på at hun har disse problemer. Det er så tydeligt nu, at hendes førlighed er påvirket at sygdommen, og at hun ikke bevæger sig normalt.

Det virker uværdigt på os mennesker, men det er ikke sikkert Adina opfatter det sådan. I starten tog hun overhovedet ikke hensyn til sine problemer. Nu kan man se at hun kompenserer og er mere forsigtig, men hun holder sig stadig ikke tilbage – hun rejser og lægger sig stadig lige så ofte som hun plejer, og render op og ned ad trapper for at kigge ud som hun plejer. Hun vil stadig gerne lege med andre hunde og sine mennesker, og tager også selv initiativ. Når hun ikke kan følge med, trækker hun sig dog igen.

Husbond og jeg har som Adinas mennesker også været igennem en udvikling siden vi fik diagnosen. I starten var vi chokerede og ulykkelige. Det føltes så meningsløst, at en ellers sund og rask hund skulle have et kortere liv pga. sådan en dum nervelidelse. Vores tanker vendte sig hele tiden imod den aflivning som vil blive konsekvensen i sidste ende, og det føltes helt umuligt at skulle tage den beslutning.

Da chokket havde lagt sig, blev vi operationelle omkring de praktiske ting i hverdagen, der kan gøres nemmere for Adina med de udfordringer hun har. Vi begyndte at tage det en dag ad gangen, og prøver nu at nyde de gode stunder i fulde drag.

Efterhånden som Adinas problemer bliver værre, bliver det lidt mindre svært at tænke på, at vi en dag skal sige farvel til hende. Jeg bliver stadig ked af at tænke på det. Men i takt med, at de ting der giver hende livskvalitet bliver sværere for hende, kan jeg bedre se for mig, at det på et tidspunkt vil være den rigtige beslutning at lade hende sove ind.

Udviklingen i Adinas sygdom går forholdsvis hurtigt. I hverdagen ser vi tydeligt forskel fra uge til uge, og folk der er sammen med Adina med flere ugers mellemrum, ser stor forskel fra gang til gang. Jeg er ret sikker på at dette er den sidste sommerferie vi får sammen med Adina. Måske har vi også haft den sidste jul sammen. Livet uden Adina rykker nærmere, og jeg tænker meget på hvordan det bliver. Jeg har meget svært ved at forestille mig hvordan savnet af hende vil føles. Jeg frygter at det rammer mig som en hammer af sorg, for jeg er virkelig gået hele vejen i min kærlighed til hende. “Den der elsker meget, skal sørge meget” som Johannes Møllehave siger.

På den anden side er det også forbundet med en snert af lettelse at tænke på livet bagefter. Dels at få overstået den forfærdelige beslutning og handling omkring aflivning. Og dels at komme ud af denne opslidende periode, hvor vi bare går og venter på at Adina får det værre og værre.

Lignende indlæg: