Der har nu i nogle uger været debat i medierne omkring fjernelse af helligdage. I forbindelse med såkaldte trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter, ønsker regeringen at introducere fjernelse af 1 eller 2 helligdage som en parameter. Begrundelsen er, at det er nødvendigt for økonomien at vi skal arbejde mere.

Umiddelbart er det er ikke noget som man som almindelige lønmodtager er vild med at høre. Vi befinder os midt i det dejlige forår, hvor der er mange helligdage, der gør det muligt nyde de blomstrende frugttræer og lyse nætter, tage i sommerhus, gå til familiefester og at nå den øgede mængde havearbejdet foråret også byder på. Der er en særlig stemning når næsten alle i landet har fri, og det gør det nemmere at lave aftaler om at ses.

Man tror næsten ikke sine egne ører. De helligedage man har kendt hele sit liv har man jo vænnet sig til er – ja, hellige – dem kan man da ikke røre ved? Skal man tro Ritzau i dag er det da heller ikke sket siden 1770 at man har afskaffet helligdage. Dengang røg bla. 3. juledag og 3. pinsedag.

Men hvis regeringen kan få flertal for det, så kan det åbenbart godt lade sig gøre at fjerne helligdage og dermed lade arbejdsstyrken arbejde mere. De lønmodtagere, som er repræsenteret ved forhandlingerne kan fremføre deres behov og forsøge at forhandle noget andet igennem til deres overenskomster. Men vi som ikke er omfattet af en overenskomst ender i et demokratisk vacuum. Det bliver – som med så mange andre ting – i givet fald et rent diktat, som vi ingen indflydelse har på. En ren udgift, som vi ikke får ’noget for’, idet jeg ikke går ud fra at der gives kompensation for den øgede arbejdstid.

Den borgerlige opposition benytter sig selvfølgelig af muligheden for at argumentere mod regeringen og med folkestemningen. Venstre mener at det er ærgerligt at fjerne dage hvor folk har mulighed for at være sammen i familierne, men synes hellere man skal fjerne feriedage. Og Konservative argumenterer ud fra tradition og danskhed, man fornemmer ’gud, konge og fædreland’-mantraet.

Det er nu ikke så meget derfor at jeg synes det er en dårlig idé at fjerne helligdage. Jeg er ateist og bruger ikke disse helligdage til at dyrke en tro. Og jeg bruger såmænd lige så gerne helligdagene til ro og restitution, som til at se familie.

Jeg synes simpelthen bare at det er en velerhvervet rettighed, som mere end nogensinde er nødvendig i en stresset tilværelse. Jeg protesterer af princip imod at få forringet mine vilkår uden kompensation og uden min accept. Med en socialistisk regering og krisetider er det nok vilkårene, og jeg er desværre ikke overrasket over denne indfaldsvinkel. Og hvis man tænker på hvilke reformer borgerne i Sydeuropa må gå igennem skal man nok nødig pive. Men jeg kunne godt tænke mig en forklaring på hvordan det med at arbejde mere skal hjælpe samfundet, når vi har så stor ledighed. Når man dertil lægger de massive problemer der er med stress blandt dem der er i arbejde, hvor det er min påstand at vi er ved at underminere vores indtægtsgrundlag, så kan jeg slet ikke se mening med disse tanker om at fjerne helligdage.

Hvis arbejdsmarkedets parter synes det er en god idé at lave aftaler, som øger arbejdstiden, så vi jeg foreslå at de ser på de vilkår som er bestemt i overenskomsterne. Der er ofte aftalt fridage udover de statsbestemte helligedage, f.eks. 1. maj, man kunne forhandle om. Der er da også temmelig mange mennesker som har betalt frokost – det var måske også et område man kunne tage frem på forhandlingsbordet. Hvis de goder der er forbeholdt folk med overenskomst blev ændret, kunne man måske endda opnå en større ligestilling på arbejdsmarkedet.

Da min bror flyttede til USA snakkede vi i familien om hvordan hans arbejdsliv blev. F.eks. har man i USA som udgangspunkt kun 2 ugers ferie. Men når det kom til helligdage stod det ikke så slemt til som vi troede. Vi kiggede en amerikansk kalender igennem og kunne tælle ligeså mange som der var i Danmark, nemlig 10-12. I USA har man ikke religiøse helligdage der gælder hele befolkningen. I stedet har man ’helligdage’ som relaterer sig til nationens opståen og historie. Det synes jeg er en god idé. Danmark er også ved at være et multietnisk og multireligiøst land med mange forskellige religioner repræsenteret.  Det vil give god mening for mig at finde ca. 10 mærkedage og gøre dem til ’helligdage’ – vi kunne jo kalde dem officielle fridage eller noget i den stil. Det skal nok kunne lade sig gøre – jeg kan umiddelbart komme i tanke om både Grundlovsdag, Valdemarsdag, Europadag osv – vi skal nok kunne finde 10-12 dage der relaterer sig til vores lands opståen og historie. Så kan man bruge af sine feriedage, hvis man har behov for at holde fri i forbindelse med dyrkning af sin religion.

Det er nu nok utopi at få så gennemgribende ændringer igennem. Jeg kunne godt ønske mig et sekulært danske samfund, der er 100% religionsneutralt. Men så længe det ikke er sådan, går jeg ind for at man beholder de eksisterende helligdage. Arbejdsmarkedets parter må forhandle som de vil, og vi som ikke har nogen forhandlingsmulighed må håbe at vores arbejdsgivere behandler os ordentligt. Jeg synes kun at Folketinget skal blande sig når det handler om ligestilling og beskyttelse af lønmodtagere.
?????

Lignende indlæg:

• Sundhed og samfundssind
• Kassetænkning om efterløn
• Pendlerstress
• Om at bo i sommerhus hele året
• Religion i Folketinget

Jeg elsker at gå ud med min mand. Lige fra starten af vores forhold er vi gået meget ud. Da vi havde været kærester i 2 uger gik vi i TIVOLI sammen på åbningsdagen. Vi kyssede under det blomstrende kirsebærtræ ved H. C. Andersen-slottet, og det var ultra-romantisk at spise i den gamle have som vi begge kendte så godt. På vores 2-måneders dag gik vi også ud at spise lokalt i Holte, hvor jeg boede.

Siden er vi jævnligt gået ud, til koncerter, i TIVOLI, på restauranter i byen og lokalt og i biografen. Sidste sommer prøvede vi en masse restauranter via Downtown og andre tilbud. Jeg glæder mig altid når vi skal ud at spise. Jeg ser frem til at prøve både ny eller velkendt mad. Det er så dejligt bare at kunne lade andre lave maden og tage sig af opvasken, mens jeg fordyber mig i samtale med min elskede. Men desværre bliver jeg tit skuffet.

Som nu i lørdags, hvor jeg ville bruge et gavekort til Sticks’n’sushi jeg fik i 40-års fødselsdagsgave til en hyggelig middag med Mads. Bagefter ville vi gå i biografen og se filmen Hvidstengruppen.

Sticks’n’Sushi i Lyngby er ekstremt velbesøgt, så jeg var godt klar over at jeg skulle bestille bord for at kunne spise der en lørdag aften. Da vi ankom og fik anvist vores bord blev jeg ærlig talt skuffet. Tjeneren pegede på et 4-personers bord, hvor der i forvejen sad et par. Det var så vores bestilte bord til 2 personer – den anden ende af 4-personersbordet. Sådan har det ikke været når jeg tidligere har spist der, og det matchede ikke med min forventning til at skulle ud og spise en dyr middag med min ægtefælle en lørdag aften. Det andet par blev færdige før vi fik vores mad, men lidt senere kom et nyt par, denne gang en kvinde der tydeligvis lige havde tage parfume på – og rigeligt af den. Det blev ikke lige den fordybede oplevelse jeg havde håbet på, fordi jeg kunne ikke abstrahere fra de andre mennesker der sad så tæt på. Maden var vist meget god, men jeg fik bestilt noget forkert og jeg kan faktisk ikke huske hvordan det smagte. Men det tog 2½ time at få 2 retter mad.

Bagefter gik vi over i Kinopalæet, hvor vi tidligere havde hentet vores bestilte billetter. Vi havde fået plads på sofarækken allerbagerst. Selvom filmen har gået i mange uger nu var der godt besøgt. 20 minutter efter starttidspunktet, og lige i det øjeblik selve filmen startede, kom min nabo – 2 kvinder med popcorn. Der blev gnasket, og popcornene duftede. Det kunne jeg nogenlunde abstrahere fra, de satte sig heldigvis rimelig hurtigt og stille. Filmen Hvidstengruppen er ikke en actionfilm, det er en stilfærdig, tankevækkende film med mange følsomme scener. Ikke desto mindre følte familien til den anden side at de skulle diskutere filmen imens. Jeg kan blive tosset af at høre andre mennesker reagere på det der sker i filmen, det er som om det fratager mig muligheden for selv at opleve handlingen.

Argh, det sker bare hver gang! Om det er til Sex and the City-filmen i Reprisen, hvor 4 kvinder møder op med champagneglas og skåler på en sexet sommer, eller om det er konstant snak til actionfilm i Imperial som da jeg var ude med kollegerne for et par måneder siden – jeg render næsten altid ind i at nogen i nærheden skal snakke under en biograffilm, selvom man i forfilmene altid mindes om at holde sin mund. Som de sagde i traileren i lørdags: “Der er et særligt sted for folk der larmer. Og det er ikke biografen.”

Denne episode fik mig til at erklære på Facebook, at nu vil jeg aldrig mere gå i biografen. Jeg synes at oplevelsen ødelægges meget for mig af alt det snakkeri. Sådan 2 biografbilletter koster mere end en DVD-film, og vi har også et nogenlunde stort TV hjemme – jeg kan snart ikke se nogen grund til at film skal ses i biografen. Det samme kan jeg føle mht. at gå ud at spise. 933 kr. for en sushimiddag er mange penge for mig, og jeg må indrømme at mine forventninger til kvalitet og oplevelse til den pris er højere end den der leveres.

Jeg kan have de samme oplevelser i forbindelse med rejser, shopping, koncerter og andre gå-i-byen-oplevelser. Jeg lader mig distrahere af mange mennesker der er meget tæt på, snakker under musikken osv. Bare det at køre i stillekupe med nogen der spiser pølser kan genere mig så meget, at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse.

Det er meget frustrerende at have det sådan. Det er en ubehagelig følelse at blive skuffet, men det får mig også til at føle mig mærkelig. Når jeg leder efter årsager til at jeg bliver så frustreret, kan jeg komme i tanke om 3:

1. Jeg er ikke så god til at få sagt fra overfor de ting der irriterer mig. Jeg føler at jeg er mærkelig når jeg har det sådan. Det sker at jeg tysser når folk snakker i biografen, men jeg får slet ikke afløb. De indestængte følelse roder rundt i hovedet på mig og vokser til vrede og frustration.
2. Jeg er åbenbart dårlig til at afstemme mine forventninger. Jeg er nok naivt optimistisk. Selvom jeg har prøvet så mange gange at blive skuffet, forestiller jeg mig alligevel en fantastisk oplevelse med plads til nydelse, underforstået at der er de rette forudsætninger til stede for at JEG kan nyde det. Sådan er det langt fra altid.
3. Endelig får det mig til at tænke på de foredrag jeg var til sidste år vedr. HSP. Jeg tror jeg hører til de ca. 20% af befolkningen der har et nervesystem som lukker flere input ind end resten af befolkningen, og det kan nemt blive for meget. Jeg er sensitiv, det må jeg nok erkende.

Jeg fristes, som eksemplet med biograferne, til at fjerne mig fra de situationer der gør mig frustreret, men det kan jo også blive kedeligt i længden. Jeg vil altid have en drift mod nye oplevelser, det er vel meget naturligt. Så jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det.

Lignende indlæg:

• Om at være træt
• Over for rødt
• Nyt job – nyt liv
• Storkontor
• Skattefælden

Man kan dele mennesker ind på mange måder. En af dem er at skelne mellem hundemennesker og ikke-hundemennesker. Den sidste kategori interesserer sig ikke for hunde, kan ikke rigtig se en kvalitet ved dem og nogen er endda bange for hunde. Jeg har det omvendt og har altid betragtet mig selv som hundemenneske.

Asger Aamund sagde engang i Mads og Monopolet, at man aldrig skal stole på nogen som ikke kan lide hunde. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men det siger måske noget om at hundemennesker og ikke-hundemennesker er diametralt modsatte hinanden.

Vi bor meget tæt på Geels Skov, hvor det er tilladt at lufte hunde uden snor. Det er meget populært, og man møder derfor mange hundemennesker når man går tur derovre. Lige som med naboerne kommer man pludselig i snak med alle mulige mennesker man ellers aldrig ville have talt med, bare fordi man har hundene til fælles. Jeg er en type der nemt falder i snak med mennesker i bussen, butikken eller på gaden. Det er nok mest ældre mennesker og folk der er meget snakkesagelige, jeg kommer til at sludre med. Men i hundeskoven kommer jeg også til at snakke med typer som jeg normalt ikke ville komme i kontakt med. Sporty typer, travle folk, teenagere, fine fruer og flotte fyre.

Det er meget forskellige mennesker der har hunde, og det er sjovt at møde dem i skoven. Man føler et lille bånd - vi kommer der alle for at give vores hund en god oplevelse. Når hundene møder hinanden og leger bliver vi glade, fordi det er så stimulerende for hundene og det er noget vi som mennesker ikke selv kan give dem. Så bond’er vi lidt over det.

Udenfor hundeskoven kan det godt være anderledes. Her kan selv folk med hunde være meget mere afstandstagende. De mærkeligste møder er med folk som bevidst undgår at lade deres hund have kontakt med andre hunde. Det virker så stik imod hundens natur, men de har nok deres grunde.

Og så er der dem hvor angsten lyser ud af øjnene på dem. Det er meget mærkeligt at opleve folks angst for hunde, når man selv synes dyret er så fantastisk. De angste kan se helt forskrækkede ud over den gladeste golden retriever der kommer logrende hen ad gaden. Med lidt viden om hundes kropssprog og mentalitet synes jeg det er det nemmeste i verden at se om en hund er glad og nysgerrig eller sur og farlig. Men det er åbenbart ikke alle der har den viden, og det skyldes nok manglende interesse. Jeg har også tænkt på om folk der er bange for hunde i virkeligheden mangler indlevelsesevne. Det er klart at hvis man har haft en dårlig oplevelse med en hund, måske som barn, så kan der sætte sig en angst i én. Men jeg synes også nogen gange den angst man oplever er irrationel – uden en konkret grund.

Jeg skal selvfølgelig ikke påtvinge andre mennesker min hund, og vi går altid med Adina i snor på gader og stræder og tager meget hensyn til de hunde-angste. Vi kan for det meste kalde hende til os når hun er fri ovre i skoven, og træner det hele tiden så det bliver bedre og bedre. På en måde er hunde det nye rygning – med passionerede nydere og hidsige modstandere, og jeg er helt med på at tage så meget hensyn jeg kan. Men det er nu dejligt at der findes steder som Geels hundeskov, hvor man kan være der på hundens præmisser, for den har nu engang ikke bedt om at komme til at leve i en forstad med fliser og fortove og hegn omkring alting.

Lignende indlæg:

• 3 måneder med Adina
• Livet som hundeejer 4 – hverdagen
• Livet som hundejer 3 – hjemmet
• Livet som hundeejer 2 – naboerne
• Livet som hundeejer 1

I dag er det 3 måneder siden at vi sad i vintermørke og ventede på at hundelufteren skulle komme med en fin hvid schæfer, som skulle blive vores. Det føles som længe siden nu. Både fordi det var så buldrende vinter, og fordi der er sket meget på den korte tid.

At få en voksen hund, som har mistet sin oprindelige familie, og prøve at få hende til at blive tryg og glad et nyt sted, var en udfordring. I bøgerne beskrives det som noget der kan være svært at få til at lykkes, og i forhold til opbygning af tryghed og tillid har man nok et bedre udgangspunkt med en hundehvalp. På den anden side er det også en stor opgave at få en 8-ugers hvalp.

Vi valgte at tage udfordringen op, fordi odds’ene for at lykkes var gode. Det var en sød, afbalanceret og fuldt socialiseret hund, der havde haft det godt det sted den kom fra, og vi havde et sikkerhedsnet i og med at hundelufteren tilbød at overtage hunden hvis det mod forventning ikke skulle fungere. Hun kunne også hjælpe med pasning og luftning, så alt i alt var det den perfekte måde for os at få hund på.

Det viste sig også at gå langt over forventning. Allerede dagen efter Adina flyttede ind fungerede hverdagen godt. Hun kom når vi kaldte, hun spiste og sov når det var tid til det, og efter et par dage forstod hun den daglige rytme i vores hjem. Hun tog os til sig og viste os tillid meget hurtigt, og vi gjorde vores yderste for at være den tillid værdig.

Lige så stille begyndte Adina at blive mere og mere tryg. Den første måned ville hun f.eks. ikke gå ind i køkkenet, men det kom lige så stille. Hun er i det hele taget begyndt at vove sig mere frem og udforske sin nye verden. Det betyder også at hun ikke længere altid kommer når vi kalder, tigger lidt når vi laver og spiser mad, og beder om mere og mere leg og opmærksomhed. Vi som hundeejere er derfor også begyndt at træde mere i karakter og vise hvad vi ønsker og ikke ønsker af adfærd – hele tiden med brug af det man kalder ’positiv forstærkning’ hvor man ikke skælder hunden ud, men roser for den ønskede adfærd.

En måned efter hun flyttede ind, begyndte vi på hundetræning. Det gjorde vi for at lære vores nye hund bedre at kende gennem leg og træning, og vi forventede at vi som hundeejere kunne få nogle tricks og tips med hjem til hverdagen. Vi havde tilmeldt os begynderhold hos FOF, men det viste sig at være et hold for hunde i teenage-alderen med alt for mange deltagere, så vi blev rykket op på holdet for ’øvede’, selvom vi mennesker ikke på nogen måde var øvede.

Her gik det hurtigt, både for Adina og for os, og det var et stort spring i sværhedsniveau. Adina var meget eksalteret på træningsbanen og vi kunne slet ikke få den samme gode kontakt med hende, som vi kan hjemme eller i skoven. Indholdet af kurset var fastlagt af Dansk Kennel Klub’s lydighedsprogram og handlede ikke så meget om de ting vi havde brug for i hverdagen – det virkede mest til at sigte mod at hunden skulle til en form for eksamen. Vi lærte dog nogle grundlæggende ting, som vi arbejder videre med hjemme. Nu er vi stoppet med at gå till træning, før kurset er færdigt, fordi vi ikke syntes at udbyttet stod mål med den stress hos Adina det medførte. Til gengæld har vi købt nogle gode bøger om træning og hverdagens udfordringer og træner videre på egen hånd.

Her efter 3 måneder er vores indsatsområder 1) at trække i snoren, 2) at komme når man kalder og 3) natlig aktivitet.

Adina trækker enormt meget i snoren, når vi går hen til hundeskoven. Det er af bare ivrighed for at komme hen til den dejlige skov hvor man kan løbe frit og lege med andre hunde. Hun er en stor, stærk hund, så det er hårdt for os mennesker at blive hevet sådan i. På anbefaling af hundetræneren har vi anskaffet os en grime, en såkaldt Halti, som gør at hunden ikke kan trække så meget. Vi har prøvet den et par gange, men uden den store succes – Adina vil IKKE have den på og bruger alle sine kræfter på at vride sig ud af den. Så det skal der arbejdes mere med.

Ovre i skoven er hun i sit aller-gladeste hjørne, og det går generelt rigtig godt med at gå tur. Hun er fantastisk til at møde andre hunde; hun er altid positiv, venlig og legende, men trækker sig hvis den anden hund ikke vil. Vi kan kalde hende til os i 9 ud af 10 tilfælde, men af og til bliver hun så opslugt af en anden hund, en hest eller en moutainbiker, at hun ikke kan styre sig. Så løber hun, og hun reagerer ikke på at vi kalder. Men vi øver os – vi træner indkald i svære situationer, og det bliver hele tiden bedre.

Den sidste måned er Adina begyndt at være urolig om natten. Hun går normalt i seng ved at lægge sig på den pude hun har i vores soveværelse, og senere lægger hun sig i sin primære seng inde i stuen. Men nogen gange står hun op lidt senere på natten og begynder at gå rundt. Af og til stiller hun sig ved siden af Mads’s side af sengen og logrer, og vi er i tvivl om det er fordi hun ikke er træt nok og gerne vil lege, eller om der er noget andet galt. Når hun har disse nætter, har hun tit en lidt urolig mave, der rumler og hun puster lidt. Vi derfor overvejet om hun har maveproblemer.

I en periode har vi givet hende hundemad for sarte maver og skåret meget ned på antallet af godbidder, som vi var nødt til at give hende mange af i forbindelse med hundetræningen. Hun har en tendens til at ville æde afføring når vi er ude at gå, det arbejder vi også meget med at undgå at hun gør. Forhåbentlig finder vi en måde at få en rolig nat, for til tider holder hun os vågen mange af nattens timer, dels pga. lyden af hendes skridt og dels pga. bekymring over om der er noget galt.

Det er stadig en stor lykke for os at have hund, og vi nyder den søde, sjove, energiske og smukke hund i fulde drag hver eneste dag. Vi bruger næsten al vores fritid sammen med Adina, og meget af vores liv handler om hende. Det er mærkeligt at tænke på at der har været en tid hvor vi ikke havde hund. Vi ser frem til alle de fremtidige gåture, kæleture og legetimer med Adina. Følg med i vores hverdag på Adinas Facebook-side.

Lignende indlæg:

• Vinterferie 2012
• Velkommen Adina!
• 10 dage med Adina
• Livet som hundejer 5 – hundemennesker
• Livet som hundeejer 4 – hverdagen

Nu kommer den herlige periode i foråret, hvor der er mange lange weekender. St. Bededag, Kr. Himmelfart, pinse – og for mig er der oveni købet en lang weekend der ikke plejer at være der, da jeg i første gang i ca. 10 år har fri på Grundlovsdag. Den ligger på en tirsdag, og Mads og jeg har taget fri om mandagen – dermed har vi 4 dages weekend dér i starten af juni. Mmmmmmmm………. dejligt!

Jeg bringer lige en af mine gamle travere. Folk der har spist frokost med mig på arbejdspladser ved, at det er en af mine kæpheste det med lange weekender. Jeg synes at det passer SÅ meget bedre i mit liv med 3 dages weekend og 4 dages arbejde. I hverdags-fritiden er der ikke tid til ret meget andet end sove, spise og gå tur med hunden, så weekenderne skal bruges til alt det andet. Alt det praktisk man ikke når til hverdag, alt det sociale der kræver så meget tid, og så til at restituere fra alt det jeg lige har nævnt. Det er hele 3 ting – og det er svært at nå på 2 dage.

Når man har 3 dages weekend, er arbejdsugen jo tilsvarende kortere. Jeg kan tydeligt mærke når disse skønne forårsweekender og korte arbejdsuger har været der, at jeg er mindre træt. På den måde får man både i pose og i sæk ved at have 3-dages weekend.

Åh, sådan skulle det altid være.

Lignende indlæg:

• Opgørelse af mit 2011
• Overvejelser om en fødselsdag
• Forår 2011
• Påskeferie 2011 – del 2
• Positiv tænkning

Det siger sig selv at hverdagen ændrer sig en del når man får hund. Ikke at den er vendt fuldstændig på hovedet, men der er nogle nye elementer.

Jeg er så heldig at være gift med et A-menneske, så det er min søde mand der tager sig af morgenlufteturen med Adina. Imens går jeg i bad, og når de 2 morgenfriske kommer hjem igen sidder vi lidt sammen og spiser morgenmad og leger lidt med hunden. Før Adina havde Mads og jeg ikke meget kontakt om morgenen, det gik op i en optimeret tidsplan der gav så meget mulig nattesøvn som muligt. Det er faktisk dejligt at give sig lidt bedre tid om morgenen.

På arbejde er det meste normalt, bortset fra at jeg har måttet tilføje en fnugrulle til mit sortiment af private småting (en pakke lommetørklæder, hovedpinepiller, hårbørste osv). Jeg har mest mørkt tøj på på arbejde, og Adina er helt hvid, så det kræver lidt soignering at være præsentabel.

Den af os der kommer først hjem fra arbejde går så den lange eftermiddagstur. Her går vi i Geels Hundeskov, og turen varer ca. 1½ time. Det er fysisk hårdt, når man lige har cyklet 30 km til og fra arbejde, hvilket vi begge gør på daglig basis. Men det er også en stor nydelse, fordi vi begge holder meget af naturen og selvfølgelig af at se vores hund super glad og i sit es.

Når vi så er hjemme igen snakker, leger og træner vi med Adina. Hun får aftensmad, og det samme gør vi – på hverdage er det blevet mere enkel mad end før for at spare på tid og kræfter. For det meste er der lidt tid til afslapning i sofaen, før det bliver tid til den sidste luftetur med Adina, en kort toilet-tur på villavejene.

Vi gør stort set som vi plejer med visse undtagelser. Det med at gå ud og spise på en hverdag gør vi ikke mere, da vi ikke synes det er fair at lade hunden være alene igen om aftenen efter en hel dag alene mens vi har været på arbejde. Vi kan dog godt gå ud hver for sig med venner/veninder på en hverdagsaften, når bare den anden er hjemme hos Adina. Og så kan man jo gå ud i weekenden i stedet.

Før i tiden købte vi stort ind om fredagen, og det gør vi stadig – Adinas hundelufter kommer i løbet af dagen og giver hende en dejlig tur i en hundeskov sammen med en masse andre hunde, hvilket betyder at eftermiddagsturen ikke behøver at være så lang. Supplerende indkøb i løbet af ugen sker ikke så tit mere. Jeg tror vi sparer en del penge på husholdningsbudgettet på den måde.

Adina håndterer det at være alene hjemme som et job – hun passer på huset ansvarsbevidst og flytter sig ikke fra sin vagtpost på sengen mens vi er væk. Men hele pointen med at få hund er jo at være sammen med hende, så det er vi så meget som det er praktisk muligt for 2 mennesker med fuldtidsarbejde. Man kan godt drømme om deltidsarbejde eller at blive hjemmegående, men det er ikke en mulighed i øjeblikket. Og det fungerer heldigvis også fint på denne måde.

Lignende indlæg:

• Livet som hundejer 5 – hundemennesker
• 3 måneder med Adina
• Livet som hundejer 3 – hjemmet
• Livet som hundeejer 2 – naboerne
• Livet som hundeejer 1

Jeg vidste det godt, den aften vi sad og ventede på at Adinas hundelufter skulle komme med Adina – den aften hun skulle flytte ind hos os. Det var sidste gang der var rent i vores hjem. Ikke at der var specielt rent lige den dag. Før vi fik Adina gjorde vi rent med 3-6 ugers mellemrum og jeg følte tit at vi gjorde for lidt rent. Men det har ændret sig totalt.

Kort efter at Adina flyttede ind måtte vi en tur i El-giganten efter en ny støvsuger. Den vi havde var mere end 10 år gammel og købt dengang jeg fik min første helt egen 2-værelses lejlighed i Lyngby. Den var ikke stærk nok til at tage hundehår. Vi fandt en noget kraftigere, men samtidig miljøvenlig støvsuger og den kom til at stå midt i stuen i mange uger derefter. Det er faktisk først her lige inden påske at vi fandt en god plads til den i køkkenet. Nu hvor vi støvsuger flere gange om ugen gider vi ikke at slæbe den op og ned til/fra kælderen hver gang.

Nu er vi begyndt at adskille støvsugning fra den øvrige rengøring. Vi støvsuger flere gange om ugen, dels fordi Adina fælder, og dels fordi det ikke kan undgås at hun slæber jord og andet godt fra skoven med indenfor. Når hun er våd eller mudret forsøger vi at tørre hende med et håndklæde, men det er bare umuligt at undgå at der kommer noget med ind. Så er det faktisk nemmere at støvsuge bagefter.

Vore gulve kan også mærke Adinas indtog på en anden måde. Når hun leger med sit legetøj sker det nemlig af og til at det triller ind under sofaen, og så forsøger hun at hente det ud med poterne. Det giver kradsemærker. Vi trøster os med at det i forvejen var et noget nedslidt og uvedligeholdt gulv.

Allerede første aften fandt Adina ud af, at det bedste sted at kigge ud er fra sengen i soveværelset. Da hundelufteren og hendes mand var gået, var hun forståeligt nok meget forvirret og kiggede efter dem. Siden har hendes yndligsplads været på vores seng. Det var ellers ikke vores tanke at hunden skulle være i møblerne, men vi kan godt se at det er rimeligt at hun kan kigge ud og se hvem der kommer og går, også fordi hun jo er alene hjemme i løbet af dagen. Så er det bare ærgerligt med det nye sengetæppe som jeg har ventet 4 måneder på at få leveret og betalt en del penge for. Vi lægger det gamle sengetæppe ovenpå for at skåne det nye, og så kan Adina også drysse det værste jord o.l. af efter turene i den lokale hundeskov.

Det slider på et hjem at have hund, det er ikke nogen hemmelighed. Heldigvis opvejer fornøjelsen af Adinas selskab så rigeligt slitagen. Grænsen for hvad der er pænt og rent har rykket sig hos mig, og jeg lever nu fint med lidt hundehår i hjørnerne.

Lignende indlæg:

• Livet som hundejer 5 – hundemennesker
• 3 måneder med Adina
• Livet som hundeejer 4 – hverdagen
• Livet som hundeejer 2 – naboerne
• Livet som hundeejer 1

Når man bor i et lille rækkehus slipper det hurtigt ud at man har fået hund. Man er simpelthen så tæt på naboerne at de hurtigt lægger mærke til at der er kommet en ny beboer ovre i nr. 9. Vi ville gerne hurtigst muligt introducere Adina til naboerne, så de kunne lære hinanden at kende og blive trygge ved hinanden.

Familiefaderen overfor var den første der mødte Adina dagen efter vi havde fået hende. Han synes hun var smuk og tog godt imod hende. Den søde dame ved siden af er vant til store hunde og blev heldigvis ikke forskrækket over at hilse på en stor hvid schæfer, selvom Adina gøede en smule af hende. Hun forklarede bare tålmodigt hunden, at hun også gerne må være her, hvilket jeg selvfølgelig bekræftede.

De naboer som selv har hund var godt klar over at vi var glade for hunde, så det var skønt fortælle ejeren af den dansk/svenske gårdhund oppe på hjørnet at vi endelig havde fået hund, han lød oprigtigt glade på vores vegne.

Vi har også fået snakket med naboer, som vi ellers aldrig taler med. Den travle børnefamilie nede for enden af vejen, der ellers aldrig hilser, har været nødt til at gå i dialog med os, da deres labrador og vores Adina er nøjagtig lige legesyge pigehunde, der gerne vil have en hel masse med hinanden at gøre. Det viser sig selvfølgelig at de er meget flinke. Og selv den meget livlige familie skråt overfor, som har lagt sig ud med halvdelen af vejen pga deres ikke særligt hensynsfulde livsstil, har vi snakket med for første gang fordi vi har fået hund.

Adina gør ikke ret meget, men af og til kommer der et vuf når hun er ude i haven og hører andre hunde i det fjerne. Hun gør også når der bliver ringet på døren, hvilket vi ikke er kede af, for det er rart at hun passer lidt på os og huset. De nærmeste naboer er ikke generet af Adinas sjældne vuf, men hundegøen kan hurtigt blive et irritationsmoment for naboer, og i det hele taget må man passe på at man ikke lader sin egen tolerance overfor hunde bliver generende for omverdenen.

Vi har som en selvfølge altid hundeposer med i lommerne når vi går tur med Adina og samler selvfølgelig op når hun laver stort. Til min store undren er det gået op for mig efter vi har fået hund, at der er mange der ikke samler op efter deres hund – eller som gør det, for derefter at smide plastikposen med indhold fra sig. Det er fuldstændig uacceptabelt i mine øjne og jeg er rystet over at der er så mange der opfører sig så dårligt.

Lignende indlæg:

• Livet som hundejer 5 – hundemennesker
• 3 måneder med Adina
• Livet som hundeejer 4 – hverdagen
• Livet som hundejer 3 – hjemmet
• Livet som hundeejer 1

Man kan vist godt se på denne blog at jeg har fået noget andet at tænke på. Jeg har nu haft hund i 2 måneder, og i den tid er det ikke blevet til ret mange indlæg. Jeg bruger simpelthen mine aftener og weekender på noget andet; Adina.

Det er jo en barndomsdrøm der er gået i opfyldelse for mig at få hund, og jeg er meget dedikeret til at det skal gå godt. Derfor bruger jeg meget både fysisk og mental energi på at få hverdagen med Adina til at være god både for hende og for os mennesker. Det sker at en idé til et blogindlæg strejfer mine tanker, men jeg får det ikke nedfældet som jeg gjorde før i tiden. Jeg har en filosofi om at jeg kun vil skrive blogindlæg når jeg er virkelig inspireret og har noget på hjerte, og hvis ikke idéen er så god at den bliver til et blogindlæg, så må det være sådan – jeg vil ikke forcere det.

Samtidig vil jeg gerne have at denne blog fortæller min historie. Det med at få hund er jo en kæmpe milepæl i mit liv, så det er oplagt at blogge om det. Jeg har derfor besluttet mig for at skrive om de forskellige aspekter af at have fået hund. Så må det vente med de politiske kommentarer, anmeldelser, el-cykelhistorier og alt det andet jeg normalt skriver om.

På den Facebook-side jeg har oprettet for Adina er der til gengæld  en del aktivitet fra min side. Jeg hygger mig med at fortælle små anekdoter fra Adinas hverdag, og jeg skriver som om det er Adina der fortæller. Da jeg ved at det kun er dem der er interesseret i Adina der læser med, kan jeg give mig helt hen til hundeuniverset.

Her på bloggen vil jeg som altid tage udgangspunkt i mig selv, og i den kommende tid vil der komme blogindlæg om hvad det har betydet for mig og min hverdag at få Adina. Jeg tænker bla. mit sociale liv, forholdet til naboerne, forholdet til rengøring og noget om hundemennesker og ikke-hundemennesker.

Lignende indlæg:

• Livet som hundejer 5 – hundemennesker
• 3 måneder med Adina
• Livet som hundeejer 4 – hverdagen
• Livet som hundejer 3 – hjemmet
• Livet som hundeejer 2 – naboerne

Vi er vist ved at være igennem vinteren 2012. Det har slet ikke været så slemt som de sidste 2 vintre - sikke en god vinter det har været.

Rent praktisk har den været langt nemmere at komme igennem for mig end de sidste 2 års vintre. Vinteren kom ret sent og bød ikke på nær så meget sne, ikke nær så mange dage med 2-cifrede frostgrader og ikke nær så mange dage med glat føre. Det gør det væsentligt nemmere at cykle på arbejde. Ved hjælp af et sæt pigdæk på el-cyklen og tøj fra skisportens verden har jeg kunnet cykle på arbejde stort set alle vinterdage. Det var faktisk kun pga. vindstød af stormstyrke, at jeg lod el-cyklen blive hjemme en enkelt dag.

Sammenlignet med de sidste 2 vintre er det en kæmpe forskel. Jeg har ikke været mere end 5-10 minutter længere om at komme på arbejde på de værste vinterdage. Når jeg tænker på hvordan jeg kunne være op til 2½ time om at komme på arbejde da jeg arbejdede i Dragør er det jo helt ubetydeligt. Og sikke en masse bøvl jeg slipper for ved at kunne cykle hele vejen til arbejde, i forhold til at skulle bakse med bus og tog i flere led.

Alt i alt har jeg haft en MEGET nemmere vinter i år. Og tænk engang, at jeg så ovenikøbet fik hund midt i al mørket – fantastisk!

Lignende indlæg:

• Vinterferie 2012
• Vinterferie på Langeland
• Gastronomisk november
• 3 måneder med Adina
• Velkommen Adina!